LOV nr 626 af 11/06/2024
Transportministeriet
Lov om udbygning af Øresundsmotorvejen § 13
Transportministeren fører tilsyn med, at Sund & Bælt Holding A/S overholder bestemmelserne i denne lov og afgørelser truffet i medfør heraf.
Stk. 2. Transportministeren kan bemyndige en myndighed under ministeriet eller en anden statslig myndighed efter forhandling med vedkommende minister til at udøve tilsynet efter stk. 1. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at afgørelser truffet af en anden myndighed, som ministeren har henlagt tilsynet til, ikke skal kunne indbringes for ministeren eller påklages til anden administrativ myndighed.
Forarbejder til Lov om udbygning af Øresundsmotorvejen § 13
RetsinformationDet foreslås i § 13, stk. 1, at transportministeren fører tilsyn med, at Sund & Bælt Holding A/S overholder bestemmelserne i denne lov samt afgørelser truffet i medfør heraf.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i forlængelse af, at Sund & Bælt Holding A/S ved udførelsen af anlægsprojektet ansvaret for at sikre, at udførelsen sker i overensstemmelse med anlægsloven og inden for rammerne af de udførte vurderinger af projektets indvirkninger på miljøet. Sund & Bælt Holding A/S vil i den forbindelse skulle føre tilsyn med projektets entreprenører. Såfremt Sund & Bælt Holding A/S’ entreprenører ikke skulle overholde bestemmelserne i denne lov og afgørelser udstedt i medfør heraf, kan Sund & Bælt Holding A/S anmelde dette til transportministeren, f.eks. med henblik på at der udstedes påbud.
Transportministerens tilsynsopgave efter stk. 1 vil omfatte det overordnede tilsyn med, at Sund & Bælt Holding A/S overholder sine forpligtelser som anlægsmyndighed for anlægsprojektet nævnt i § 1. I den forbindelse fører transportministeren tilsyn med, at Sund & Bælt Holding A/S sikrer, at anlægsprojektet gennemføres inden for rammerne af projektets miljøkonsekvensvurderinger, jf. lovforslagets § 2.
Det foreslåede tilsyn efter stk. 1 vil desuden omfatte tilsyn med overholdelsen af transportministerens afgørelser, som træffes i medfør af lovforslagets § 5, stk. 2, hvorefter transportministeren kan behandle Sund & Bælt Holding A/S’ klage over kommunalbestyrelsens afgørelser efter lovforslaget § 5, stk. 1, eller efter overtagelse af kommunalbestyrelsens beføjelser i en konkret sag (call-in) i medfør af lovforslagets § 5, stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil i øvrigt ikke ændre ved de almindelige tilsynsregler i lovgivningen. I det omfang regler i plan-, natur- og miljølovgivningen m.v. ikke er udtrykkeligt fraveget ved anlægsloven eller i medfør af anden lov og dermed fortsat gælder for anlægsprojektet, vil der i medfør af disse regler kunne træffes en række konkrete afgørelser om tilladelser og godkendelser m.v. over for Sund & Bælt Holding A/S samt disses entreprenører. De kompetente myndigheder har fortsat tilsynskompetencen i forhold til de regler, som ikke er fraveget, og i forhold til konkrete afgørelser truffet af statslige og kommunale myndigheder efter disse regler.
Transportministeren vil som tilsynsmyndighed efter stk. 1 som udgangspunkt have pligt til at reagere på henvendelser fra borgere og myndigheder, som finder, at anlægsloven, transportministerens afgørelser efter anlægsloven eller eventuelle vilkår i sådanne afgørelser ikke overholdes. Der vil dog være tilfælde, hvor et ulovligt forhold er af så underordnet betydning, at ministeren ikke har pligt til at reagere. Grænsen for, hvornår et forhold er af underordnet betydning, ligger ikke fast og vil variere afhængigt af, hvilken type af miljømæssige indvirkninger på omgivelserne m.v., der konkret er tale om.
For det tilfælde, at der skulle opstå behov for ændringer eller udbygninger af anlægsprojektet, bemærkes, at anmeldelse af ændringer eller udbygninger af anlægsprojektet og eventuelt tilladelse hertil af Trafikstyrelsen, er det styrelsen, der fører tilsyn med overholdelse af bestemmelserne i vejloven og med, at vilkår m.v. for at gennemføre ændringen eller udbygningen, herunder vilkår fastsat i styrelsens afgørelse herom, overholdes. Den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 1, ændrer ikke herved.
Det foreslås i § 13, stk. 2, at transportministeren kan bemyndige en myndighed under ministeriet eller en anden statslig myndighed efter forhandling med vedkommende minister til at udøve tilsynet efter stk. 1 og 2. Transportministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at afgørelser truffet af en anden myndighed, som ministeren har henlagt tilsynet til, ikke skal kunne indbringes for ministeren eller påklages til anden administrativ myndighed.
Den foreslåede bestemmelse vil således indebære, at transportministeren kan delegere tilsynet efter stk. 1 til en myndighed under ministeriet, en anden statslig myndighed efter forhandling med vedkommende minister. Den foreslåede bestemmelse vil endvidere indebære, at ministeren i den forbindelse kan fastsætte regler om, at afgørelser truffet af en anden myndighed, som ministeren har henlagt tilsynsbeføjelsen til, ikke skal kunne indbringes for ministeren eller påklages til anden administrativ myndighed.
Tilsynsmyndigheden kan politianmelde Sund & Bælt Holding A/S eller Sund & Bælt Holding A/S’ entreprenører, såfremt et udstedt påbud ikke overholdes, jf. den foreslåede § 14 og § 16.