Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 537 af 19/05/2025

Transportministeriet

Bekendtgørelse af lov om trafikselskaber § 22

Tilladelse til fjernbuskørsel gives af transportministeren.

Stk. 2. Transportministeren kan tillade, at der på en fjernbusrute befordres passagerer mellem stoppesteder beliggende med mindre end 75 km's afstand, hvis der indgås aftale herom med de berørte trafikselskaber, Bornholms Regionskommune eller udmeldte økommuner.

Stk. 3. Tilladelse til fjernbuskørsel kan kun gives til offentlige myndigheder eller en virksomhed helt eller delvis ejet af en eller flere offentlige myndigheder, hvis ruten udbydes til private buskørselsvirksomheder, og hvis ruten ikke krydser Storebælt eller Kattegat.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om trafikselskaber § 22

Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, at tilladelse til fjernbuskørsel gives af trafik- og energiministeren. Trafik- og energiministerens beføjelse til at udstede tilladelser til fjernbuskørsel ventes delegeret til Færdselsstyrelsen, hvilket svarer til, hvad der hidtil har været gældende efter buslovens § 3, stk. 1, nr. 4, der foreslås ophævet i lovforslagets § 37.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 svarer til buslovens § 4 a, stk. 2, med de tilpasninger, der følger af trafikselskabernes oprettelse. Bestemmelsen i buslovens § 4 a, stk. 2, foreslås ophævet i lovforslagets § 37. Den foreslåede bestemmelse giver trafik- og energiministeren mulighed for at give tilladelse til, at der på en fjernbusrute befordres passagerer mellem flere områder inden for ét trafikselskabs område eller mellem to trafikselskabers områder, hvis der indgås overenskomst herom med de berørte trafikselskaber.

Trafik- og energiministeren eller et trafikselskab vil ikke kunne pålægge en tilladelsesindehaver at udføre befordring af lokale eller regionale passagerer.

I tilfælde af, at en tilladelsesindehaver indgår overenskomst med et eller to trafikselskaber om befordring af passagerer efter bestemmelsen, vil det i tilladelsen til fjernbuskørsel blive beskrevet, at det på ruten er tilladt at befordre sådanne passagerer.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 svarer med en enkelt ændring til bestemmelsen i buslovens § 4 a, stk. 3, der foreslås ophævet i lovforslagets § 37.

Bestemmelsen indebærer, at der kan udstedes tilladelse til fjernbuskørsel til offentlige myndigheder eller virksomheder helt eller delvist ejet af én eller flere offentlige myndigheder (offentlige fjernbusruter), hvis kontrakt om kørsel på ruten udbydes til private buskørselsvirksomheder, og hvis ruten ikke krydser Storebælt eller Kattegat.

Efter buslovens § 4 a, stk. 3, må ruterne heller ikke krydse Langelandsbæltet. Dette forbud foreslås dog ophævet, idet en ophævelse vil indebære, at den offentlige busrute mellem Odense og Nakskov vil kunne opretholdes som en offentlig fjernbusrute. Ophævelsen vil ikke påføre private fjernbusruter øget konkurrence, idet der ikke er etableret private fjernbusruter over Langelandsbæltet.

Det er ved udbud af kontrakter ikke noget krav, at de pågældende fjernbusruter giver økonomisk overskud.

En ansøgning fra en offentlig myndighed eller en virksomhed helt eller delvist ejet af én eller flere offentlige myndigheder om udstedelse eller fornyelse af tilladelse til fjernbuskørsel skal endvidere opfylde de krav, der i øvrigt er fastsat for at udføre fjernbuskørsel, som er åben for alle. Der skal således på ruten udføres mindst én afgang 4 dage ugentligt i en periode på mindst 6 måneder.

Tilladelserne til offentlige fjernbusruter vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 4 a, stk. 3, i busloven blive udstedt med udløb den 31. december 2006, idet trafik- og energiministeren inden udgangen af 2006 vil overveje offentlige myndigheders fortsatte mulighed for at drive fjernbusruter efter den 1. januar 2007.