Lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden § 1

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 1. Den foreslåede bestemmelse fastlægger lovens anvendelsesområde.

Danmark er inden for landbrugs- og fødevareforsyningskæden præget af en betydelig andelsorganisering, som bl.a. skal fremme samarbejdet mellem producenterne og styrke danske landmænds forhandlingsposition i fødevarekæden.

Fødevareforsyningskæden er på nuværende tidspunkt ikke reguleret særskilt i Danmark i forhold til regler om urimelig handelspraksis. Udgangspunktet er således aftalefrihed. Begrænsninger i dette udgangspunkt kræver særlig hjemmel, f.eks. i en ugyldighedsgrund, i offentligretlige forbudsregler, herunder bl.a. konkurrencereglerne, eller i øvrige præceptive regler.

Der henvises til pkt. 2.1.1 i de almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af gældende ret.

Det følger af direktivet, jf. præambelbetragtning nr. 12, at leverandører i Unionen ikke kun bør beskyttes mod urimelig handelspraksis, som udøves af købere, der er etableret i samme eller i en anden medlemsstat end leverandøren, men også mod urimelig handelspraksis, som udøves af købere, der er etableret uden for Unionen. Det følger videre heraf, at en sådan beskyttelse kan forhindre eventuelle utilsigtede konsekvenser såsom valg af etableringssted på grundlag af gældende bestemmelser. Det følger endvidere heraf, at også leverandører, der er etableret uden for Unionen, bør være omfattet, når de sælger landbrugs- og fødevarer til Unionen, fordi sådanne leverandører er ligeså sårbare over for urimelig handelspraksis, og et bredere anvendelsesområde kan forhindre en utilsigtet omledning af handelen til leverandører, der ikke er beskyttet, hvilket ville svække beskyttelsen af leverandører i Unionen.

Det følger bl.a. af præambelbetragtning nr. 14, at direktivet bør gælde for handelspraksis udvist hos større aktører over for aktører med en svagere forhandlingsposition, og at der med direktivet derfor fastsættes omsætningsbaserede kategorier af aktører, efter hvilke der ydes beskyttelse, jf. direktivets artikel 1.

Direktivet er imidlertid et minimumsdirektiv, hvilket giver medlemsstaterne mulighed for at vedtage eller opretholde nationale bestemmelser om urimelig handelspraksis, der er mere vidtrækkende, end hvad direktivet foreskriver, jf. direktivets artikel 9.

Forslaget lægger op til en overimplementering af direktivet, idet det foreslås, at direktivet implementeres uden direktivets omsætningskategorier i artikel 1, således at direktivets forbudsbestemmelser i artikel 3 vil finde anvendelse i alle handler mellem virksomheder inden for landbrugs- og fødevareforsyningskæden, dog med visse undtagelser i forhold til betalingsfrister efter lovforslagets §§ 3 og 4, jf. nedenfor.

Det følger af den foreslåede § 1, stk. 1, at loven finder anvendelse på visse former for urimelig handelspraksis, jf. §§ 3-6, der forekommer i forbindelse med salg af landbrugs- og fødevarer, hvor enten leverandøren eller køberen eller begge er etableret i Den Europæiske Union.

Forslaget indebærer, at det som udgangspunkt vil være forbudt for en køber, som indgår aftale med en leverandør om køb af landbrugs- og fødevarer, at udøve de former for urimelig handelspraksis over for leverandøren, som er anført i lovforslagets §§ 3, 4, 5 og 6, uanset omsætning og relative forhandlingsstyrke.

I forhold til lovforslagets §§ 3 og 4 om maksimale betalingsfrister, så foreslås det dog, at disse bestemmelser skal gælde i aftaleforhold, hvor leverandørens årlige omsætning er op til 350 mio. euro, og hvor køberens årlige omsætning er mere end 2 mio. euro, jf. lovforslagets § 3, stk. 1, og § 4, stk. 1. Bestemmelsen om maksimale betalingsfrister vil således ikke finde anvendelse i aftaleforhold, hvor leverandørens årlige omsætning er mere end 350 mio. euro, og hvor køberens årlige omsætning er 2 mio. euro eller mindre. Det foreslås dog, at der i aftaleforhold, hvor leverandørens årlige omsætning er mere end 350 mio. euro, i alle tilfælde skal gælde en maksimal betalingsfrist på 60 dage. Dette gælder imidlertid ikke i aftaleforhold, hvor køberen har en årlig omsætning på 2 mio. euro eller mindre, jf. § 3, stk. 2, og § 4, stk. 2. For en nærmere beskrivelse af disse bestemmelser henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets §§ 3 og 4 nedenfor.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 1, stk. 1, er det tilstrækkeligt, at blot en af parterne er etableret inden for Den Europæiske Union. Leverandører, der er etableret inden for Den Europæiske Union, er således også beskyttet mod urimelig handelspraksis, som udøves af købere, der er etableret uden for Den Europæiske Union. Ligeledes er leverandører, der er etableret uden for Den Europæiske Union, beskyttet mod urimelig handelspraksis, når de sælger landbrugs- og fødevarer til købere inden for Den Europæiske Union.

Det følger af den foreslåede § 1, stk. 2, at loven finder anvendelse på tjenesteydelser nævnt i § 6, som leveres af en køber til en leverandør.

Forslaget indebærer, at visse tjenesteydelser, som leveres af køberen til leverandøren i tilknytning til salg af landbrugs- og fødevarer, vil kunne være omfattet af lovforslagets forbud mod urimelig handelspraksis. Det vil således være tilfældet for de nævnte tjenesteydelser i lovforslagets § 6, stk. 1, nr. 2-6. Det vil konkret dreje sig om oplagring, udstilling eller anden præsentation af varerne (nr. 2), salgsfremstød (nr. 3), reklame (nr. 4), markedsføring (nr. 5) samt erhvervsfremmende udstillinger i butikker (nr. 6).

Udgifterne til sådanne tjenesteydelser afholdes normalt af køberen. Det vil derfor med lovforslaget være forbudt, hvis en leverandør opkræves betaling for sådanne tjenester, medmindre betalingen er aftalt i klare og utvetydige vendinger ved indgåelsen af leveringsaftalen eller i en efterfølgende aftale mellem køber og leverandør, jf. lovforslagets § 6.

Det følger af den foreslåede § 1, stk. 3, at loven ikke finder anvendelse på aftaler mellem leverandører og forbrugere.

Lovforslaget omfatter således ikke salg til forbrugere. Urimelig handelspraksis i B2C-relationen (aftaleforholdet mellem erhvervsdrivende og forbrugere) er reguleret i direktiv 2005/29/EC, hvori ”forbruger” også defineres.