Search for a command to run...
LBK nr 1133 af 31/10/2024
Kulturministeriet
Uddannelsesinstitutionerne og institutionernes udbud af videregående uddannelser skal kvalitetssikres, og nye uddannelser skal prækvalificeres og godkendes af kulturministeren i henhold til lov om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner, inden de udbydes.
Den foreslåede bestemmelse er ny i forhold til gældende lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner. Bestemmelsen fastsætter, at uddannelsesinstitutionerne og institutionernes udbud af videregående uddannelser skal kvalitetssikres, og at nye uddannelser skal prækvalificeres og godkendes af kulturministeren i henhold til lov om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner, inden de udbydes. Bestemmelsen afspejler, at uddannelsesinstitutionerne skal gennemgå en ekstern kvalitetssikring i form af akkreditering på institutionsniveau, samt at nye uddannelser skal prækvalificeres og evt. uddannelsesakkrediteres samt godkendes af kulturministeren. Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger i afsnit 2.3.3.1. om godkendelse af uddannelser.
I forbindelse med etablering af nye uddannelser har Kulturministeriet historisk fulgt en praksis med at etablere mindre uddannelsesforsøg for en begrænset periode. Beslutning om en videreførelse tages på baggrund af en konkret vurdering eller evaluering af forsøget. Med lovforslaget er det ikke hensigten at bryde med uddannelsesinstitutionernes mulighed for at etablere uddannelsesforsøg efter godkendelse af Kulturministeriet, jf. § 22, stk. 1. Hvis et uddannelsesforsøg imidlertid skal overgå til at blive en permanent uddannelse, vil uddannelsesforsøget skulle prækvalificeres, hvis institutionen er institutionsakkrediteret, og prækvalificeres og uddannelsesakkrediteres, hvis institutionen ikke er institutionsakkrediteret.