Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 537 af 19/05/2025

Transportministeriet

Bekendtgørelse af lov om trafikselskaber § 12

Et trafikselskab kan på privatbanestrækninger

  1. indgå kontrakter med jernbanevirksomheder om mod betaling at udføre passagertrafik som offentlig service,

  2. virke som infrastrukturforvalter efter lov om jernbane og

  3. deltage uden bestemmende indflydelse i selskaber, der forvalter jernbaneinfrastruktur, driver jernbanevirksomhed eller udfører anden virksomhed i tilknytning til jernbanedrift.

Stk. 2. Trafikselskabet på Sjælland kan deltage med bestemmende indflydelse i selskaber, der forvalter jernbaneinfrastruktur, driver jernbanevirksomhed bortset fra udførelse af godstransport eller udfører anden virksomhed i tilknytning til jernbanedrift.

Stk. 3. I privatbaneselskaber, der alene udøver virksomhed som nævnt i § 13, stk. 1, eller anden jernbanetrafik udført som offentlig service, kan et trafikselskab udøve bestemmende indflydelse. Et trafikselskab kan ligeledes udøve bestemmende indflydelse i et selskab, der inden for trafikselskabets område eller mellem et forretningssted i trafikselskabets område og nærmeste afleverings- eller afhentningssted udfører anden virksomhed i tilknytning til jernbanedrift. Såfremt et trafikselskab opnår bestemmende indflydelse i et selskab, der ikke udelukkende udfører den i 1. og 2. pkt. nævnte virksomhed, skal aktiviteterne i selskabet og i andre selskaber, som det pågældende selskab kontrollerer, eller trafikselskabets deltagelse heri inden for rimelig tid efter den erhvervelse, der giver bestemmende indflydelse, tilpasses således, at trafikselskabets fremtidige deltagelse er i overensstemmelse med 1. og 2. pkt.

Stk. 4. Transportministeren kan fastsætte regler om udøvelsen af trafikselskabets beføjelser efter stk. 1-3.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om trafikselskaber § 12

Der er tale om en videreførelse af bestemmelserne i § 6 a i lov om den lokale og regionale kollektive person personbefordring uden for hovedstadsområdet og § 4 a i lov om hovedstadsområdets kollektive persontrafik. Disse bestemmelser vil fremover gælde for trafikselskaberne.

Trafikselskaberne får med lovforslaget en funktion som trafikkøber i forhold til privatbanerne på linje med og ved siden af Trafik- og Energiministeriets rolle som trafikkøber efter lov om jernbane. Endvidere bliver trafikselskaberne infrastrukturforvaltere i forhold til jernbaneinfrastruktur, som trafikselskaberne enten selv ejer eller efter aftale med ejeren forvalter. Endelig kan et trafikselskab deltage i selskaber, der udfører jernbanevirksomhed m.v.

Bestemmelsen fastlægger i stk. 1 de tre funktioner i forhold til jernbanedrift, som trafikselskaberne kan vælge at udøve på privatbanestrækninger.

Efter nr. 1 kan trafikselskabet indgå kontrakter med jernbanevirksomheder om mod betaling at udføre passagertrafik som offentlig service, jf. lov om jernbane, herunder tildeling af kanaler til den ønskede trafik fra vedkommende infrastrukturforvalter, hvis denne ikke er trafikselskabet selv. Det skal bemærkes, at bestemmelsen i nr. 1 alene vedrører egentlige købsaftaler, hvor en operatør mod betaling stiller en vis mængde jernbanetrafik til rådighed. Der er således ikke efter denne bestemmelse mulighed for, at trafikselskabet kan engagere sig på anden måde i forhold til operatøren end ved betaling for den pågældende transportydelse. Der kan således ikke fra trafikselskabets side ydes drifts- eller anlægsstøtte, hverken i form af tilskud, garantistillelse eller lignende. Sådan støtte kan alene meddeles inden for rammerne af den foreslåede § 13, stk. 1.

I henhold til den foreslåede nr. 2 kan trafikselskabet derfor fungere som infrastrukturforvalter efter reglerne herom i lov om jernbane. Denne funktion omfatter først og fremmest ansvaret for infrastrukturen (skinner, signaler og broer m.v.), vedligeholdelse samt muligheden for mod betaling at tildele ledig infrastrukturkapacitet (kanaler) til jernbanevirksomheder. Opnåelse af status som infrastrukturforvaltere forudsætter, at det pågældende trafikselskab erhverver ejendomsretten til jernbaneinfrastruktur fra et privatbaneselskab, jf. § 13, stk. 4, eller det på anden måde ved aftale skaffer sig adgang til at råde over infrastruktur.

Endelig gives med nr. 3 trafikselskabet en generel adgang til at deltage uden bestemmende indflydelse i selskaber, der forvalter jernbaneinfrastruktur eller driver jernbanevirksomhed, herunder virksomhed uden for den pågældende region. Adgangen til deltagelse efter nr. 3 omfatter selskaber, der forvalter jernbaneinfrastruktur, driver jernbanevirksomhed eller udfører anden virksomhed i tilknytning til jernbanedrift. Ved udførelse af jernbanevirksomhed forstås befordring af personer og transport af gods m.v. på jernbane. Med anden virksomhed i tilknytning til jernbanedrift haves særligt den mulighed for øje, at trafikselskabet for at medvirke til den fornødne finansiering ønsker at deltage i et materielselskab, der udlejer jernbanemateriel til jernbanevirksomheder. Bestemmelsen omfatter ikke selskaber, hvis virksomhed ikke er specifikt knyttet til jernbanedrift. Rengøring, catering o. lign. falder således udenfor.

Med stk. 2 videreføres den kompetence, som Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) har i dag på privatbaneområdet til at udøve bestemmende indflydelse i selskaber, der udfører infrastrukturforvaltning, driver jernbanevirksomhed bortset fra godstransport eller udfører anden virksomhed i tilknytning til jernbanedrift. Det er dog ikke hensigten, at trafikselskabet på Sjælland skal kunne udøve bestemmende indflydelse i selskaber, der ud over virksomhed med tilknytning til jernbanedrift tillige udfører andre aktiviteter, fx busvirksomhed.

I henhold til stk. 3 kan privatbanerne med udgangspunkt i privatbanens forretningssted udleje materiel og personel til godstransport ud over trafikselskabets område og til nærmeste afleverings- eller afhentningssted for større godsoperatører. De større jernbanegodsoperatører udfører ikke godstransport i lokalområderne, hvor privatbanerne have forretningssted. For at opnå forbindelse til de større nationale og internationale godslinjer skal godsvognene derfor fragtes til og fra godsterminaler. I den sammenhæng understøtter privatbanerne opretholdelsen af fødelinjer for de større godsvirksomheder, hvor godsvogne bringes frem og tilbage mellem godsterminalerne og slutkunderne. Hermed kan privatbanerne udleje materiel og mandskab til andre jernbanevirksomheders udførelse af denne tilbringertrafik, såfremt godsterminalen ikke ligger i trafikselskabets område, hvor privatbanen har sit forretningssted.

Det foreslås i stk. 4, at der gives ministeren bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om udøvelsen af trafikselskabets beføjelser efter stk. 1 og 2. Det er hensigten, at der kan fastsættes forskrifter, der sikrer, at de generelle regler om funktionerne som trafikkøber og infrastrukturforvalter i lov om jernbane følges, men med den tilpasning, som indpasningen i trafikselskabets styreform tilsigter.