LBK nr 1133 af 31/10/2024
Kulturministeriet
Bekendtgørelse af lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet § 4
Musikkonservatorierne har som videregående uddannelsesinstitutioner til opgave på kunstnerisk og, hvor det er relevant, videnskabeligt grundlag at give uddannelse i musik og musikpædagogik og tilgrænsende fagområder indtil det højeste niveau.
Stk. 2. Musikkonservatorierne skal udøve kunstnerisk og pædagogisk udviklingsvirksomhed og kan, hvor det er relevant, på videnskabeligt grundlag drive forskning inden for deres fagområder.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet § 4
Til stk. 1
Den foreslåede formålsbestemmelse for musikkonservatorierne er justeret i forhold til den gældende formålsbestemmelse i § 5, stk. 1, i lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner. Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger i afsnit 2.2.1.3. om formålsbestemmelsen for musikkonservatorierne.
Det foreslåede stk. 1 præciserer, at musikkonservatorierne er højere videregående uddannelsesinstitutioner. Bestemmelsen fastsætter endvidere, at musikkonservatorierne udbyder kunstnerisk baserede uddannelser indtil det højeste niveau og kan udbyde uddannelser på videnskabeligt grundlag. De videregående uddannelser under Kulturministeriet er i udgangspunktet kunstneriske uddannelser, hvor videngrundlaget er kunstnerisk praksis, faglig praksis og/eller kunstnerisk udviklingsvirksomhed. Kun i særlige tilfælde kan uddannelserne være baseret på et videnskabeligt grundlag og kun inden for afgrænsede fagområder. Et konkret eksempel er music management-uddannelsen ved Rytmisk Musikkonservatorium, der primært er baseret på viden fra faglig praksis og delvist er baseret på forskning inden for afgrænsede områder. Uddannelsen kvalificerer de studerende til at arbejde med forretningsmæssig ledelse, udvikling og drift i musikbranchen og beslægtede brancher. Hensigten med den foreslåede præcisering af bestemmelsen er at bringe lovgivningen på højde med aktuel praksis.
Musikkonservatorierne udbyder 3-årige bacheloruddannelser, 2-årige kandidatuddannelser samt 2-4-årige solistuddannelser, hvor særligt kvalificerede studerende efter afsluttet kandidatuddannelse kan uddanne sig inden for et speciale. Musikkonservatorierne kan tilbyde forskeruddannelse i overensstemmelse med regler fastsat af kulturministeren, jf. § 10.
Til stk. 2
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 2 fastsættes det, at musikkonservatorierne skal udøve kunstnerisk og pædagogisk udviklingsvirksomhed og kan drive forskning inden for deres fagområder. Bestemmelsen har til formål at understrege, at musikkonservatorierne som højere videregående uddannelsesinstitutioner skal give uddannelse indtil det højeste niveau inden for institutionernes fagområder. Det er kendetegnende for videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner, at undervisningen er baseret på en løbende udvikling af uddannelserne, som er baseret på kunstnerisk praksis, faglig praksis, kunstnerisk udviklingsvirksomhed og for konservatoriernes vedkommende pædagogisk udviklingsvirksomhed samt, hvor det er relevant, forskning.
Der tilsigtes med ovenstående en formalisering af eksisterende forhold og ikke ændringer i forhold til gældende praksis.