LOV nr 52 af 28/01/2025
Erhvervsministeriet
Lov om uafhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering § 73
I lov om erhvervsdrivende fonde, jf. lovbekendtgørelse nr. 984 af 20. september 2019, som ændret ved § 11 i lov nr. 2601 af 28. december 2021, § 3 i lov nr. 568 af 10. maj 2022, § 2 i lov nr. 1553 af 12. december 2023 og § 5 i lov nr. 480 af 22. maj 2024, foretages følgende ændring:
- I § 75 a, 1. pkt., indsættes efter »revisorer«: »eller uafhængige erklæringsudbydere, der er registreret efter lov om uafhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering«.
Forarbejder til Lov om uafhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering § 73
RetsinformationTil nr. 1
Ifølge den gældende § 193 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, skal en erklæring om bæredygtighedsrapportering efter § 193 a, stk. 1, afgives af en revisor, som i henhold til revisorloven er godkendt til at afgive erklæringer om bæredygtighedsrapportering.
Efter revisorloven vil en revisor kunne blive godkendt til at afgive erklæringer om bæredygtighedsrapportering, hvis betingelserne i revisorlovens §§ 3 b og 3 c er opfyldt, og den pågældende er blevet registreret i det offentlige register over godkendte revisorer og revisionsvirksomheder, jf. revisorlovens § 2.
Det foreslås, at der i § 193 a, stk. 2, indsættes efter »bæredygtighedsrapportering«: », eller gennem en uafhængig erklæringsudbyder, som er registreret i henhold til lov om uafhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering«.
Det foreslåede vil medføre, at en verifikator fremover vil kunne afgive en erklæring om bæredygtighedsrapportering gennem en uafhængig erklæringsudbyder, som er registreret i henhold til lov om uafhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering , på linje med revisorer. Det vil være en forudsætning for adgangen hertil, at både verifikatoren og den uafhængige erklæringsudbyder opfylder de foreslåede krav. For de nærmere betingelser vedrørende virksomheders akkreditering og registrering som uafhængig erklæringsudbyder samt personers godkendelse som verifikator til at afgive erklæringer om bæredygtighedsrapportering, på vegne af en uafhængig erklæringsudbyder, henvises der til de foreslåede regler herom i lovforslagets kapitel 2.
Det foreslåede vil benytte en mulighed i bæredygtighedsdirektivet og gennemføre dele af regnskabsdirektivets artikel 34, stk. 4, 1. afsnit, for så vidt angår muligheden for, at også uafhængige erklæringsudbydere kan tillades at forsyne en virksomheds bæredygtighedsrapportering med den påkrævede erklæring, jf. § 193 a, stk. 1.
Til nr. 2
Ifølge den gældende § 193 a, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, fastsætter Finanstilsynet bestemmelser om revisionens afgivelse af erklæringer om bæredygtighedsrapportering, herunder om intern revision og om systemrevisionens gennemførelse i fælles datacentraler.
Det foreslås, at nyaffatte § 193 a, stk. 6, så Finanstilsynet vil kunne fastsætte bestemmelser om gennemførelse af revisors eller den uafhængige erklæringsudbyders afgivelse af erklæringer om bæredygtighedsrapportering. Finanstilsynet vil endvidere kunne fastsætte bestemmelser om intern revision for så vidt angår bæredygtighedsrapportering.
Den nyaffattede bestemmelse vil videreføre Finanstilsynets nuværende hjemmel til at fastsætte bestemmelser om revisionens afgivelse af erklæringer om bæredygtighedsrapportering, dog med den tilføjelse, at Finanstilsynet vil kunne fastsætte tilsvarende bestemmelser for uafhængige erklæringsudbydere og visse andre ændringer.
Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse vil som hidtil svare til § 199, stk. 12, i lov om finansiel virksomhed, der bemyndiger Finanstilsynet til at fastsætte bestemmelser om gennemførelsen af den finansielle revision i finansielle virksomheder, i finansielle holdingvirksomheder og i sådanne virksomheders dattervirksomheder.
Det foreslåede vil præcisere, at Finanstilsynets bemyndigelse omhandler fastsættelse af regler om gennemførelse af revisors, eller som noget nyt den uafhængige erklæringsudbyders, afgivelse af erklæringer om bæredygtighedsrapportering. Gennemførelsen af erklæringsafgivelsen omfatter bl.a. de arbejdshandlinger, der skal udføres som grundlag for revisors eller den uafhængige erklæringsudbyders afgivelse af erklæringen om bæredygtighedsrapportering.
Med det foreslåede vil betegnelsen »revisor« blive anvendt i tilknytning til gennemførelsen af erklæringens afgivelse, i stedet for »revisionen«. Der er alene tale om en sproglig ændring, som ikke vil medføre materielle ændringer.
Det foreslåede vil endvidere medføre, at Finanstilsynet vil kunne fastsætte bestemmelser om den interne revisions gennemførelse for så vidt angår bæredygtighedsrapportering. Dette omfatter bl.a. de arbejdshandlinger, som den interne revision skal gennemføre, samt regler om oprettelse, organisering, ledelse og uafhængighed af den interne revision. Det omfatter bl.a. også regler om funktionsadskillelse, adgang til oplysninger, udarbejdelse af en funktionsbeskrivelse for den interne revision, indgåelse af en samarbejdsaftale mellem den interne revision og afgiveren af erklæringen om bæredygtighedsrapportering og indberetning til Finanstilsynet ved en revisionschefs ansættelse eller fratræden samt ved beslutning om nedlæggelse af den interne revision.
Endelig vil det foreslåede medføre, at § 196 a, stk. 6, ophører som selvstændig hjemmel til at fastsætte bestemmelser om systemrevisionens gennemførelse i fælles datacentraler. Dette skyldes indsættelsen af § 333 p, i lov om finansiel virksomhed, jf. § 1, nr. 26, i lov nr. 481 af 22. maj 2024. Ifølge § 333 p, nr. 8, kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler om den interne og eksterne systemrevision i operatører af finansielle digitale infrastrukturer, hvilket omfatter fælles datacentraler. Bestemmelsen viderefører den hidtidige hjemmel i bemyndigelsesbestemmelsen vedrørende den finansielle revision, jf. § 199, stk. 12, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed, som blev ophævet, jf. § 1, nr. 18, i lov nr. 481 af 22. maj 2024. Fastsættelse af regler om systemrevisionens gennemførelse i fælles datacentraler vedrørende systemer og forretningsgange, m.v., som er relateret til bæredygtighedsrapportering, vurderes også at kunne ske med hjemmel i § 333 p, nr. 8. Det er derfor fundet hensigtsmæssigt at lade bemyndigelsen hertil udgå i § 196 a, stk. 6. Det bemærkes, at gennemførelse af systemrevision i fælles datacentraler hverken efter gældende ret, eller med det foreslåede, vil kunne gennemføres af en uafhængig erklæringsudbyder, herunder for de eventuelle systemer og forretningsgange, m.v. hos datacentralen, som måtte understøtte virksomhedernes bæredygtighedsrapportering.
Til nr. 3
Efter § 195, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, skal den årsrapport, der skal indsendes til Erhvervsstyrelsen, jf. § 195, stk. 1, i det mindste indeholde de obligatoriske bestanddele samt den fulde revisionspåtegning eller anden erklæring fra revisor, jf. § 193 a.
Det foreslås, at der i § 195, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »revisor«: »eller en uafhængig erklæringsudbyder«.
Det foreslåede vil medføre, at den årsrapport, der skal indsendes til Erhvervsstyrelsen, i det mindste skal indeholde de obligatoriske bestanddele samt den fulde revisionspåtegning eller anden erklæring fra revisor eller en uafhængig erklæringsudbyder, jf. § 193 a.
Det foreslåede er en konsekvens af, at uafhængige erklæringsudbydere vil få mulighed for at afgive erklæringer om bæredygtighedsrapportering på linje med revisorer, jf. den foreslåede ændring af § 193 a, stk. 2, jf. lovforslagets § 72, nr. 1.
Forslaget vil benytte en mulighed i bæredygtighedsdirektivet og gennemføre regnskabsdirektivets artikel 30, stk. 1, 3. afsnit.
Til nr. 4
Det fremgår af den gældende § 199, stk. 12, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet fastsætter regler om revisionens gennemførelse i finansielle virksomheder, i finansielle holdingvirksomheder og i sådanne virksomheders dattervirksomheder.
Det foreslås, at der § 199, stk. 12, indsættes efter »dattervirksomheder«: », herunder bestemmelser om intern revision«.
Det foreslåede vil medføre, at Finanstilsynet, foruden bestemmelser om revisionens gennemførelse i finansielle virksomheder, i finansielle holdingvirksomheder og i sådanne virksomheders dattervirksomheder, vil kunne fastsætte bestemmelser om intern revision i de nævnte typer virksomheder.
Finanstilsynet vil bl.a. kunne fastsætte regler om de arbejdshandlinger, som den interne revision skal gennemføre, samt regler om oprettelse, organisering, ledelse og uafhængighed af den interne revision. Der vil bl.a. også kunne fastsættes regler om funktionsadskillelse, adgang til oplysninger, udarbejdelse af en funktionsbeskrivelse for den interne revision, indgåelse af en revisionsaftale mellem den interne og den eksterne revision og indberetning til Finanstilsynet ved en revisionschefs ansættelse eller fratræden samt ved beslutning om nedlæggelse af den interne revision.
Finanstilsynet har tidligere haft en udtrykkelig hjemmel til at fastsætte regler om intern revision og om systemrevisionens gennemførelse i fælles datacentraler, jf. den tidligere § 199, stk. 2, 2. pkt. Hele punktummet blev dog fejlagtigt ophævet i forbindelse med flytningen af den del af bemyndigelsen, som omhandler systemrevisionens gennemførelse i fælles datacentraler til § 333 p, nr. 8, i lov om finansiel virksomhed, jf. § 1, nr. 18, i lov nr. 481 af 22. maj 2024. Ophævelsen af bestemmelsen har ikke haft betydning for de bekendtgørelser, som er udstedt i medfør af bestemmelsen, dvs. bekendtgørelse nr. 1912 af 22. december 2015 om revisionens gennemførelse i finansielle virksomheder m.v. samt finansielle koncerner og bekendtgørelse nr. 1581 af 22. december 2022 om systemrevisionens gennemførelse i fælles datacentraler m.fl. Det følger således af § 17, stk. 9, i lov nr. 481 af 22. maj 2024, at regler fastsat i medfør af § 199, stk. 12, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1731 af 5. december 2023, forbliver i kraft, indtil reglerne ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 333 p, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved lovens § 1, nr. 26.