LBK nr 1133 af 31/10/2024
Kulturministeriet
Bekendtgørelse af lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet § 11
Uddannelsesinstitutionerne træffer selv beslutning om, hvilken kunstnerisk udviklingsvirksomhed, pædagogisk udviklingsvirksomhed eller forskning der skal drives på institutionen.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet § 11
Den foreslåede bestemmelse er ændret i forhold til den gældende bestemmelse i § 9, stk. 2, i lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner. Med bestemmelsen udstrækkes uddannelsesinstitutionernes forskningsfrihed til også at omfatte kunstnerisk udviklingsvirksomhed og pædagogisk udviklingsvirksomhed, jf. bemærkningerne til lovforslagets afsnit 2.3.3.6. om frihed til at drive forskning, kunstnerisk udviklingsvirksomhed og pædagogisk udviklingsvirksomhed.
Med bestemmelsen foreslås det, at uddannelsesinstitutionerne selv træffer beslutning om, hvilken kunstnerisk udviklingsvirksomhed, pædagogisk udviklingsvirksomhed og forskning institutionerne vil drive. Friheden til at fastsætte, inden for hvilke områder den enkelte uddannelsesinstitution skal udøve kunstnerisk udviklingsvirksomhed, pædagogisk udviklingsvirksomhed og forskning, er knyttet til uddannelsesinstitutionen, men udelukker ikke, at der kan være forudsætninger knyttet til midler, som institutionerne modtager til aktiviteter inden for forskning, kunstnerisk udviklingsvirksomhed og pædagogisk udviklingsvirksomhed.
Den enkelte kunstnerisk-videnskabeligt ansatte har frihed til at drive forskning, kunstnerisk udviklingsvirksomhed og pædagogisk udviklingsvirksomhed inden for sit faglige ansættelsesområde med de forpligtelser, der følger af ansættelsesforholdet. Friheden gælder også til at gennemføre projekter for udefrakommende midler. Uddannelsesinstitutionen skal dog underrettes om og godkende alle projekter, hvis disse griber ind i institutionens virksomhed og dens mulighed for at lede og fordele arbejdet.
Med udvidelsen af bestemmelsen om forskningsfrihed til at omfatte kunstnerisk udviklingsvirksomhed og pædagogisk udviklingsvirksomhed er der tilsigtet en præcisering af praksis.