I bestemmelsen angives lovens formål, som er at forbedre mulighederne for tilbagelevering og overførelse af kulturgenstande, der enten er stjålet, uanset i hvilken stat, eller som er ulovligt udført fra en stat, der har tiltrådt UNIDROIT-konventionen.

Lovforslagets anvendelsesområde fastlægges i stk. 1-3. De foreslåede regler gælder efter stk. 1 for krav af international karakter vedrørende tilbagelevering af stjålne kulturgenstande. At krav skal være af ”international karakter” indebærer, at rent nationale krav ikke vil være omfattet af lovforslagets anvendelsesområde. Det skal endvidere bemærkes, at lovforslaget efter § 17 ikke finder anvendelse på krav, der vedrører kulturgenstande, der er stjålet eller ulovligt udført, inden lovforslaget er trådt i kraft i Danmark.

Det er en betingelse for, at de foreslåede regler finder anvendelse, at den, der rejser krav om tilbagelevering, har tilknytning til en stat, der har tiltrådt konventionen. For fysiske personer vil statsborgerskab eller bopæl i en konventionsstat udgøre den fornødne tilknytning, mens juridiske personer skal være hjemmehørende i en stat, der har tiltrådt konventionen. For registreringspligtige juridiske personer skal registreringsstedet anses som afgørende for, hvor den juridiske person er hjemmehørende. For ikke-registreringspligtige juridiske personer er hovedsædekriteriet afgørende for, om den juridiske person er hjemmehørende i en konventionsstat.

Efter nr. 1 skal kulturgenstanden være stjålet fra en kontraherende stat og konventionen skal endvidere være trådt i kraft i denne stat på tidspunktet for tyveriet.

Nr. 2 medfører, at de foreslåede regler også finder anvendelse, hvis en stjålen kulturgenstand befinder sig i en kontraherende stat, efter at konventionen er trådt i kraft for denne stat. Det skal i den forbindelse bemærkes, at en sag om tilbagelevering af en stjålen kulturgenstand, der anlægges her i landet efter reglerne i denne lov, typisk vil angå en genstand, der befinder sig her i landet. I sådanne tilfælde vil loven finde anvendelse, uanset om kulturgenstanden er blevet stjålet i en stat, der ikke har tiltrådt konventionen.

Af stk. 2 fremgår, at de foreslåede regler endvidere gælder for krav om overførelse af kulturgenstande, der er fjernet fra en kontraherende stats territorium i strid med denne stats lovgivning om eksport af kulturgenstande, der har til formål at beskytte statens kulturarv.

Det er et krav, at der er tale om ulovlig udførsel fra en konventionsstat. For så vidt angår denne type krav, er det endvidere en betingelse, at den eksportlovgivning, som kulturgenstanden er udført i strid med, har til formål at beskytte statens kulturarv, jf. definitionen på en ulovlig udførsel i forslagets § 4. For at loven skal finde anvendelse, er det desuden et krav, at konventionen på det tidspunkt, hvor kulturgenstanden bliver ulovligt eksporteret, er trådt i kraft i den stat, der anmoder om overførelse.

Det bemærkes, at der i overensstemmelse med almindelig sprogbrug på området er benyttet begrebet udførsel i stedet for – som i konventionen – eksport. Der tilsigtes ikke hermed nogen indholdsmæssige fravigelser af konventionen.

I stk. 3 fastsættes, at de foreslåede regler ikke gælder, hvis fravigelse er hjemlet i international aftale. Hjemmel til fravigelse i international aftale foreligger – i kraft af princippet om EU-rettens forrang – vedrørende reglerne i Rådets direktiv 93/7/EØF om tilbagelevering af kulturgoder, der er ulovligt fjernet fra en medlemsstat. For så vidt angår det nærmere forhold mellem denne lov og Rådets direktiv 93/7/EØF, henvises til pkt. 2.4 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Bestemmelsen indeholder lovens definition af begrebet kulturgenstand. Den foreslåede definition svarer til konventionens artikel 2. Udover at tilhøre en af de kategorier, der er angivet i bilag 1 til loven, skal en genstand for at være omfattet af definitionen af en kulturgenstand være af betydning for arkæologi, forhistorie, historie, litteratur, kunst eller videnskab. Hvis en genstand ikke falder ind under definitionen af en kulturgenstand, vil lovens bestemmelser ikke kunne bringes i anvendelse på krav om tilbagelevering eller overførelse af genstanden.

Det bemærkes, at loven i modsætning til EU-ordningen ikke indeholder beløbsgrænser.

Det foreslås i stk. 1, hvad der skal forstås ved ulovlig udførsel i lovens forstand. Definitionen af ulovlig udførsel indsnævrer området for, hvad der efter loven skal betragtes som en ulovlig udførsel i forhold til, hvad der ville følge af en almindelig forståelse af udtrykket. For at et forhold skal betragtes som en ulovlig udførsel efter denne lov, er det således et krav, at kulturgenstanden er udført fra en stat i strid med denne stats lovgivning, der regulerer udførsel af kulturgenstande med henblik på at beskytte statens kulturarv. Eksempelvis vil udførsel i strid med eksportlovgivning med et fiskalt formål ikke være en ulovlig udførsel i lovens forstand.

Stk. 2. vedrører tilladelser til midlertidig udførsel af kulturgenstande med henblik på udstilling, undersøgelse, restaurering eller lignende. Hvis en genstand er blevet udført i henhold til en sådan tilladelse, men betingelserne for at levere genstanden tilbage ikke overholdes, skal genstanden anses for ulovligt udført. Det bemærkes, at bestemmelsen ikke omfatter situationer, hvor kulturgenstanden er udført til en tredjestat, inden eksporttilladelsen udløber.

Bestemmelsen definerer begrebet offentlig samling. Hvad angår kriteriet om, at visse institutioner skal være anerkendt som tjenende den offentlige interesse, må det antages, at enhver retsakt, der indebærer en legal anerkendelse af, at institutionen tjener den offentlige interesse, kan udgøre den fornødne anerkendelse, f.eks. hel eller delvis skattefritagelse.

Bestemmelsens nr. 1 omfatter genstande i statseje som f.eks. museumsgenstande i et statsligt museum i en stat, som har tiltrådt konventionen.

Bestemmelsens nr. 2 omfatter genstande tilhørende regionale eller lokale myndigheder som f.eks. museumsgenstande i et kommunalt museum i en stat, som har tiltrådt konventionen.

Bestemmelsens nr. 3 omfatter genstande tilhørende en religiøs institution som f.eks. en kirke eller et kloster i en stat, som har tiltrådt konventionen.

Endelig omfatter nr. 4 genstande tilhørende en institution etableret med et væsentligt kulturelt, uddannelsesmæssigt eller videnskabeligt formål og som tillige er anerkendt som tjenende den offentlige interesse, som f.eks. et offentligt tilgængeligt arkiv, et offentligt tilgængeligt bibliotek eller et universitet i en stat, som har tiltrådt konventionen.

Efter bestemmelsens stk. 1 skal den, der har erhvervet kulturgenstanden og dermed er den nuværende ejer, efter anmodning tilbagelevere genstanden til den oprindelige ejer.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter et ubetinget tilbageleveringsprincip for stjålne kulturgenstande omfattet af loven. Hermed fraviges, for så vidt angår disse kulturgenstande, den undtagelse til princippet i Danske Lov 6-17-5 om vindikation, der er udviklet i retspraksis. Den foreslåede § 6 er tillige en undtagelse fra reglerne om rettighedsfortabelse i konkurslovens § 83 og dødsboskiftelovens § 85, stk. 2.

Bestemmelsen regulerer således den konflikt om ejendomsretten til en stjålen kulturgenstand, der kan opstå mellem den oprindelige ejer og en senere erhverver. Derimod er forholdet mellem den oprindelige ejer og tyven ikke reguleret af bestemmelsen.

Ejendomsretten overgår efter bestemmelsen til den oprindelige ejer af genstanden.

Genstanden skal fysisk gives tilbage til den, der har ret til at besidde den. Dette vil typisk være den oprindelige ejer, men kan efter omstændighederne være en kreditor, der har sikkerhed i genstanden, eller et museum, der har lånt genstanden. Ved konkurrerende krav vil det være almindelige regler i dansk ret, der er bestemmende for, hvem genstanden fysisk skal gives tilbage til. Den oprindelige ejer skal således respektere de begrænsede rettigheder, han selv har stiftet over kulturgenstanden. Har den oprindelige ejer f.eks. stiftet en lejret over genstanden, vil ejeren skulle respektere denne ret, efter kulturgenstanden er tilbageleveret.

Bestemmelsen angår udelukkende stjålne genstande. Spørgsmålet om en genstand må anses for stjålet, skal som udgangspunkt afgøres efter dansk ret, medmindre andet følger af eventuelle lovvalgsregler.

Det afgøres af de almindelige regler, hvem der kan anlægge sag om tilbagelevering af en kulturgenstand.

I stk. 2 foreslås, at den, der fysisk besidder en stjålet kulturgenstand, f.eks. fordi erhververen har lånt eller lejet den ud, har pligt til at aflevere den, hvis erhververen er forpligtet til at tilbagelevere den. Bestemmelsen tilsigter at imødegå den situation, at den, der er bestjålet, får ejendomsretten til genstanden, men at vedkommende ikke kan komme i fysisk besiddelse af genstanden, fordi der ikke er nogen muligheder for at fastslå, at den, der f.eks. har lånt eller lejet genstanden af erhververen, er forpligtet til at aflevere den. Vedrørende spørgsmålet om, hvem genstanden fysisk skal gives tilbage til, henvises der til bemærkningerne ovenfor til stk. 1.

Efter stk. 3 skal en kulturgenstand, der er ulovligt udgravet, betragtes som stjålet, når det er i overensstemmelse med lovgivningen i den stat, hvor udgravningen fandt sted. Ligeledes skal lovligt udgravede kulturgenstande, der er ulovligt tilbageholdt, betragtes som stjålet, når det er i overensstemmelse med lovgivningen i den stat, hvor udgravningen fandt sted.

Bestemmelsen tager sigte på situationer, hvor en kulturgenstand i forbindelse med udgravningen af den pågældende genstand på ulovlig vis bliver tilbageholdt, og situationer, hvor selve udgravningen er ulovlig, men hvor forholdet falder uden for stk. 1, fordi genstanden ikke efter dansk ret kan anses for stjålet.

Bestemmelsen medfører, at det tilbageleveringsprincip, der er fastsat i stk. 1, finder anvendelse på kulturgenstande, der er ulovligt udgravet eller lovligt udgravet, men ulovligt tilbageholdt, hvis det følger af lovgivningen i den stat, hvor udgravningen fandt sted, at betragte genstanden som stjålet. Betingelsen om overensstemmelse med lovgivningen i den stat, hvor udgravning fandt sted, vil uden videre være opfyldt, hvis staten i udgravningsstaten automatisk opnår ejendomsret til genstande, der er udgravet, idet genstandene i disse tilfælde må anses for stjålet.

I tilfælde, hvor en kulturgenstand er ulovligt udgravet eller lovligt udgravet, men ulovligt tilbageholdt, og hvor genstanden ikke kan anses for stjålet efter dansk ret, kan bestemmelser i udgravningsstatens lovgivning således medføre, at tilbageleveringsprincippet i stk. 1 alligevel finder anvendelse.

Bestemmelsen i stk. 1 skal sikre, at dansk ret bringes i overensstemmelse med konventionens krav om, at den absolutte frist for fremsættelse af krav om tilbagelevering skal være minimum 50 år efter tidspunktet for tyveriet, jf. konventionens artikel 3, stk. 4, jf. artikel 9. Det vil således stride mod konventionen, hvis hævdserhvervelse efter de almindelige regler i Danske lov 5-1-1 førte til, at et tilbageleveringskrav ikke kunne gennemføres, selvom der ikke var gået 50 år fra tidspunktet for tyveriet. Bestemmelsen forhindrer ikke, at krav om tilbagelevering efter denne lov kan fremsættes senere end 50 år fra tyveriet. Efter dette tidspunkt vil dansk rets almindelige regler om hævd imidlertid kunne påberåbes af den, der bliver mødt med krav om tilbagelevering.

I stk. 2 fastsættes, at hævderhvervelse ikke vil kunne påberåbes, før der er gået 75 år fra tyveriet for så vidt angår de særlige kulturgenstande, der er nævnt i bestemmelsen.

Ved monument forstås bl.a. en statue, et bygværk eller en bygning. Begrebet omfatter endvidere ældre vej- og havneanlæg, ligesom fortidsminder, der er beskyttet efter museumslovens § 29 e, også er omfattet.

Ved begrebet arkæologisk fundsted forstås bl.a. steder, hvor der er gjort eller registreret fund af arkæologisk kulturarv. Arkæologisk kulturarv omfatter spor af menneskelig virksomhed, der er efterladt fra tidligere tider, dvs. strukturer, konstruktioner, bygningsgrupper, bopladser, grave og gravpladser, flytbare genstande og monumenter og den sammenhæng, hvori disse spor er anbragt.

Ved samling forstås bl.a. systematisk indsamlede kulturgenstande i form af værker som f.eks. kunstværker og bøger samt genstande, fotos, arkivalier mv. typisk inden for et bestemt geografisk eller emnemæssigt område.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvad der skal forstås ved en offentlig samling, henvises til lovens § 5 og bemærkningerne hertil.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter en relativ frist for fremsættelse af krav om tilbagelevering. I overensstemmelse med den forklarende rapport til konventionen og det almindelige udgangspunkt i dansk ret er det imidlertid fastsat, at fristen regnes fra det tidspunkt, hvor den, der gør kravet gældende, kendte eller burde kende genstandens placering og identiteten af erhververen. Afbrydelse af fristen sker ved indbringelse af kravet for domstolene.

Det skal bemærkes, at bestemmelsen kun finder anvendelse, hvor et tilbageleveringskrav støttes på denne lovs §§ 6 og 7. Følger tilbageleveringspligten af andre regler i dansk ret – f.eks. dansk rets almindelige regler om vindikation i DL 6-17-5 – finder bestemmelsen ikke anvendelse.

Det foreslåede stk. 1 fastsætter, at den, der rejser krav om tilbagelevering, skal betale erstatning til den godtroende erhverver, hvis genstanden skal tilbageleveres, og hvis erhververen efter dansk rets almindelige regler ville have været berettiget til at beholde den pågældende genstand. Der tilsigtes således ikke nogen generel fravigelse af det almindelige udgangspunkt om, at den godtroende erhverver af en stjålet genstand ikke er berettiget til erstatning ved den oprindeligt berettigedes vindikation af genstanden.

Der henvises endvidere til pkt. 6.1.4 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det er efter forslaget en betingelse for tilbageleveringen, at erhververen – hvis denne er berettiget hertil efter bestemmelsen – får erstattet sit tab. Spørgsmålet om erstatning til erhververen skal således afklares, inden der skal ske tilbagelevering. Dette kan f.eks. ske ved, at tidligere omsætningsled inddrages i sagen.

For så vidt angår kravet i stk. 2 om, at erhververen hverken vidste eller burde vide, at genstanden var stjålet, skal det bemærkes, at det er en betingelse for erstatning efter bestemmelsen, at erhververen har foretaget nærmere undersøgelser i forbindelse med købet. De forhold, som erhververen bl.a. skal tage i betragtning, omfatter parternes baggrund, den betalte sum, hvorvidt ethvert rimeligt register for stjålne kulturgenstande er konsulteret, andre oplysninger og dokumentation, som vedkommende med rimelighed kunne have indhentet, samt hvorvidt erhververen rådspurgte tilgængelige organer eller tog andre skridt, som enhver fornuftig person efter omstændighederne ville have taget. Opregningen er ikke udtømmende, ligesom tilstedeværelsen af et eller flere kriterier ikke i sig selv er afgørende for, om det er foretaget tilstrækkelige undersøgelser. Erhververen har desuden bevisbyrden for, at de fornødne undersøgelser er foretaget.

Erstatningspligt efter bestemmelsen i stk. 1 påvirker ikke mulighederne for, at den, der rejser krav om tilbagelevering, kan rejse erstatningskrav (herunder regreskrav) mod andre.

De almindelige regler for erstatningsudmåling i dansk ret vil være gældende, således vil ethvert beviseligt økonomisk tab skulle erstattes efter bestemmelsen.

Erhververens tab omfatter dermed tillige tab som følge af eventuelle erstatningskrav, som opstår, fordi den, der er i besiddelse af genstanden, skal aflevere den i henhold til den foreslåede § 6, stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 2 indebærer endvidere, at erhververen pålægges at udfolde rimelige bestræbelser for at kræve erstatning fra tidligere omsætningsled. Hvis erhververen ikke lever op til denne forpligtigelse, bortfalder retten til erstatning efter stk. 1 helt eller delvist.

Det objektive erstatningsansvar for fuldstændig oprindelig vanhjemmel medfører, at erhververen som udgangspunkt vil være berettiget til erstatning fra sin sælger. Det kan dog vise sig ikke at være muligt at gennemføre kravet, eksempelvis fordi den absolutte reklamationsfrist i købeloven er udløbet. Det vil endvidere være tilfældet, hvor det af praktiske grunde ikke er muligt at gennemtvinge krav mod sælgeren, f.eks. fordi denne ikke kan findes, er insolvent eller lignende.

Der vil være situationer, hvor erhververen kan få erstatning fra sin sælger, men hvor denne sælger ikke kan kræve erstatning fra sin sælger pga. reklamationsfrister eller praktiske vanskeligheder med at rejse kravet.

Hvis erhververen får dom for, at kravet ikke kan gennemføres, eller kan fremlægge dokumentation for, at skyldneren i fogedretten har erklæret sig insolvent, er der foretaget rimelige bestræbelser i lovens forstand. På den anden side kan det ikke stilles som krav, at sådanne skridt skal være foretaget. Det vil således bero på en konkret vurdering af de faktiske og retlige omstændigheder i sagen, om erhververen har udfoldet rimelige bestræbelser.

I det foreslåede stk. 3 fastsættes som undtagelse til erstatningspligten i stk. 1, at den, der har erhvervet en kulturgenstand vederlagsfrit, og som må tilbagelevere den, ikke er berettiget til erstatning, hvis den, genstanden er overdraget fra, ikke ville have haft ret til erstatning. Med andre ord opnår den, der modtager en kulturgenstand vederlagsfrit, ikke bedre ret end den, der overdrog genstanden til den pågældende.

I det foreslåede stk. 1 fastsættes, at erhververen af en ulovligt udført kulturgenstand skal overføre den til den stat, der anmoder om overførelse, og hvorfra genstanden er ulovligt udført. Dette gælder dog kun, hvis kulturgenstanden er af kulturel vigtighed for den stat, der anmoder om overførelse, eller hvis fjernelse af genstanden fra staten væsentligt skader en eller flere af de interesser, der er nævnt i bestemmelsen. Ved vurderingen heraf skal der – uden at dette dog er af afgørende betydning – tages hensyn til lovgivningen i den stat, der anmoder om overførelse.

Bestemmelsens nr. 1 vedrører de tilfælde, hvor den ulovligt udførte gentand befinder sig under omstændigheder, som ud fra en sagkyndig bevaringsmæssig vurdering udgør en trussel for gentandens eller dens sammenhængs fortsatte bevaring. Som eksempler kan nævnes genstande, som er truet af fysiske skader eller opdelinger eller som besiddes af personer involveret i ulovlig handel med kulturværdier.

Bestemmelsens nr. 2 vedrører de tilfælde, hvor den ulovlige udførsel er til væsentlig skade for opretholdelsen af en sammensat genstand, f.eks. fordi sokkelen til en statue eller en del af en bogsamling er ulovligt udført af en stat. Det er ikke en betingelse for anvendelsen af bestemmelsen, at en opdeling af genstanden inden for den stat, den udføres fra, ikke på samme måde vil være til væsentlig skade for opretholdelsen af den sammensatte genstand. Derimod vil udførsel af en del af en sammensat genstand, der allerede på udførselstidspunktet var delt op, ikke kunne kræves overført efter bestemmelsen uanset, om opdelingen er til væsentlig skade for opretholdelsen af den sammensatte genstand.

Bestemmelsens nr. 3 vedrører de tilfælde, hvor den ulovlige udførsel indebærer, at muligheden for at udforske og påvise videnskabelige eller historiske kendsgerninger fortabes.

Bestemmelsens nr. 4 vedrører de tilfælde, hvor den ulovlige udførsel berøver et stammesamfund eller et indfødt samfund genstande, som af disse tillægges betydning som f.eks. fysiske rammer for iboende åndelig kræfter.

Det påhviler den anmodende stat at bevise, at betingelserne for overførelse er opfyldt, jf. konventionens art. 5, stk. 4. Der stilles derimod ikke krav om, at den anmodende stat skal oplyse, hvordan kulturgenstanden i øvrigt vil blive opbevaret, konserveret eller sikret, når den overføres.

Det bemærkes, at en domstolsafgørelse om overførelse – i modsætning til reglerne i § 6 om tilbagelevering – kun vedrører den fysiske tilbagelevering af kulturgenstanden til den anmodende stat, idet der ikke herved tages stilling til privatretlige ejendomsforhold.

I stk. 2 foreslås, at den, der fysisk besidder en ulovligt kulturgenstand, f.eks. fordi erhververen har lånt eller lejet den ud, har pligt til at aflevere den, hvis erhververen er forpligtet til at overføre den. Bestemmelsen tilsigter at imødegå den situation, at den stat, der efter stk. 1 er berettiget til at få overført en kulturgenstand, ikke kan komme i fysisk besiddelse af genstanden, fordi der ikke er nogen muligheder for til at fastslå, at den, der f.eks. har lånt eller lejet genstanden af erhververen, er forpligtet til at aflevere den.

I stk. 3 fastsættes, at udførelsen fortsat skal være ulovlig på det tidspunkt, hvor kravet indbringes for domstolene, for at en kulturgenstand kan kræves overført. Kulturgenstande vil derfor ikke skulle overføres, hvis genstanden lovligt kunne udføres på det tidspunkt, hvor kravet indbringes for domstolene.

Der fastsættes endvidere den undtagelse, at en genstand udført i strid med eksportlovgivningen i den anmodende stat ikke skal anses for ulovligt udført, hvis genstanden er udført senest 50 år efter, at skaberen af genstanden er død. Formålet med undtagelse er, at der ikke lægges hindringer i vejen for nulevende kunstneres muligheder for at opbygge et renommé i udlandet. Værker, hvor kunstneren er ukendt, er ikke omfattet af undtagelsen.

Af stk. 4 fremgår, at bestemmelsen i stk. 2 ikke finder anvendelse, når der er tale om kulturgenstande, der er fremstillet af et eller flere medlemmer af et stammesamfund eller indfødt samfund til traditionel eller rituel anvendelse, og genstanden af den stat, der anmoder om overførelse, vil blive afleveret til dette samfund.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter en relativ og en absolut frist for fremsættelse af krav om overførelse af ulovligt udførte kulturgenstande. Ordlyden af konventionens artikel 3, stk. 3, tyder på, at den relative frist først begynder at løbe, når den, der fremsætter krav om overførelse, vidste, hvor genstanden var placeret, og kendte identiteten på erhververen. I overensstemmelse med den forklarende rapport til konventionen og det almindelige udgangspunkt i dansk ret er det imidlertid fastsat, at fristen regnes fra det tidspunkt, hvor den, der gør kravet gældende, vidste eller burde vide, hvor genstanden befandt sig. og kendte eller burde kende identiteten af erhververen.

Den absolutte frist for fremsættelse af krav om overførelse af ulovligt udførte kulturgenstande er fastsat til 50 år efter den ulovlige udførsel eller 50 år efter det tidspunkt, hvor kulturgenstanden skulle have været leveret tilbage i henhold til en tilladelse som omhandlet i § 9, stk. 2.

Afbrydelse af fristen sker ved indbringelse af kravet for domstolene.

Bestemmelsen indebærer, at det kun er stater, der kan fremsætte krav om overførelse af kulturgenstande efter reglerne i lovens §§ 10-14. Der skal desuden være tale om stater, der har tiltrådt UNIDROIT-konventionen af 24. juni 1995 om stjålne eller ulovligt eksporterede kulturgenstande.

I stk. 2 fastsættes, at omkostningerne i forbindelse med overførelsen skal afholdes af den anmodende stat. Dette gælder dog ikke sagsomkostninger ved domstolene, der pålægges efter de almindelige regler i retsplejelovens kapitel 30.

Det foreslås i stk. 1, med bestemmelsen, at en erhverver, der forpligtes til at overføre en ulovlig udført kulturgenstand, skal være berettiget til erstatning. Retten til erstatning forudsætter, at erhververen er i god tro, jf. stk. 2. Ved vurderingen af, om erhververen har været i god tro, er det i konventionens artikel 6, stk. 2, nævnt, at forholdene ved erhvervelsen skal tages i betragtning, herunder om der er et eksportcertifikat som påkrævet efter lovgivningen i den stat, der anmoder om overførelse.

De almindelige regler for erstatningsudmåling i dansk ret vil være gældende, således at ethvert beviseligt økonomisk tab vil kunne kræves erstattet efter bestemmelsen.

Erhververens tab omfatter dermed tillige tab som følge af eventuelle erstatningskrav, som opstår, fordi den, der er i besiddelse af genstanden, skal aflevere den i henhold til den foreslåede § 10, stk. 2.

I stk. 3 fastsættes den undtagelse fra erstatningspligten i stk. 1, at den, der har erhvervet en kulturgenstand på vederlagsfri måde, og som må overføre den, ikke er berettiget til erstatning, hvis den, genstanden er overdraget fra, ikke ville have haft ret til erstatning. Med andre ord opnår den, der modtager en kulturgenstand vederlagsfrit, ikke bedre ret end den, der vederlagsfrit overdragede genstanden.

Bestemmelsen medfører, at der ikke kan kræves erstatning, når det mellem erhververen og den anmodende stat er aftalt, at erhververen skal overdrage kulturgenstanden til en juridisk eller fysisk person, som har bopæl i den anmodende stat.Det kan endvidere aftales, om ejendomsretten skal forblive hos erhververen, eller om denne tillige skal overdrages evt. mod vederlag. Dansk ret bygger på et udgangspunkt om aftalefrihed, og bestemmelsen er ikke til hinder for, at der mellem parterne indgås andre forlig eller aftaler om overførelse af kulturgenstanden.

Bestemmelsen betyder, at der ikke med den foreslåede lov indføres nogen begrænsninger i adgangen til overførelse eller tilbagelevering efter almindelige regler eller i medfør af regler, som er fastsat i eller i henhold til anden lovgivning.

Dette indebærer, at bl.a. dansk rets almindelige regler om vindikation af stjålne genstande vedbliver at gælde ved siden af reglerne i dette lovforslag. I praksis bevarer disse regler deres betydning uanset gennemførelsen af dette lovforslag, i det omfang disse regler er mere gunstige for den, der kræver tilbagelevering, end de foreslåede regler. Den, der rejser krav om tilbagelevering, kan således vælge at støtte sit krav på det regelsæt, der anses for mest gunstigt. I det omfang EU-ordningen i lov nr. nr. 1104 af 22. december 1993 om tilbagelevering af kulturgoder finder anvendelse, medfører bestemmelsen dog ikke valgfrihed i forhold til hvilket regelsæt kravet kan støttes på, jf. lovforslagets § 2, stk. 3.

Bestemmelsen omhandler danske domstoles stedlige kompetence i retssager om overførelse eller tilbagelevering af kulturgenstande, der er omfattet af loven.

Forslaget til 1. pkt. fastslår hovedreglen om, at de almindelige regler om stedlig kompetence i retsplejelovens kapitel 22 finder anvendelse.

2 pkt. indeholder en særlig godsværnetingsregel, hvorefter retssager om overførelse af ulovligt udførte kulturgenstande, der befinder sig i Danmark på tidspunktet for sagens anlæg, kan anlægges ved Københavns Byret, hvis der ikke er værneting her i landet efter de almindelige regler om stedlig kompetence. Bestemmelsen har til formål at sikre, at der, i overensstemmelse med UNIDROIT-konventionens artikel 5, stk. 1, jf. artikel 8, stk. 1, kan anlægges retssag i Danmark i en sag, hvor en kulturgenstand befinder sig i Danmark, og kulturgenstanden i henhold til konventionens bestemmelser må betragtes som ulovligt udført.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 6.3.2.

Bestemmelsen vedrører lovens ikrafttrædelsestidspunkt.

UNIDROIT-konventionen vil, hvis lovforslaget vedtages, blive ratificeret, når der er indgået en aftale med EU om spørgsmålet om anvendelsesområdet for Bruxelles I-forordningen i relation til UNIDROIT-konventionen, jf. afsnit 6.3.2 ovenfor. For at sikre, at loven kan træde i kraft samtidig med, at konventionen træder i kraft for Danmark, foreslås, at tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af kulturministeren.

Det foreslås, at loven kun finder anvendelse på krav om tilbagelevering eller overførelse af kulturgenstande, som er stjålet eller ulovligt udført på et tidspunkt, der ligger efter dansk tiltrædelse af konventionen. Dermed kan krav om tilbagelevering eller overførelse ikke angå kulturgenstande, som forud herfor ulovligt er blevet fjernet fra en anden stats territorium. I overensstemmelse med konventionens artikel 10 har loven således ikke tilbagevirkende kraft. Det skyldes bl.a. at antallet af mulige sager om tilbagelevering eller overførelse ellers ville kunne blive uoverskueligt, ligesom det vurderes af afgørende betydning, at borgere og professionelt handlende har mulighed for fremadrettet at indrette sig i tillid til de ændrede regler på området.

Bestemmelsen fastlægger lovens territoriale anvendelsesområde og medfører, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Ved dansk ratifikation af UNIDROIT-konventionen vil der blive taget forbehold om, at dansk tiltræden ikke omfatter Færøerne og Grønland.