LOV nr 626 af 11/06/2024
Transportministeriet
Lov om udbygning af Øresundsmotorvejen § 2
Anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1, skal gennemføres inden for rammerne af de udførte vurderinger af projektets påvirkninger på miljøet, jf. kapitel 2 a i lov om offentlige veje m.v.
Forarbejder til Lov om udbygning af Øresundsmotorvejen § 2
RetsinformationReglerne for miljøkonsekvensvurdering af statslige vejanlæg findes i vejlovens kapitel 2 a. Sund & Bælt Holding A/S er bemyndiget til at udøve de beføjelser, som Vejdirektoratet er tillagt efter kapitel 2 a i lov om offentlige veje m.v. eller regler fastsat i medfør af samme kapitel, i forbindelse med udbygning af Øresundsmotorvejen, jf. § 1, stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 45 af 17. januar 2023 om delegation af kompetencen i kapitel 2 a i lov om offentlige veje m.v. til Sund & Bælt Holding A/S.
Det følger således af vejlovens § 17 a, stk. 3, at Sund & Bælt Holding A/S’ etablering, udvidelse eller ændring af statslige vejanlæg og dertil knyttede projekter, der er omfattet af bilag 1 eller 2, jf. stk. 1 og 2, ikke kræver administrativ tilladelse, når projektet opnår tilladelse ved anlægslov. Projekter, hvor der meddeles tilladelse ved anlægslov, kan fritages fra høring af offentligheden, jf. § 17 h, stk. 6, forudsat at formålet med dette kapitel, jf. § 1, nr. 6, opfyldes.
Det foreslås i § 2, at anlægsprojektet som nævnt i § 1, stk. 1, skal gennemføres inden for rammerne af de udførte vurderinger af projektets påvirkninger på miljøet, jf. kapitel 2 a i lov om offentlige veje m.v.
Med Folketingets vedtagelse af anlægsloven bemyndiges Sund & Bælt Holding A/S til at gennemføre anlægsprojektet i overensstemmelse med bestemmelserne i lovforslagets § 1, stk. 1, jf. lovens bilag 1, og projektbeskrivelsen i lovforslagets almindelige bemærkninger. Anlægsprojektets indvirkninger på miljøet er beskrevet og vurderet i de miljømæssige undersøgelser af projektet, det vil sige miljøkonsekvensrapporten, som ligger til grund for Folketingets vedtagelse af loven.
Vedtagelsen af anlægsloven vil være den samlede bemyndigelse for Sund & Bælt Holding A/S til at igangsætte og gennemføre anlægsprojektet. Anlægsloven træder således i stedet for den administrative tilladelse, som projektet ellers skulle have haft i henhold til vejloven. Ved meddelelse af en VVM-tilladelse efter de almindelige regler ville det være en forudsætning, eventuelt formuleret som et vilkår, at projektet etableres i overensstemmelse med de forudsætninger, der er lagt til grund i den tilvejebragte VVM-redegørelse, og således holder sig inden for de miljømæssige vurderinger, der fremgår af redegørelsen.
Det foreslåede i § 2 har et tilsvarende formål i forhold til gennemførelsen af anlægsprojektet. I henhold til denne bestemmelse påhviler det således Sund & Bælt Holding A/S – og i praksis dennes entreprenører – at skulle udføre de pågældende bygge- og anlægsarbejder på en sådan måde, at indvirkningerne på miljøet holdes inden for rammerne af de udførte vurderinger af projektets indvirkninger på miljøet. Trafikstyrelsen fører tilsyn hermed.
Bestemmelsen i § 2 vil ikke indebære en begrænsning i adgangen til at gennemføre ændringer eller udbygninger af anlægsprojektet nævnt i § 1, når dette i anlægsfasen sker i overensstemmelse med kapitel 2 a, i lov om offentlige veje m.v. og inden for bemyndigelsen i § 1. Det følger af reglerne i vejlovens kapitel 2 a, at Trafikstyrelsen er VVM-myndighed for eventuelle ændringer og udbygninger af anlægsprojektet. Sund & Bælt Holding A/S skal således anmelde eventuelle ændringer eller udbygninger, der kan være til skade for miljøet, til Trafikstyrelsen, som i overensstemmelse med reglerne i kapitel 2 a vil skulle vurdere, om den anmeldte ændring eller udbygning skal undergives supplerende miljømæssige vurderinger, inden styrelsen tager stilling til, om ændringen eller udbygningen kan tillades, eventuelt på vilkår.
Der henvises til punkt 3.2 i de almindelige bemærkninger.