Loven finder anvendelse på visse former for urimelig handelspraksis, jf. §§ 3-6, der forekommer i forbindelse med salg af landbrugs- og fødevarer, hvor enten leverandøren eller køberen eller begge er etableret i Den Europæiske Union.
Stk. 2. Loven finder anvendelse på tjenesteydelser nævnt i § 6, som leveres af en køber til en leverandør.
Stk. 3. Loven finder ikke anvendelse på aftaler mellem leverandører og forbrugere.
Landbrugs- og fødevarer: Produkter, der er opført i bilag I til EUF-traktaten, og produkter, der ikke er opført i bilaget, men som er forarbejdet til konsum ved hjælp af produkter, der er opført i bilaget.
Køber: Enhver fysisk eller juridisk person uanset vedkommendes etableringssted eller enhver offentlig myndighed i EU, som køber landbrugs- og fødevarer, herunder en gruppe af sådanne fysiske og juridiske personer.
Offentlig myndighed: Nationale, regionale eller lokale myndigheder, offentligretlige organer eller sammenslutninger af en eller flere af disse myndigheder eller et eller flere af disse offentligretlige organer.
Leverandør: Enhver landbrugsproducent eller enhver fysisk eller juridisk person, som sælger landbrugs- og fødevarer, uanset vedkommendes etableringssted, herunder en gruppe af sådanne landbrugsproducenter eller en gruppe af sådanne fysiske og juridiske personer såsom producentorganisationer og leverandørorganisationer og disses sammenslutninger.
Letfordærvelige landbrugs- og fødevarer: Landbrugs- og fødevarer, som på grund af deres beskaffenhed eller stadie i forarbejdningen risikerer at blive uegnet til salg inden for 30 dage efter høst, produktion eller forarbejdning.
I aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning på op til 350 mio. euro, hvor køberen har en årlig omsætning på mere end 2 mio. euro, og hvor produkterne i henhold til en leveringsaftale skal leveres regelmæssigt, er følgende former for urimelig handelspraksis forbudt:
Køberen betaler leverandøren for letfordærvelige landsbrugs- og fødevarer senere end 30 dage efter udløbet af en aftalt leveringsperiode, i hvilken leveringer har fundet sted, eller senere end 30 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal betales for denne leveringsperiode, fastsættes, alt efter hvilken af de to datoer der er den seneste.
Køberen betaler leverandøren for andre landbrugs- og fødevarer senere end 60 dage efter udløbet af en aftalt leveringsperiode, i hvilken leveringer har fundet sted, eller senere end 60 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal betales for denne leveringsperiode, fastsættes, alt efter hvilken af de to datoer der er den seneste.
Stk. 2. I aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning på mere end 350 mio. euro, hvor køberen har en årlig omsætning på mere end 2 mio. euro, og hvor produkterne i henhold til en leveringsaftale skal leveres regelmæssigt, er det forbudt, at køberen betaler leverandøren for landbrugs- og fødevarer senere end 60 dage efter udløbet af en aftalt leveringsperiode, i hvilken leveringer har fundet sted, eller senere end 60 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal betales for denne leveringsperiode, fastsættes, alt efter hvilken af de to datoer der er den seneste.
Stk. 3. Med henblik på betalingsfristerne i stk. 1 og 2 skal den aftalte leveringsperiode i alle tilfælde anses for ikke at overskride 1 kalendermåned.
Stk. 4. Uanset stk. 1 og 2 regnes betalingsfristerne fra udløbet af en aftalt leveringsperiode i de tilfælde, hvor det er køberen, som fastsætter det beløb, der skal betales.
Stk. 5. Forbuddene i stk. 1 og 2 gælder ikke for følgende:
Betalinger, som en køber foretager til en leverandør inden for rammerne af skoleordningen, jf. artikel 23 i forordning (EU) nr. 1308/2013.
Betalinger, som foretages af offentlige organer, der leverer sundhedspleje, jf. artikel 4, stk. 4, litra b, i direktiv 2011/7/EU.
Betalinger i medfør af leveringsaftaler mellem leverandører af druer eller druemost til vinproduktion og deres direkte købere, forudsat
a) at de specifikke betalingsbetingelser for salgstransaktioner indgår i standardkontrakter, som er blevet gjort bindende af medlemsstaten i henhold til artikel 164 i forordning (EU) nr. 1308/2013 inden den 1. januar 2019, og at denne udvidelse af standardkontrakterne forlænges af medlemsstaterne fra nævnte dato uden væsentlige ændringer af betalingsbetingelserne til skade for leverandører af drue eller druemost, og
I aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning på op til 350 mio. euro, hvor køberen har en årlig omsætning på mere end 2 mio. euro, og hvor produkterne i henhold til en leveringsaftale ikke skal leveres regelmæssigt, er følgende former for urimelig handelspraksis forbudt:
Køberen betaler leverandøren for letfordærvelige landbrugs- og fødevarer senere end 30 dage efter leveringsdatoen eller senere end 30 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal betales, fastsættes, alt efter hvilken af de to datoer der er den seneste.
Køberen betaler leverandøren for andre landbrugs- og fødevarer senere end 60 dage efter leveringsdatoen eller senere end 60 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal betales, fastsættes, alt efter hvilken af de to datoer der er den seneste.
Stk. 2. I aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning på mere end 350 mio. euro, hvor køberen har en årlig omsætning på mere end 2 mio. euro, og hvor produkterne i henhold til en leveringsaftale ikke skal leveres regelmæssigt, er det forbudt, at køberen betaler leverandøren for landbrugs- og fødevarer senere end 60 dage efter leveringsdatoen eller senere end 60 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal betales, fastsættes, alt efter hvilken af de to datoer der er den seneste.
Stk. 3. Uanset stk. 1 og 2 regnes betalingsfristerne fra leveringsdatoen i de tilfælde, hvor det er køberen, som fastsætter det beløb, der skal betales.
Stk. 4. Forbuddene i stk. 1 og 2 gælder ikke for de betalinger, som er nævnt i § 3, stk. 5, nr. 1-3.
Stk. 5. Forbuddene i stk. 1 og 2 berører ikke de konsekvenser af for sen betaling og de retsmidler, der er fastlagt i direktiv 2011/7/EU, som finder anvendelse uanset de betalingsfrister, der er fastsat i denne lov. Forbuddene i stk. 1 og 2 berører heller ikke køberens og leverandørens mulighed for at aftale en værdidelingsklausul som omhandlet i artikel 172 a i forordning (EU) nr. 1308/2013.
Stk. 6. Leverandørernes og købernes årlige omsætning som omhandlet i stk. 1 og 2 forstås i overensstemmelse med artikel 3, 4 og 6 i bilaget til Kommissionens henstilling 2003/361/EF om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder.
Stk. 7. Køberen kan anmode om, at leverandøren afgiver en erklæring om, hvorvidt leverandøren har en årlig omsætning på mere end 350 mio. euro, jf. stk. 2.
Følgende former for urimelig handelspraksis er forbudt:
Køberen annullerer ordrer på letfordærvelige landbrugs- og fødevarer med så kort varsel, at en leverandør ikke med rimelighed kan forventes at finde en alternativ måde at afsætte eller anvende de pågældende produkter på. Et varsel på mindre end 30 dage betragtes altid som et kort varsel, jf. dog stk. 2.
Køberen ændrer ensidigt vilkårene i en leveringsaftale for landbrugs- og fødevarer vedrørende landbrugs- og fødevarernes leverings- eller forsyningshyppighed, leveringsmetode, leveringssted, leveringstidspunkt eller leveringsomfang, kvalitetsstandarderne, betalingsbetingelserne eller priserne, eller hvad angår levering af tjenesteydelser nævnt i § 6.
Køberen kræver betaling af leverandøren, som ikke vedrører salg af leverandørens landbrugs- og fødevarer.
Køberen kræver, at leverandøren betaler for den forringelse eller det tab eller begge dele af landbrugs- og fødevarer, der forekommer hos køberen, eller efter at ejerskabet er overgået til køberen, hvor en sådan forringelse eller et sådant tab ikke skyldes leverandørens forsømmelighed eller fejl.
Køberen nægter at give skriftlig bekræftelse af betingelserne for en leveringsaftale mellem køber og leverandør, som leverandøren har anmodet om. Dette gælder dog ikke, hvis leveringsaftalen vedrører produkter, som skal leveres af et medlem af en producentorganisation, herunder et kooperativ, til den producentorganisation, som leverandøren er medlem af, hvis denne producentorganisations vedtægter eller regler og afgørelser fastlagt i eller truffet i henhold til disse vedtægter indeholder bestemmelser, der har tilsvarende virkning som vilkårene i leveringsaftalen.
Køberen ulovligt erhverver, bruger eller videregiver leverandørens forretningshemmeligheder som omfattet af direktiv 2016/943/EU.
Køberen iværksætter handelsrepressalier eller truer hermed over for leverandøren, hvis leverandøren udøver sine kontraktmæssige eller juridiske rettigheder, herunder ved at indgive en klage til en af de håndhævende myndigheder eller ved at samarbejde med en håndhævende myndighed i forbindelse med en undersøgelse.
Køberen kræver kompensation fra leverandøren for omkostningerne ved at behandle kundeklager i forbindelse med salget af leverandørens produkter, selv om der ikke er nogen forsømmelighed eller fejl fra leverandørens side.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, litra b, i direktiv 2019/633/EU i behørigt begrundede tilfælde fastsætte kortere annulleringsfrister end 30 dage, jf. stk. 1, nr. 1, for specifikke sektorer.
Følgende former for handelspraksis er alene lovlige, hvis der forinden er truffet aftale herom i klare og utvetydige vendinger i leveringsaftalen eller i en efterfølgende aftale mellem køber og leverandør:
Køberen returnerer ikkeafsatte landbrugs- og fødevarer til leverandøren uden at betale for disse ikkeafsatte produkter eller uden at betale for bortskaffelse af disse produkter.
Køberen kræver betaling fra leverandøren som betingelse for oplagring, udstilling eller anden præsentation af dennes landbrugs- og fødevareprodukter eller tilgængeliggørelse af sådanne varer på markedet.
Køberen kræver, at leverandøren bærer alle eller en del af omkostningerne ved prisnedslag for landbrugs- og fødevarer, som sælges af køberen i forbindelse med et salgsfremstød, forudsat at køberen, inden denne iværksætter et salgsfremstød, angiver salgsfremstødsperioden og den mængde landbrugs- og fødevarer, der forventes bestilt til den nedsatte pris.
Køberen kræver, at leverandøren betaler for køberens reklame for landbrugs- og fødevarer.
Køberen kræver, at leverandøren betaler for køberens markedsføring af landbrugs- og fødevarer.
Køberen opkræver betaling fra leverandøren for personale til at indrette lokaler til salg af leverandørens produkter.
Stk. 2. Kræver køberen betaling i de situationer, der er omhandlet i stk. 1, nr. 2-6, skal køberen efter anmodning fra leverandøren give leverandøren et skriftligt overslag over betalingen pr. enhed eller de samlede betalinger. Køberen skal endvidere i situationer omfattet af stk. 1, nr. 2 og 4-6, give leverandøren et skriftligt overslag over omkostningerne og grundlaget for overslaget.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen varetager opgaven som håndhævelsesmyndighed i forhold til reglerne om urimelig handelspraksis i denne lov og regler udstedt i medfør heraf.
Stk. 2. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan træffe afgørelse efter denne lov og regler udstedt i medfør heraf. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udøver sine beføjelser efter denne lov og regler udstedt i medfør heraf i fuld uafhængighed.
Leverandører kan indgive klager enten til den håndhævende myndighed i den medlemsstat, hvor leverandøren er etableret, eller til den håndhævende myndighed i den medlemsstat, hvor den køber, der formodes at have udøvet en forbudt handelspraksis, er etableret. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har kompetence til at håndhæve forbuddene i §§ 3-6.
Stk. 2. Producentorganisationer og andre leverandørorganisationer og disses sammenslutninger har ret til at indgive en klage efter anmodning fra en eller flere af deres medlemmer eller, hvis det er relevant, efter anmodning fra en eller flere af deres medlemsorganisationers medlemmer, hvis disse medlemmer mener, at de udsættes for en forbudt handelspraksis. Andre organisationer, der har en berettiget interesse i at repræsentere leverandører, har ret til at indgive klager efter anmodning fra en leverandør og i denne leverandørs interesse, forudsat at sådanne organisationer er uafhængige og nonprofit juridiske personer.
Stk. 3. Uanset eventuelle lovvalgsaftaler, som ville finde anvendelse på leveringsaftalen mellem parterne, er forbuddene i direktiv 2019/633/EU overordnede præceptive bestemmelser, som finder anvendelse i enhver situation, der falder inden for disse bestemmelsers anvendelsesområde. I tilfælde, hvor begge aftaleparter er etableret i Danmark, vil lovens §§ 3-6 finde anvendelse.
Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for indgivelse af klager, herunder om opkrævning af et klagegebyr.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgør, om der er tilstrækkelig anledning til at undersøge eller træffe afgørelse i en sag, herunder om sagsbehandlingen midlertidigt eller endeligt skal indstilles. Hvis der efter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vurdering ikke er tilstrækkelig anledning til at undersøge eller træffe afgørelse i en sag, underretter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen klageren om begrundelsen herfor inden for rimelig tid efter modtagelsen af klagen.
Stk. 2. Hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderer, at der er tilstrækkeligt grundlag for at behandle en klage, indleder, foretager og afslutter styrelsen en undersøgelse af klagen inden for rimelig tid.
Stk. 3. Inden for rimelig tid efter modtagelsen af klagen underretter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen klageren om, hvordan styrelsen agter at følge op på klagen.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen træffer efter anmodning herom de nødvendige foranstaltninger til passende beskyttelse af en klagers eller de i § 8, stk. 2, nævnte medlemmers eller leverandørers identitet og til passende beskyttelse af eventuelle andre oplysninger, hvis offentliggørelse efter klagerens mening vil skade klagerens eller de nævnte medlemmers eller leverandørers interesser. Klageren skal i forbindelse med en anmodning om fortrolig behandling angive alle de oplysninger, som klageren anmoder om fortrolig behandling af.
Stk. 2. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan undlade at træffe afgørelse efter §§ 3-6, hvis en sådan afgørelse indebærer en risiko for at afsløre en klagers identitet eller en risiko for at offentliggøre andre oplysninger, hvis offentliggørelse efter klagerens mening vil skade dennes interesser, og forudsat at klageren har udpeget de pågældende oplysninger i overensstemmelse med stk. 1, 2. pkt.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan af egen drift eller på baggrund af en klage indlede og foretage undersøgelser vedrørende en mulig overtrædelse af forbuddene i §§ 3-6.
Stk. 2. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan til brug for en sådan undersøgelse pålægge købere og leverandører at fremlægge alle de oplysninger, som skønnes nødvendige for behandlingen af en sag efter denne lov eller til afgørelse af, om en urimelig handelspraksis er omfattet af lovens forbudsbestemmelser, jf. §§ 3-6.
Stk. 3. De oplysninger, som er nævnt i stk. 2, kan ligeledes kræves til brug for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens bistand til håndhævelsesmyndighederne i Den Europæiske Union med henblik på disse myndigheders anvendelse af nationale regler om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan til brug for undersøgelser om urimelig handelspraksis foretage uanmeldte kontrolundersøgelser, der indebærer, at styrelsen får adgang til en købers eller leverandørs lokaler og transportmidler med henblik på der at gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning uanset informationsmedium. I forbindelse med en kontrolundersøgelse kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen forlange mundtlige forklaringer og forlange, at personer, der er omfattet af kontrolundersøgelsen, viser indholdet af deres lommer, tasker og lign., med henblik på at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan gøre sig bekendt med og eventuelt tage kopi af dette.
Stk. 2. Hvis en købers eller leverandørs oplysninger opbevares hos eller behandles af en ekstern databehandler, kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen få adgang til den eksterne databehandlers lokaler med henblik på der at gøre sig bekendt med og tage kopi af oplysningerne, jf. stk. 1. Adgangen forudsætter, at det ikke er muligt for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen at få adgang til de pågældende oplysninger direkte fra den køber eller leverandør, som er genstand for kontrolundersøgelsen.
Stk. 3. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kontrolundersøgelser, jf. stk. 1 og 2, kan kun finde sted efter indhentet retskendelse og mod behørig legitimation.
Stk. 4. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan indsamle en kopi af dataindholdet fra elektroniske medier, der er omfattet af kontrolundersøgelsen, med henblik på efterfølgende at gennemgå kopien. De indsamlede data skal forsegles eller på anden måde sikres mod læsning, inden kontrolundersøgelsen afsluttes. Den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, kan kræve, at denne selv eller en af denne udpeget repræsentant overværer, at de indsamlede data gøres tilgængelige for læsning, og at styrelsen gennemgår det indsamlede materiale. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har pligt til senest 40 hverdage efter kontrolundersøgelsens afslutning at give en kopi af de oplysninger, som styrelsen måtte have taget fra de indsamlede data, til den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, jf. dog stk. 7. Når gennemgangen af de indsamlede data er gennemført, skal dataene sikres mod læsning. De indsamlede data skal slettes, hvis styrelsen vurderer, at materialet ikke indeholder beviser for en overtrædelse af forbudsbestemmelserne, jf. §§ 3-6. Beslutter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen at fortsætte behandlingen af sagen, skal de indsamlede data slettes, når sagen er endeligt afgjort.
Stk. 5. Hvis en købers eller leverandørs forhold gør, at det ikke er muligt for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen samme dag, som kontrolundersøgelsen foretages, at få adgang til eller tage kopi af oplysningerne, jf. stk. 1, 2 og 4, kan styrelsen forsegle de relevante lokaler, transportmidler og oplysninger i op til 3 hverdage herefter, jf. dog stk. 7.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan til andre håndhævelsesmyndigheder i Den Europæiske Union under forbehold om gensidighed videregive oplysninger, som er omfattet af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tavshedspligt, og som er nødvendige for at fremme håndhævelsen af disse myndigheders nationale regler om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden.
Stk. 2. Ved videregivelse af oplysninger til andre håndhævelsesmyndigheder i Den Europæiske Union i medfør af stk. 1 skal Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen betinge videregivelsen af, at oplysningerne
er undergivet tilsvarende tavshedspligt hos modtageren,
udelukkende anvendes til det formål, som er fastsat i direktiv 2019/633/EU, og
kun kan videregives med udtrykkeligt samtykke fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og kun til det formål, som samtykket omfatter.
Fastslår Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at en køber har overtrådt et forbud, der er nævnt i §§ 3-6, kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udstede et påbud til den pågældende om at ophøre med den ulovlige handelspraksis.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser efter denne lov kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 2. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser efter denne lov kan indbringes for domstolene, senest 8 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende. Finder indbringelse ikke sted inden for fristen, er styrelsens afgørelse endelig.
Lov om offentlighed i forvaltningen gælder ikke for sager og undersøgelser efter denne lov. Virksomheder har dog i henhold til princippet i § 8 i lov om offentlighed i forvaltningen ret til egenacces i sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse efter denne lov, med undtagelse af oplysninger om en anden virksomheds tekniske indretninger, tekniske fremgangsmåder og drifts- og forretningsforhold eller andre fortrolige oplysninger. §§ 13 og 15 om notatpligt og journaliseringspligt i lov om offentlighed i forvaltningen gælder endvidere for sådanne sager. 1. og 2. pkt. gælder tillige, når oplysninger tilvejebragt efter denne lov er videregivet til en anden forvaltningsmyndighed.
Stk. 2. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offentliggør følgende, jf. dog stk. 3:
Afgørelser om påbud meddelt i medfør af § 14.
Domme, bødevedtagelser eller et resumé heraf, hvor der med henvisning til § 19 idømmes bødestraf eller vedtages en bøde.
Domme i retssager om sager efter denne lov, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er part.
Stk. 3. Ved offentliggørelse efter stk. 2 kan oplysninger om tekniske forhold, herunder forskning, produktionsmåder, produkter og drifts- og forretningshemmeligheder, ikke offentliggøres, for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller den virksomhed, oplysningerne angår.
Reglerne om oplysningspligt og indsigtsret i artikel 13-15 i databeskyttelsesforordningen finder i forhold til kontrolundersøgelser i medfør af § 12 alene anvendelse på de data, der er udvalgt i medfør § 12, stk. 4, 4. pkt.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan pålægge daglige eller ugentlige tvangsbøder til den, der undlader at give de oplysninger, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kræver efter § 11, stk. 2.
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, kan den køber, der overtræder de i §§ 3-6 nævnte forbud, eller den køber, der undlader at efterkomme et påbud meddelt i medfør af § 14, straffes med bøde.
Stk. 2. Ved udmåling af bøder efter denne lov skal der tages hensyn til overtrædelsens art, varighed, gentagne karakter og grovhed og den juridiske persons globale koncernomsætning.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan i sager om overtrædelse af denne lov i et bødeforelæg tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i bødeforelægget.
Stk. 2. Retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på bødeforelæg efter denne bestemmelse.
Stk. 3. Vedtages bøden, bortfalder videre forfølgning. Vedtagelsen har samme virkning som en dom.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og de grønlandske forhold tilsiger.
Givet på Amalienborg, den 27. april 2021
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/ Simon Kollerup
Officielle noter
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/633/EU af 17. april 2019 om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden, EU-Tidende 2019, nr. L 111, side 59.
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/633/EU af 17. april 2019 om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden, EU-Tidende 2019, nr. L 111, side 59.
b) at leveringsaftalerne mellem leverandører af druer eller druemost til vinproduktion og deres direkte købere er eller bliver flerårige.
Stk. 6. Forbuddene i stk. 1 og 2 berører ikke de konsekvenser af for sen betaling og de retsmidler, der er fastlagt i direktiv 2011/7/EU, som finder anvendelse uanset de betalingsfrister, der er fastsat i denne lov. Forbuddene i stk. 1 og 2 berører heller ikke køberens og leverandørens mulighed for at aftale en værdidelingsklausul som omhandlet i artikel 172 a i forordning (EU) nr. 1308/2013.
Stk. 7. Leverandørernes og købernes årlige omsætning som omhandlet i stk. 1 og 2 forstås i overensstemmelse med artikel 3, 4 og 6 i bilaget til Kommissionens henstilling 2003/361/EF om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder.
Stk. 8. Køberen kan anmode om, at leverandøren afgiver en erklæring om, hvorvidt leverandøren har en årlig omsætning på mere end 350 mio. euro, jf. stk. 2.
Stk. 6. Under samme betingelser som i stk. 5 kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen medtage de oplysninger eller det medium, hvorpå oplysningerne befinder sig, med henblik på kopiering. Det materiale, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har taget med, skal sammen med et sæt kopier af de oplysninger, som styrelsen har taget til brug for en nærmere gennemgang, tilbageleveres til den pågældende senest 3 hverdage efter kontrolundersøgelsen, jf. dog stk. 7.
Stk. 7. Fristerne i stk. 4-6 kan i særlige tilfælde forlænges.
Stk. 8. Politiet kan yde bistand ved udøvelsen af beføjelserne efter stk. 1, 2 og 4-6. Erhvervsministeren kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
Stk. 9. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan foretage kontrolundersøgelser for at yde bistand til en håndhævelsesmyndighed i en medlemsstat i Den Europæiske Union i forbindelse med denne myndigheds anvendelse af nationale regler om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden. Stk. 1-8 finder tilsvarende anvendelse.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 1. Den foreslåede bestemmelse fastlægger lovens anvendelsesområde.
Danmark er inden for landbrugs- og fødevareforsyningskæden præget af en betydelig andelsorganisering, som bl.a. skal fremme samarbejdet mellem producenterne og styrke danske landmænds forhandlingsposition i fødevarekæden.
Fødevareforsyningskæden er på nuværende tidspunkt ikke reguleret særskilt i Danmark i forhold til regler om urimelig handelspraksis. Udgangspunktet er således aftalefrihed. Begrænsninger i dette udgangspunkt kræver særlig hjemmel, f.eks. i en ugyldighedsgrund, i offentligretlige forbudsregler, herunder bl.a. konkurrencereglerne, eller i øvrige præceptive regler.
Der henvises til pkt. 2.1.1 i de almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af gældende ret.
Det følger af direktivet, jf. præambelbetragtning nr. 12, at leverandører i Unionen ikke kun bør beskyttes mod urimelig handelspraksis, som udøves af købere, der er etableret i samme eller i en anden medlemsstat end leverandøren, men også mod urimelig handelspraksis, som udøves af købere, der er etableret uden for Unionen. Det følger videre heraf, at en sådan beskyttelse kan forhindre eventuelle utilsigtede konsekvenser såsom valg af etableringssted på grundlag af gældende bestemmelser. Det følger endvidere heraf, at også leverandører, der er etableret uden for Unionen, bør være omfattet, når de sælger landbrugs- og fødevarer til Unionen, fordi sådanne leverandører er ligeså sårbare over for urimelig handelspraksis, og et bredere anvendelsesområde kan forhindre en utilsigtet omledning af handelen til leverandører, der ikke er beskyttet, hvilket ville svække beskyttelsen af leverandører i Unionen.
Det følger bl.a. af præambelbetragtning nr. 14, at direktivet bør gælde for handelspraksis udvist hos større aktører over for aktører med en svagere forhandlingsposition, og at der med direktivet derfor fastsættes omsætningsbaserede kategorier af aktører, efter hvilke der ydes beskyttelse, jf. direktivets artikel 1.
Direktivet er imidlertid et minimumsdirektiv, hvilket giver medlemsstaterne mulighed for at vedtage eller opretholde nationale bestemmelser om urimelig handelspraksis, der er mere vidtrækkende, end hvad direktivet foreskriver, jf. direktivets artikel 9.
Forslaget lægger op til en overimplementering af direktivet, idet det foreslås, at direktivet implementeres uden direktivets omsætningskategorier i artikel 1, således at direktivets forbudsbestemmelser i artikel 3 vil finde anvendelse i alle handler mellem virksomheder inden for landbrugs- og fødevareforsyningskæden, dog med visse undtagelser i forhold til betalingsfrister efter lovforslagets §§ 3 og 4, jf. nedenfor.
Det følger af den foreslåede § 1, stk. 1, at loven finder anvendelse på visse former for urimelig handelspraksis, jf. §§ 3-6, der forekommer i forbindelse med salg af landbrugs- og fødevarer, hvor enten leverandøren eller køberen eller begge er etableret i Den Europæiske Union.
Forslaget indebærer, at det som udgangspunkt vil være forbudt for en køber, som indgår aftale med en leverandør om køb af landbrugs- og fødevarer, at udøve de former for urimelig handelspraksis over for leverandøren, som er anført i lovforslagets §§ 3, 4, 5 og 6, uanset omsætning og relative forhandlingsstyrke.
I forhold til lovforslagets §§ 3 og 4 om maksimale betalingsfrister, så foreslås det dog, at disse bestemmelser skal gælde i aftaleforhold, hvor leverandørens årlige omsætning er op til 350 mio. euro, og hvor køberens årlige omsætning er mere end 2 mio. euro, jf. lovforslagets § 3, stk. 1, og § 4, stk. 1. Bestemmelsen om maksimale betalingsfrister vil således ikke finde anvendelse i aftaleforhold, hvor leverandørens årlige omsætning er mere end 350 mio. euro, og hvor køberens årlige omsætning er 2 mio. euro eller mindre. Det foreslås dog, at der i aftaleforhold, hvor leverandørens årlige omsætning er mere end 350 mio. euro, i alle tilfælde skal gælde en maksimal betalingsfrist på 60 dage. Dette gælder imidlertid ikke i aftaleforhold, hvor køberen har en årlig omsætning på 2 mio. euro eller mindre, jf. § 3, stk. 2, og § 4, stk. 2. For en nærmere beskrivelse af disse bestemmelser henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets §§ 3 og 4 nedenfor.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 1, stk. 1, er det tilstrækkeligt, at blot en af parterne er etableret inden for Den Europæiske Union. Leverandører, der er etableret inden for Den Europæiske Union, er således også beskyttet mod urimelig handelspraksis, som udøves af købere, der er etableret uden for Den Europæiske Union. Ligeledes er leverandører, der er etableret uden for Den Europæiske Union, beskyttet mod urimelig handelspraksis, når de sælger landbrugs- og fødevarer til købere inden for Den Europæiske Union.
Det følger af den foreslåede § 1, stk. 2, at loven finder anvendelse på tjenesteydelser nævnt i § 6, som leveres af en køber til en leverandør.
Forslaget indebærer, at visse tjenesteydelser, som leveres af køberen til leverandøren i tilknytning til salg af landbrugs- og fødevarer, vil kunne være omfattet af lovforslagets forbud mod urimelig handelspraksis. Det vil således være tilfældet for de nævnte tjenesteydelser i lovforslagets § 6, stk. 1, nr. 2-6. Det vil konkret dreje sig om oplagring, udstilling eller anden præsentation af varerne (nr. 2), salgsfremstød (nr. 3), reklame (nr. 4), markedsføring (nr. 5) samt erhvervsfremmende udstillinger i butikker (nr. 6).
Udgifterne til sådanne tjenesteydelser afholdes normalt af køberen. Det vil derfor med lovforslaget være forbudt, hvis en leverandør opkræves betaling for sådanne tjenester, medmindre betalingen er aftalt i klare og utvetydige vendinger ved indgåelsen af leveringsaftalen eller i en efterfølgende aftale mellem køber og leverandør, jf. lovforslagets § 6.
Det følger af den foreslåede § 1, stk. 3, at loven ikke finder anvendelse på aftaler mellem leverandører og forbrugere.
Lovforslaget omfatter således ikke salg til forbrugere. Urimelig handelspraksis i B2C-relationen (aftaleforholdet mellem erhvervsdrivende og forbrugere) er reguleret i direktiv 2005/29/EC, hvori ”forbruger” også defineres.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 2. Bestemmelsen indeholder definitioner, der anvendes i lovforslaget.
Det foreslås i nr. 1 at definere ”landbrugs- og fødevarer” som produkter, der er opført i bilag I til EUF-traktaten, og produkter, der ikke er opført i nævnte bilag, men som er forarbejdet til konsum ved hjælp af produkter, der er opført i nævnte bilag.
Den foreslåede bestemmelse svarer til direktivets artikel 2, nr. 1.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 510/2014 af 16. april 2014 om handelsordninger for visse varer fremstillet af landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1216/2009 og (EF) nr. 614/2009 vil alene kunne bruges som vejledning i forhold til at definere, hvilke produkter, som ikke er opført i bilag I til TEUF, men som er forarbejdet til konsum ved hjælp af produkter, der er opført i bilag I. Forordning nr. 510/2014 vil således kunne give en indikation af, hvilke produkter, der er ”forarbejdet til konsum” efter definitionen i nr. 1, men vil ikke kunne anvendes mekanisk, da forordningen også indeholder produkter, som ikke er omfattet af bilag I til EUF-traktaten, f.eks. mineralvand. Endvidere er f.eks. fjer, som er omfattet af forordning nr. 510/2014, heller ikke et produkt, som vil kunne anvendes til fødevarebrug.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen forventer løbende på hjemmesiden www.kfst.dk at opdatere en ikke-udtømmende positivliste over hvilke landbrugs- og fødevarer, som er omfattet af lovforslaget, efterhånden som der udvikles praksis og erfaring.
Det foreslås i nr. 2 at definere en ”køber” som enhver fysisk eller juridisk person, uanset vedkommendes etableringssted, eller enhver offentlig myndighed i Den Europæiske Union, som køber landbrugs- og fødevarer, herunder en gruppe af sådanne fysiske og juridiske personer.
Den foreslåede bestemmelse svarer til direktivets artikel 2, nr. 2.
Det foreslås i nr. 3 at definere en ”offentlig myndighed” som nationale, regionale eller lokale myndigheder, offentligretlige organer eller sammenslutninger af en eller flere af disse myndigheder eller et eller flere af disse offentligretlige organer.
Den foreslåede bestemmelse svarer til direktivets artikel 2, nr. 3.
Det foreslås i nr. 4 at definere en ”leverandør” som enhver landbrugsproducent eller enhver fysisk eller juridisk person, som sælger landbrugs- og fødevarer, uanset vedkommendes etableringssted, herunder en gruppe af sådanne landbrugsproducenter eller en gruppe af sådanne fysiske og juridiske personer såsom producentorganisationer, leverandørorganisationer og disses sammenslutninger.
Det er dog ikke et krav, at man både sælger landbrugs- og fødevarer.
Den foreslåede bestemmelse svarer til direktivets artikel 2, nr. 4.
Det foreslås i nr. 5 at definere ”letfordærvelige landbrugs- og fødevarer” som landbrugs- og fødevarer, der på grund af deres beskaffenhed eller deres stadie i forarbejdningen risikerer at blive uegnede til salg inden for 30 dage efter høst, produktion eller forarbejdning.
Dette gælder ifølge direktivet, uanset om produktet videreforarbejdes efter salget, og uanset om produktet efter salget håndteres som foreskrevet i andre regler, navnlig fødevaresikkerhedsbestemmelser, eller ej.
Som udgangspunkt vil datomærkninger, angivelse af holdbarhed m.v. fra producentens side være vejledende for vurderingen, men dette vil dog altid bero på en konkret vurdering. Forkert lagring, opbevaring, håndtering m.v. kan derimod ikke påvirke vurderingen af, om et produkt er letfordærveligt efter definitionen i nr. 5.
Eksempelvis kan jordbær, der ellers ville kunne anses for uegnet til salg til supermarkeder, anses for egnet til salg, hvis det konkrete formål hermed er at producere jordbærgrød. Det vil imidlertid ikke være afgørende for vurderingen, hvad det individuelle formål med købet af det pågældende produkt er, eksempelvis at producere jordbærgrød af ”gamle” jordbær. Det afgørende vil derimod være produktets beskaffenhed som sådan.
Fristen på 30 dage vil skulle beregnes særskilt for hver enkelt led i forsyningskæden. Et eksempel kunne være spinat, som typisk har en holdbarhed på 2-5 dage ved 2-6 grader. Spinat må derfor forventes at blive uegnet til salg inden for 30 dage efter høst, hvorfor spinat må anses for at være letfordærvelig. I eksemplet er leverandør A landmand og avler spinat. A’s køber er fødevareproducent B, der producerer spinat på frost. Spinat på frost har typisk en holdbarhed på 6-12 måneder, hvorfor den frosne spinat må anses for at være ikke-letfordærvelig. B’s køber er detailhandler C, som sælger spinat på frost til forbrugere. I aftalen mellem A og B er der tale om et letfordærveligt produkt, hvor der f.eks. vil være forbud mod en betalingsfrist på over 30 dage, jf. lovforslagets § 3, nr. 1 og § 4, nr. 1. I aftalen mellem B og C er der ikke tale om et letfordærveligt produkt, og der vil derfor f.eks. gælde et forbud mod betalingsfrist på over 60 dage, jf. lovforslagets § 3, nr. 2, og § 4, nr. 2.
Hvis der er tvivl om, hvorvidt et produkt er letfordærveligt eller ej, kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen indhente en vejledende udtalelse fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri til brug for afgørelsen af sagen.
Vurderingen af, hvorvidt et produkt er letfordærveligt eller ej, kan være relevant i forhold til lovforslagets §§ 3 og 4, hvor der sondres mellem betalingsfrister for henholdsvis letfordærvelige landbrugs- og fødevarer (30 dage) og andre landbrugs- og fødevarer (60 dage), jf. eksemplet med spinat ovenfor. Vurderingen kan imidlertid også være relevant i forhold til lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 1, hvorefter det er forbudt, når køberen annullerer ordrer på letfordærvelige landbrugs- og fødevarer med så kort varsel, at en leverandør ikke med rimelighed kan forventes at finde en alternativ måde at afsætte eller anvende de pågældende produkter på. Her kan der ligeledes opstå tvivl om, hvorvidt et produkt er letfordærveligt eller ej, og vurderingen er således afgørende for, om der er tale om en forbudt handelspraksis i strid med lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 1, eller ej.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen forventer løbende på hjemmesiden www.kfst.dk at opdatere en ikke-udtømmende positivliste over, hvilke produkter der defineres som letfordærvelige landbrugs- og fødevarer, efterhånden som der udvikles praksis og erfaring.
Den foreslåede bestemmelse svarer til direktivets artikel 2, nr. 5.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 3, stk. 1, litra a, i).
Bestemmelsen fastsætter regler for betalingsfrister i relation til betalinger for letfordærvelige og ikke-letfordærvelige landbrugs- og fødevarer i aftaleforhold, hvor produkterne skal leveres regelmæssigt.
Der henvises til pkt. 2.1.1 i de almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af gældende ret.
Det følger bl.a. af direktivet, jf. præambelbetragtning nr. 17, at forsinket betaling for landbrugs- og fødevarer, herunder for sen betaling for letfordærvelige landbrugs- og fødevarer, har en negativ indvirkning på leverandørens økonomiske levedygtighed uden udlignende fordele. Det følger videre heraf, at betalinger for letfordærvelige produkter, som foretages senere end 30 dage efter leveringen, 30 dage efter udløbet af en aftalt leveringsperiode, hvis produkterne leveres regelmæssigt, eller 30 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal betales, fastsættes, ikke er forenelig med loyal handelspraksis. Det følger endvidere heraf, at for at øge beskyttelsen landbrugere og deres likviditet bør leverandører af andre landbrugs- og fødevarer ikke vente længere på betalingen end 60 dage efter leveringen, 60 dage efter udløbet af en aftalt leveringsperiode, hvis produkterne leveres regelmæssigt, eller 60 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal betales, fastsættes.
Det foreslås i § 3, stk. 1, nr. 1, at i aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning på op til 350 mio. euro, og hvor køberen har en årlig omsætning på mere end 2 mio. euro, og hvor produkterne i henhold til en leveringsaftale skal leveres regelmæssigt, er følgende former for urimelig handelspraksis forbudt: Køberen betaler leverandøren for letfordærvelige landsbrugs- og fødevarer senere end 30 dage efter udløbet af en aftalt leveringsperiode, i hvilken leveringer har fundet sted, eller senere end 30 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal betales for denne leveringsperiode, fastsættes, alt efter hvilken af de to datoer, der er den seneste.
Det foreslås videre i § 3, stk. 1, nr. 2, at i aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning på op til 350 mio. euro, og hvor køberen har en årlig omsætning på mere end 2 mio. euro, og hvor produkterne i henhold til en leveringsaftale skal leveres regelmæssigt, er følgende former for urimelig handelspraksis forbudt: Køberen betaler leverandøren for andre landbrugs- og fødevarer senere end 60 dage efter udløbet af en aftalt leveringsperiode, i hvilken leveringer har fundet sted, eller senere end 60 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal betales for denne leveringsperiode, fastsættes, alt efter hvilken af de to datoer, der er den seneste.
Forslaget i stk. 1, nr. 1 og 2 vil gælde i aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning på op til 350 mio. euro, eller hvor køberen har en årlig omsætning på mere end 2 mio. euro, og hvor produkterne i henhold til en leveringsaftale skal leveres regelmæssigt.
Beregningen af den øvre og nedre omsætningsgrænse på henholdsvis 350 mio. euro og 2 mio. euro til danske kroner (DKK) vil skulle foretages i henhold til Danmarks Nationalbanks til enhver tid fastsatte kurs.
Forslaget indebærer, at der vil skulle sondres mellem betalingsfrister for henholdsvis letfordærvelige landbrugs- og fødevarer (nr. 1) og andre (nr. 2) landbrugs- og fødevarer i relation til leveringsaftaler, hvor produkterne skal leveres regelmæssigt.
Begrebet ”regelmæssig levering” vil skulle forstås i overensstemmelse med den almindelig sproglige forståelse af begrebet ”regelmæssig”, hvorefter der vil være tale om leveringer, som gentages efter et ensartet interval, eller som finder sted med jævne mellemrum.
For visse landbrugs- og fødevarer foregår leveringen normalt dagligt eller flere gange i løbet af en uge eller en måned. I forhold til eksempelvis mejeriprodukter foregår salget af rå mælk ofte på daglig basis. Begrundelsen for den foreslåede bestemmelse er således f.eks. at undgå daglige faktureringer, som ellers ville resultere i en administrativ byrde for parterne.
Det følger af den foreslåede § 3, stk. 2, at i aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning på mere end 350 mio. euro, og hvor køberen har en årlig omsætning på mere end 2 mio. euro, og hvor produkterne i henhold til en leveringsaftale skal leveres regelmæssigt, er det forbudt, når en køber betaler leverandøren for landbrugs- og fødevarer senere end 60 dage efter udløbet af en aftalt leveringsperiode, i hvilken leveringer har fundet sted, eller senere end 60 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal betales for denne leveringsperiode, fastsættes, alt efter hvilken af de to datoer, der er den seneste.
Forslaget indebærer, at stk. 1, nr. 1-2, om maksimale betalingsfrister på henholdsvis 30 og 60 dage, ikke vil finde anvendelse i aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning på mere end 350 mio. euro, eller hvor køberen har en årlig omsætning på 2 mio. euro eller mindre. I aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning på mere end 350 mio. euro, vil leverandøren dog maksimalt kunne indgå aftaler med en betalingsfrist på 60 dage, uanset om der handles med letfordærvelige landbrugs- og fødevarer eller ej, og uanset køberens størrelse, dog med undtagelse af købere, som har en årlig omsætning på 2 mio. euro eller mindre. For købere med en årlig omsætning på 2 mio. euro eller mindre vil der således være mulighed for at forhandle om længere betalingsfrister end 60 dage.
Det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 17, at også datoen for leverandørens udstedelse af faktura eller datoen for køberens modtagelse af fakturaen skal kunne anses for at være datoen, hvor det beløb, der skal betales for en aftalt leveringsperiode efter stk. 1, nr. 1 og nr. 2, og stk. 2, fastsættes.
Det følger videre af præambelbetragtning nr. 17, at ovenstående bestemmelser om betalingsfrister, jf. stk. 1 og 2, udelukkende bør finde anvendelse på betalinger med tilknytning til salg af landbrugs- og fødevarer og ikke på andre betalinger som f.eks. efterbetalinger fra et kooperativ til dets medlemmer.
Beregningen af den øvre og nedre omsætningsgrænse på henholdsvis 350 mio. euro og 2 mio. euro til danske kroner (DKK) vil skulle foretages i henhold til Danmarks Nationalbanks til enhver tid fastsatte kurs.
Det følger af den foreslåede § 3, stk. 3, at med henblik på betalingsfristerne i stk. 1 og 2, skal den aftalte leveringsperiode i alle tilfælde anses for ikke at overskride en kalendermåned.
Forslaget forhindrer dog ikke, at der mellem parterne vil kunne aftales en længere leveringsperiode, f.eks. på fem uger. Med henblik på fastsættelse af betalingsfristerne i stk. 1, nr. 1 og nr. 2, og stk. 2, vil de aftalte leveringsperioder dog skulle anses for ikke at overskride en kalendermåned, således at der for en leveringsperiode på fem uger vil skulle afregnes og betales to gange, eller at den periode, der overstiger en måned, vil skulle fratrækkes i betalingsfristen.
Det følger af den foreslåede § 3, stk. 4, at uanset stk. 1 og 2, regnes betalingsfristerne fra udløbet af en aftalt leveringsperiode, i de tilfælde, hvor det er køberen, som fastsætter det beløb, der skal betales.
Med stk. 4, modificeres udgangspunktet efter stk. 1, nr. 1 og nr. 2, og stk. 2. Forslaget indebærer, at i de tilfælde, hvor det er køberen, som fastsætter det beløb, der skal betales, så vil de betalingsfrister, der er angivet i stk. 1, nr. 1 og nr. 2, og stk. 2, altid skulle regnes fra udløbet af en aftalt leveringsperiode.
Formålet med forslaget er at sikre, at reglerne ikke omgås ved, at en køber vil kunne vente med at opgøre beløbet, og dermed vil kunne udskyde betalingsfristen.
Med den foreslåede § 3, stk. 5, vil der gælde en række yderligere undtagelser til forbuddene i lovforslagets § 3, stk. 1 og 2, om betalingsfrister.
Det følger således af den foreslåede stk. 5, litra a, at betalinger, som en køber foretager til en leverandør inden for rammerne af skoleordningen, jf. artikel 23 i forordning (EU) nr. 1308/2013, ikke vil være omfattet af forbuddene i § 3, stk. 1 og 2.
Forslaget indebærer, at bestemmelserne om maksimale betalingsfrister i lovforslagets § 3, stk. 1 og 2, ikke skal finde anvendelse på betalinger, som en køber (dvs. støtteansøger) foretager til en leverandør inden for rammerne af skoleordningen (støtte til uddeling af frugt og grøntsager, forarbejdede frugter og grøntsager og bananprodukter til børn). Baggrunden for denne undtagelse er ifølge direktivet at sikre en velfungerende skoleordning, jf. præambelbetragtning nr. 18.
Det følger ligeledes af den foreslåede stk. 5, litra b, at betalinger, som foretages af offentlige organer, der leverer sundhedspleje, jf. artikel 4, stk. 4, litra b, i direktiv 2011/7/EU, ikke vil være omfattet af forbuddene i § 3, stk. 1 og 2.
Forslaget indebærer, at bestemmelserne om maksimale betalingsfrister i lovforslagets § 3, stk. 1 og 2, heller ikke skal gælde for offentlige organer, der leverer sundhedspleje. Baggrunden for denne undtagelse er ifølge direktivet hensynet til udfordringerne for offentlige organer, der leverer sundhedspleje, med henblik på at prioritere sundhedspleje på en sådan måde, at den enkelte patients behov afvejes i forhold til de økonomiske midler jf. præambelbetragtning nr. 18.
Endelig følger det af den foreslåede stk. 5, litra c, at betalinger i medfør af leveringsaftaler mellem leverandører af druer eller druemost til vinproduktion og deres direkte købere heller ikke vil være omfattet af forbuddene i lovforslagets § 3, stk. 1 og 2, forudsat at i) de specifikke betalingsbetingelser for salgstransaktioner indgår i standardkontrakter, som er blevet gjort bindende af medlemsstaten i henhold til artikel 164 i forordning (EU) nr. 1308/2013 inden den 1. januar 2019, og at denne udvidelse af standardkontrakterne forlænges af medlemsstaterne fra nævnte dato uden væsentlige ændringer af betalingsbetingelserne til skade for leverandører af drue eller druemost, og ii) leveringsaftalerne mellem leverandører af druer eller druemost til vinproduktion og deres direkte købere er eller bliver flerårige.
Forslaget indebærer, at bestemmelserne om maksimale betalingsfrister i § 3, stk. 1 og 2, ikke skal gælde for betalinger i medfør af leveringsaftaler mellem leverandører af druer eller druemost til vinproduktion og deres direkte købere, forudsat at betingelserne i nr. i) og nr. ii) er opfyldt.
Baggrunden for undtagelsen er ifølge direktivet, jf. præambelbetragtning nr. 19, at tage højde for den specielle situation, der er ved fremstillingen af vin. Druer og druemost til vinproduktion har særlige egenskaber, da druerne kun høstes i en meget begrænset periode af året, men anvendes til fremstilling af vin, som i nogle tilfælde først sælges mange år senere. Derfor har producentorganisationer og brancheorganisationer traditionelt set udarbejdet standardkontrakter til levering af sådanne produkter. Disse standardkontrakter fastlægger bestemmelser om særlige betalingsfrister med ratebetalinger. Da disse standardkontrakter anvendes af leverandører og købere til flerårige ordninger, giver de både landbrugsproducenter en sikkerhed for langvarige salgsforbindelser og bidrager til stabiliteten i forsyningskæden. Hvis disse standardkontrakter er udarbejdet af en anerkendt producentorganisation, brancheorganisation eller sammenslutning af producentorganisationer, og er blevet gjort bindende af en medlemsstat i medfør af artikel 164 i forordning (EU) nr. 1308/2013 (konsolideret tekst) inden den 1. januar 2019, eller hvis udvidelsen af standardkontrakterne forlænges af en medlemsstat uden væsentlige ændringer af betalingsbetingelserne til skade for leverandører af druer og druemost, er betalingsfristerne i lovforslagets § 3, stk. 1 og 2, ikke gældende for sådanne kontrakter mellem leverandører og deres direkte købere af druer og druemost til vinproduktion.
Det følger af den foreslåede § 3, stk. 6, 1. pkt., at forbuddene i stk. 1 og 2 ikke berører de konsekvenser af for sen betaling og de retsmidler, der er fastlagt i direktiv 2011/7/EU om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner.
Forslaget indebærer, at de konsekvenser af for sen betaling og de retsmidler, der er fastlagt i direktiv 2011/7/EU (implementeret i dansk ret ved lov om renter og andre forhold ved forsinket betaling (renteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 459 af 13. maj 2014), ligeledes finder anvendelse på de betalingsfrister på henholdsvis 30 og 60 dage, der er fastsat i lovforslagets § 3, stk. 1 og 2.
Det følger videre af den foreslåede stk. 6, 2. pkt., at forbuddene i stk. 1 og 2 heller ikke berører køberens og leverandørens mulighed for at aftale en værdidelingsklausul som omhandlet i artikel 172a i forordning (EU) nr. 1308/2013 med senere ændringer.
Forslaget indebærer, at forbuddene i § 3, stk. 1 og 2, ikke berører køberens og leverandørens mulighed for at aftale en værdidelingsklausul. Det fremgår således af artikel 172a i forordning (EU) nr. 1308/2013 (konsolideret tekst), at ”uden at dette berører eventuelle særlige klausuler om værdideling inden for sukkersektoren, kan landbrugere, herunder sammenslutninger af landbrugere, og deres første opkøber aftale klausuler om værdideling, herunder deling af markedsbonusser og -tab, der fastsætter, hvordan en eventuel udvikling af relevante markedspriser på de pågældende produkter eller andre råvaremarkeder skal fordeles mellem dem. ”
Det foreslås i § 3, stk. 7, at leverandørernes og købernes årlige omsætning som omhandlet i stk. 1 og 2, skal forstås i overensstemmelse med artikel 3, 4 og 6 i bilaget til Kommissionens henstilling 2003/361/EF om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder.
Det fremgår af direktivets artikel 1, stk. 2, at leverandørernes og købernes årlige omsætning som omhandlet i første afsnit, litra a - e, forstås i overensstemmelse med de relevante dele af bilaget til Kommissionens henstilling 2003/361/EF, navnlig bilagets artikel 3, 4 og 6, herunder definitionerne af »uafhængig virksomhed«, »partnervirksomhed« og »tilknyttet virksomhed« samt andre forhold vedrørende den årlige omsætning.
Forslaget indebærer i praksis, at der i forbindelse med opgørelsen af årlig omsætning skal medregnes – helt eller delvist – omsætning fra modervirksomheder, tilknyttede virksomheder og partnervirksomheder. Denne henstilling vil alene skulle anvendes i forbindelse med omsætningsopgørelsen, og det er således ikke hensigten med henvisningen hertil i direktivets artikel 1, stk. 1, at principperne i henstillingen skal anvendes til andet end at opgøre omsætningen.
Artikel 3 i bilaget til Kommissionens henstilling 2003/361/EF vedrører typer af virksomheder, som tages i betragtning ved beregning af beløbsstørrelser (omsætning). Artikel 3 definerer således ”uafhængig virksomhed, ”partnervirksomhed” og ”tilknyttede virksomheder”.
Artikel 4 i bilaget til Kommissionens henstilling 2003/361/EF vedrører de data, der skal anvendes ved beregning af beløbsstørrelser (omsætning). Det fremgår bl.a. af Kommissionens brugervejledning til definitionen af SMV’er, side 13, at den årlige omsætning bestemmes ved at beregne virksomhedens indkomst fra salg af produkter og tjenesteydelser, der falder ind under virksomhedens almindelige aktiviteter, i det pågældende år efter fradrag af eventuelle prisnedslag. Omsætningen beregnes eksklusiv moms og andre indirekte skatter og afgifter. Opgørelsen af omsætningen er således ikke alene begrænset til en bestemt gruppe af varer, f.eks. kun fødevarerelaterede varer, men er relateret til samtlige varegrupper, virksomheden måtte basere sig på.
Artikel 6 i bilaget til Kommissionens henstilling 2003/361/EF vedrører fastlæggelse af oplysninger om virksomheden, herunder beregning af de data, der skal tages i betragtning.
Forslaget indebærer, at vurderingen af, om en leverandørs årlige omsætning er mere end 350 mio. euro eller om en købers årlige omsætning er på 2 mio. euro eller mindre, jf. lovforslagets § 3, stk. 2, vil skulle foretages på tidspunktet for den enkelte handel. Det afgørende vil således være omsætningen på tidspunktet for den eventuelle overtrædelse.
Når der i lovforslaget i øvrigt henvises til omsætning, er det således den årlige omsætning, som opgjort i overensstemmelse med artikel 3, 4 og 6 i bilaget til Kommissionens henstilling 2003/361/EF.
Det følger af den foreslåede § 3, stk. 8, at køber kan anmode om, at leverandøren afgiver en erklæring om, hvorvidt leverandøren har en årlig omsætning på mere end 350 mio. euro, jf. stk. 2.
Forslaget indebærer, at køber til enhver tid vil kunne anmode om at få erklæringen inden tidspunktet for aftaleindgåelsen, men vil også kunne anmode om at få en sådan erklæring undervejs i parternes samhandelsforhold.
Forslaget har den virkning, at en køber, der har modtaget en erklæring efter stk. 8, og som har handlet i god tro og i overensstemmelse med indholdet i erklæringen, ikke kan straffes med bøde, hvis det efter afgivelsen af erklæringen viser sig, at oplysningerne heri ikke var korrekte. En sådan køber vil således ikke kunne anses for at have handlet med den uagtsomhed (simpel eller grov), der er en forudsætning for idømmelse af bødestraf.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil udarbejde en standardformular, som leverandøren kan anvende til at afgive en sådan erklæring. Denne standardformular vil kunne findes og downloades på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside.
Det vurderes ikke at være relevant for leverandører at kunne kræve en erklæring fra køber, idet det må antages at være i købers interesse at oplyse sine leverandører sin årlige omsætning, såfremt denne ikke er omfattet af bestemmelserne om maksimale betalingsfrister.
Erklæringsordningen er en frivillig ordning. Det er således op til den enkelte leverandør, om den vil afgive en sådan erklæring på anmodning fra en køber.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 3, stk. 1, litra a, ii.
Bestemmelsen fastsætter regler for betalingsfrister i relation til betalinger for letfordærvelige og ikke-letfordærvelige landbrugs- og fødevarer i aftaleforhold, hvor produkterne ikke skal leveres regelmæssigt.
Der henvises til pkt. 2.1.1 i de almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af gældende ret.
Det følger bl.a. af direktivet, jf. præambelbetragtning nr. 17, at forsinket betaling for landbrugs- og fødevarer, herunder for sen betaling for letfordærvelige landbrugs- og fødevarer, har en negativ indvirkning på leverandørens økonomiske levedygtighed uden udlignende fordele. Det følger videre heraf, at betalinger for letfordærvelige produkter, som foretages senere end 30 dage efter leveringen, 30 dage efter udløbet af en aftalt leveringsperiode, hvis produkterne leveres regelmæssigt, eller 30 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal betales, fastsættes, ikke er forenelig med loyal handelspraksis. Det følger endvidere heraf, at for at øge beskyttelsen af landbrugere og deres likviditet bør leverandører af andre landbrugs- og fødevarer ikke vente længere på betalingen end 60 dage efter leveringen, 60 dage efter udløbet af en aftalt leveringsperiode, hvis produkterne leveres regelmæssigt, eller 60 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal betales, fastsættes.
Det foreslås i § 4, stk. 1, nr. 1, at i aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning på op til 350 mio. euro, og hvor køberen har en årlig omsætning på mere end 2 mio. euro, og hvor produkterne i henhold til en leveringsaftale ikke skal leveres regelmæssigt, er følgende former for urimelig handelspraksis forbudt: Køberen betaler leverandøren for letfordærvelige landbrugs- og fødevarer senere end 30 dage efter leveringsdatoen eller senere end 30 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal betales, fastsættes, alt efter hvilken af de to datoer der er den seneste.
Det foreslås videre i § 4, stk. 1, nr. 2, at i aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning på op til 350 mio. euro, og hvor køberen har en årlig omsætning på mere end 2 mio. euro, og hvor produkterne i henhold til en leveringsaftale ikke skal leveres regelmæssigt, er følgende former for urimelig handelspraksis forbudt: Køberen betaler leverandøren for andre landbrugs- og fødevarer senere end 60 dage efter leveringsdatoen eller senere end 60 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal betales, fastsættes, alt efter hvilken af de to datoer der er den seneste.
Forslaget i stk. 1, nr. 1-2, vil således gælde i aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning på op til 350 mio. euro, eller hvor køberen har en årlig omsætning på mere end 2 mio. euro, og hvor produkterne i henhold til en leveringsaftale ikke skal leveres regelmæssigt.
Forslaget indebærer, at der vil skulle sondres mellem betalingsfrister for henholdsvis letfordærvelige landbrugs- og fødevarer (nr. 1) og andre landbrugs- og fødevarer (nr. 2) i relation til leveringsaftaler, hvor produkterne ikke skal leveres regelmæssigt (modsat den foreslåede § 3, stk. 1 og 2, ovenfor).
Beregningen af den øvre og nedre omsætningsgrænse på henholdsvis 350 mio. euro og 2 mio. euro til danske kroner (DKK) vil skulle foretages i henhold til Danmarks Nationalbanks til enhver tid fastsatte kurs.
Det følger af den foreslåede § 4, stk. 2, at i aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning på mere end 350 mio. euro, og hvor køberen har en årlig omsætning på mere end 2 mio. euro, og hvor produkterne i henhold til en leveringsaftale ikke skal leveres regelmæssigt, er det forbudt, når en køber betaler leverandøren for landbrugs- og fødevarer senere end 60 dage efter udløbet af en aftalt leveringsperiode, i hvilken leveringer har fundet sted, eller senere end 60 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal betales for denne leveringsperiode, fastsættes, alt efter hvilken af de to datoer, der er den seneste.
Forslaget indebærer, at stk. 1, nr. 1-2, om maksimale betalingsfrister på henholdsvis 30 og 60 dage, ikke vil finde anvendelse i aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning på mere end 350 mio. euro, eller hvor køberen har en årlig omsætning på 2 mio. euro eller mindre. I aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning på mere end 350 mio. euro, vil leverandøren derimod maksimalt kunne indgå aftaler med en betalingsfrist på 60 dage, uanset om der handles med letfordærvelige landbrugs- og fødevarer eller ej, og uanset køberens størrelse, dog med undtagelse af købere, som har en årlig omsætning på 2 mio. euro eller mindre. For købere med en årlig omsætning på 2 mio. euro eller mindre vil der således være mulighed for at forhandle om længere betalingsfrister end 60 dage.
Det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 17, at også datoen for leverandørens udstedelse af faktura eller datoen for køberens modtagelse af fakturaen skal kunne anses for at være datoen, hvor det beløb, der skal betales for en aftalt leveringsperiode efter stk. 1, nr. 1 og nr. 2, og stk. 2, fastsættes.
Det følger videre af præambelbetragtning nr. 17, at ovenstående bestemmelser om betalingsfrister, jf. stk. 1 og stk. 2, udelukkende bør finde anvendelse på betalinger med tilknytning til salg af landbrugs- og fødevarer og ikke på andre betalinger som f.eks. efterbetalinger fra et kooperativ til dets medlemmer.
Beregningen af den øvre og nedre omsætningsgrænse på henholdsvis 350 mio. euro og 2 mio. euro til danske kroner (DKK) vil skulle foretages i henhold til Danmarks Nationalbanks til enhver tid fastsatte kurs.
Det følger af den foreslåede § 4, stk. 3, at uanset stk. 1 og 2, regnes betalingsfristerne fra leveringsdatoen i de tilfælde, hvor det er køberen, som fastsætter det beløb, der skal betales.
Med forslaget modificeres udgangspunktet efter stk. 1 og 2. Det indebærer, at i de tilfælde, hvor det er køberen, som fastsætter det beløb, der skal betales, så vil betalingsfristerne, som er angivet i stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 2, altid skulle regnes fra leveringsdatoen, således at køber ikke ved at udskyde fastsættelsen af beløbet tilsvarende vil kunne udskyde sin betalingsfrist.
Formålet med forslaget er at sikre, at reglerne ikke omgås ved, at køber både fastsætter betalingen og samtidig fastsætter betalingsfristen.
Det følger af den foreslåede § 4, stk. 4, at forbuddene i stk. 1 og 2 ikke gælder for de betalinger, som er nævnt i § 3, stk. 5, litra a – c.
Forslaget indebærer, at de betalinger, som fremgår af lovforslagets § 3, stk. 5, litra a – c, og som er undtaget fra forbuddene i § 3, stk. 1 og 2, tilsvarende er undtaget fra forbuddene i § 4, stk. 1 og 2.
Det følger af den foreslåede § 4, stk. 5, 1. pkt., at forbuddene i stk. 1 og 2 ikke berører de konsekvenser af for sen betaling og de retsmidler, der er fastlagt i direktiv 2011/7/EU, som finder anvendelse uanset de betalingsfrister, der er fastsat i denne lov.
Forslaget indebærer, at de konsekvenser af for sen betaling og de retsmidler, der er fastlagt i direktiv 2011/7/EU (implementeret i dansk ret ved lov om renter og andre forhold ved forsinket betaling (renteloven), jf. lov nr. 1244 af 18. december 2012 om ændring af lov om renter ved forsinket betaling m.v., lov om erstatningsansvar og lov om forsikringsaftaler), ligeledes finder anvendelse på de betalingsfrister på henholdsvis 30 og 60 dage, der er fastsat i lovforslagets § 4, stk. 1, nr. 1-2, og stk. 2.
Det følger videre af den foreslåede stk. 5, 2. pkt., at forbuddene i stk. 1 og 2 heller ikke berører køberens og leverandørens mulighed for at aftale en værdidelingsklausul som omhandlet i artikel 172a i forordning (EU) nr. 1308/2013 med senere ændringer.
Forslaget indebærer, at forbuddene i § 4, stk. 1 og 2, ikke berører køberens og leverandørens mulighed for at aftale en værdidelingsklausul. Det fremgår således af artikel 172a i forordning (EU) nr. 1308/2013 med senere ændringer, at ”uden at dette berører eventuelle særlige klausuler om værdideling inden for sukkersektoren, kan landbrugere, herunder sammenslutninger af landbrugere, og deres første opkøber aftale klausuler om værdideling, herunder deling af markedsbonusser og -tab, der fastsætter, hvordan en eventuel udvikling af relevante markedspriser på de pågældende produkter eller andre råvaremarkeder skal fordeles mellem dem. ”
Det foreslås i § 4, stk. 6, at leverandørernes og købernes årlige omsætning som omhandlet i stk. 1 og 2, skal forstås i overensstemmelse med artikel 3, 4 og 6 i bilaget til Kommissionens henstilling 2003/361/EF om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder.
Det fremgår af direktivets artikel 1, stk. 2, at leverandørernes og købernes årlige omsætning som omhandlet i første afsnit, litra a - e, forstås i overensstemmelse med de relevante dele af bilaget til Kommissionens henstilling 2003/361/EF, navnlig bilagets artikel 3, 4 og 6, herunder definitionerne af »uafhængig virksomhed«, »partnervirksomhed« og »tilknyttet virksomhed« samt andre forhold vedrørende den årlige omsætning.
Forslaget indebærer i praksis, at der i forbindelse med opgørelsen af årlig omsætning skal medregnes – helt eller delvist – omsætning fra modervirksomheder, tilknyttede virksomheder og partnervirksomheder. Denne henstilling vil alene skulle anvendes i forbindelse med omsætningsopgørelsen, og det er således ikke hensigten med henvisningen hertil i direktivets artikel 1, stk. 1, at principperne i henstillingen skal anvendes til andet end at opgøre omsætningen.
Artikel 3 i bilaget til Kommissionens henstilling 2003/361/EF vedrører typer af virksomheder, som tages i betragtning ved beregning af beløbsstørrelser (omsætning). Artikel 3 definerer således ”uafhængig virksomhed, ”partnervirksomhed” og ”tilknyttede virksomheder”.
Artikel 4 i bilaget til Kommissionens henstilling 2003/361/EF vedrører de data, der skal anvendes ved beregning af beløbsstørrelser (omsætning). Det fremgår bl.a. af Kommissionens brugervejledning til definitionen af SMV’er side 13, at den årlige omsætning bestemmes ved at beregne virksomhedens indkomst fra salg af produkter og tjenesteydelser, der falder ind under virksomhedens almindelige aktiviteter, i det pågældende år efter fradrag af eventuelle prisnedslag. Omsætningen beregnes eksklusiv moms og andre indirekte skatter og afgifter. Opgørelsen af omsætningen er således ikke alene begrænset til en bestemt gruppe af varer, f.eks. kun fødevarerelaterede varer, men er relateret til samtlige varegrupper, virksomheden måtte basere sig på.
Artikel 6 i bilaget til Kommissionens henstilling 2003/361/EF vedrører fastlæggelse af oplysninger om virksomheden, herunder beregning af de data, der skal tages i betragtning.
Forslaget indebærer, at vurderingen af, om en leverandørs årlige omsætning er mere end 350 mio. euro eller om en købers årlige omsætning er på 2 mio. euro eller mindre, jf. lovforslagets § 4, stk. 2, vil skulle foretages på tidspunktet for den enkelte handel. Det afgørende vil således være omsætningen på tidspunktet for den eventuelle overtrædelse.
Når der i lovforslaget i øvrigt henvises til omsætning, er det således den årlige omsætning, som opgjort i overensstemmelse med artikel 3, 4 og 6 i bilaget til Kommissionens henstilling 2003/361/EF.
Det foreslås i § 4, stk. 7, at køber kan anmode om, at leverandøren afgiver en erklæring om, hvorvidt leverandøren har en årlig omsætning på mere end 350 mio. euro, jf. stk. 2.
Forslaget indebærer, at køber til enhver tid vil kunne anmode om at få erklæringen inden tidspunktet for aftaleindgåelsen, men vil også kunne anmode om at få en sådan erklæring undervejs i parternes samhandelsforhold.
Forslaget har den virkning, at en køber, der har modtaget en erklæring efter stk. 7, og som har handlet i god tro og i overensstemmelse med indholdet i erklæringen, ikke kan straffes med bøde, hvis det efter afgivelsen af erklæringen viser sig, at oplysningerne heri ikke var korrekte. En sådan køber vil således ikke kunne anses for at have handlet med den uagtsomhed (simpel eller grov), der er en forudsætning for idømmelse af bødestraf.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil udarbejde en standardformular, som leverandøren kan anvende til at afgive en sådan erklæring. Denne standardformular vil kunne findes og downloades på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside.
Det vurderes ikke at være relevant for leverandører at kunne kræve en erklæring fra køber, idet det må antages at være i købers interesse at oplyse sine leverandører sin årlige omsætning, såfremt denne ikke er omfattet af bestemmelserne om maksimale betalingsfrister.
Erklæringsordningen er en frivillig ordning. Det er således op til den enkelte leverandør, om den vil afgive en sådan erklæring på anmodning fra en køber.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 3, stk. 1, litra b -i. Bestemmelsen oplister og forbyder visse former for urimelig handelspraksis.
Der henvises til pkt. 2.1.1 i de almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af gældende ret.
Det følger af direktivet, jf. præambelbetragtning nr. 16, at det er vigtigt at mindske risikoen for at begrænse brugen af rimelige og effektivitetsfremmende aftaler mellem parterne, når det skal vurderes, om en bestemt handelspraksis er urimelig. Det følger videre heraf, at der derfor bør sondres mellem de former for praksis, der fastlægges i klare og utvetydige vendinger i leveringsaftaler eller efterfølgende aftaler mellem parterne, og praksis, som forekommer efter at transaktionen er indledt, uden at de er blevet aftalt på forhånd, således at det kun er ensidige og retrospektive ændringer af de nævnte klare og utvetydige vendinger, der er forbudt. Det følger endelig heraf, at visse former for handelspraksis imidlertid ikke bør være omfattet af parternes kontraktfrihed, fordi de betragtes som urimelige på grund af deres art.
Den foreslåede § 5 omfatter de former for urimelig handelspraksis, som parterne ikke kan aftale, netop fordi de betragtes som urimelig på grund af deres art.
Generelt bemærkes, at parterne fortsat vil kunne gøre obligationsretlige misligholdelsesbeføjelser gældende. Den foreslåede bestemmelse har ikke til hensigt at ændre herpå.
Efter den foreslåede § 5, stk. 1, nr. 1, 1. pkt., er det forbudt, når køberen annullerer ordrer på letfordærvelige landbrugs- og fødevarer med så kort et varsel, at leverandøren ikke med rimelighed kan forventes at finde en alternativ måde at afsætte eller anvende de pågældende produkter på. Efter bestemmelsens 2. pkt. foreslås det, at et varsel på mindre end 30 dage altid vil blive betragtet som kort varsel, jf. dog stk. 2.
Det vil dog altid bero på en konkret vurdering på baggrund af bl.a. produktets beskaffenhed.
Efter den foreslåede § 5, stk. 1, nr. 2, er det forbudt, når køberen ensidigt ændrer vilkårene i en leveringsaftale for landbrugs- og fødevarer vedrørende landbrugs- og fødevarernes leverings- og forsyningshyppighed, leveringsmetode, leveringssted, leveringstidspunkt eller leveringsomfang, kvalitetsstandarderne, betalingsbetingelserne eller priserne, eller hvad angår levering af tjenesteydelser nævnt i § 6.
Den foreslåede bestemmelse oplister således en række eksempler på sådanne ændringer i vilkårene vedrørende landbrugs- og fødevarer.
En ensidig ændring fra køberens side vil bl.a. kunne være, at køberen trækker produkter omfattet af en leveringsaftale ud af varesortimentet. Det følger dog af direktivet, jf. præambelbetragtning nr. 21, at det ikke bør anses for at være en ensidig ændring af kontraktvilkårene, hvis der allerede foreligger en aftale mellem leverandøren og køberen, der specifikt fastsætter, at køberen vil kunne specificere et konkret element af transaktionen på et senere tidspunkt med hensyn til fremtidige ordrer. Det vil f.eks. kunne vedrøre de mængder, der bestilles.
En aftale indgås således ikke nødvendigvis på samme tidspunkt, hvad angår samtlige aspekter af transaktionen, hvilket den foreslåede bestemmelse tager højde for, så længe der foreligger en aftale herom mellem parterne.
Den foreslåede bestemmelse ændrer dermed ikke ved, at en køber fortsat vil kunne udøve dennes kontraktuelle rettigheder inden for rammerne af leveringsaftalen, uden at dette nødvendigvis vil blive betragtet som en ensidig ændring af kontraktvilkårene og dermed vil være forbudt.
Hvorvidt der i det enkelte tilfælde vil være tale om en ensidig ændring, vil bero på en konkret vurdering.
Efter den foreslåede § 5, stk. 1, nr. 3, er det forbudt, når køberen kræver betalinger af leverandøren, som ikke vedrører salg af leverandørens landbrugs- og fødevarer.
Det følger af direktivets præambelbetragtning nr. 22, at leverandører og købere af landbrugs- og fødevarer frit bør kunne forhandle salgstransaktioner, herunder prisen, og at sådanne forhandlinger også omfatter betalinger for tjenesteydelser, som leveres af køberen til leverandøren såsom præsentation, markedsføring og salgsfremstød. Hvis en køber derimod opkræver betalinger, som ikke er knyttet til en specifik salgstransaktion vedrørende landbrugs- og fødevarer, vil det udgøre urimelig handelspraksis og dermed være forbudt.
Forslaget indebærer, at for så vidt angår betalinger for visse tjenesteydelser såsom præsentation, markedsføring og salgsfremstød, da skal sådanne betalinger være aftalt i klare og utvetydige vendinger ved indgåelsen af leveringsaftalen eller i en efterfølgende aftale mellem leverandøren og køberen. Hvis ikke de er det, vil sådanne krav om betalinger udgøre urimelig handelspraksis og dermed være forbudte, jf. lovforslagets § 6.
Forslaget begrænser ikke muligheden for, at parterne vil kunne aftale at benytte sig af en kreditfacilitet (ofte benævnt Supply Chain Financing), hvorefter leverandøren – mod betaling af en mindre rentesats på f.eks. 0,25 pct. af fakturabeløbet - modtager betaling tidligere end den aftalte betalingsfrist fra købers bank, selvom den underliggende faktura måtte have en længere betalingsfrist. En sådan ordning vil den foreslåede bestemmelse i nr. 3 dermed ikke begrænse muligheden for at aftale, dog under forudsætning af at den underliggende faktura er i overensstemmelse med betalingsfristerne på henholdsvis 30 eller 60 dage, jf. direktivets artikel 3, stk. 1, litra a og lovforslagets §§ 3 og 4.
Efter den foreslåede § 5, stk. 1, nr. 4, er det forbudt, når køberen kræver betaling for en forringelse og/eller et tab af landbrugs- og fødevarer, som forekommer hos en køber, eller efter at ejerskabet er overgået til køberen, hvor en sådan forringelse og/eller tab ikke skyldes leverandørens forsømmelighed eller fejl.
I forhold til risikoens overgang vil bestemmelsen skulle forstås i overensstemmelse med udgangspunktet i købelovens § 17, hvorefter sælger (leverandøren) bærer faren for salgsgenstandens hændelige undergang eller forringelse, indtil levering har fundet sted.
Idet risikoen overgår til køberen ved levering af salgsgenstanden, er det derfor ligeledes afgørende, hvornår der efter købeloven er sket levering. Købeloven definerer ikke begrebet levering, men indeholder bestemmelser om, hvor sælgeren skal levere (§§9-11), og hvornår sælgeren skal levere (§§12-13), hvis ikke andet er aftalt mellem parterne. Med ”levering” forstås ifølge litteraturen normalt de handlinger fra sælgerens side, der kræves for på rette måde at skaffe køberen i besiddelse af salgsgenstanden. Levering forudsætter almindeligvis, at sælgeren foretager en række foranstaltninger for at skaffe køberen i besiddelse af salgsgenstanden.
Som følge af den foreslåede bestemmelse vil der dermed ikke i de af loven omfattede samhandelsrelationer kunne indgås aftale om, at risikoen for salgsgenstandens hændelige undergang overgår på et senere tidspunkt end ved overgivelse til køber.
Efter den foreslåede § 5, stk. 1, nr. 5, 1. pkt., er det forbudt, når en køber på anmodning fra en leverandør nægter at give skriftlig bekræftelse af betingelserne for en leveringsaftale mellem køberen og leverandøren. Den foreslåede bestemmelse undtager dog i 2. pkt. de tilfælde, hvor aftalen vedrører produkter, som skal leveres af et medlem af en producentorganisation, herunder et kooperativ, til den producentorganisation, som leverandøren er medlem af, hvis den pågældende producentorganisations vedtægter eller regler og afgørelser fastlagt i eller truffet i henhold til disse vedtægter indeholder bestemmelser, der har tilsvarende virkning som vilkårene i leveringsaftalen.
Forslaget i 1. pkt. pålægger således ikke parterne et decideret krav om skriftlighed, men fastsætter, at i de tilfælde, hvor en leverandør anmoder om en skriftlig bekræftelse af betingelserne for en leveringsaftale, som f.eks. kan være indgået mundtligt over telefon, da vil det udgøre en urimelig handelspraksis, hvis køberen nægter eller afviser at give en sådan skriftlig bekræftelse af betingelserne i leveringsaftalen, medmindre undtagelsen i bestemmelsens 2. pkt. finder anvendelse, jf. ovenfor.
Det følger af direktivets præambelbetragtning nr. 23, at selvom der ikke bør være nogen forpligtelse til at anvende skriftlige kontrakter, kan anvendelsen af skriftlige aftaler inden for landbrugs- og fødevareforsyningskæden bidrage til at undgå visse former for urimelig handelspraksis. Det følger endvidere heraf, at for at beskytte leverandører fra en sådan urimelig handelspraksis, bør leverandører eller deres sammenslutninger derfor have ret til at anmode om skriftlig bekræftelse af betingelserne for en leveringsaftale, hvis disse betingelser allerede er aftalt.
Forslaget i 2. pkt. indebærer, at kravet om skriftlig bekræftelse efter 1. pkt. ikke finder anvendelse på andelsselskaber (kooperativer), når de køber produkter, der leveres af et medlem, hvis det pågældende andelsselskabs vedtægter indeholder bestemmelser, der har tilsvarende virkning som vilkårene i leveringsaftalen.
Efter den foreslåede § 5, stk. 1, nr. 6, er det forbudt, når en køber ulovligt erhverver, bruger eller videregiver leverandørens forretningshemmeligheder som omfattet af direktiv 2016/943/EU. Direktivet, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/943 af 8. juni 2016 om beskyttelse af fortrolig knowhow og fortrolige forretningsoplysninger (forretningshemmeligheder) mod ulovlig erhvervelse, brug og videregivelse (EUT L 157 af 15.6.2016, s. 1), er allerede implementeret i dansk ret ved lov nr. 309 af den 25. april 2018 (lov om forretningshemmeligheder).
Forslaget indebærer, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil være håndhævende myndighed i forhold til en konkret overtrædelse heraf i forbindelse med handel med landbrugs- og fødevarer mellem en køber og en leverandør.
Efter den foreslåede § 5, stk. 1, nr. 7, er det forbudt, når køberen iværksætter handelsrepressalier eller truer hermed over for leverandøren, hvis leverandøren udøver sine kontraktmæssige eller juridiske rettigheder, herunder ved at indgive en klage til en af de håndhævende myndigheder eller ved at samarbejde med en håndhævende myndighed i forbindelse med en undersøgelse.
Eksempler på sådanne handelsrepressalier over for leverandører, eller truslen herom, kan ifølge direktivet bl.a. være det forhold, at køberen trækker produkter ud af varesortimentet, reducerer mængden af bestilte produkter eller indstiller visse tjenesteydelser, som køberen leverer til leverandøren. Det kan f.eks. være markedsføring eller salgsfremstød af leverandørens produkter.
Hvis muligheden for ovenstående handlinger allerede følger af leveringsaftalen, vil en køber som udgangspunkt fortsat kunne udøve dennes kontraktuelle rettigheder. Hvorvidt en sådan handling udgør en handelsrepressalie vil dog bero på en konkret vurdering ud fra de konkrete omstændigheder i sagen.
Det følger i tilknytning hertil af præambelbetragtning nr. 24, at direktivet ikke harmoniserer reglerne om bevisbyrde, som anvendes i sager ved de nationale håndhævende myndigheder, ligesom direktivet heller ikke harmoniserer definitionen af leveringsaftaler. Bestemmelser om henholdsvis bevisbyrde og definitionen af leveringsaftaler er derfor dem, der er fastsat efter gældende dansk ret.
Det vil derfor i sidste ende være op til domstolene på baggrund af den konkrete bevisførelse i sagen at afgøre, hvad de anser som bevist, dvs. om en given adfærd fra købers side udgør handelsrepressalier, som har sammenhæng med f.eks. leverandørens klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Efter den foreslåede § 5, stk. 1, nr. 8, er det forbudt, når køberen kræver kompensation fra leverandøren for omkostningerne ved at behandle kundeklager i forbindelse med salget af leverandørens produkter, selv om der ikke er nogen forsømmelighed eller fejl fra leverandørens side.
Forslaget ændrer ikke ved, at en køber godt vil kunne kræve kompensation fra leverandøren for omkostninger ved at behandle kundeklager i forbindelse med salget af leverandørens produkter, i de tilfælde, hvor kundeklagerne skyldes leverandørens forsømmelighed eller fejl. Dette vil således ikke være at betragte som en urimelig handelspraksis.
Det følger af den foreslåede § 5, stk. 2, at erhvervsministeren i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, litra b, i direktiv 2019/633/EU, i behørigt begrundede tilfælde kan fastsætte regler om kortere annulleringsfrister end 30 dage, jf. stk. 1, nr. 1, for specifikke sektorer.
I forhold til, at der skal være tale om ”behørigt begrundede tilfælde”, førend bemyndigelsen i stk.2 kan finde anvendelse, så følger det af direktivet, jf. præambelbetragtning nr. 20, at meddelelser om annullering for letfordærvelige produkter på mindre end 30 dage bør betragtes som urimelige, da leverandøren ikke ville være i stand til at finde en alternativ afsætningsmulighed for disse produkter. Det følger endvidere heraf, at for produkter i visse sektorer kan endnu kortere annulleringsfrister dog muligvis stadig give leverandører tilstrækkelig tid til at sælge produkterne et andet sted eller til at anvende dem selv. Medlemsstaterne bør derfor ifølge direktivet have mulighed for at indføre kortere annulleringsfrister for disse sektorer i behørigt begrundede tilfælde.
På den baggrund foreslås det, at der indsættes en bemyndigelsesbestemmelse, jf. lovforslagets § 5, stk. 2. Der er dog ikke for nuværende planer om at benytte denne hjemmel. Bestemmelsen er dog hensigtsmæssig, da den følger af direktivet.
Forslaget i § 5 er en tekstnær implementering af direktivets artikel 3, stk. 1, litra b-i.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 3, stk. 2, litra a -f samt artikel 3, stk. 3.
Der henvises til pkt. 2.1.1 i de almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af gældende ret.
Det følger af direktivet, jf. præambelbetragtning nr. 16, at det er vigtigt at mindske risikoen for at begrænse brugen af rimelige og effektivitetsfremmende aftaler mellem parterne, når det skal vurderes, om en bestemt handelspraksis er urimelig. Det følger videre heraf, at der derfor bør sondres mellem de former for praksis, der fastlægges i klare og utvetydige vendinger i leveringsaftaler eller efterfølgende aftaler mellem parterne, og praksis, som forekommer efter at transaktionen er indledt, uden at de er blevet aftalt på forhånd, således at det kun er ensidige og retrospektive ændringer af de nævnte klare og utvetydige vendinger, der er forbudt. Det følger endelig heraf, at visse former for handelspraksis imidlertid ikke bør være omfattet af parternes kontraktfrihed, fordi de betragtes som urimelige på grund af deres art.
Den foreslåede § 6 oplister en række former for handelspraksis, som alene er lovlige, såfremt der forinden er truffet aftale herom i klare og utvetydige vendinger i leveringsaftalen eller i en eventuel efterfølgende aftale mellem køberen og leverandøren. En sådan eventuel efterfølgende aftale mellem køberen og leverandøren skal altså også være indgået inden, at en køber foretager en handelspraksis, som oplistet i lovforslagets § 6, stk. 1, nr. 1-6. Det er dog ikke et krav, at en sådan aftale skal være underskrevet, da den foreslåede lov eller direktivet ikke stiller krav om, at aftaler skal være indgået skriftligt, jf. også direktivets præambelbetragtning nr. 23.
Disse former for handelspraksis vil således - til forskel fra de oplistede former for urimelig handelspraksis i lovforslagets § 5 - kunne fraviges ved forudgående aftale herom i klare og utvetydige vendinger. Baggrunden herfor er, at sådanne vilkår under visse omstændigheder vil kunne have effektivitetsfremmende virkninger, der kan bidrage til, at den respektive fødevareforsyning fungerer gnidningsfrit.
Hvornår en aftale er "klar og utvetydig" skal forstås i overensstemmelse med de almindelige aftaleretlige fortolkningsregler, herunder koncipistreglen.
Efter den foreslåede § 6, stk. 1, nr. 1, kan det aftales, at køberen returnerer ikkeafsatte landbrugs- og fødevarer til leverandøren uden at betale for disse eller uden at betale for bortskaffelse af disse produkter.
Efter den foreslåede § 6, stk. 1, nr. 2, kan det aftales, at køberen kræver betaling fra leverandøren som betingelse for oplagring, udstilling eller anden præsentation af sine landbrugs- og fødevareprodukter eller tilgængeliggørelse af sådanne varer på markedet.
Efter den foreslåede § 6, stk. 1, nr. 3, kan det aftales, at køberen kræver, at leverandøren bærer alle eller en del af omkostningerne ved prisnedslag for landbrugs- og fødevarer, som sælges af køberen i forbindelse med et salgsfremstød, forudsat at køberen, inden denne iværksætter et salgsfremstød, angiver salgsfremstødsperioden og den mængde landbrugs- og fødevarer, der forventes bestilt til den nedsatte pris.
”Salgsfremstød” kan anses ses som en mere tydelig adskilt aktivitet (i forhold til reklame og markedsføring, jf. den foreslåede nr. 4 og nr. 5 nedenfor). Henvisningen til prisnedslag i § 6, stk. 1, nr. 3, antyder således, at salgsfremstød i denne henseende er knyttet til rabatter, der ydes på specifikke mængder af produkter med henblik på at øge salget.
Efter de foreslåede bestemmelser i § 6, stk. 1, nr. 4 og nr. 5, kan det aftales, at køberen kræver, at leverandøren betaler for henholdsvis køberens reklame og/eller markedsføring for landbrugs- og fødevarer.
Forskellen på reklame og markedsføring er i denne henseende at ”reklame” ofte beskrives som et underelement eller en individuel komponent i en bredere ”markedsføring”. Sidstnævnte er således mere omfattende med henblik på at dække en større strategi, som f.eks. kan omfatte markedsundersøgelser og egentlige markedsføringsplaner, herunder gennemførelsesforanstaltninger (såsom radioreklame og avisplaceringer) med det formål at øge salget af et produkt til en målgruppe. Under alle omstændigheder vil begge former for adfærd være forbudt, hvorfor sondringen må antages at være mere teoretisk end praktisk.
Efter den foreslåede § 6, stk. 1, nr. 6, kan det aftales, at køberen opkræver betaling fra leverandøren for personale til at indrette lokaler til salg af leverandørens produkter.
Efter den foreslåede § 6, stk. 2, 1. pkt., skal køberen, hvis denne kræver en betaling i de situationer, der er omhandlet i stk. 1, nr. 2-6, efter anmodning fra leverandøren give leverandøren et skriftligt overslag over betalingen pr. enhed eller de samlede betalinger, alt efter hvad der er hensigtsmæssigt i den konkrete situation. Videre foreslås det i 2. pkt., at køberen i situationer omfattet af stk. 1, nr. 2 og 4-6, endvidere skal give leverandøren et skriftligt overslag over omkostningerne og grundlaget for overslaget.
Stk. 2 har således sammenhæng med de situationer, som er nævnt i stk. 1, nr. 2-6, hvor køberen opkræver betaling fra leverandøren, fordi der forinden er truffet aftale herom i klare og utvetydige vendinger i aftalen parterne imellem. I sådanne situationer vil køberen skulle, hvis leverandøren anmoder herom, give leverandøren et skriftligt overslag over den pågældende betaling pr. enhed eller over de samlede betalinger, alt efter hvad der vurderes at være hensigtsmæssigt.
For så vidt angår situationerne nævnt i stk. 1, nr. 2 og nr. 4-6, vil køberen desuden skulle give leverandøren et skriftligt overslag over omkostningerne samt grundlaget for dette overslag, hvis leverandøren anmoder herom.
I alle tilfælde vil de pågældende bidrag efter nr. 2-6, som det er aftalt, at leverandøren skal betale, skulle baseres på objektive og rimelige skøn.
Hvis køberen efter anmodning fra leverandøren undlader at give leverandøren et sådant overslag efter stk. 2, vil der være tale om en urimelig handelspraksis, som vil være forbudt i medfør af § 6.
Forslaget i § 6 er - med de fornødne sproglige tilpasninger - en tekstnær implementering af direktivets artikel 3, stk. 2, litra a -f samt artikel 3, stk. 3.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 4. Bestemmelsen regulerer udpegelsen af den håndhævende myndighed.
Efter gældende ret er udgangspunktet aftalefrihed, og eventuelle konflikter og uenigheder vedrørende kontraktvilkår løses bl.a. via voldgift eller ved et civilretligt søgsmål for domstolene. Ofte taler kommercielle hensyn for at henlægge konfliktløsningen i særlige fora, enten fordi parterne ønsker en diskret konfliktløsning, eller fordi de søger at forliges gennem alternativ konfliktløsning.
Der henvises til pkt. 2.3.1 i de almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af gældende ret.
Det følger bl.a. af direktivet, jf. præambelbetragtning nr. 28, at medlemsstaterne bør udpege håndhævende myndigheder for at sikre en effektiv håndhævelse af forbuddene i direktivet på nationalt plan.
Det følger af den foreslåede § 7, stk. 1, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen varetager opgaven som håndhævelsesmyndighed i forhold til reglerne om urimelig handelspraksis i denne lov og regler udstedt i medfør heraf.
Forslaget indebærer dermed, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen får ansvaret for at håndhæve reglerne om urimelig handelspraksis efter den foreslåede lov og regler udstedt i medfør heraf.
Det foreslås samtidig i § 7, stk. 2, 1. pkt., at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan træffe afgørelse efter denne lov og regler udstedt i medfør heraf. Det foreslås videre i stk. 2, 2. pkt., at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udøver sine beføjelser efter denne lov og regler udstedt i medfør heraf i fuld uafhængighed.
Det vil indebære, at ministeren ikke har instruktionsbeføjelse over for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vedrørende konkrete sager, der afgøres efter denne lov. Det samme vil gøre sig gældende i forhold til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens beslutninger og afgørelser efter lovforslagets § 9, stk. 1, 1. pkt. (prioritering af sager). Forslaget vil endvidere indebære, at ministeren ikke har instruktionsbeføjelser over for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vedrørende udarbejdelsen af vejledninger i medfør af loven.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil dog fortsat være underlagt instruktion fra ministeren i sager vedrørende f.eks. forberedelse af lovgivning, almindelig ministerbetjening og bidrag til tværgående arbejde på ministerområdet. Dette omfatter tillige udarbejdelse af eventuelle analyser til ministeren. Det samme gælder styrelsens deltagelse som repræsentant for Danmark i internationalt arbejde vedrørende forberedelse af nye eller ændrede EU-retsakter på området. Det gælder dog ikke ved drøftelsen af konkrete sager i EU-regi.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 5, stk. 1-2. Bestemmelsen fastsætter, hvem der kan indgive klager, og hvortil klager kan indgives.
Efter gældende ret er udgangspunktet aftalefrihed, og eventuelle konflikter og uenigheder vedrørende kontraktvilkår løses bl.a. via voldgift eller ved et civilretligt søgsmål for domstolene. Ofte taler kommercielle hensyn for at henlægge konfliktløsningen i særlige fora, enten fordi parterne ønsker en diskret konfliktløsning, eller fordi de søger at forliges gennem alternativ konfliktløsning.
Der henvises til pkt. 2.3.1 i de almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af gældende ret.
Det følger af direktivet, jf. præambelbetragtning nr. 30, at leverandører kan finde det lettere at indgive en klage til den håndhævende myndighed i deres egen medlemsstat, f.eks. af sproglige årsager. Det følger videre heraf, at det i imidlertid - hvad angår håndhævelsen – kan være mere effektivt at indgive en klage til den håndhævende myndighed i den medlemsstat, hvor køberen er etableret, og at leverandører bør kunne vælge, hvilken myndighed de ønsker at indgive klagen til.
Det følger samtidig af direktivet, jf. præambelbetragtning nr. 31, at de håndhævende myndigheder også bør kunne tage imod og reagere på klager fra producentorganisationer, andre leverandørorganisationer og disses sammenslutninger, herunder repræsentative organisationer, da der hermed kan sikres beskyttelse af identiteten hos de medlemmer af organisationerne, som udsættes for urimelig handelspraksis. Det følger endvidere heraf, at også andre organisationer, som har en berettiget interesse i at repræsentere leverandører, bør have ret til at indgive klager efter anmodning fra en leverandør, forudsat at der er tale om uafhængige og non-profit juridiske personer.
Det følger af den foreslåede § 8, stk. 1, 1. pkt., at en leverandør enten kan indgive en klage til den håndhævende myndighed i den medlemsstat, hvor leverandøren er etableret, eller til den håndhævende myndighed i den medlemsstat, hvor køberen er etableret. Det foreslås i 2. pkt., at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har kompetence til at håndhæve forbuddene i §§ 3-6.
Forslaget i stk. 1, 1. pkt. indebærer, at en klager vil kunne vælge, hvilken håndhævelsesmyndighed vedkommende ønsker at indgive en klage til.
Det vil ikke have betydning for vurderingen af, hvor køberen er etableret – og dermed til hvilken håndhævelsesmyndighed en leverandør kan indgive en klage til - om køber er en del af en større koncern, og om denne udgør moderselskabet eller er et datterselskab. Det afgørende vil være, i hvilket land det selskab, handlen indgås med, er etableret. Hvis eksempelvis et datterselskab (etableret i Tyskland) til en multinational virksomhed (med hovedsæde i USA) køber landbrugs- og fødevarer fra en dansk leverandør, så er datterselskabet at anse som køber, hvorfor en leverandør etableret i Danmark vil kunne vælge enten at klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller til den udpegede håndhævelsesmyndighed i Tyskland.
I de tilfælde, hvor en dansk leverandør klager til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen over en køber, som er etableret i et andet land inden for Den Europæiske Union eller uden for Den Europæiske Union, vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen efter direktivets artikel 8 om samarbejde mellem håndhævende myndigheder kunne anmode om gensidig bistand i det land, hvor køberen er etableret i forhold til at undersøge en klage nærmere med henblik på at træffe en eventuel afgørelse. Det samme gør sig gældende i forhold til inddrivelse af eventuelle bøder i andre lande i eller uden for EU.
Stk. 1, 2. pkt. statuerer territorial kompetence i relation til klager over urimelig handelspraksis efter lovforslagets §§ 3-6. Der vil derfor ikke være noget til hinder for, at parterne indgår aftale om lovvalg i forhold til aftalen i øvrigt.
Artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets Forordning nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I-forordningen - ogfor Danmarks vedkommende Rom-konventionens artikel 3, stk. 1), fastslår således, at en aftale er underkastet den lov, som parterne har vedtaget, jf. dog Rom-I-forordningens artikel 9 (for Danmarks vedkommende Rom-konventionens artikel 7) vedrørende overordnede præceptive bestemmelser og den foreslåede § 8, stk. 3, nedenfor, hvorefter minimumsbeskyttelsen efter direktiv 2019/633/EU aldrig vil kunne fraviges ved lovvalg.
Det følger af den foreslåede § 8, stk. 2, 1. pkt., at producentorganisationer, andre leverandørorganisationer og disses sammenslutninger ligeledes har ret til at indgive en klage på vegne af en eller flere af deres medlemmer eller deres medlemsorganisationers medlemmer, hvis sådanne medlemmer mener, at de udsættes for en urimelig handelspraksis.
Det følger endvidere af den foreslåede § 8, stk. 2, 2. pkt., at også andre organisationer, der har en berettiget interesse i at repræsentere leverandører, har ret til at indgive klager efter anmodning fra en leverandør og i denne leverandørs interesse, forudsat at sådanne organisationer er uafhængige og nonprofit juridiske personer.
At sådanne andre organisationer skal være ”uafhængige og nonprofit juridiske personer” for at være klageberettigede indebærer blot, at sådanne organisationer skal adskille sig fra de organisationer, der allerede kan kvalificere sig som en leverandørorganisationer m.v. efter lovforslagets § 8, stk. 2, 1. pkt.
Normalt vil en organisations vedtægter være en tilstrækkelig indikation på, om en organisation er en nonprofit organisation.
Ved at producentorganisationer m.v. efter anmodning fra og på vegne af en eller flere af deres medlemmer får ret til at indgive klager, vil der hermed kunne sikres beskyttelse af identiteten hos de medlemmer af de pågældende organisationer m.v., som mener, at de udsættes for urimelig handelspraksis. Samtidig vil den indklagede (køber) have mulighed for at varetage sine interesser.
Forslaget har nær sammenhæng med lovforslagets § 10, stk. 1, hvortil der henvises.
Det følger af den foreslåede § 8, stk. 3, 1. pkt., at forbuddene i direktiv 2019/633/EU er overordnede præceptive bestemmelser, som finder anvendelse i enhver situation, der falder inden for denne lovs anvendelsesområde. Det følger videre af 2. pkt., at i tilfælde, hvor begge aftaleparter er etableret i Danmark, vil lovens §§ 3-6 finde anvendelse.
Forslaget i 1. pkt. er en implementering af direktivets artikel 3, stk. 4, og indebærer, at uanset eventuelle lovvalgsaftaler, som ellers ville finde anvendelse på leveringsaftalen mellem parterne, så vil parterne ikke kunne aftale sig ud af forbuddene om urimelig handelspraksis i direktiv 2019/633/EU. Den overordnede præceptivitet gælder dermed kun i forhold til direktivets minimumsforbud, hvorfor de enkelte håndhævelsesmyndigheder i EU-medlemsstaterne alene er forpligtet til at håndhæve minimumsforbuddene i direktivets artikel 3, stk. 1 og 2.
Lovvalg er et helt sædvanligt led i en kommerciel aftale mellem to parter, der er etableret i hver deres land. En sådan aftale indgås for at skabe klarhed over, hvad der skal gælde for aftaleforholdet og eventuelle tvister, der måtte opstå i forbindelse hermed, og direktiv 2019/633/EU tilsigter ikke at ændre på de regler, der gælder for lovvalg. Det vil i forhold til Danmark betyde Rom-konventionen af 1980 om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, som er gennemført i dansk ret ved lov nr. 188 af 9. maj 1984 om gennemførelse af konvention om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser med senere ændringer.
Da lovforslagets §§ 3, 4, 5 og 6 indeholder en udvidelse af direktivets forbud, vil disse bestemmelser således ikke være omfattet af den overordnede præceptivitet i § 8, stk. 3. Dette gælder dog ikke i de tilfælde, hvor begge aftalens parter er etableret i Danmark, jf. lovforslagets § 8, stk. 3, 2. pkt. I sidstnævnte tilfælde vil lovforslagets §§ 3-6 gælde og vil kunne håndhæves af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Forslaget indebærer ligeledes, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i sager, hvor en leverandør og køber er etableret i hver sit land, og hvor en lovvalgsaftale peger på et andet lands lovgivning, alene har kompetence til at håndhæve direktivets minimumsbeskyttelse. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil således ikke have kompetence til at vurdere, hvorvidt en lovvalgsaftale er gyldig, hvis der er strid herom. Dette spørgsmål vil skulle afgøres ved domstolene. Det følger af den foreslåede § 8, stk. 4, at erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for indgivelse af klager, herunder om opkrævning af et klagegebyr. Det er hensigten, at bemyndigelsen kan blive udmøntet i en bekendtgørelse, hvor de nærmere regler for indgivelse og behandling af klager indgår, herunder f.eks. klagefrister. Det kan endvidere senere vise sig nødvendigt at udnytte bemyndigelsen til at fastsætte nærmere regler for opkrævning af et klagegebyr, f.eks. på grund af et øget ressourceforbrug for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som følge af et højt antal af indkomne klager. Det nærmere omfang af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens håndhævelse kan dog først klarlægges, når styrelsen har opnået nærmere erfaringer hermed.
Forslaget i § 8 er – med undtagelse af stk. 3, 2. pkt. og stk. 4 - en tekstnær implementering af direktivets artikel 5, stk. 1-2.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets artikel 5, stk. 4-6. Bestemmelsen fastsætter, hvordan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal agere i forhold til modtagne klager over urimelig handelspraksis.
Der henvises til pkt. 2.3.1 i de almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af gældende ret.
Det følger bl.a. af direktivet, jf. præambelbetragtning nr. 28, at de håndhævende myndigheder bør kunne handle på eget initiativ eller på grundlag af klager fra parter, der berøres af urimelig handelspraksis i landbrugs- og fødevareforsyningskæden, klager fra whistleblowere eller anonyme klager. Det følger videre heraf, at den håndhævende myndighed kan fastslå, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag til at reagere på en klage, og at administrative prioriteringer også kan føre til et sådant resultat. Hvis den håndhævende myndighed finder, at den ikke vil være i stand til at prioritere en klage, følger det samtidig, at den håndhævende myndighed bør underrette klageren og begrunde svaret.
Det følger af den foreslåede § 9, stk. 1, 1. pkt., at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgør, om der er tilstrækkelig anledning til at undersøge elle træffe afgørelse i en sag, herunder om sagsbehandlingen midlertidigt eller endeligt skal indstilles.
Forslaget indebærer, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tillægges en prioriteringsadgang i relation til klager efter den foreslåede lov i overensstemmelse med direktivet. Konkurrenceloven indeholder en tilsvarende bestemmelse i § 15, stk. 1, 3. pkt., og det er også hensigten, at indholdet i den foreslåede § 9, stk. 1, 1. pkt. skal administreres på samme vis som konkurrencelovens § 15, stk. 1, 3. pkt.
Forslaget indebærer således, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil have vide beføjelser til at behandle en sag af egen drift og til at afvise at behandle en klage. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil på et hvilket som helst tidspunkt i sagsbehandlingen kunne afvise at behandle alle eller nogle af de klagepunkter, som en klager har rejst. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil endvidere kunne beslutte, at den ikke vil træffe afgørelse i en sag. Det vil f.eks. være tilfældet, hvor styrelsen modtager en klage, og hvor det viser sig, at styrelsen først vil kunne træffe afgørelse efter at have iværksat betydelige og ressourcekrævende undersøgelser. Det er vigtigt af hensyn til en så effektiv anvendelse og en så hensigtsmæssig prioritering af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens ressourcer som muligt, at styrelsen tillægges en sådan prioriteringsadgang.
Det bemærkes i den forbindelse, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens prioriteringsadgang ikke begrænser muligheden for, at fysiske eller juridiske personer, som sælger landbrugs- og fødevarer, kan håndhæve forbuddene i lovforslagets §§ 3, 4, 5 og 6 direkte ved domstolene.
Det følger videre af den foreslåede § 9, stk. 1, 2. pkt., at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvis der efter styrelsens vurdering ikke er et tilstrækkeligt grundlag for at behandle en klage, underretter klageren om begrundelsen herfor inden for rimelig tid efter modtagelsen af klagen.
Det følger af god forvaltningsskik, at sager i den offentlige forvaltning skal behandles inden for rimelig tid og ikke må trække unødigt ud; samtidig skal sagsbehandlingens kvalitet være forsvarlig.
En offentlig myndighed skal give borgerne underretning, hvis en sag ikke kan afgøres inden for kort tid, eller hvis sagen tager længere tid end sædvanligt. Der skal i så fald oplyses om, hvad sagen beror på og så vidt muligt om, hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge.
Ved vurderingen af sagsbehandlingstiden i en konkret sag tages der udgangspunkt i den samlede sagsbehandlingstid. Herudover kan andre forhold tages i betragtning som f.eks. sagens karakter, omfanget af de undersøgelser, som myndigheden har skullet foretage, de løbende ekspeditioner i sagen, den sædvanlige sagsbehandlingstid for den pågældende sagstype, sagens faktiske og retlige kompleksitet, om sagen har givet anledning til principielle overvejelser, og om sagen af hensyn til parten eller andre private eller offentlige interesser må anses for mere eller mindre hastende.
Det følger af den foreslåede § 9, stk. 2, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvis styrelsen vurderer, at der er tilstrækkeligt grundlag for at behandle en klage, indleder, foretager og afslutter en undersøgelse af klagen inden for rimelig tid.
Forslaget indebærer, at hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderer, at der er tilstrækkeligt grundlag for at behandle en klage, så vil styrelsen indlede en sag, herunder foretage de nødvendige undersøgelser og afslutte sagen inden for rimelig tid.
Endelig følger det af den foreslåede § 9, stk. 3, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen underretter klageren om, hvordan styrelsen agter at følge op herpå inden for rimelig tid efter modtagelsen af klagen.
Forslaget i § 9 er - med undtagelse af stk. 1, 1. pkt. – en tekstnær implementering af direktivets artikel 5, stk. 4-6.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets artikel 5, stk. 3, samt artikel 6, stk. 1, litra d.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er som forvaltningsmyndighed bl.a. underlagt forvaltningsloven og offentlighedsloven. Hvorvidt der konkret er behov for en beskyttelse af klagers identitet og eventuelt andre fortrolige oplysninger i forbindelse med aktindsigt, vil således skulle afgøres efter henholdsvis reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven.
Der henvises til pkt. 2.5.1.1. og 2.5.1.2. i de almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af gældende ret i forhold til beskyttelse af klagers identitet og eventuelt andre fortrolige oplysninger i forbindelse med aktindsigt efter henholdsvis forvaltningsloven og offentlighedsloven.
Det følger af den foreslåede § 10, stk. 1, 1. pkt., at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvis klageren anmoder herom, træffer de nødvendige foranstaltninger til passende beskyttelse af en klagers eller de i lovforslagets § 8, stk. 2, omhandlede medlemmers eller leverandørers identitet, og til passende beskyttelse af eventuelle andre oplysninger, hvis offentliggørelse efter klagerens mening vil skade klagerens eller disse medlemmers eller leverandørers interesser.
Vurderingen af, hvad der vil være en nødvendig foranstaltning til passende beskyttelse efter stk. 1, 1. pkt., vil bero på en konkret vurdering, men vil f.eks. kunne være anonymisering.
Det følger endvidere af den foreslåede § 10, stk. 1, 2. pkt., at klageren i forbindelse med en sådan anmodning efter stk. 1 skal angive alle de oplysninger, som klageren anmoder om fortrolig behandling af.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil i den forbindelse have en vis skønsbeføjelse i forhold til at vurdere, om de oplysninger, som en klager har anmodet om fortrolig behandling af, rent faktisk er af fortrolig karakter og dermed vil kunne nyde beskyttelse efter § 10, stk. 1. Oplysninger, som allerede er offentligt tilgængelige, vil f.eks. ikke kunne nyde beskyttelse efter bestemmelsen.
Det følger af den foreslåede § 10, stk. 2, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan undlade at træffe en afgørelse, hvis en sådan afgørelse indebærer en risiko for at afsløre en klagers identitet eller en risiko for at offentliggøre andre oplysninger, hvis offentliggørelse efter klagerens mening vil skade dennes interesser, og forudsat at klageren har udpeget de pågældende oplysninger i overensstemmelse med stk. 1, 2. pkt.
Samspillet mellem stk. 1 og stk. 2 betyder, at en klager vil have rådighed over sagsforløbet i den forstand, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som udgangspunkt skal træffe de nødvendige foranstaltninger i forhold til fortrolighed, hvis klageren anmoder herom. Forslaget indebærer således, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil have en handlepligt i forhold til at respektere en klagers anmodning om fortrolighed, herunder at træffe de nødvendige foranstaltninger i den forbindelse. Det indebærer dermed også, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan træffe en materiel afgørelse efter §§ 3-6, hvor indklagede ikke kender klagers identitet. Det indebærer imidlertid også, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen efter den foreslåede § 10, stk. 2, vil kunne undlade at træffe en afgørelse, hvori den fastslår en overtrædelse af loven, hvis en sådan afgørelse - på grund af indklagedes ret til at varetage sine interesser - indebærer en risiko for at afsløre den pågældende klagers identitet eller andre fortrolige oplysninger, som klager har udpeget efter lovforslagets § 10, stk. 1, 2. pkt.
Der vil således kunne opstå situationer, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke kan træffe en afgørelse om en konkret overtrædelse af loven, fordi indklagede ikke vil kunne varetage sine interesser uden at få oplyst, hvem den pågældende klage og påstande stammer fra. I sådanne tilfælde vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skulle informere klageren inden for rimelig tid om, at der ikke kan træffes en materiel afgørelse, uden at det vil stride mod klagers anmodning om fortrolighed.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil fra sag til sag skulle vurdere, hvorvidt det vil være muligt at træffe en afgørelse om en konkret overtrædelse uden samtidig at offentliggøre eller videregive fortrolige oplysninger om klager eller de i lovforslagets § 8, stk. 2, omhandlede medlemmer eller leverandører, herunder disses identitet, hvis der er blevet anmodet om fortrolighed efter lovforslagets § 10, stk. 1.
I en sådan konkret vurdering vil der skulle tages et væsentligt hensyn til risikoen for handelsrepressalier over for klageren eller over de i lovforslagets § 8, stk. 2, omhandlede medlemmer eller leverandører. Dette vil være i tråd med de generelle overvejelser vedrørende effektiviteten af håndhævelsen, som er afspejlet i Kommissionens effektanalyse (Impact Assesment – Initiative to improve the food supply chain (unfair trading practices), SWD(2018) 92 final). Handelsrepressalier eller forstyrrelser i eksisterende forretningsforbindelser er muligvis ikke en pris, som en klager m.v. i sidste ende vil være villig til at betale.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.2 i de almindelige bemærkninger for sammenhængen mellem de to bestemmelser i lovforslagets § 10, stk. 1 og 2.
Forslaget er en tekstnær implementering af direktivets artikel 5, stk. 3, samt artikel 6, stk. 1, litra d.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 6, stk. 1, litra a og b, samt artikel 8 i forhold til samarbejde mellem håndhævende myndigheder.
Der henvises til pkt. 2.3.1 i de almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af gældende ret.
Det følger bl.a. af direktivet, jf. præambelbetragtning nr. 28, at den håndhævende myndighed bør kunne handle på eget initiativ eller på grundlag af klager fra parter, der berøres af urimelig handelspraksis i landbrugs- og fødevareforsyningskæden, klager fra whistleblowere eller anonyme klager.
Det følger videre af direktivet, jf. præambelbetragtning nr. 33, at den håndhævende myndighed bør have de nødvendige beføjelser og den nødvendige ekspertise til at foretage undersøgelser, og at bemyndigelsen ikke betyder, at den håndhævende myndighed er forpligtet til at anvende disse beføjelser i enhver undersøgelse, den foretager, men at den håndhævende myndigheds beføjelser f.eks. bør gøre det muligt for den at foretage en effektiv indsamling af faktuelle oplysninger, og til at beordre, at en forbudt praksis indstilles, hvis det er relevant.
Det følger af den foreslåede § 11, stk. 1, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen af egen drift eller på grundlag af en klage kan indlede og foretage undersøgelser vedrørende en mulig overtrædelse af forbuddene i lovforslagets §§ 3, 4, 5 og 6.
Forslaget indebærer for det første, at en sag vil kunne indledes på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens eget initiativ. Baggrunden herfor kan eksempelvis være, hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen beslutter sig for nærmere at undersøge en række beskyldninger vedrørende en eller flere køberes mulige overtrædelser af forbuddene i lovforslaget, i de situationer hvor leverandøren er bange for at indgive en egentlig klage.
For det andet vil en sag kunne indledes på baggrund af klager fra parter, der berøres af urimelig handelspraksis, klager fra whistleblowere eller på grundlag af anonyme klager.
Det følger af den foreslåede § 11, stk. 2, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til brug for undersøgelser efter stk. 1 kan pålægge købere og leverandører at fremlægge alle de oplysninger, som skønnes nødvendige for behandlingen af en sag efter den foreslåede lov, eller til afgørelse af, om en urimelig handelspraksis er omfattet af lovens forbudsbestemmelser, jf. §§ 3-6.
Konkurrenceloven indeholder en enslydende bestemmelse i § 17, stk. 1, 1. pkt. Det er også hensigten, at den foreslåede bestemmelse vil skulle administreres på samme måde som konkurrencelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Det vil således være Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen selv, som skønner hvilke oplysninger, der anses for nødvendige til styrelsens håndhævelse og undersøgelser efter den foreslåede lov.
Det bemærkes, at retssikkerhedslovens § 10, stk. 1, indebærer, at virksomheder ikke må forpligtes til at udlevere oplysninger om sig selv i medfør af lovforslagets § 11, stk. 2, hvis der foreligger en konkret mistanke om, at den pågældende har begået en overtrædelse af lovforslagets §§ 3-6, der kan medføre straf, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse.
Det følger af den foreslåede § 11, stk. 3, at de i stk. 2 nævnte oplysninger ligeledes kan kræves til brug for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens bistand til håndhævelsesmyndighederne i den Europæiske Union med henblik på disse myndigheders anvendelse af nationale regler om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden.
Medlemsstaterne skal ifølge direktivets artikel 8, stk. 1, sikre, at de håndhævende myndigheder samarbejder effektivt med hinanden og med Kommissionen, og at de yder hinanden gensidig bistand i forbindelse med undersøgelser, der har en grænseoverskridende dimension.
Forslaget har således til formål at sikre, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på vegne af en håndhævelsesmyndighed inden for EU kan kræve oplysninger til brug for undersøgelser hos den pågældende myndighed, som anvender nationale regler om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden.
En undladelse af at efterkomme et krav om oplysninger efter stk. 2 og stk. 3 vil kunne indebære, at der pålægges daglige eller ugentlige tvangsbøder, jf. lovforslagets § 18.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 6, stk. 1, litra c, og artikel 8 om samarbejde mellem håndhævende myndigheder for så vidt angår kontrolundersøgelser.
Der henvises til pkt. 2.3.1 i de almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af gældende ret.
Det følger af direktivet, jf. præambelbetragtning nr. 33, at den håndhævende myndighed bør have de nødvendige beføjelser og den nødvendige ekspertise til at foretage undersøgelser, og at bemyndigelsen ikke betyder, at den håndhævende myndighed er forpligtet til at anvende disse beføjelser i enhver undersøgelse, den foretager, men at den håndhævende myndigheds beføjelser f.eks. bør gøre det muligt for den at foretage en effektiv indsamling af faktuelle oplysninger, og til at beordre, at en forbudt praksis indstilles, hvis det er relevant.
Den foreslåede § 12 giver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen hjemmel til at foretage uanmeldte kontrolundersøgelser og fastsætter procedurerne herfor. Den foreslåede bestemmelse er udformet med inspiration fra konkurrencelovens § 18, stk. 1-8, og det er også hensigten, at den foreslåede bestemmelse vil skulle administreres på samme måde som efter procedurerne i den gældende konkurrencelovs (jf. lovbekendtgørelse nr. 155 af 1. marts 2018) § 18.
Det følger af den foreslåede § 12, stk. 1, 1. pkt., at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til brug for undersøgelser om ulovlig handelspraksis kan foretage uanmeldte kontrolundersøgelser, der indebærer, at styrelsen får adgang til en købers eller leverandørs lokaler og transportmidler med henblik på dér at gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning uanset informationsmedium.
Forslaget indebærer, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil kunne gøre sig bekendt med og kopiere alt relevant materiale, som kan henføres til styrelsens beslutningsgrundlag for at gå på kontrolundersøgelse.
Det følger samtidig af den foreslåede § 12, stk. 1, 2. pkt., at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i forbindelse med en kontrolundersøgelse kan forlange mundtlige forklaringer og forlange, at personer, der er omfattet af kontrolundersøgelsen, viser indholdet af deres lommer, tasker og lign. med henblik på, at styrelsen kan gøre sig bekendt med og eventuelt tage kopi af dette.
Indholdet af de mundtlige forklaringer, der vil kunne afkræves under en kontrolundersøgelse, vil alene angå oplysninger om faktuelle forhold og vedrørende genstanden for kontrolundersøgelsen. Det vil navnlig dreje sig om spørgsmål, der tjener til opklaring af, hvor mapper og andre forretningspapirer befinder sig, hvorledes disse er systematiseret, eller hvorfor visse dokumenter mangler. Hertil kommer faktuelle spørgsmål til indholdet af disse mapper, forretningspapirer m.v. Der vil endvidere kunne stilles faktuelle spørgsmål til virksomhedens organisationsdiagram, medarbejdernes arbejdsområder, eller hvor en særlig enhed eller medarbejder fysisk er placeret. Der kan derimod ikke stilles spørgsmål af selvinkriminerende art, jf. retssikkerhedslovens § 10, stk. 1.
Beslutningen om at gennemføre en kontrolundersøgelse træffes af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens direktion. En sådan beslutning vil skulle indeholde de krav til oplysninger og begrundelse, der er anført i retssikkerhedslovens § 5, stk. 2, jf. stk. 6.
Det følger af den foreslåede § 12, stk. 2, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen under særlige forhold kan opnå adgang til en ekstern databehandler for dér at gøre sig bekendt med og kopiere relevant materiale.
Det vil der f.eks. kunne være behov for, hvis den virksomhed, som er genstand for kontrolundersøgelsen, har outsourcet behandlingen og opbevaringen af virksomhedens elektroniske oplysninger til en ekstern databehandler, og hvis der i praksis kan vise sig tekniske problemer for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen med at etablere en opkobling fra virksomheden til den eksterne databehandler.
Forslaget i § 12, stk. 2, indeholder derfor en hjemmel til, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kontrolundersøgelse hos en køber eller leverandør kan udstrækkes til, at styrelsen – mod retskendelse og behørig legitimation, jf. den foreslåede § 12, stk. 3 – kan få adgang til en købers eller leverandørs eksterne databehandleres lokaler for dér at gøre sig bekendt med og kopiere oplysninger, herunder sikkerhedskopier. Denne adgang forudsætter, at det ikke er muligt for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen at få adgang til oplysningerne hos køberen eller leverandøren selv. I sagens natur vil den pågældende køber eller leverandør derfor i disse tilfælde altid være inddraget og varslet, inden den eksterne databehandler besøges. Køberen eller leverandøren vil endvidere få tilbud om at være tilstede under besøget hos den eksterne databehandler.
Endelig vil den foreslåede adgang til en ekstern databehandler skulle udøves med mindst mulig indvirkning på den eksterne databehandlers daglige drift, ligesom kopieringen eller medtagelsen af materiale m.v., ikke må få følger for andre virksomheder, der ikke er genstand for en kontrolundersøgelse, men som f.eks. har lagret materiale på det samme medium, som medtages.
Det følger af den foreslåede § 12, stk. 3, at en kontrolundersøgelse kun kan finde sted mod forevisning af en retskendelse og mod behørig legitimation fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens repræsentanter.
Forslaget indebærer, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen alene kan gennemføre en kontrolundersøgelse mod forevisning af en retskendelse og mod behørig legitimation fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens repræsentanter.
Det følger af den foreslåede § 12, stk. 4, 1. pkt., at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan indsamle en kopi af dataindholdet fra elektroniske medier, der er omfattet af kontrolundersøgelsen, med henblik på efterfølgende at gennemgå kopien.
Indsamlingen vil f.eks. kunne foregå ved, at der sker en overførsel fra en købers eller leverandørs server, eller ved en overførsel fra en købers eller leverandørs online facilitet (”sky”), hvor dataindholdet måtte være lagret. Det vil selvsagt skulle være en kopi af de elektroniske medier hos den, der omfattes af kontrolundersøgelsen eller i givet fald hos en ekstern databehandler, jf. den foreslåede § 12, stk. 2. Det forhold, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil kunne medtage kopien med henblik på en efterfølgende gennemgang af den, indebærer som udgangspunkt, at selve kontrolundersøgelsen hos en køber eller leverandør ikke skal udstrækkes over flere dage, men kan afsluttes efter en dag, evt. to dage.
Det følger samtidig af den foreslåede § 12, stk. 4, 2. pkt., at de indsamlede data skal forsegles eller på anden måde sikres mod læsning, inden kontrolundersøgelsen afsluttes.
Det afgørende vil herefter være, at de indsamlede data sikres mod læsning, indtil de åbnes for læsning, jf. 3. pkt. nedenfor. Denne sikring skal ske, inden kontrolundersøgelsen afsluttes. Såvel den, som er genstand for en kontrolundersøgelse, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil have en interesse i at sikre dataindholdet for dermed at kunne konstatere eventuelle brud af sikringen.
Det følger endvidere af den foreslåede § 12, stk. 4, 3. pkt., at den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, kan kræve, at denne selv eller en af denne udpeget repræsentant overværer, at de indsamlede data gøres tilgængelige for læsning, og at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen gennemgår det indsamlede materiale.
Med udtrykket ”overværer” vil det ikke være et krav, at de pågældende skal være fysisk tilstede. Det vil således også være muligt for de pågældende virtuelt at overvære åbningen eller gennemgangen af de indsamlede data.
Det følger yderligere af den foreslåede § 12, stk. 4, 4. pkt., at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har pligt til senest 40 hverdage efter kontrolundersøgelsens afslutning at give en kopi af de oplysninger, som styrelsen måtte have taget fra de indsamlede data, til den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, jf. dog stk. 7. Hertil følger det af 5. pkt., at når gennemgangen af de indsamlede data er gennemført, skal dataene sikres mod læsning.
Forslaget i 4. pkt. indebærer, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen senest 40 hverdage efter kontrolundersøgelsens afslutning skal give den undersøgte virksomhed en kopi af de oplysninger, som måtte være taget fra de indsamlede data. Forslaget i 5. pkt. indebærer, at når denne undersøgelsesfase er afsluttet, skal de indsamlede data fra kontrolundersøgelsen sikres mod læsning.
Det følger af den forslåede § 12, stk. 4, 6. pkt., at de indsamlede data skal slettes, hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderer, at materialet ikke indeholder beviser for en overtrædelse af forbudsbestemmelserne i denne lov, jf. lovforslagets §§ 3, 4, 5 og 6.
Forslaget indebærer, at den, der er genstand for en kontrolundersøgelse, vil have krav på, at de indsamlede data slettes, hvis de efter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vurdering ikke indeholder beviser for en overtrædelse af den foreslåede lov.
Endelig følger det af den foreslåede § 12, stk. 4, 7. pkt., at såfremt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen beslutter at gå videre med sagen, skal de indsamlede data slettes, når sagen er endeligt afgjort.
Det følger af den foreslåede § 12, stk. 5, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen - i tilfælde af, at virksomhedens forhold gør, at det ikke er muligt for styrelsen samme dag at få adgang til eller tage kopi af oplysningerne, jf. stk. 1, 2 og 4 – kan forsegle de relevante forretningslokaler, transportmidler og oplysninger i op til tre hverdage herefter, jf. dog stk. 7.
Adgangen hertil vil være begrænset til de særlige tilfælde, hvor køberens eller leverandørens forhold gør, at det ikke er muligt at få adgang til eller kopiere oplysningerne på stedet.
Den foreslåede bestemmelse vil kunne anvendes i de tilfælde, hvor det ikke er muligt at afslutte kopieringen af de ønskede oplysninger samme dag, som kontrolundersøgelsen er påbegyndt. Det kan f.eks. ske, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke kan få adgang til en bærbar computer, der anvendes af virksomhedens ansatte – der er central i forhold til kontrolundersøgelsen – fordi vedkommende er bortrejst, og ingen i virksomheden kan eller vil udlevere computerens password. Der kan også forekomme tilfælde, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har grundlag for at tro, at en ansat har slettet alle filer på sin computer, lige før styrelsen skal undersøge den. I sådanne særlige tilfælde kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen have behov for at medtage den pågældende computer med henblik på ved anvendelse af særligt udstyr at få adgang til computeren eller reetablere slettede informationer. Ligeledes vil der kunne opstå problemer med virksomhedens kopimaskiner, som i særlige tilfælde nødvendiggør, at noget materiale medtages med henblik på kopiering i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Det følger af den foreslåede § 12, stk. 6, 1. pkt., at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen - under de samme betingelser som i stk. 5 - kan medtage de oplysninger eller det medium, hvorpå oplysningerne befinder sig, med henblik på kopiering. Videre foreslås det i 2. pkt., at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen senest tre hverdage efter kontrolundersøgelsen skal tilbagelevere det pågældende materiale samt et sæt kopier af de oplysninger, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har taget til brug for en nærmere gennemgang, jf. dog stk. 7.
Den foreslåede § 12, stk. 6 vil også finde anvendelse i de tilfælde, hvor en kontrolundersøgelse udstrækkes til en ekstern databehandler – forudsat oplysninger m.v. vedrører den, der er genstand for kontrolundersøgelsen.
Anvendelsen af forslaget i § 12, stk. 6, 1. pkt., skal ses i sammenhæng med anvendelsen af stk. 5, om forsegling. De to bestemmelser udgør et supplement til hinanden, og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil som udgangspunkt i samråd med den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, og ud fra proportionalitetsprincippet skulle vælge det indgreb, der er mindst byrdefuldt for den pågældende, men som styrelsen samtidig anser for et nødvendigt indgreb. Det vil herudover være en betingelse, at medtagelsen af oplysninger eller et medium skyldes den pågældendes forhold, jf. også betingelsen efter den foreslåede § 12, stk. 5. Adgangen hertil vil således være begrænset til de særlige tilfælde, hvor køberens eller leverandørens forhold gør, at det ikke er muligt at få adgang til eller kopiere materialet eller informationsmediet på stedet.
Det følger af den foreslåede § 12, stk. 7, at fristerne i stk. 4, 5 og 6 i særlige tilfælde kan forlænges. Forslaget indebærer, at fristen på de 40 hverdage (stk. 4), og fristerne på tre hverdage til henholdsvis opretholdelse af en forsegling (stk. 5) og til aflevering af medtagne oplysninger og medier (stk. 6), i særlige tilfælde vil kunne forlænges. Det er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens direktion, der beslutter, om fristerne i stk. 4, 5 og 6 skal forlænges.
Det følger af den foreslåede § 12, stk. 8, 1. pkt., at politiet kan yde bistand ved udøvelsen af beføjelserne efter stk. 1, 2 og 4-6. Det følger samtidig af 2. pkt., at erhvervsministeren efter aftale med justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om politiets bistand.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har lang erfaring med at foretage kontrolundersøgelser efter konkurrencelovens § 18. Erfaringen her fra har vist, at politiet normalt kun vil være tilstede i forbindelse med selve påbegyndelsen af en kontrolundersøgelse (dog med en aftale med styrelsen om, at de kan tilkaldes, hvis der senere skulle opstå problemer). Det skyldes, at virksomhederne hidtil har anerkendt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens adgang til at foretage kontrolundersøgelser og har samarbejdet loyalt med at få denne gennemført.
Medlemsstaterne skal ifølge direktivets artikel 8, stk. 1, sikre, at de håndhævende myndigheder samarbejder effektivt med hinanden og med Kommissionen, og at de yder hinanden gensidig bistand i forbindelse med undersøgelser, der har en grænseoverskridende dimension.
Det følger derfor af den foreslåede § 12, stk. 9, 1. pkt., at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan foretage kontrolundersøgelser for at yde bistand til en håndhævelsesmyndighed i en medlemsstat i den Europæiske Union i forbindelse med denne myndigheds anvendelse af nationale regler om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden.
Bistanden vil bestå i, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på vegne af en anden håndhævelsesmyndighed inden for EU foretager kontrolundersøgelsen. Ved sådanne kontrolundersøgelser finder den foreslåede § 12, stk. 1-8, ligeledes anvendelse, jf. bestemmelsens 2. pkt.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 9 har således til formål at sikre, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på vegne af en håndhævelsesmyndighed inden for EU kan foretage en kontrolundersøgelse i Danmark til brug for undersøgelser hos den pågældende myndighed, som anvender nationale regler om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføreres direktivets artikel 8 om samarbejde mellem håndhævende myndigheder i EU for så vidt angår videregivelse af oplysninger.
EU-medlemsstaterne skal ifølge direktivets artikel 8, stk. 1, sikre, at de håndhævende myndigheder samarbejder effektivt med hinanden og med EU-Kommissionen, og at de yder hinanden gensidig bistand i forbindelse med undersøgelser, der har en grænseoverskridende dimension.
Det følger af den foreslåede § 13, stk. 1, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til andre håndhævelsesmyndigheder inden for EU, under forbehold om gensidighed, kan videregive oplysninger, som er omfattet af styrelsens tavshedspligt, og som er nødvendige for at fremme håndhævelsen af disse myndigheders nationale regler om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden.
Med ”oplysninger, som er omfattet af styrelsens tavshedspligt”, menes de oplysninger, som er omfattet af § 27 i forvaltningsloven (fortrolige oplysninger). Det kan f.eks. være oplysninger om forretningsforhold eller oplysninger om mistanke om eller klage over en overtrædelse af den foreslåede lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden.
Forslaget indebærer, at der skal foreligge gensidighed, dvs. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil kun kunne videregive fortrolige oplysninger til en anden håndhævelsesmyndighed, hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen også fra den anden håndhævelsesmyndighed kan modtage fortrolige oplysninger til brug for håndhævelsen af den foreslåede lov.
Forslaget indebærer endvidere, at videregivelsen skal være nødvendig, således at en videregivelse skal ske for, at den anden håndhævelsesmyndighed kan sættes i stand til at håndhæve den lovgivning om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden, som den administrerer.
Det følger af den foreslåede § 13, stk. 2, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ved videregivelse af oplysninger til andre håndhævelsesmyndigheder inden for EU i medfør af stk. 1 skal betinge videregivelse af, at oplysningerne 1) er undergivet tilsvarende tavshedspligt hos modtageren, 2) udelukkende anvendes til det formål, som er fastsat i direktiv 2019/633/EU, og 3) kun kan videregives med udtrykkeligt samtykke fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og kun til det formål, som samtykket omfatter.
Forslaget i stk. 2 indebærer, at der vil være en række yderligere betingelser, som alle skal være opfyldt for, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan videregive oplysninger.
For det første skal Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen sikre sig, at de oplysninger, som i givet fald skal videregives, er underlagt en tilsvarende tavshedspligt hos den pågældende håndhævelsesmyndighed, jf. stk. 2, nr. 1. Hvis dette ikke er tilfældet, vil anmodningen om oplysninger ikke kunne efterkommes.
For det andet kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kun videregive oplysninger, hvis oplysningerne udelukkende anvendes til det formål, som er fastsat i direktiv 2019/633/EU om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden, jf. stk. 2, nr. 2.
For det tredje kan oplysningerne alene videregives til en anden myndighed, hvis der er opnået udtrykkeligt samtykke hertil fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. I styrelsens samtykke kan være indeholdt en betingelse om, at oplysningerne kun må benyttes til et særligt formål, jf. stk. 2, nr. 3. Hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen giver samtykke til en håndhævelsesmyndigheds videregivelse af oplysninger til en anden myndighed, vil det være en forudsætning, at den pågældende håndhævelsesmyndigheds videregivelse tjener et formål, som er fastsat i direktiv 2019/633/EU, og at fortroligheden af de videregivne oplysninger fortsat bevares.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets artikel 5, stk. 7, og artikel 6, litra d.
Der henvises til pkt. 2.3.1 i de almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af gældende ret.
Det følger af direktivet, jf. præambelbetragtning nr. 33, at den håndhævende myndighed bør have de nødvendige beføjelser og den nødvendige ekspertise til at foretage undersøgelser, og at bemyndigelsen ikke betyder, at den håndhævende myndighed er forpligtet til at anvende disse beføjelser i enhver undersøgelse, den foretager, men at den håndhævende myndigheds beføjelser f.eks. bør gøre det muligt for den at foretage en effektiv indsamling af faktuelle oplysninger, og til at beordre, at en forbudt praksis indstilles, hvis det er relevant.
Det følger af den foreslåede § 14, stk. 1, at hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fastslår, at en køber har overtrådt de forbud, der er nævnt i §§ 3, 4, 5 og 6, kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udstede et påbud til den pågældende om at ophøre med den ulovlige handelspraksis.
Der vil ikke efter ordlyden af den foreslåede bestemmelse være en pligt for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at udstede et påbud. F.eks. kan styrelsen undlade at udstede et påbud og dermed undlade at træffe en materiel afgørelse, hvis en sådan afgørelse indebærer en risiko for at afsløre en klagers identitet eller en risiko for at offentliggøre andre oplysninger, hvis offentliggørelse efter klagerens mening vil skade dennes interesser, jf. den foreslåede § 10, stk. 2.
Den, der ikke efterkommer et påbud efter den foreslåede bestemmelse, vil kunne straffes med bøde, jf. lovforslagets § 19.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter regler om klageadgang.
Efter gældende ret kan forvaltningsafgørelser som hovedregel påklages til en højere forvaltningsmyndighed, og i sidste instans vedkommende minister. Denne klageadgang hviler på en retssædvane. Hovedreglen medfører, at afskæring af en rekursadgang fra en underordnet myndighed til en overordnet myndighed normalt kræver udtrykkelig lovhjemmel.
På mange lovområder er der desuden fastsat særlige regler om administrativ rekurs. På konkurrencelovens område gælder f.eks., at afgørelser kan indbringes for Konkurrenceankenævnet.
Efter grundlovens § 63, stk. 1, 1. pkt., er domstolene herudover berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om myndighedens grænser. Efter denne bestemmelse kan domstolene efterprøve, om forvaltningens afgørelser m.v. er i overensstemmelse med gældende ret.
Det er ikke en betingelse for at indbringe en sag for domstolene, at en eventuel lovhjemlet eller ulovhjemlet rekursmulighed er udnyttet forinden.
Det følger af den foreslåede § 15, stk. 1, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser efter denne lov ikke kan påklages til en anden administrativ myndighed.
Forslaget indebærer, at der ikke vil være mulighed for administrativ rekurs. Det vil f.eks. indebære, at afgørelser om at indstille sagsbehandlingen efter lovforslagets § 9, stk. 1, 1. pkt., eller afgørelser om udstedelse af påbud, jf. lovforslagets § 14, ikke kan indbringes for en anden administrativ myndighed.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser efter den foreslåede lov vil dog kunne indbringes for de almindelige domstole efter den almindelige prøvelsesadgang i grundlovens § 63. Det vil således være den, som afgørelsen retter sig imod, eller andre med en væsentlig og individuel interesse i retssagens udfald, der selv skal udtage stævning m.v., såfremt afgørelsen ønskes prøvet for domstolene.
Det følger af den foreslåede § 15, stk. 2, 1. pkt., at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser skal indbringes for domstolene senest 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Efter bestemmelsens 2. pkt. er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelse endelig, såfremt indbringelse ikke finder sted inden for denne frist.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8. i de almindelige bemærkninger.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter regler om offentlighed.
Det følger af offentlighedslovens § 7, at udgangspunktet er, at enhver kan forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en myndighed m.v. som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed.
Der gælder imidlertid en række undtagelser til dette udgangspunkt. Det følger bl.a. af offentlighedslovens § 30, nr. 1 og nr. 2, at oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske forhold (nr. 1) og oplysninger om bl.a. drifts- og forretningsforhold (nr. 2) kan undtages, for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed, oplysningerne angår, at anmodningen ikke imødekommes.
På konkurrenceområdet, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen håndhæver konkurrenceloven, gælder det, at offentlighedsloven, herunder reglerne om indsigt, ikke finder anvendelse i sager og undersøgelser efter konkurrenceloven, jf. konkurrencelovens § 13, stk. 1. Virksomheder har dog ret til egenacces efter princippet i offentlighedslovens § 8 i sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse efter konkurrenceloven med undtagelse af oplysninger om en anden virksomheds tekniske indretninger, tekniske fremgangsmåder og drifts- og forretningsforhold eller andre fortrolige oplysninger, jf. konkurrencelovens § 13, stk. 1, 2. pkt.
Der henvises til baggrunden for konkurrencelovens § 13, stk. 1, i pkt. 2.6.1. i de almindelige bemærkninger. Det følger af den foreslåede § 16, stk. 1, 1. pkt., at lov om offentlighed i forvaltning ikke skal gælde for sager og undersøgelser efter denne lov.
Det vil indebære, at offentlighedsloven, herunder retten til indsigt, ikke skal finde anvendelse i sager og undersøgelser om urimelig handelspraksis efter den foreslåede lov. Der henvises til baggrunden for forslaget i pkt. 2.6.3.2. i de almindelige bemærkninger.
Det følger samtidig af den foreslåede § 16, stk. 1, 2. pkt., at virksomheder dog har ret til egenacces i sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse efter denne lov med undtagelse af oplysninger om en anden virksomheds tekniske indretninger, tekniske fremgangsmåder og drifts- og forretningsforhold eller andre fortrolige oplysninger.
I egenacces ligger, at den, hvis ”personlige forhold” er omtalt i en sag, kan få indsigt i disse oplysninger, selvom den pågældende ikke er part i sagen, jf. offentlighedslovens § 8.
Stk. 1, 2. pkt., indebærer således, at virksomheder, uanset stk. 1, 1. pkt., vil have ret til egenacces efter princippet i offentlighedslovens § 8 i sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse (afgørelsessager) efter den foreslåede lov. Omvendt vil virksomheder ikke have ret til egenacces i undersøgelsessager, hvorved bl.a. menes kontrolundersøgelser hos andre virksomheder og undersøgelser på et indledende stadie, som (endnu) ikke har karakter af en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse.
Forslaget indebærer endvidere, at der kun er adgang til egenacces for virksomheder, og altså ikke for fysiske personer, der ikke udøver en økonomisk aktivitet i form af køb eller salg af landbrugs- og fødevarer. En virksomheds ret til egenacces vil som udgangspunkt omfatte ret til indsigt i oplysninger, der vedrører virksomheden som sådan, herunder oplysninger om virksomhedens medarbejdere i deres virke som medarbejdere for virksomheden. For enkeltmandsvirksomheder omfatter retten til egenacces også ret til indsigt i oplysninger om ejeren.
En virksomheds ret til egenacces indebærer dog ikke ret til indsigt i oplysninger om en anden virksomheds tekniske indretninger, tekniske fremgangsmåde, drift- og forretningsforhold eller andre fortrolige oplysninger. Virksomhed A’s ret til egenacces omfatter således ikke virksomhed B’s forretningsmæssige overvejelser, selvom virksomhed A eller f.eks. dennes direktør måtte være nævnt i materialet indhentet fra virksomhed B.
For fysiske personers adgang til egenacces (dvs. fysiske personer, der ikke udøver en økonomisk aktivitet i form af køb eller salg af landbrugs- og fødevarer) gælder en række undtagelser, jf. offentlighedslovens § 8, der henviser til §§ 19-29, §§ 31-33 og § 35. De principper for begrænsningen af retten til egenacces, som disse undtagelser er udtryk for, finder tilsvarende anvendelse for en virksomheds ret til egenacces efter den foreslåede bestemmelse.
Det følger endvidere af den foreslåede § 16, stk. 1, 3. pkt., at §§ 13 og 15 i lov om offentlighed i forvaltningen også gælder for sådanne sager, dvs. sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse, jf. 2. pkt.
Det indebærer, at offentlighedslovens regler om notatpligt (§ 13) og journaliseringspligt (§ 15) også vil finde anvendelse i sådanne sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse efter den foreslåede lov.
Endelig følger det af den foreslåede § 16, stk. 1, 4. pkt., at 1. og 2. pkt. tillige gælder, når oplysninger tilvejebragt efter denne lov er videregivet til en anden forvaltningsmyndighed.
Forslaget indebærer, at de oplysninger, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har tilvejebragt til brug for sager og undersøgelser efter loven, og som videregives til en anden forvaltningsmyndighed, heller ikke vil være underlagt aktindsigt efter offentlighedsloven, dog med undtagelse af princippet om egenacces. Da 2. pkt. ikke henviser til offentlighedslovens § 14, kan en anden forvaltningsmyndighed ikke give aktindsigt i de modtagne oplysninger fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen efter princippet om meroffentlighed.
Det følger af direktivet, jf. præambelbetragtning nr. 34, at afskrækkende midler såsom beføjelser til at pålægge eller indlede sager, f.eks. retssager, med henblik på at pålægge bøder og andre ligeså effektive sanktioner samt at offentliggøre resultater af undersøgelser, herunder offentliggørelse af oplysninger om købere, som har begået overtrædelserne, kan tilskynde til adfærdsændringer og udenretslige løsninger mellem parterne, og de bør derfor være omfattet af de håndhævende myndigheders beføjelser.
Efter den foreslåede § 16, stk. 2, nr. 1, offentliggør Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgørelser om påbud meddelt i medfør af § 14.
Efter nr. 2 offentliggør Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen domme, bødevedtagelser eller et resumé heraf, hvor der med henvisning til § 19 idømmes bødestraf eller vedtages en bøde.
Efter nr. 3 offentliggør Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen domme i retssager om sager efter denne lov, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er part.
Det vil således være udgangspunktet, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offentliggør alle styrelsens afgørelser om påbud meddelt i medfør af lovforslagets § 14. Dette vil ligeledes gøre sig gældende for så vidt angår domme m.v., hvor der med henvisning til lovforslagets § 19 idømmes bødestraf eller vedtages en bøde, og endelig vil det også gælde for domme i retssager, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er part.
Det følger af den foreslåede § 16, stk. 3, at ved offentliggørelse efter stk. 2, kan oplysninger om tekniske forhold, herunder forskning, produktionsmåder, produkter samt drift- og forretningshemmeligheder ikke offentliggøres, for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller den virksomhed, oplysningen angår.
Bestemmelsen er inspireret af konkurrencelovens § 13, stk. 4. Det er hermed tilsigtet at skabe overensstemmelse med undtagelserne i offentlighedslovens § 30, stk. 1, nr. 2, idet ”drifts- og forretningshemmeligheder” efter den foreslåede bestemmelse dog er en mere snæver formulering end ”drifts- og forretningsforhold” i offentlighedsloven. Det skyldes, at det vil gøre formålet med offentliggørelse af afgørelser illusorisk, hvis forretningsforhold som sådan kan undtages fra offentlighed. Det er af væsentlig betydning for forståelsen og anvendelsen af en afgørelse, at det er muligt i et vist omfang at referere faktuelle oplysninger vedrørende drifts- og forretningsforhold.
I praksis vil det være Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som i første omgang selv skønner, om en oplysning udgør en drifts- og forretningshemmelighed, som ikke kan offentliggøres. I tvivlstilfælde anmodes virksomheden om en udtalelse. Hvis der herefter er uenighed mellem Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og virksomheden om, hvad der kan offentliggøres, må styrelsen træffe en afgørelse efter lovforslagets § 16, stk. 4. En sådan afgørelse vil kunne påklages til domstolene, jf. lovforslagets § 15, stk. 2.
Databeskyttelsesforordningens artikel 13 og 14 pålægger en dataansvarlig myndighed en oplysningspligt i forbindelse med indsamling af personoplysninger. Den dataansvarlige har som udgangspunkt pligt til at oplyse en fysisk person - den registrerede – herom, når der registreres oplysninger om vedkommende. Hvis oplysningerne ikke er indsamlet hos den registrerede fysiske person selv, indebærer oplysningspligten desuden, at der skal gives underretning til den registrerede om bl.a. identiteten på den dataansvarlige eller dennes repræsentant, formålene med behandlingen, kategorierne af personoplysningerne, hvilken kilde personoplysningerne hidrører fra, og retten til at anmode om indsigt, jf. artikel 14, stk. 1 og stk. 2.
Forordningens artikel 15 giver den registrerede ret til indsigt, når der behandles oplysninger om vedkommende. Den registreredes indsigtsret omfatter en ret til en kopi af de personoplysninger, der behandles, jf. artikel 15, stk. 3. Herudover har den registrerede krav på en række oplysninger, herunder bl.a. oplysning om kategorierne af personoplysningerne, hvorfra de stammer og med hvilket formål de behandles, jf. artikel 15, stk. 1.
Forordningens artikel 23 giver mulighed for, at medlemsstaterne kan begrænse forordningens bestemmelser om oplysningspligt og indsigtsret, bl.a. når det er nødvendigt og forholdsmæssigt af hensyn til efterforskning (artikel 23, stk. 1, litra d), vigtige samfundsmæssige målsætninger (artikel 23, stk. 1, litra e), kontrol- og tilsynsfunktioner (artikel 23, stk. 1, litra h) og hensynet til fortrolige forretningsforhold (artikel 23, stk. 1, litra i).
I medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 23, stk. 1, litra h, foreslås det i § 17, stk. 1, at reglerne om oplysningspligt og indsigtsret i artikel 13-15 i databeskyttelsesforordningen i forhold til kontrolundersøgelser i medfør af § 12 alene skal finde anvendelse på de data, der er udvalgt i medfør § 12, stk. 4, 4. pkt.
I relation til databeskyttelsesforordningens artikel 23, stk. 2, bemærkes det, at forslaget vedrører alle typer af personoplysninger (jf. artikel 23, stk. 2, litra a - c), og at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i relation til disse oplysninger vil være dataansvarlig (jf. artikel 23, stk. 2, litra e). Endvidere vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen være forpligtet til at journalisere og arkivere alle oplysninger i sager og undersøgelser efter loven i overensstemmelse med de almindelige regler for statslige myndigheder i offentlighedsloven og arkivloven. For så vidt angår oplysninger, som er indhentet under en kontrolundersøgelse ved en kopiering af dataindholdet af en virksomheds elektroniske medier, vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen desuden være forpligtet til at følge de særlige regler for udvælgelse, opbevaring og sletning, jf. procedurerne i lovforslagets § 12. Hertil kommer, at alle oplysninger i sager og undersøgelser foreslås undtaget fra reglerne om aktindsigt i medfør af offentlighedsloven, ligesom reglerne om tavshedspligt også vil finde anvendelse (jf. artikel 23, stk. 2, litra d og f).
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan i medfør af lovforslagets § 12 til brug for undersøgelser om ulovlig handelspraksis foretage uanmeldte kontrolundersøgelser, hvor styrelsen kan indsamle en kopi af dataindholdet fra elektroniske medier hos de virksomheder, som er omfattet af kontrolundersøgelsen, med henblik på efterfølgende at gennemgå kopien. Med en sådan spejling af dataindholdet fra elektroniske medier vil der typisk være tale om betydelige mængder virksomhedsintern data fra den/de pågældende virksomheder.
Herefter har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen 40 dage til at gennemgå de kopierede data og udvælge de oplysninger, som måtte være relevante for den videre sagsbehandling, jf. lovforslagets § 12, stk. 4. De øvrige data, der ikke udvælges ved gennemgangen, sikres efterfølgende mod læsning og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har herefter pligt til ikke foretage yderligere søgninger i dette data eller i øvrigt behandle det yderligere, jf. lovforslagets § 12, stk. 4, 5. pkt. Det er en forudsætning, at styrelsen efter de 40 dage ikke behandler disse data yderligere. De indsamlede data vil endvidere blive slettet, hvis styrelsen vurderer, at materialet ikke indeholder beviser for en overtrædelse af lovforslagets §§ 3-6., jf. § 12, stk. 4, 6. pkt. Hvis styrelsen beslutter at gå videre med sagen, vil de indsamlede data blive slettet, når sagen er endeligt afgjort, jf. § 12, stk. 4, 7. pkt.
Forslaget indebærer, at i det tilfælde, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på en kontrolundersøgelse i medfør af lovforslagets § 12, stk. 4, har indsamlet en kopi af dataindholdet fra elektroniske medier, da vil registrerede fysiske personer ikke skulle have tilsendt en underretning i medfør af forordningens artikel 13 og 14, hvis der i de data, som styrelsen ikke har udvalgt til brug for en undersøgelse om ulovlig handelspraksis, måtte blive registreret personoplysninger om dem.
Forslaget indebærer endvidere, at registrerede fysiske personer ikke vil have indsigtsret i medfør af forordningens artikel 15 i de indsamlede data, som styrelsen ikke har udvalgt til brug for en undersøgelse om ulovlig handelspraksis.
Baggrunden for forslaget er, som anført i pkt. 2.6.3.3. i de almindelige bemærkninger, at sager og undersøgelser om urimelig handelspraksis som udgangspunkt vil dreje sig om virksomheders, dvs. købers og leverandørers, aftaler og adfærd. Sagerne vil således dreje sig om, hvorvidt virksomheder har overtrådt reglerne i lovforslagets §§ 3-6. Sagerne vil derimod ikke rette sig mod fysiske personer. Derudover vil fysiske personer ikke på samme måde som virksomheder have en interesse i at få oplysninger om eller indsigt i oplysninger om dem selv i de kopierede data indhentet på en kontrolundersøgelse. Det skyldes, at de data, som styrelsen kopierer fra elektroniske medier, som udgangspunkt vil dreje sig om virksomheder. Det kan i praksis ikke undgås, at også oplysninger om fysiske personer, primært oplysninger om fysiske personers ageren i deres funktion som f.eks. ledere eller medarbejdere hos den undersøgte virksomhed, kan blive kopieret. Det vil f.eks. være navne, e-mailadresser og arbejdsrelateret korrespondance. Disse oplysninger vil imidlertid være oplysninger, som de pågældende må forvente vil kunne indgå i en sag mod eller undersøgelse af en (køber)virksomhed. Øvrige eventuelle oplysninger om fysiske personer i de kopierede data vil som altovervejende hovedregel ikke være relevante for sagen og vil i så fald ikke blive udvalgt ved Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens efterfølgende gennemgang af det kopierede elektroniske materiale.
Det vil således være i strid med formålet i lovforslagets § 12, stk. 4, 5. pkt. (hvorefter styrelsen efter de 40-dages gennemgang har pligt til at sikre de kopierede, ”ikke-udvalgte” data), såfremt der ville gælde en pligt for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at behandle anmodninger om indsigt efter artikel 15 i data, som styrelsen ikke har udvalgt til videre behandling. Der er således et væsentligt hensyn at tage til den virksomhed, hvis data er blevet kopieret. Der er samtidig ikke et særligt hensyn at tage til de fysiske personer, der måtte være nævnt i heri, og som primært vedrører den undersøgte virksomhed, allerede fordi styrelsen i medfør af § 12, stk. 4, 5. pkt., ikke er berettiget til at behandle de kopierede ”ikke-udvalgte” data yderligere (jf. ordet ”sikres”), og som dermed heller ikke er undergivet aktindsigt. Det vil således være skadeligt for den/de berørte virksomheder og det ville hindre styrelsens kontrol- og tilsynsfunktioner, såfremt der ville gælde en pligt for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at behandle anmodninger om indsigt heri efter databeskyttelsesforordningens artikel 15.
De samme hensyn gør sig gældende i forhold til underretningspligten, hvorfor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke skal være forpligtet til at foretage underretning efter artikel 13-14 i forhold til de data, som styrelsen ikke har udvalgt til videre behandling. De virksomheder, som måtte være genstand for en kontrolundersøgelse og som får kopieret al deres data, skal kunne have tillid til, at samtlige fysiske personer, der måtte være nævnt heri, ikke skal have en underretning herom, når det end ikke er oplysninger, som styrelsen har udvalgt til videre behandling.
Forslaget er alene relevant i forhold til de indsamlede data på kontrolundersøgelser efter lovforslagets § 12, og berører ikke reglerne om retten til indsigt eller oplysning i databeskyttelsesforordningens artikel 13-15 i øvrigt.
Forslaget berører heller ikke en parts ret til aktindsigt i medfør af forvaltningslovens regler om partsaktindsigt. En køber, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse, vil således derigennem være bekendt med og have ret til indsigt i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens sagsbehandling. En virksomhed, herunder en enkeltmandsvirksomhed, der ikke er part, vil have ret til egenacces i sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse, jf. lovforslagets § 16, stk. 1, 2. pkt.
Den, som er genstand for en kontrolundersøgelse, jf. lovforslagets § 12, vil bl.a. modtage oplysning om grundlaget for undersøgelsen, oplysning om hvilke elektroniske medier, der måtte være kopieret og en kopi af det materiale, som indsamles under kontrolundersøgelsen. Den pågældende vil endvidere være berettiget til partsaktindsigt i undersøgelsessagen vedrørende den pågældende selv.
Der henvises til pkt. 2.3.1 i de almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af gældende ret.
Det følger af direktivet, jf. præambelbetragtning nr. 33, at den håndhævende myndighed bør have de nødvendige beføjelser og den nødvendige ekspertise til at foretage undersøgelser, og at bemyndigelsen ikke betyder, at den håndhævende myndighed er forpligtet til at anvende disse beføjelser i enhver undersøgelse, den foretager, men at den håndhævende myndigheds beføjelser f.eks. bør gøre det muligt for den at foretage en effektiv indsamling af faktuelle oplysninger, og til at beordre, at en forbudt praksis indstilles, hvis det er relevant.
Efter den foreslåede § 18, stk. 1, kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen pålægge daglige eller ugentlige tvangsbøder til den, der undlader at give de oplysninger, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kræver efter den foreslåede § 11, stk. 2.
Det vurderes at kunne blive nødvendigt at meddele tvangsbøder Det kan bl.a. være nødvendigt i en situation, hvor en køber undlader at fremsende oplysninger, som er centrale for styrelsens undersøgelse af en konkret sag – og styrelsen skønner det nødvendigt at sikre, at køber hurtigt efterlever anmodningen om oplysninger i medfør af § 11, stk. 2, med henblik på at sikre fremdriften i sagen.
En tvangsbøde skal alene anvendes, hvor denne kan betragtes som et middel til at tvinge en virksomhed til at handle på en nærmere angivet måde. Den pågældendes handlepligt skal således være klart beskrevet. Dermed skal de forhold, der udløser tvangsbøderne, være let konstaterbare for virksomhederne. Når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen indhenter oplysninger efter lovforslagets § 11, stk. 2, vil det fremgå klart, hvilke oplysninger den pågældende køber eller leverandør skal give, ligesom § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter vil finde anvendelse.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens direktør har kompetence til at beslutte, om en virksomhed skal pålægges tvangsbøder.
Der skal ved fastsættelsen af størrelsen af en tvangsbøde på den ene side tages højde for, at formålet med tvangsbøden kan opnås. På den anden side bør størrelsen ikke afvige markant fra de størrelser at tvangsbøder, som anvendes inden for andre retsområder. Ugentlige tvangsbøder på 10.000 kr. ses for indeværende ikke at indebære en markant afvigelse i forhold til f.eks. konkurrenceloven, miljøbeskyttelsesloven, planloven og byggeloven.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 6, stk. 1, litra e. Bestemmelsen fastlægger regler om straf.
Som nævnt i pkt. 2.2.1. er fødevareforsyningskæden på nuværende tidspunkt ikke reguleret særskilt i Danmark i relation til regler om urimelig handelspraksis. Der er således af den årsag heller ikke fastsat regler om danske myndigheders håndhævelse heraf, herunder om reaktions- og sanktionsmuligheder.
Det følger af den foreslåede § 19, stk. 1, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning kan den køber, der overtræder et eller flere af de i §§ 3-6 nævnte forbud, eller den køber, der undlader at efterkomme et påbud meddelt i medfør af § 14, straffes med bøde.
Forslaget indebærer, at virksomheder (købere), som overtræder et eller flere af de forbud, som er nævnt i §§ 3-6, vil kunne straffes med bøde. Forslaget indebærer endvidere, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen efter at have konstateret en simpel eller groft uagtsom eller forsætlig overtrædelse af forbuddene i lovforslagets §§ 3-6 i videst muligt omfang, inden for rammerne af ordningen for administrative bødeforelæg efter § 20, færdigbehandler sagen. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil, efter at have truffet en administrativ afgørelse, kunne beslutte, at sagen skal oversendes direkte til politiet og anklagemyndigheden, såfremt sagen ikke egner sig til vedtagelse af administrativt bødeforelæg. Det vil være tilfældet, såfremt der f.eks. skal foretages en vurdering af, hvorvidt der foreligger skærpende eller formildende omstændigheder i en konkret sammenhæng. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil også kunne beslutte, at en sådan oversendelse først skal ske, såfremt den pågældende ikke efterkommer et forudgående påbud fra styrelsen.
En køber, der har modtaget en erklæring, som omhandlet i lovforslagets § 3, stk. 7, og § 4, stk. 8, og som har handlet i god tro og i overensstemmelse med indholdet i erklæringen, kan ikke straffes med bøde, hvis det efter afgivelsen af erklæringen viser sig, at oplysningerne heri ikke var korrekte. En sådan køber kan således ikke anses for at have handlet med den uagtsomhed (simpel eller grov), der er en forudsætning for idømmelse af bødestraf.
Generelt bør bødeudmålingen stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen. Bøderne bør samtidig have en størrelse, så de for det første – så vidt muligt – afskrækker købere fra overhovedet at begive sig ud i at overtræde de forbud, som følger af lovforslagets §§ 3-6.
Det følger af den foreslåede § 19, stk. 2, at der ved udmåling af bøder efter denne lov skal tages hensyn til overtrædelsens art, varighed, gentagne karakter og grovhed samt den juridiske persons globale koncernomsætning. Bestemmelsen indebærer, at der vil skulle tages hensyn til en række faktorer ved udmåling af bøder efter den foreslåede lov, dvs. overtrædelsens art, varighed, gentagne karakter og grovhed samt den juridiske persons globale koncernomsætning, ligesom der også vil skulle tages hensyn til skærpende og formildende omstændigheder, jf. straffelovens kap 10. Dette afspejles i nedenstående bødemodel.
Bøder pålægges som udgangspunkt af domstolene i forbindelse med en straffesag, medmindre den konkrete sag egner sig til udstedelse af administrativt bødeforelæg, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 20.
Erhvervsministeriet foreslår, at der ved udmåling af bøder for overtrædelser af lovforslagets §§ 3-6 anvendes nedenstående model.
Omsætnings- kategori (omsætning opgøres i overensstemmelse med lovforslagets § 3, stk. 7 og § 4, stk. 6)
Grundbøde
Tillæg gentagelse (inden for seneste 3 år)
Tillæg skærpende omstændigheder
Fradrag formildende omstændigheder
Årlig omsætning <2 mio. euro
10.000 kr.
3.000 kr.
3.000-5.000 kr.
3.000-5.000 kr.
2. mio. euro-350 mio. euro*
25.000-75.000 mio. kr.**
10.000 kr.
10.000-20.000 kr.
10.000-20.000 kr.
>350 mio. euro
100.000 kr.
25.000 kr.
20.000-30.000 kr.
20.000-30.000 kr.
*Midterste omsætningskategori
**Grundbøde
Årlig omsætning 2 mio. euro – 25 mio. euro
25.000 kr.
>25 mio. euro – 150 mio. euro
50.000 kr.
>150 mio. euro – 350 mio. euro
75.000 kr.
Med modellen tages der udgangspunkt i en grundbøde, som fastsættes på baggrund af virksomhedens (køberens) årlige omsætning, og som overordnet kan inddeles i 3 kategorier (virksomheder med en årlig omsætning på 2 mio. euro eller mindre, virksomheder med en årlig omsætning på over 2 mio. euro og op til 350 mio. euro, og virksomheder med en årlig omsætning på mere end 350 mio. euro). Dette er de samme kategorier, som finder anvendelse i forhold til forbudsbestemmelserne i §§ 3-6. Den årlige omsætning skal opgøres i overensstemmelse med lovforslagets § 3, stk. 7, og § 4, stk. 6, hvilket indebærer, at der i praksis vil skulle medregnes – helt eller delvist – omsætning fra modervirksomheder, tilknyttede virksomheder og partnervirksomheder.
Grundbøden i den midterste kategori er til forskel fra den nederste og øverste kategori fastsat som et interval, der skal afspejle det brede spænd i omsætning. Spændet i grundbøden tager således højde for, at der kan være meget stor forskel på købers årlige omsætning i denne kategori. En køber der har en årlig omsætning på mellem 2 og 25 mio. euro, vil således få udmålt en grundbøde på 25.000 kr., en køber med en årlig omsætning på over 25 mio. euro og op til 150 mio. euro vil få udmålt en grundbøde på 50.000, og endelig vil en køber med en årlig omsætning på over 150 mio. euro og op til 350 mio. euro få udmålt en grundbøde på 75.000 kr.
Grundbøden vil kunne forhøjes, hvis virksomheden inden for de seneste tre år fra udstedelse af det nye påbud eller det nye administrative bødeforelæg har modtaget en bøde for at have overtrådt §§ 3-6 i den foreslåede lov. Bøden forhøjes med ét tillæg uanset antallet af gentagelser.
Bøden vil endvidere kunne forhøjes, hvis der foreligger skærpende omstændigheder. Et eksempel på en skærpende omstændighed vil f.eks. kunne være, at køber inden indgåelse af kontrakten er blevet gjort opmærksom på af leverandøren, at der var tale om en urimelig handelspraksis i strid med loven, men har undladt at rette ind. Tilsvarende vil det kunne udgøre en skærpende omstændighed, hvis aftalen indeholder flere former for ulovlig urimelig handelspraksis, som omhandlet i lovforslagets § 3-6.
Tilsvarende vil bøden kunne nedsættes, hvis der foreligger formildende omstændigheder. Et eksempel på en formildende omstændighed kan f.eks. være, at leverandøren selv har bedt om at få det pågældende vilkår ind i aftalen og oplyst køber, at man ikke vil gøre indsigelser/klage over vilkåret (den forbudte handelspraksis) efterfølgende. En formildende omstændighed kan også være, at virksomhedens ledelse har sørget for, at relevante medarbejdere har modtaget undervisning i reglerne om urimelig handelspraksis med henblik på at sikre, at reglerne overholdes.
Ved fastsættelse af den pågældende bødemodel og bødeniveauer har Erhvervsministeriet orienteret sig i andre bødemodeller i dansk lovgivning i forhold til principperne for bødeudmåling. Erhvervsministeriet har med den foreslåede bødemodel søgt at fastlægge et bødeniveau, der har en præventiv effekt, hvorfor bøderne derfor også foreslås gradueret efter virksomhedens omsætning.
Bødeudmåling ved domstolene vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering, herunder med hensyntagen til eventuelle skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Det følger af den foreslåede § 19, stk. 3, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Strafansvaret omfatter efter straffelovens § 26, stk. 1, enhver juridisk person, herunder aktie-, anparts- og andelsselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde, boer, kommuner og statslige myndigheder. Endvidere omfatter strafansvaret efter straffelovens § 26, stk. 2, enkeltmandsvirksomheder, for så vidt disse navnlig under hensyn til deres størrelse og organisation kan sidestilles med de selskaber, der er nævnt i stk. 1. Sager mod enkeltmandsvirksomheder vil altid blive anmeldt til politiet.
Som nævnt i pkt. 2.2.1. er fødevareforsyningskæden på nuværende tidspunkt ikke reguleret særskilt i Danmark i relation til regler om urimelig handelspraksis. Der er af samme årsag heller ikke fastsat regler om danske myndigheders håndhævelse heraf, herunder om reaktions- og sanktionsmuligheder.
Det er et grundlæggende princip i dansk retspleje, at straf, herunder bødestraf, normalt pålægges under domstolenes medvirken og i strafferetsplejens former ud fra hensynet til den sigtedes retssikkerhed. I Danmark er det således som udgangspunkt anklagemyndigheden, der rejser tiltale, og domstolene, der pålægger bøder. Hvis den tiltalte erkender sig skyldig og rede til at betale en foreslået bøde, kan anklagemyndigheden eller i visse særlige tilfælde særmyndigheder, som har hjemmel hertil, dog også udstede et bødeforelæg, som den pågældende kan vedtage udenretligt i stedet for gennemførelse af en domstolsbehandling.
Efter den foreslåede § 20, stk. 1, kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i sager om overtrædelse af denne lov, i et bødeforelæg tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i bødeforelægget.
Forslaget indebærer, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i visse tilståelsessager får kompetence til at udstede administrative bødeforelæg. Kompetencen er begrænset til de tilfælde, hvor sagerne er egnet hertil, dvs. hvor der er tale om ukomplicerede sager, og hvor overtrædelserne er umiddelbart konstaterbare.
Gerningsindholdet i lovforslagets §§ 3-6 vurderes generelt at være klart, og det er forventningen at overtrædelser heraf i mange tilfælde vil være umiddelbart konstaterbare og uden bevismæssig tvivl. Sagens afgørelse, herunder bødens størrelse, vil ligeledes være uden skønsmæssige elementer af betydning som følge af det fastlagte bødeniveau, jf. bemærkningerne til § 19. Dette vil dog ikke være tilfældet, såfremt der f.eks. skal foretages en vurdering af, hvorvidt der foreligger skærpende eller formildende omstændigheder i en konkret sag. I så fald skal sagen oversendes direkte til politiet og anklagemyndigheden, jf. retsplejelovens § 742.
En betingelse for, at sagen kan afsluttes ved, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udsteder et administrativt bødeforelæg, er, at den, der har begået overtrædelsen, dels erklærer sig skyldig og dels vedtager sagens udenretlige afgørelse. Såfremt den, der har begået overtrædelsen, ikke ønsker at acceptere et administrativt bødeforelæg, enten fordi vedkommende ikke ønsker at erkende sig skyldig eller ikke kan erklære sig indforstået med, at sagen afgøres af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, overgår sagen til politiet og anklagemyndigheden med henblik på en sædvanlig strafferetlig forfølgning.
Det følger af den foreslåede § 20, stk. 2, at retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på bødeforelæg efter denne bestemmelse.
Efter den foreslåede § 20, stk. 3, 1. pkt., bortfalder videre strafforfølgning, hvis bøden vedtages. Det følger videre af 2. pkt., at vedtagelsen har samme virkning som en dom.
Efter lovforslagets § 16, stk. 2, nr. 2, kan der i sager, hvor der idømmes eller vedtages en bøde, ske offentliggørelse af dommen, bødevedtagelsen eller et resumé heraf. Dette gælder også i de tilfælde, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udsteder et bødeforelæg.
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2021.
Det foreslås i stk. 2, at loven finder anvendelse på leveringsaftaler, der indgås efter den 1. juli 2021.
Efter stk. 3, foreslås det, at leveringsaftaler, der er indgået inden den 1. juli 2021, skal være bragt i overensstemmelse med denne lov senest den 30. april 2022.
Virksomheder omfattet af loven har således 12 måneder (fra offentliggørelse den 1. maj 2021) til at få bragt leveringsaftaler, der er indgået inden den 1. juli 2021, i overensstemmelse med bestemmelserne i denne lov.
Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed, og fastslår, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at loven ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de henholdsvis færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Sagsområdet er ikke overtaget, men der er heller ikke grund til, at loven skal gælde direkte for Færøerne og Grønland.
