Lov om undersøgelse af politiets efterretningsvirksomhed på det politiske område og af de aktiviteter, der var baggrunden for denne virksomhed § 1

Bestemmelsen fastsætter, hvordan undersøgelseskommissionen skal sammensættes.

Præsidenterne for Østre Landsret og Vestre Landsret skal i fællesskab indstille én person til formand for kommissionen. Det forudsættes, at den indstillede er landsdommer.

Et medlem udpeges efter indstilling fra Advokatrådet.

Det tredje medlem af kommissionen udpeges efter indstilling fra Rektorkollegiet. Det forudsættes, at den indstillede har særlig indsigt i sikkerhedspolitiske forhold i den periode, der er omfattet af undersøgelsen. Den indstillede behøver ikke nødvendigvis at have tilknytning til de institutioner, der er repræsenteret i Rektorkollegiet.

Reglerne i ligestillingslovgivningen gælder ikke i forbindelse med indstilling og udpegning af medlemmer af den foreslåede undersøgelseskommission. Indstillingerne er offentligt tilgængelige.

Den i stk. 2 nævnte udspørger udpeges efter aftale med kommissionen. Udspørgeren har til opgave at tilrettelægge og foretage afhøringer i kommmissionen. Arbejdet sker på kommissionens ansvar og under kommissionens instruktion.

Efter stk. 3 antager undersøgelseskommissionen den fornødne sekretariatsbistand og anden praktisk bistand.

Bestemmelsen giver bl.a. mulighed for, at kommissionen kan sammensætte særlige efterforskningshold, der kan bistå kommissionen med indhentning, gennemgang og systematisering af materiale m.v.

Det forudsættes, at Justitsministeriet stiller personaleadministrativ bistand til rådighed, herunder f.eks. med hensyn til lønanvisning.

Det forudsættes endvidere, at kommissionen foretager sikkerhedsgodkendelse af sekretariatet og andre, der antages til at bistå kommissionen.

Til § 2

Bestemmelsen opstiller de habilitetskrav, der gælder for medlemmerne af kommissionen, udspørgeren og sekretariatet. De pågældende personer skal være uvildige og uafhængige i forhold til de myndigheder og personer, hvis forhold er omfattet af undersøgelsen. Der må således ikke foreligge omstændigheder, der er egnede til at rejse tvivl om den fuldstændige upartiskhed hos de personer, der deltager i undersøgelsens gennemførelse.

Habilitetskravene udelukker ikke alene personer, der har været ansat eller på anden måde haft tilknytning til Politiets Efterretningstjeneste, men f.eks. også personer, der i den offentlige debat på forhånd har tilkendegivet deres opfattelse af de spørgsmål, der skal undersøges og vurderes af kommissionen.

Til § 3

I bestemmelsen fastsættes det, hvilke opgaver undersøgelseskommissionen skal udføre.

Kommissionens opgaver (kommissorium) omfatter dels en beskrivende del (»fact finding«) med visse retlige vurderinger, dels en ansvarsbedømmelsesdel.

Den beskrivende del med visse retlige vurderinger er angivet i bestemmelsens stk. 1.

Undersøgelseskommissionen skal undersøge, klarlægge og vurdere, om Politiets Efterretningstjeneste siden 1968 i sin virksomhed i forhold til politiske partier, faglige konflikter og politisk-ideologisk prægede grupperinger og bevægelser i Danmark har efterlevet de regler og retningslinier for tjenestens virksomhed, som har været fastsat af Folketinget eller regeringen.

En besvarelse heraf indebærer klarlæggelse af de faktiske omstændigheder (efterretningstjenestens virksomhed siden 1968 på »det politiske område«) med henblik på, at det kan vurderes, om gældende regler og retningslinier har været overholdt.

Der findes ingen særlig lovgivning om den virksomhed, der udøves af Politiets Efterretningstjeneste. Med udtrykket »regler ...fastsat af Folketinget« sigtes derfor navnlig til de almindelige regler, der gælder for politiets virksomhed, herunder retsplejelovens regler om efterforskning af formodet strafbart forhold og straffelovens og forvaltningslovens regler om tavshedspligt.

Politiets Efterretningstjenestes virksomhed er herudover reguleret af retningslinier fastsat eller godkendt af regeringen (justitsministeren). Som eksempel kan nævnes de retningslinier, der fremgår af regeringserklæringen af 30. september 1968, jf. ovenfor under pkt. 1 i de almindelige bemærkninger. Endvidere kan nævnes retningslinierne fra 1983 vedrørende efterforskning på det politiske område. Det følger af udformningen af kommissoriet, at sådanne retningslinier også indgår i det grundlag, efterretningstjenestens virksomhed skal bedømmes i forhold til.

Den tidsmæssige afgrænsning af undersøgelsen til 1968 er ikke til hinder for, at forhold fra årene forud for 1968 inddrages i undersøgelsen i det omfang, det har betydning for forståelsen af regeringserklæringen af 30. september 1968.

Efterretningstjenestens »virksomhed« omfatter f.eks. forskellige former for overvågning m.v., herunder aflytning, brug af agenter og kontaktnet m.m. Det omfatter også personregistreringer og andre strukturerede samlinger af personoplysninger, herunder de såkaldte arbejdskartoteker. Også registrering af politiske partier, grupperinger, bevægelser m.v. er omfattet.

Undersøgelsen er ikke begrænset til afsluttede sager, men omfatter også verserende sager i det omfang, de falder inden for kommissoriets afgrænsning. Den risiko, som inddragelsen af verserende sager kan udgøre for igangværende efterforskninger og samarbejdet med udenlandske efterretningstjenester m.v., er søgt imødegået dels ved reglerne om, at afhøringer som udgangspunkt foregår for lukkede døre, jf. § 18, dels ved bestemmelsen i § 4, stk. 1, 2. pkt., hvorefter undersøgelsen skal tilrettelægges og gennemføres på en sådan måde, at bl.a. forholdet til andre lande og statens sikkerhed ikke skades.

Undersøgelsen angår kun den del af efterretningstjenestens virksomhed, der i perioden har været rettet mod politiske partier, faglige konflikter og politisk-ideologisk prægede grupperinger og bevægelser i Danmark.

Uden for undersøgelsen falder for det første efterretningstjenestens virksomhed i forbindelse med sikkerhedsgodkendelser i det omfang, der er tale om sikkerhedsgodkendelse af personer uden tilknytning til politiske partier m.v. Har en person derimod været kendt af efterretningstjenesten som medlem af et politisk parti eller en politisk-ideologisk præget gruppering, og er denne oplysning indgået i en sag om sikkerhedsgodkendelse, vil dette være omfattet af undersøgelsen.

Uden for falder endvidere den del af Politiets Efterretningstjenestes virksomhed, der udelukkende angår kontraspionage, bekæmpelse af terrorisme, hindring af spredning af masseødelæggelsesvåben, personbeskyttelse og rockerefterforskning. Denne generelle begrænsning gælder ikke blot i forhold til verserende sager, men også i forhold til afsluttede sager.

Uden for undersøgelsen falder herefter efterretningstjenestens virksomhed i alle sager om spionage, terrorisme m.v., hvor mistanken retter sig mod personer uden tilknytning til politiske partier m.v. i Danmark. Sager, hvor personer med en sådan tilknytning måtte være mistænkt for spionage, terrorisme m.v., er derimod omfattet af undersøgelsen.

Hovedformålet med undersøgelsen er at få klarlagt foreneligheden af Politiets Efterretningstjenestes virksomhed på de områder, der er angivet i kommissoriet, med de til enhver tid gældende regler og retningslinier. En undersøgelse med dette sigte vil også kunne belyse ministres forhold, herunder f.eks. om en minister har godkendt anvendelse af efterforskningsskridt i strid med lovgivningens regler, eller om efterretningstjenesten med ministerens viden har fulgt andre retningslinier end oplyst af ministeren over for Folketinget.

Efter stk. 2 har undersøgelseskommissionen også til opgave i et vist omfang at foretage en ansvarsbedømmelse.

Undersøgelseskommissionen skal således på grundlag af den foretagne undersøgelse, klarlæggelse og vurdering udtale sig om, hvorvidt der af embedsmænd må antages at være begået fejl eller forsømmelser, der kan give anledning til, at staten søger et retligt ansvar gennemført.

Med udtrykket »embedsmænd« sigtes i første række til tidligere og nuværende ansatte i Politiets Efterretningstjeneste og i Justitsministeriet. Kilder og meddelere er ikke omfattet. Det samme gælder selvsagt personer, der har været i efterretningstjenestens søgelys.

Udtrykket »retligt ansvar« sigter i denne sammenhæng navnlig til strafansvar efter straffeloven og disciplinært/tjenstligt ansvar efter tjenestemandslovens regler herom.

For fratrådte embedsmænd, der ikke længere gør tjeneste i staten, gør der sig det særlige gældende, at der ikke kan rejses spørgsmål om disciplinært ansvar, men alene spørgsmål om eventuelt strafansvar, hvis der ikke er indtrådt forældelse. Undersøgelseskommissionen bør i forhold til sådanne fratrådte embedsmænd alene udtale sig om et eventuelt strafansvar. Kommissionen bør således ikke vurdere spørgsmålet om et disciplinært ansvar og heller ikke udtale sig på en sådan måde, at det efterlader det indtryk, at der f.eks. ville have været grundlag for at søge et disciplinæransvar gennemført, hvis den pågældende fortsat havde været ansat som embedsmand i staten. Baggrunden for denne begrænsning er, at den pågældende forhenværende embedsmand ikke vil have mulighed for at få et sådant belastende udsagn prøvet under en efterfølgende tjenstlig sag. Herved ville undersøgelseskommissionens vurdering komme til at stå som den endelige »afgørelse« og dermed få »domsvirkning«.

Embedsmænd, der fortsat er tjenstgørende i staten, kan ud over straffesager også blive mødt med tjenstlige reaktioner, når betingelserne herfor er opfyldt. Selv om kommissionen ikke finder, at der er grundlag for at søge strafansvar eller disciplinært ansvar gjort gældende mod de pågældende, er den ikke afskåret fra at udtale sig om, hvorvidt der må antages at foreligge fejl eller forsømmelser eller kritisable forhold i øvrigt, og hvorvidt der efter kommissionens opfattelse er grundlag for en tjenstlig tilkendegivelse i den anledning.

Som anført ovenfor vil undersøgelsen inden for kommissoriets rammer kunne belyse ministres forhold, herunder f.eks. om en minister har godkendt anvendelse af efterforskningsskridt i strid med lovgivningens regler, eller om efterretningstjenesten med ministerens viden har fulgt andre retningslinier end oplyst af ministeren over for Folketinget. Undersøgelseskommissionen skal imidlertid ikke udtale sig om ministres eventuelle ansvar f.eks. efter ministeransvarlighedsloven. I forhold til ministre vil undersøgelseskommissionen kun kunne undersøge og klarlægge de faktiske omstændigheder, hvorefter det er overladt til Folketinget at tage stilling til spørgsmålet om ministres politiske og/eller retlige ansvar.

Kommissionen har ikke - og kan som følge af bestemmelsen i grundlovens § 61, 2. pkt., heller ikke tillægges - dømmende myndighed. Dette gælder både for så vidt angår bevisvurderinger og retlige vurderinger, herunder ansvarsbedømmelser.

Bl.a. på den baggrund bør kommissionens vurderinger formuleres forsigtigt og markere kommissionens - i forhold til en dømmende myndighed - begrænsede funktion. Hvis de spørgsmål, kommissionen skal vurdere, giver anledning til tvivl, bør kommissionen efter omstændighederne afstå fra at tage stilling og i stedet præsentere tvivlen og beskrive, hvorpå den beror.

For yderligere at fremhæve, at der ikke er knyttet »domsvirkning« til undersøgelseskommissionens vurderinger, er det i stk. 3 bestemt, at kommissionen i forhold til de nævnte embedsmænd kun skal fremkomme med udtalelser om ansvarsspørgsmål i det omfang, kommissionens formand ikke finder det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt.

Beslutningen skal træffes på grundlag af en vurdering af retssikkerheden for de involverede embedsmænd, herunder risikoen for en uønsket »domsvirkning«, der kan være forbundet med vurderingen.

Generelt må i øvrigt gælde, at jo ældre forhold der er tale om, desto mere tilbageholdende bør kommissionen være med at udtale sig om ansvarsspørgsmål. Dette hænger dels sammen med, at et eventuelt strafansvar for forhold, der ligger blot nogle få år tilbage, vil være forældet. Det strafferetlige ansvar efter de centrale bestemmelser om forbrydelser i offentlig tjeneste i straffelovens kapitel 16, §§ 156 og 157 (og § 155, 1. pkt.), er således undergivet en forældelsesfrist på 2 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1.

Det hænger endvidere - og navnlig - sammen med, at et disciplinært ansvar for gamle forhold ikke bør kunne komme på tale. Dette gælder, selv om der ikke i tjenestemandsloven er fastsat regler om det tjenstlige ansvars forældelse. Der kan i den forbindelse henvises til professor, dr.jur. Jens Peter Christensens udredning om visse forhold af betydning for offentligt ansatte chefers retsstilling (1998). Her redegøres for de gældende regler om forældelse, for den historiske begrundelse for det disciplinære ansvars uforældelighed og for, at der - trods det tjenstlige ansvars principielle uforældelighed - i praksis fra kommissionsdomstole m.v. og tjenstlige undersøgelser er blevet inddraget forældelseslignende synspunkter ved bedømmelsen af, om der har været det fornødne grundlag for at gøre et tjenstligt ansvar gældende, og/eller ved vurderingen af, hvilken sanktion der i givet fald burde komme på tale. I forbindelse med en vurdering af, om der bør indføres regler om forældelse af disciplinært ansvar, og hvordan sådanne regler i givet fald bør udformes, konkluderes det som mest nærliggende at fastsætte en 5-årig forældelsesfrist for tjenstlige forseelser i henhold til tjenestemandsloven.

På den anførte baggrund kan det ikke forventes, at der bliver tale om at afgive udtalelser om tjenstligt ansvar eller kritik i øvrigt i anledning af forhold, der ligger en længere årrække tilbage, medmindre der foreligger særdeles graverende forhold.

Denne begrænsning har kun selvstændig betydning i forhold til embedsmænd, der fortsat er tjenstgørende i staten. For så vidt angår fratrådte embedsmænd følger det allerede af det, som er anført ovenfor i bemærkningerne til stk. 2, at kommissionen ikke kan afgive udtalelser om et eventuelt tjenstligt ansvar for sådanne forhenværende embedsmænd - heller ikke i anledning af forhold, der er af nyere dato.

Det er alene kommissionens formand, der tager stilling til, om det er retssikkerhedsmæssigt ubetænkeligt at afgive udtalelser om ansvarsspørgsmål. Der er i den forbindelse ikke noget til hinder for, at der i forhold til nogle af de berørte embedsmænd foretages ansvarsvurderinger i videre omfang end i forhold til andre embedsmænd, eller at der i relation til samme embedsmand foretages vurderinger af nogle forhold, men ikke - eller kun delvis - af andre.

Det forudsættes, at formanden normalt først træffer beslutning i henhold til stk. 3, når bevisførelsen er afsluttet.

Til § 4

Bestemmelsen i stk. 1 vedrører tilrettelæggelsen af undersøgelsen.

Udgangspunktet er, at undersøgelseskommissionen selv træffer bestemmelse om undersøgelsens nærmere tilrettelæggelse. Kommissionen er funktionelt uafhængig. Kommissionens beslutninger om undersøgelsens tilrettelæggelse tages efter samråd med udspørgeren. Kommissionen er ikke bundet af udspørgerens forslag og råd til, hvordan undersøgelsen bør gribes an.

Kommissionen er imidlertid ikke frit stillet med hensyn til undersøgelsens tilrettelæggelse. Det fremgår således af bestemmelsens 2. pkt., at undersøgelsen skal tilrettelægges på en sådan måde, at forholdet til andre lande, hensynet til statens sikkerhed eller til tredjemand ikke skades.

De nævnte hensyn svarer til de hensyn, der er anført ovenfor i de almindelige bemærkninger under pkt. 3 som begrundelse for, at undersøgelsen som udgangspunkt må foregå for lukkede døre. Undersøgelsen skal således tilrettelægges og gennemføres på en sådan måde, at efterretningstjenestens aktuelle efterforskninger og fremtidige virkemuligheder, herunder i forhold til udenlandske samarbejdspartnere, samt hensynet til tredjemand (kilder, tidligere mistænkte m.v.) ikke skades.

Det forudsættes derfor, at undersøgelseskommissionen drøfter med PET, hvordan det kan sikres, at de nævnte interesser ikke skades. For at beskytte sådanne interesser må der tages særlige forholdsregler med hensyn til omgangen, herunder opbevaringen, af det materiale, der indgår i undersøgelsen, jf. § 5 og § 12, stk. 2. De nævnte hensyn må ligeledes iagttages i forbindelse med udformningen af den beretning, der efter § 20 skal offentliggøres af justitsministeren, bl.a. således at der i fornødent omfang foretages anonymisering, herunder af kilder og personer, der har været overvåget af efterretningstjenesten.

Undersøgelseskommissionens møder ledes af formanden, jf. stk. 2.

Efter stk. 3 skal undersøgelseskommissionen føre en protokol over møderne i kommissionen. Protokollen er en slags retsbog. Med udtrykket »møderne« sigtes til møder, hvori der foretages afhøring, forberedelsesmøder med bisidderne og lignende.

Protokollen skal bl.a. indeholde oplysninger om følgende forhold:

tid og sted for undersøgelseskommissionens møder

navnene på deltagerne i møderne

kort fremstilling af mødets forløb

hovedindholdet af afgivne forklaringer, jf. retsplejelovens § 186

mundtlig orientering efter § 13, stk. 1

beskikkelser og andre beslutninger i forhold til de involverede personer.

Protokollen, der er kommissionens interne arbejdsdokument, offentliggøres ikke - i modsætning til kommissionens beretning - efter undersøgelsens afslutning. Om fremsendelse af udskrifter af afgivne forklaringer til bisidderne og til den, der har afgivet den pågældende forklaring, henvises til § 9, stk. 2, og til § 12, stk. 2.

Efter stk. 4 kan kommissionen anmode særligt sagkyndige om en udtalelse eller anden bistand til brug for undersøgelsen.

Til § 5

For at sikre, at undersøgelseskommissionen kan få alle relevante oplysninger frem, er det i bestemmelsen fastsat, at enhver har pligt til at stille dokumenter og andet foreliggende materiale til rådighed for kommissionen, når den anmoder om det.

Undersøgelseskommissionen behøver ikke specificere det materiale, der kræves stillet til rådighed. Kommissionen kan på samme måde som en undersøgelsesret ved undersøgelsens start anmode myndigheder og personer om at stille alt relevant materiale til rådighed for kommissionen.

Det forudsættes i den forbindelse, at man i PET og de berørte ministerier foretager en forholdsvis bred afgrænsning af det materiale, der skønnes relevant for undersøgelsen, således at der også medtages materiale, hvor det kan give anledning til tvivl, hvorvidt materialet er af betydning for undersøgelsen. Det forudsættes endvidere, at medarbejdere i PET og ministerierne herefter bistår kommissionen med at gennemgå og sortere materialet med henblik på mere præcist at fastlægge, hvilket materiale der er relevant for undersøgelsen.

Hvis kommissionen i løbet af undersøgelsen bliver bekendt med, at der eksisterer relevant materiale, som ikke indgår i det materiale, der allerede er stillet til rådighed, vil kommissionen specifikt kunne fremsætte en anmodning vedrørende sådant materiale.

Udtrykket »materiale« skal forstås i meget vid betydning. Det omfatter ikke kun dokumenter i traditionel forstand, men også oplysninger på EDB, lydbånd m.v. Det omfatter alt foreliggende materiale, herunder interne dokumenter, håndskrevne notater, personlige papirer m.v. i det omfang, sådant materiale er af betydning for undersøgelsen.

I bestemmelsen er der ikke taget stilling til, hvordan det relevante materiale i praksis skal stilles til rådighed. Det må således overlades til kommissionen efter drøftelse med Politiets Efterretningstjeneste at afgøre, om materialet eller dele deraf kan udleveres til kommissionen, eventuelt i kopi, eller om materialet af f.eks. sikkerhedsmæssige grunde, jf. § 4, helt eller delvis bør forblive i efterretningstjenestens lokaler.

Det forudsættes, at ordningen med hensyn til at stille materiale til rådighed for undersøgelseskommissionen tilrettelægges på en sådan måde, at Politiets Efterretningstjeneste vil have adgang til materiale, der har betydning for, at efterretningstjenesten fortsat kan udføre sine opgaver, mens undersøgelsen pågår. Ordningen bør endvidere tilrettelægges således, at Udvalget vedrørende Politiets og Forsvarets Efterretningstjenester hos efterretningstjenesten fortsat kan få adgang til materiale, der har har betydning for udvalgets arbejde.

Det materiale, der er relevant for undersøgelsen, vil alt overvejende være »myndighedsmateriale«, dvs. materiale, der er indgået til eller udarbejdet af en myndighed eller af ministre og embedsmænd i embeds medfør. Såfremt private optegnelser m.v. måtte have betydning for undersøgelsen, gælder pligten til at stille materiale til rådighed også for sådant privat materiale. Denne pligt er dog undergivet de samme begrænsninger som vidnepligten efter § 8.

Det fremgår af stk. 2, at pligten til at stille relevant materiale til rådighed, når kommissionen anmoder om det, gælder, uanset om de pågældende oplysninger er undergivet tavshedspligt. Pligten fortrænger således modstående forskrifter om tavshedspligt.

Hvis offentligt ansatte undlader at opfylde pligten, vil der være tale om en tjenesteforsømmelse, der vil kunne medføre disciplinært ansvar og i grovere tilfælde strafansvar. For nuværende ministres vedkommende vil en sådan pligttilsidesættelse efter omstændighederne kunne indebære en overtrædelse af ministeransvarlighedslovens § 5.

I øvrigt vil manglende opfyldelse af pligten til at stille materiale til rådighed kunne medføre, at undersøgelseskommissionen meddeler et pålæg med efterfølgende mulighed for at anvende tvangsmidler som nævnt i retsplejelovens § 178, hvis pålægget ikke efterkommes, jf. § 6.

Til § 6

Bestemmelsen hjemler mulighed for at udstede et skriftligt pålæg til den, der ikke opfylder pligten efter § 5, og for at anvende tvangsmidler, hvis pålægget ikke efterkommes.

De tvangsmidler efter retsplejelovens § 178, der navnlig kan komme på tale, vil være bøde, løbende bøde og i grove tilfælde forvaring i indtil 6 måneder.

Det er en betingelse for at anvende tvangsmidler, at pligten efter § 5 ikke er behørigt opfyldt, at der er meddelt et skriftligt pålæg, som er kommet frem til den pågældende, og som indeholder oplysning om, at kommissionen uden yderligere varsel vil kunne træffe beslutning om at anvende tvangsmidler efter retsplejelovens § 178, stk. 1, hvis pligten ikke opfyldes inden for en nærmere fastsat frist, og at pålægget ikke er efterkommet inden for den frist, som kommissionen har fastsat i pålægget.

De processuelle regler, der er fastsat i retsplejelovens § 178, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse med de afvigelser, der følger af, at kommissionen ikke er en domstol.

En beslutning om anvendelse af tvangsmidler efter § 178 vil kunne indbringes for Østre Landsret efter bestemmelsen i § 19.

Til § 7

I bestemmelsen er det fastsat, at enhver efter anmodning fra kommissionen har pligt til at afgive forklaring for kommissionen som vidne. Bestemmelsen svarer til retsplejelovens § 168, hvorefter enhver som udgangspunkt har vidnepligt.

Da genstanden for undersøgelsen er Politiets Efterretningstjenestes virksomhed og ikke de aktiviteter, der er eller har været i efterretningstjenestens søgelys, vil det i første række være relevant at indkalde tidligere og nuværende medarbejdere i Politiets Efterretningstjeneste, medarbejdere i de berørte ministerier og myndigheder samt tidligere og nuværende ministre til at afgive forklaring for undersøgelseskommissionen.

Pligten til at afgive vidneforklaring gælder i øvrigt med de undtagelser og begrænsninger, der er fastsat i § 8.

Til § 8

Efter stk. 1 gælder pligten til at afgive forklaring som vidne ikke for nuværende eller tidligere ministre i det omfang, der må antages at foreligge mulighed for strafansvar i anledning af de forhold, afhøringen vedrører.

Tilsvarende gælder pligten til at afgive vidneforklaring ikke i det omfang, en embedsmand kan risikere strafansvar eller disciplinæransvar i anledning af de forhold, afhøringen vedrører.

Begrænsningen af vidnepligten omfatter også forhenværende embedsmænd i det omfang, de pågældende kan risikere strafansvar i anledning af de forhold, undersøgelsen omfatter.

Undtagelsen fra vidnepligt efter stk. 1 er absolut i den forstand, at kommissionen ikke har mulighed for at gennembryde undtagelsen og alligevel pålægge den pågældende at afgive vidneforklaring.

Ud over den undtagelse fra vidnepligten, der følger af stk. 1, indebærer bestemmelsen i stk. 2, at vidnepligten endvidere er undergivet de undtagelser og begrænsninger, der er fastsat i retsplejelovens §§ 169-172. Dog finder retsplejelovens § 169 og § 170, stk. 3, ikke anvendelse.

Det forhold, at retsplejelovens § 169 ikke gælder, betyder, at en embedsmand ikke skal have samtykke fra vedkommende minister for at afgive vidneforklaring. En minister kan heller ikke nægte at afgive forklaring under henvisning til retsplejelovens § 169 (tavshedspligt begrundet i det offentliges interesse).

Den i § 170, stk. 3, indeholdte mulighed for at begrænse vidnepligten gælder heller ikke. Undersøgelseskommissionen kan således ikke undtage personer fra vidnepligt med den begrundelse, at forklaringen vedrører forhold, med hensyn til hvilke personen i medfør af lovgivningen har tavshedspligt (begrundet i private interesser).

Forsvarligheden af den udvidelse af vidnepligten, som det anførte indebærer, skal navnlig ses i sammenhæng med, at undersøgelsen som udgangspunkt foregår for lukkede døre, jf. § 18.

Til § 9

Bestemmelsen indebærer, at reglerne i retsplejelovens kapitel 18 finder tilsvarende anvendelse på afgivelse af forklaring m.v. for undersøgelseskommissionen. Der sigtes herved ikke til de i retsplejelovens kapitel 18 indeholdte regler om vidneudelukkelse og vidnefritagelse. Spørgsmålet om disse reglers anvendelse er reguleret i § 8. Der sigtes derimod til de øvrige regler om afgivelse af forklaring m.v. i retsplejelovens kapitel 18. Disse regler gælder med de afvigelser, der følger af forholdets natur.

Herom kan i hovedtræk anføres følgende:

Undersøgelseskommissionen skal, hvis omstændighederne giver grund dertil, vejlede vidnerne om reglerne om vidneudelukkelse og vidnefritagelse, jf. retsplejelovens § 173, stk. 1. Inden vidnet afhøres, sikrer kommissionen sig, at der ikke er noget til hinder for vidneforklaringens afgivelse. Kommissionen pålægger derefter vidnet at tale sandhed og gør vidnet bekendt med strafansvaret for afgivelse af falsk forklaring, jf. retsplejelovens § 181. Er den orientering, der skal ske efter § 13, stk. 1, ikke sket forud for afhøringen, eventuelt i skriftlig form, skal kommissionen, inden afhøringen påbegyndes, mundtligt give vidnet den pågældende orientering.

Er vidnet omfattet af undtagelsesreglen i § 8, stk. 1, vejleder kommissionen vidnet om, at den pågældende ikke har pligt til at udtale sig.

Et vidne kan ikke undlade at give møde for undersøgelseskommissionen, fordi vidnet mener sig berettiget til at nægte at afgive forklaring, jf. retsplejelovens § 179.

Afhøringen foretages af udspørgeren eller af undersøgelseskommissionens medlemmer. Om bisiddernes adgang til at foretage supplerende afhøring henvises til § 12, stk. 5.

Hovedindholdet af forklaringen optages i protokollen, jf. retsplejelovens § 186, stk. 2.

Efter stk. 2 har den, der har afgivet forklaring, ret til at få en udskrift af sin forklaring. Har den pågældende en bisidder, sender undersøgelseskommissionen endvidere en udskrift af forklaringen til bisidderen, jf. § 12, stk. 2, sidste pkt.

Undersøgelseskommissionens afgørelser i forbindelse med vidneafhøringer kan indbringes for Østre Landsret efter § 19.

Til § 10

Undersøgelseskommissionen er ikke en domstol. Bestemmelserne i straffelovens §§ 158-160 om falsk forklaring for retten gælder derfor ikke umiddelbart for forklaringer, der afgives for undersøgelseskommissionen.

Det fastsættes derfor i § 10, at straffelovens §§ 158-160 finder tilsvarende anvendelse på den, der afgiver falsk forklaring for undersøgelseskommissionen.

Det forudsættes i den forbindelse, at en minister eller embedsmand, der er omfattet af § 8, stk. 1, ikke kan straffes for afgivelse af falsk forklaring for undersøgelseskommissionen. Den pågældende må for så vidt sidestilles med en »sigtet«, jf. straffelovens § 159, stk. 1.

Til § 11

I stk. 1 fastsættes, at - tidligere og nuværende - ministre eller embedsmænd, hvis forhold undersøges af undersøgelseskommissionen, har ret til at lade sig bistå af en bisidder, der beskikkes af undersøgelseskommissionen. Dette gælder, uanset om der vedrørende de pågældende personer skal foretages ansvarsvurderinger efter § 3, stk. 2.

Det forudsættes, at undersøgelseskommissionen beskikker den, som den pågældende ønsker som bisidder, medmindre der foreligger særlige grunde til at nægte at beskikke den pågældende, jf. herved stk. 2 om grunde, der kan føre til, at en allerede foretaget beskikkelse tilbagekaldes.

Der er tale om en ret og ikke om en pligt til at lade sig bistå af en bisidder. Hvis en minister eller embedsmand, hvis forhold undersøges, ikke ønsker en bisidder, er der ikke adgang til at påtvinge (tvangsbeskikke) den pågældende en bisidder.

Skulle den situation opstå, at en minister eller embedsmand ikke ønsker en bisidder, forudsættes det, at der gives den pågældende adgang til det materiale, der indgår i sagen, i samme omfang, som en bisidder ville kunne gøre den pågældende bekendt med materialet, jf. § 12, stk. 3. Det indebærer, at kommissionen efter begæring udleverer kopi af relevant materiale, i samme omfang som undersøgelseskommissionen ville give samtykke til, at en bisidder udleverer materialet til sin klient. Kommissionen vil også kunne give den pågældende adgang til - i de lokaler, hvor materialet befinder sig - at gøre sig bekendt med relevant materiale i samme omfang, som en bisidder ville kunne gøre klienten bekendt hermed.

Efter stk. 2 kan undersøgelseskommissionen på ethvert tidspunkt beslutte at tilbagekalde en beskikkelse af en bisidder, hvis afgørende hensyn til den pågældende minister eller embedsmand eller til andre lande, statens sikkerhed, undersøgelsens gennemførelse eller tredjemand taler for det.

I vurderingen af, om en beslutning om tilbagekaldelse af beskikkelse bør træffes, kan der søges vejledning i de betingelser, der efter retsplejelovens § 736 sammenholdt med § 733, stk. 2, gælder for tilbagekaldelse af en beskikkelse som forsvarer i en straffesag.

Tilbagekaldelse af beskikkelse som bisidder vil f.eks. kunne ske, hvis bisidderen overtræder sin tavshedspligt.

Til § 12

Bestemmelserne i § 12 indeholder en angivelse af bisidderens beføjelser.

Efter stk. 1, 1. pkt., har bisidderen ret til at overvære afhøringer af sin klient i undersøgelseskommissionen. Det gælder, uanset om afhøringen foregår for åbne eller lukkede døre.

Afhøringer af andre har bisidderen som udgangspunkt kun adgang til at overvære, hvis afhøringen foregår i offentlige møder, jf. stk. 1, 2. pkt.

Efter stk. 1, 3. pkt., kan undersøgelseskommissionen dog give bisidderen adgang til at overvære afhøringer af andre for lukkede døre, hvis væsentlige hensyn til bisidderens mulighed for at varetage sin klients interesser taler for det.

Der sigtes herved til tilfælde, hvor der efter kommissionens opfattelse i lyset af det, der hidtil er fremkommet i undersøgelsen, kan blive spørgsmål om at afgive belastende vurderinger - det være sig bevisvurderinger, retlige vurderinger eller ansvarsvurderinger - af en persons forhold.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4 i de almindelige bemærkninger.

I stk. 2 er det fastsat, at bisidderen har ret til at gøre sig bekendt med det materiale, der er af betydning for den pågældendes klient.

Som anført i bemærkningerne til § 5 er det overladt til undersøgelseskommissionen efter drøftelse med Politiets Efterretningstjeneste at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt foreliggende materiale, der indgår i undersøgelsen, rent fysisk bør forblive i efterretningstjenestens lokaler. På den baggrund er bisidderens ret til at gøre sig bekendt med materialet ikke formuleret som en ret til at få det udleveret. Det forudsættes dog, at undersøgelseskommissionen udleverer (kopi af) det relevante materiale til bisidderen, hvis det findes sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Bisidderen har ret til at få udleveret en udskrift af forklaringer afgivet af klienten. Bisidderen har endvidere ret til at få udskrift af forklaringer afgivet af andre i offentlige møder. I det omfang, forklaring afgivet af andre for lukkede døre er af betydning for klienten, har bisidderen ret til at gøre sig bekendt med indholdet og - hvis det findes sikkerhedsmæssigt forsvarligt - få en udskrift af forklaringen, jf. herved det ovenfor anførte.

Efter stk. 3 kan bisidderen som udgangspunkt gøre sin klient bekendt med samtlige oplysninger, som bisidderen har fået adgang til. Dette kan f.eks. ske ved, at klienten får adgang til at gennemlæse det relevante materiale på bisidderens kontor. Bisidderen kan også gøre klienten bekendt med relevante oplysninger, som bisidderen ikke selv har fået udleveret, men som bisidderen har haft adgang til at gøre sig bekendt med efter stk. 2.

Der kan dog være tilfælde, hvor det af hensyn til andre lande, statens sikkerhed, undersøgelsens gennemførelse eller tredjemand er nødvendigt, at bisidderen - eventuelt midlertidigt - ikke gør klienten bekendt med bestemte oplysninger. Det fastsættes derfor i bestemmelsen, at undersøgelseskommissionen kan give bisidderen pålæg om ikke at gøre klienten bekendt med sådanne oplysninger. Bestemmelsen svarer i princippet til retsplejelovens regler om tavshedspålæg til forsvarere i § 745, stk. 4, og § 748, stk. 6, sammenholdt med stk. 5. Det forudsættes, at tavshedspålæg til bisiddere kun gives helt undtagelsesvis og kun, når det efter en konkret vurdering findes absolut nødvendigt.

For det materiale, som bisidderen har fået udleveret, gælder, at bisidderen ikke uden samtykke fra undersøgelseskommissionen må udlevere det til sin klient. Dette gælder dog selvsagt ikke for udskriften af klientens egen forklaring, som undersøgelseskommissionen selv skal udlevere til den pågældende, jf. § 9, stk. 2.

Efter stk. 4 kan bisidderen anmode undersøgelseskommissionen om at foranstalte bevisførelse. Bisidderen kan f.eks. anmode kommissionen om at indkalde bestemte personer til at afgive forklaring eller om at indhente nærmere angivet materiale.

Kommissionen træffer selv beslutning om, hvorvidt den ønskede bevisførelse er af betydning for undersøgelsen og dermed om, hvorvidt bisidderens anmodning skal imødekommes, jf. herved § 4, hvorefter det er kommissionen, der tilrettelægger undersøgelsen.

Efter stk. 5 har bisidderen ret til at foretage en uddybende afhøring af sin klient.

Bestemmelsen forudsætter den ordning, at afhøringen som udgangspunkt foretages af udspørgeren, eventuelt suppleret med spørgsmål fra medlemmerne af kommissionen. Når denne afhøring er afsluttet, kan bisidderen foretage en uddybende afhøring af klienten. Undersøgelseskommissionen kan afskære bisidderen fra at stille spørgsmål til klienten, hvis spørgsmålet ikke har betydning for undersøgelsen, jf. herved princippet i retsplejelovens § 341.

I det omfang, bisidderen efter stk. 1, 2. og 3. pkt. har adgang til at overvære afhøring af andre vidner, har bisidderen tilsvarende adgang til at foretage uddybende afhøring af disse vidner.

Til § 13

I stk. 1 fastsættes det, at undersøgelseskommissionen inden afhøringen skal orientere den berørte minister eller embedsmand og den pågældendes besidder om de forhold af faktisk og eventuelt retlig karakter, som undersøgelsen vedrørende den pågældende omfatter.

Undersøgelseskommissionen afgør selv, om orienteringen skal ske mundtligt eller skriftligt. Hvis den sker mundtligt, bør det anføres i protokollen, hvad den går ud på, jf. bemærkningerne til § 4, stk. 3.

Det forudsættes, at orienteringen normalt gives i så god tid inden afhøringen (dvs. inden den pågældende afhøres første gang), at den pågældende har mulighed for at tage hensyn hertil i forbindelse med forberedelsen af sin forklaring (genopfriskning af hukommelsen, gennemlæsning af relevant materiale m.v.).

Sker der i løbet af undersøgelsen væsentlige ændringer i forhold til den orientering, der er givet, bør kommissionen give den pågældende en ny orientering.

Efter stk. 2 skal undersøgelseskommissionen, efter at bevisførelsen er afsluttet, orientere den pågældende minister eller embedsmand og dennes bisidder om de faktiske og eventuelt retlige forhold vedrørende den pågældende, som kommissionen overvejer at give udtryk for i sin beretning.

Orienteringen behøver ikke at være skriftlig. Orienteringen skal indeholde en angivelse af den bevisvurdering, som kommissionen overvejer at lægge til grund vedrørende den berørte minister eller embedsmands adfærd, og - for så vidt angår embedsmænd, om hvem der kan afgives udtalelser efter § 3, stk. 2 - de punkter, der eventuelt vil blive gjort til genstand for ansvarsvurdering eller kritik i øvrigt i beretningen.

Orienteringen har til formål at gøre ministre og embedsmænd bekendt med eventuelle belastende vurderinger - det være sig bevisvurderinger, retlige vurderinger eller ansvarsvurderinger -, som kommissionen overvejer at give udtryk for i beretningen, således at de pågældende - inden beretningen færdiggøres - har mulighed for at kommentere den vurdering, som kommissionen overvejer at anlægge vedrørende dem. Orienteringen skal således kunne danne grundlag for den udtalelse, der kan afgives efter stk. 3.

Bl.a. på grundlag af den i stk. 2 nævnte orientering har ministre og embedsmænd samt bisiddere ret til at komme med en skriftlig udtalelse om de faktiske og retlige spørgsmål, herunder ansvarsspørgsmål, som undersøgelsen vedørende den pågældende rejser, jf. stk. 3. Der er således ikke adgang til mundtlig procedure.

Undersøgelseskommissionen kan fastsætte en frist for afgivelse af udtalelsen.

Den berørte minister eller embedsmand og den pågældendes bisidder har ikke krav på, at undersøgelseskommissionen iværksætter en høring over indlæg, der er modtaget fra andre berørte ministre/embedsmænd og deres bisiddere. Hvis kommissionen finder det hensigtsmæssigt, kan den beslutte at iværksætte en sådan høringsprocedure.

Til § 14

Efter bestemmelsen er det justitsministeren, der skal fastsætte salær og godtgørelse til bisidderne. Beløbet afholdes af statskassen.

Fastsættelsen skal ske efter de takster, der gælder for salær og godtgørelse til forsvarere i straffesager. Undersøgelseskommissionen skal afgive indstilling til justitsministeren om salær og godtgørelse til de enkelte bisiddere.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at bisidderen indgår aftale med f.eks. faglige organisationer om betaling af et højere salær end det, der følger af § 14. I så fald er den del af salæret, der overstiger det ovenfor nævnte sædvanlige forsvarersalær, statskassen uvedkommende.

Til § 15

Bestemmelsen regulerer navnlig undersøgelseskommissionens og bisiddernes tavshedspligt.

Efter stk. 1 har medlemmerne af undersøgelseskommissionen og andre personer, der deltager i undersøgelsens gennemførelse, under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e tavshedspligt med hensyn til enhver oplysning, som de under deres virksomhed får kendskab til. Indebærer et brud på tavshedspligten en overtrædelse af f.eks. straffelovens § 109, vil der kunne straffes efter denne kvalificerede straffebestemmelse.

Det forudsættes, at undersøgelseskommissionen kan udlevere kopi af udkast til protokoltilførsel til den, der har afgivet forklaring for kommissionen, hvis dette findes nødvendigt for at sikre sig, at forklaringen bliver gengivet korrekt i protokollen. Tavshedspligten er heller ikke til hinder for, at en udskrift af den endelige protokoltilførsel udleveres til den, der har afgivet forklaringen, jf. § 9, stk. 2, eller for opfyldelse af pligterne i forhold til bisidderen, jf. § 12, stk. 2.

Om udlevering af materiale i øvrigt til ministre, embedsmænd og eventuelt andre, der indkaldes til at afgive forklaring, henvises til § 16. For så vidt angår den endelige beretning, som undersøgelseskommissionen skal afgive, henvises til § 20.

Det følger af stk. 2, at bisidderne er undergivet den samme tavshedspligt som den, der gælder for medlemmerne af kommissionen. Det samme gælder for personer, der efter § 4, stk. 4, anmodes om at yde bistand til kommissionen, og som i den forbindelse får udleveret materiale fra kommissionen.

Tavshedspligten er ikke til hinder for, at bisidderen gør sin klient bekendt med indholdet af det materiale, som bisidderen har adgang til, jf. § 12, stk. 3. Har bisidderen imidlertid fået pålæg om ikke at gøre klienten bekendt med bestemte oplysninger, vil det være i strid med tavshedpligten, hvis det alligevel sker. Det samme gælder, hvis bisidderen i strid med § 12, stk. 3, udleverer materiale til klienten.

Til § 16

For at sætte et vidne i stand til at besvare spørgsmål under en afhøring kan det være nødvendigt at gøre vidnet bekendt med materiale, som indgår i undersøgelsen. Dette kan ske forud for afhøringen, f.eks. ved at materialet sendes til bisidderen, hvis dette findes forsvarligt, eller ved at vidnet under selve afhøringen får materialet forevist.

Bestemmelsen giver derfor kommissionen adgang til - uanset tavshedspligten efter § 15, stk. 1 - at udlevere materiale til vidnerne og deres bisiddere, hvis det er af betydning for at besvare de spørgsmål, som kommissionen stiller.

For at sikre, at oplysningerne i det materiale, som kommissionen gør vidnet bekendt med efter stk. 1, ikke gøres frit tilgængelige, er der i stk. 2 fastsat en særlig bestemmelse om tavshedspligt med hensyn til de pågældende oplysninger.

Til § 17

Undersøgelseskommissionen er ikke en domstol. Den er heller ikke en almindelig offentlig myndighed, der skal udføre forvaltningsretlige opgaver. Den skal alene udføre de opgaver, som fremgår af dens kommissorium i § 3, og på den måde, som fremgår af den foreslåede lovs øvrige bestemmelser. Der er derfor ikke behov for, at kommissionen omfattes af den forvaltningsretlige lovgivning.

I overensstemmelse hermed foreslås det, at lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven, lov om offentlige myndigheders registre og ombudsmandsloven ikke gælder for den virksomhed, der udøves af kommissionen. Afløses loven om offentlige myndigheders registre af en ny lov om behandling af personoplysninger, gælder den nye lov heller ikke for den virksomhed, der udøves af kommissionen.

Til § 18

Bestemmelsen indebærer, at møderne i undersøgelseskommissionen som udgangspunkt skal foregå for lukkede døre. Bestemmelsen omfatter også møder, hvor der foretages afhøring.

Efter stk. 2 kan undersøgelseskommissionen dog bestemme, at møder er offentlige i det omfang, der foretages afhøring om generelle spørgsmål vedrørende efterretningstjenestens virksomhed i tiden før 1990.

Kommissionens beslutninger om, hvorvidt afhøringer skal foregå for åbne eller lukkede døre, kan ikke påkæres, jf. stk. 3.

Der henvises i det hele til pkt. 3 i de almindelige bemærkninger.

Til § 19

Det foreslås, at undersøgelseskommissionens beslutninger - bortset fra besluntinger om åbne eller lukkede døre - skal kunne indbringes for Østre Landsret.

Indbringelsen kan ske af enhver, der har retlig interesse heri. Fristen er 14 dage regnet fra det tidspunkt, hvor beslutningen er meddelt (kommet frem til) den pågældende. Indbringelsen sker ved, at der indgives et kæreskrift til undersøgelseskommissionen.

For behandlingen i Østre Landsret gælder i øvrigt reglerne om kæremål i borgerlige sager, jf. retsplejelovens kapitel 37. Dette indebærer bl.a. følgende:

Kære har ikke opsættende virkning, medmindre undersøgelseskommissionen eller landsretten træffer bestemmelse herom, jf. retsplejelovens § 395.

Medmindre undersøgelseskommissionen omgør sin beslutning, sender den - inden en uge efter modtagelsen af kæreskriftet - kæreskriftet, kopi af den påkærede afgørelse og bilag af betydning for kæresagen til landsretten, jf. retsplejelovens § 396, stk. 1. Kommissionen kan vedlægge en erklæring om kæren, jf. retsplejelovens § 396, stk. 2.

Landsrettens afgørelse træffes ved kendelse på det indkomne skriftlige grundlag, jf. retsplejelovens § 398, stk. 1. Hvor særlige grunde taler derfor, kan landsretten bestemme, at der skal foretages mundtlig forhandling, jf. retsplejelovens § 398, stk. 2. Sker dette, foregår mødet efter forslagets § 19, stk. 1, sidste pkt., for lukkede døre.

Landsrettens afgørelse kan ikke kæres, jf. retsplejelovens § 392, stk. 1, nr. 1. Procesbevillingsnævnet kan dog give kæretilladelse, jf. retsplejelovens § 392, stk. 2.

Efter stk. 2 indbringes undersøgelseskommissionens beslutninger om nægtelse af beskikkelse af en bestemt bisidder og om tilbagekaldelse af en bisidderbeskikkelse for Den Særlige Klageret.

Kæremål fremsættes skriftligt for undersøgelseskommissionen eller erklæres mundtligt til undersøgelseskommissionens protokol, jf. retsplejelovens § 970, jf. § 737.

Kæremålet behandles mundtligt, hvis der fremsættes anmodning herom, eller retten bestemmer det. Foretages der mundtlig forhandling, afholdes retsmødet for lukkede døre.

Kæremål har ikke opsættende virkning, medmindre dette bestemmes af undersøgelseskommissionen eller af Den Særlige Klageret, jf. retsplejelovens § 969 stk. 2, sammenholdt med § 737.

Den Særlige Klageret er ikke bundet ved den bedømmelse af de faktiske omstændigheder, hvorpå undersøgelseskommissionens beslutning om at afvise den pågældende som bisidder er grundet. Klageretten kan i den forbindelse pålægge undersøgelseskommissionen at tilvejebringe supplerende oplysninger, jf. retsplejelovens § 972, sammenholdt med § 737.

Den Særlige Klagerets afgørelse kan ikke appelleres. Dette følger ligeledes af retsplejelovens § 737.

Til § 20

I bestemmelsen fastsættes det, at kommissionen skal afgive en beretning om resultatet af sin undersøgelse til justitsministeren, der offentliggør den.

Indholdet og formen af beretningen afgøres af undersøgelseskommissionen. Selv om den tavshedspligt, der efter § 15 gælder for undersøgelseskommissionen, ikke er til hinder for, at der i beretningen medtages fortrolige oplysninger, er kommissionen imidlertid ikke frit stillet i så henseende. Som det fremgår af § 4, skal undersøgelsen tilrettelægges og gennemføres på en sådan måde, at forholdet til andre lande, hensynet til statens sikkerhed eller til tredjemand ikke skades. Dette indebærer, at den endelige beretning skal udarbejdes således, at dens offentliggørelse ikke skader de nævnte interesser.

Undersøgelseskommissionens protokol, der bl.a. indeholder de afgivne forklaringer, skal afleveres sammen med beretningen til justitsministeren, men offentliggøres ikke. Det forudsættes i den forbindelse, at de relevante dele af afgivne forklaringer gengives i beretningen på en sådan måde, at hensynet til at give et dækkende billede af de dele af efterretningstjenestens virksomhed, der er omfattet af undersøgelsen, tilgodeses, samtidig med at de nævnte hensyn til efterretningstjenestens fremtidige virkemuligheder m.v. beskyttes.

I det omfang, udtalelser efter § 13, stk. 3, kan offentliggøres uden at skade de nævnte hensyn, forudsættes det, at sådanne udtalelser (med anonymiseringer) optrykkes som bilag til beretningen.

Til § 21

Bestemmelsen angiver tidspunktet for lovens ikrafttræden.