Det foreslås med bestemmelsen, at støttemodtagere omfattet af artikel 6, stk. 1, i Europa-Kommissionens afgørelse af 16. oktober 2017 i sag SA. 32874 skal tilbagebetale ulovlig og uforenelig statsstøtte til Miljø- og Fødevareministeriet

Denne bestemmelse gennemfører artikel. 6, stk. 1, i Kommissionens afgørelse, efter hvilken Danmark skal tilbagesøge den ulovlige og uforenelige statsstøtte, der er omfattet af artikel 4 i afgørelsen. Pligten til at tilbagebetale efter loven påhviler den virksomhed, der har modtaget statsstøtten. Hvis denne virksomhed ikke længere eksisterer eller ikke kan betale, afgøres det efter almindelige formueretlige regler, i hvilket omfang andre juridiske eller fysiske personer hæfter eller kan gøres ansvarlige.

Miljø- og Fødevareministeriet er fortsat i dialog med Kommissionen med henblik på at afklare, hvilke støttemodtagere afgørelsen vedrører. Det vurderes på nuværende tidspunkt og på baggrund af de hidtidige drøftelser med Kommissionen, at afgørelsen som udgangspunkt vedrører landbrugs- og fødevareforarbejdende virksomheder med indvindingstilladelser på over 25.000 m3.

Ud over den pligt, der fremgår af procedureforordningens artikel 16, stk. 1, for medlemsstaterne til at tilbagesøge ulovlig statsstøtte, bemærkes, at det generelt følger af opbygningen af artikel 107, stk. 1, TEUF, at statsstøtte er konkurrencefordrejende. Det følger derfor af EU-Domstolens praksis, eksempelvis sag C-5/89, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Forbundsrepublikken Tyskland, EU:C:1990:320, at en støttemodtager principielt ikke kan have nogen berettiget forventning om, at en modtaget statsstøtte har været lovlig, medmindre statsstøtten er blevet ydet efter proceduren i artikel 108 TEUF og Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (eller tidligere forordninger, herunder forordning nr. 994/98). Det ændrer ikke herpå, at støtteforanstaltningen følger af en utvetydig national retsregel, eller at fejlen ene og alene må tilskrives medlemsstaten.

Det foreslås samtidig med bestemmelsen, at den ulovlige og uforenelige statsstøtte skal tilbagebetales til Miljø- og Fødevareministeriet.

Det foreslås i stk. 1, at den ulovlige og uforenelige statsstøtte, som skal tilbagebetales, opgøres i overensstemmelse med artikel 5 i afgørelsen nævnt i § 1.

Af den nu ophævede § 24 b, stk. 1, i lov om vandforsyning m.v., som blev indført ved lov nr. 1402 af 27. december 2008, fremgik, at ejere af andre vandindvindingsanlæg end almene vandforsyningsanlæg alene skulle betale afgift af en tredjedel af den tilladte årlige indvindingsmængde, der i tilknytning til anlægget pr. 1. januar i opkrævningsåret fremgik af vandindvindingstilladelsen. Af den nu ophævede § 24, stk. 2, fremgik desuden, at hvis et eller flere vandindvindingsanlæg omfattet af § 24 b, stk. 1, havde samme ejer og den samlede tilladte årlige indvindingsmængde i opkrævningsåret oversteg 25.000 m3, skulle der alene betales afgift af en tredjedel af 25.000 m3.

Da beskatning blev foretaget på grundlag af den tilladte indvindingsmængde, uden at der blev taget hensyn til deres faktiske forbrug, er det er således den tilladte indvindingsmængde og ikke den faktisk indvundne mængde vand, der danner grundlag for beregningen af tilbagebetalingskravet. Da indehavere af tilladelser til indvinding fra andre anlæg end almene vandindvindingsanlæg kun skulle betale en tredjedel af afgiften, beregnet på grundlag af den årlige tilladte indvindingsmængde, vil den beregnede støtte skulle reduceres tilsvarende.

Af Kommissionens afgørelse fremgår, at afgiften, som blev beregnet på grundlag af den mængde vand, der årligt måtte indvindes inden for rammerne af tilladelsen, udgjorde 0,305 kr. pr. m3 i 2009, 0,315 kr. i 2010 og 0,310 kr. i 2011, altså et gennemsnit på 0,310 kr. pr. m3. Dermed kan støtten opgøres til et beløb på i gennemsnit 0,310 kr. pr. m3 af vandindvindingstilladelser på mere end 25.000 m3 vand.

Kommissionens afgørelse fastslår samtidig i artikel 5, at den støtte, der følger af loftet over afgiftens beregningsgrundlag på 25.000 m³ vand, ikke udgør statsstøtte, hvis den på det tidspunkt, den blev ydet, opfylder betingelserne i en forordning vedtaget i henhold til artikel 2 i forordning nr. 994/98, som finder anvendelse på tidspunktet for ydelsen af støtten.

Kommissionen har i den forbindelse bekræftet over for den danske regering, at artikel 5 i Kommissionens afgørelse blandt andet omfatter støtte, der er under tærskelværdierne i artikel 3 i de minimis-forordningen for landbrug på 15.000 EUR og i artikel 3 i den generelle de minimis-forordning på 200.000 EUR.

De nævnte forordninger indeholder en række yderligere materielle og formelle betingelser, som inden for rammerne af Kommissionens afgørelse vil skulle påses og overholdes ved tildeling af de minimis-støtte i forbindelse med tilbagesøgningen af den ulovlige og uforenelige statsstøtte. Dette indebærer bl.a., at de berørte virksomheder skal indsende erklæringer om tidligere modtaget de minimis-støtte i årene 2007-2013, at den udbetalende myndighed skal registrere udbetalingen og gemme oplysningerne i 10 år, og at myndigheden på baggrund af virksomhedens erklæring skal kontrollere, om støtteloftet overskrides. De nærmere forudsætninger for overholdelsen af disse retningslinjer fastsættes i regler udstedt i medfør af lovforslagets § 2, stk. 3, og der henvises til bemærkningerne hertil nedenfor.

Efter afgørelse om tilbagebetaling efter dette lovforslag er truffet, vil beløbet blive opkrævet og eventuelt inddrevet efter lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015 med senere ændringer. Miljø- og fødevareministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, forestår beregning og opgørelse af fordringer og udsendelse af opkrævninger efter § 2, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Herudover kan miljø- og fødevareministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, på skyldnerens anmodning tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen efter § 2, stk. 3, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige i overensstemmelse med almindelig praksis efter bestemmelsen. Når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført, overdrages fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Det foreslås i stk. 2, at den ulovlige og uforenelige statsstøtte, der skal tilbagebetales, tillægges renter og renters rente i overensstemmelse med artikel 6, stk. 2 og 3, i afgørelsen nævnt i § 1 fra det tidspunkt, hvor statsstøtten var til rådighed for støttemodtageren.

Formålet med tilbagebetaling er ifølge gennemførelsesforordningen at genskabe den situation, der bestod, før den ulovlige og uforenelige statsstøtte blev ydet. For at sikre en ensartet behandling af støttemodtagere bør fordelen måles objektivt fra det tidspunkt, hvor støtten blev stillet til rådighed for den støttemodtagende virksomhed, således at der ikke tages hensyn til resultatet af eventuelle forretningsmæssige beslutninger, virksomheden efterfølgende måtte have truffet.

For så vidt angår skattefordele følger det af Kommissionens praksis, at denne har været til rådighed fra den dag i det pågældende skatteår, hvor den højere skat skulle have været betalt i fravær af den ulovlige og uforenelige statsstøtte, jf. eksempelvis Kommissionens afgørelse overfor Belgien af 11. januar 2016 i sag SA. 37667, pkt. 207.

Kommissionen offentliggør ifølge gennemførelsesforordningens artikel 10 de aktuelle og relevante tidligere rentesatser for tilbagebetaling af statsstøtte i Den Europæiske Unions Tidende og til orientering på internettet.

Det fremgår af gennemførelsesforordningens artikel 11, stk. 1, at den rentesats, der skal anvendes, er den gældende sats på den dato, hvor den ulovlige støtte første gang blev stillet til rådighed for støttemodtageren.

Det fremgår endvidere af gennemførelsesforordningens artikel 11, stk. 3, at den omhandlede rentesats anvendes i hele perioden, indtil tilbagebetaling sker. Hvis der er gået mere end et år mellem den dato, hvor den ulovlige støtte første gang blev stillet til støttemodtagerens rådighed, og datoen for tilbagebetalingen af støtten, beregnes rentesatsen imidlertid på ny med årlige intervaller, idet der tages udgangspunkt i den gældende sats på tidspunktet for den nye beregning.

Det foreslås i stk. 3, at miljø- og fødevareministeren fastsætter nærmere regler om opgørelse og tilbagebetaling af ulovlig og uforenelig statsstøtte, administration, frister m.v.

Den foreslåede bestemmelse udgør en bemyndigelse til miljø- og fødevareministeren til at fastsætte de nærmere regler om opgørelse og tilbagebetaling af ulovlig og uforenelig statsstøtte efter denne lov. Da tilbagesøgningsprocessen tilrettelægges i dialog med Kommissionen, og da der kan opstå behov for løbende tilpasninger i den måde, hvorpå Danmark gennemfører afgørelsen, foreslås de nærmere regler herom fastsat i en bekendtgørelse.

I den forbindelse forudsættes det, at der fastsættes regler om de minimis-støtte, som i overensstemmelse med de minimis-forordningen for landbrug og den generelle de minimis-forordning og inden for rammerne af Kommissionens afgørelse fastslår, at der gives støttemodtageren en skriftlig meddelelse om det potentielle støttebeløb og om, at støtten har karakter af de minimis-støtte, samt at der inden støtten ydes, indhentes en erklæring fra støttemodtageren om eventuel anden de minimis-støtte, som støttemodtageren har modtaget i perioden 2007-2013.

Det forudsættes samtidig, at der fastsættes regler om den praktiske administration af tilbagebetalingen, som supplerer den foreslåede § 4, efter hvilken miljø- og fødevareministeren fastsætter regler om digital kommunikation, samt at der i den forbindelse fastsættes frister for kommunikationen mellem parterne. Den administrative og digitale model for sagsbehandlingen er under fortsat overvejelse, men det er forudsætningen, at denne skal understøtte en smidig og effektiv gennemførelse af Kommissionens afgørelse samtidig med, at den skal være så lidt byrdefuld som muligt over for støttemodtagerne samt sikre overholdelsen af de almindelige forvaltningsretlige regler og principper.

Det foreslås, at miljø- og fødevareministeren træffer afgørelse om tilbagebetaling af ulovlig og uforenelig statsstøtte efter denne lov og regler fastsat i medfør heraf.

Med den foreslåede bestemmelse lægges kompetencen til at træffe afgørelse om tilbagebetaling af den ulovlige og uforenelige statsstøtte hos miljø- og fødevareministeren, eller den som ministeren bemyndiger hertil efter den foreslåede § 5, stk. 2.

Det vil med den foreslåede bestemmelse således være op til miljø- og fødevareministeren, eller den som ministeren bemyndiger hertil efter den foreslåede § 5, stk. 2, at udpege støttemodtagerne på baggrund af indholdet af Kommissionens afgørelse, oplysninger om indvindingstilladelser og opkrævninger af vandindvindingsafgifter i den relevante periode, samt at opgøre tilbagebetalingskravet, se hertil bemærkningerne til den foreslåede § 1.

Det følger af forvaltningsloven og forvaltningsretlige principper, at de pågældende støttemodtagere vil blive hørt over et udkast til afgørelse, inden der træffes endelig afgørelse i sagen.

Sagsbehandlingen vil i den forbindelse være underlagt de almindelige forvaltningsretlige regler og principper bortset fra, at miljø- og fødevareministeren efter den foreslåede § 5, stk. 3, vil kunne fastsætte regler om, at afgørelser, der er truffet efter bemyndigelse i henhold til den foreslåede § 5, stk. 2, ikke skal kunne påklages til miljø- og fødevareministeren.

Det foreslås i stk. 1, at støttemodtagere omfattet af afgørelsen nævnt i § 1 skal efter anmodning stille enhver nødvendig oplysning om støttemodtageren og dennes aktiviteter til rådighed for miljø- og fødevareministeren

Bestemmelsen skal sikre, at miljø- og fødevareministeren kan gennemføre en effektiv administration af tilbagebetaling af ulovlig og uforenelig statsstøtte efter denne lov og i den forbindelse have adgang til alle relevante oplysninger fra støttemodtagere omfattet af Kommissionens afgørelse. Dette kan eksempelvis være regnskaber og bilag, dokumentation for anden de minimis-støtte, oplysninger om ejerforhold m.v. Retsvirkningen af manglende dokumentation fra støttemodtageren vil være, at miljø- og fødevareministeren må træffe afgørelse på grundlag af de oplysninger, som foreligger. Udgangspunktet vil her være, at der skal ske tilbagebetaling af det fulde opgjorte tilbagebetalingspligtige beløb, om nødvendigt ved inddrivelse efter reglerne om lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Det foreslås i stk. 2, at miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation om forhold omfattet af denne lov eller af regler udstedt i medfør heraf skal foregå digitalt, herunder at de i stk. 1 nævnte oplysninger skal indgives digitalt.

Bemyndigelsen påtænkes udnyttet således, at pligten til at kommunikere digitalt i forbindelse med denne lov eller af regler udstedt i medfør heraf også omfatter kommunikation med en rådgiver, partsrepræsentant eller bisidder, som f.eks. en konsulent, advokat eller lignende, der optræder på støttemodtagerens vegne i forbindelse med tilbagesøgningen.

Kravet indebærer blandt andet, at skriftlige henvendelser m.v. om forhold, som er omfattet af denne lov eller af regler, som er udstedt i medfør af denne lov, ikke anses for modtaget, hvis de afsendes på anden vis end den foreskrevne digitale måde.

Det foreslås i stk. 3, at miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater, digital signatur, opfyldelse af underskriftskrav, at digitale meddelelser anses for at være kommet frem, når de er tilgængelige for modtageren, klage, og om undtagelse fra kravet om digital kommunikation.

Af den bekendtgørelse, der udmønter bemyndigelsen, vil det fremgå, hvem der omfattes af pligten til at kommunikere digitalt og om hvilke forhold og på hvilken måde.

Der vil efter forslaget kunne stilles krav om, at støttemodtagere oplyser en e-mailadresse, som ministerierne kan anvende til kontakt i forbindelse med behandlingen af en konkret sag eller henvendelse.

Der vil også kunne stilles krav om anvendelse af digital signatur eller lignende i forbindelse med andre former for digital kommunikation, eksempelvis via digitale selvbetjeningsløsninger, så der er sikkerhed for, at afsenderen er den, som vedkommende giver sig ud for at være.

Der kan efter forslaget ved bekendtgørelse stilles krav om, at støttemodtagerne skal anvende bestemte it-systemer og særlige digitale formater for at sikre, at de modtagne oplysninger kan håndteres.

Herudover vil det være muligt for støttemodtagere efter ansøgning at opnå dispensation fra kravet om digital kommunikation. Dispensation vil kun undtagelsesvist blive givet, f.eks. til støttemodtagere, der bor i områder, hvor det er teknisk problematisk at koble sig på internettet, eller hvis støttemodtageren i anden forbindelse er undtaget fra kravet om digital kommunikation. Der vil efter forslaget endvidere kunne fastsættes regler om klage over afgørelser om dispensation, herunder at klageadgangen afskæres.

Det foreslås endvidere fastlagt, hvornår en digital meddelelse må anses for at være kommet frem til adressaten for meddelelsen. Det er i den forbindelse forudsætningen, at meddelelsen i overensstemmelse med almindelig praksis anses for at være kommet frem til adressaten for meddelelsen, når den er tilgængelig for adressaten. Meddelelsen anses for at være tilgængelig for adressaten fra det tidspunkt, hvor adressaten har mulighed for at gøre sig bekendt med indholdet af meddelelsen. Det er således uden betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen. Det vil sige med samme retsvirkninger som fysisk post, der anses for at være kommet frem, når den pågældende meddelelse m.v. er lagt i modtagerens fysiske postkasse. Det er i denne forbindelse uden betydning, om adressaten har bragt sig i stand til at tilgå meddelelsen.

Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse til en myndighed ikke fastlægges som følge af problemer med myndighedens it-system eller andre lignende problemer, må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet. Det vil således ikke kunne komme virksomheden til skade, at indberetning modtages efter fristens udløb, hvis dette skyldes systemnedbrud hos myndigheden.

For at der ikke skal kunne opstå tvivl om, at støttemodtagere kan opfylde underskriftskravet på anden måde end ved personlig underskrift, foreslås det, at der indsættes en bestemmelse om, at underskriftskravet kan opfyldes ved, at underskriveren anvender en teknik, der sikrer entydig identifikation af den pågældende, f.eks. digital signatur.

Det foreslås i stk.1, at søgsmål til prøvelse af afgørelser efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf skal være anlagt inden 3 måneder efter, at afgørelsen er meddelt støttemodtageren.

Fristen på 3 måneder for at indbringe søgsmål til prøvelse af afgørelser efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf foreslås indsat for at understøtte en effektiv gennemførelse af Kommissionens afgørelse, således at der ikke efter fristens udløb kan rejses tvivl om det beløb, der skal tilbagebetales. Fristen beregnes fra den dag, hvor afgørelsen om tilbagebetaling af ulovlig og uforenelig statsstøtte er meddelt støttemodtageren, og et søgsmål til prøvelse heraf skal således være anlagt senest 3 måneder efter dette tidspunkt.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at de foreslåede regler ikke afskærer adgangen til at få sager genoptaget efter almindelige forvaltningsretlige principper, ligesom de ikke afskærer muligheden for klage til Folketingets Ombudsmand. Der er desuden ikke tale om en indholdsmæssig indskrænkning i domstolsprøvelsen, men alene en tidsmæssig.

Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af EU-retten, at danske domstole ikke har kompetence til at prøve gyldigheden af en EU-retsakt, herunder Kommissionens afgørelse af 16. oktober 2017, jf. herved bl.a. EU-Domstolens dom af 22. oktober 1987 i sag 314/85, Foto-Frost, EU:C:1987:452.

Det foreslås efter stk. 2, at miljø- og fødevareministeren kan bemyndige en statslig myndighed under ministeriet til at udøve de beføjelser, der er tillagt miljø- og fødevareministeren i denne lov. Denne delegationsadgang foreslås til enhver myndighed uanset myndighedens placering i Miljø- og Fødevareministeriets ressortområde.

Bestemmelsen forventes at blive brugt til at bemyndige Miljøstyrelsen til at varetage opgaven med at tilbagesøge ulovlig og uforenelig statsstøtte efter Kommissionens afgørelse.

Efter det foreslåede stk. 3, fastsætter miljø- og fødevareministeren regler om adgangen til at klage over afgørelser, der er truffet efter bemyndigelse i henhold til stk. 2, herunder om at afgørelserne ikke skal kunne påklages til miljø- og fødevareministeren.

Det forventes, at bemyndigelsen vil blive benyttet til at afskære klageadgang til miljø- og fødevareministeren. Dette skyldes, at der er tale om et stort antal ensartede afgørelser, som ikke vil bero på en kompliceret retlig eller skønsmæssig vurdering, idet det afgørende for selve tilbagebetalingsforpligtelsen er, om støttemodtageren er omfattet af Kommissionens afgørelse. Dette forhold kan konstateres enkelt på baggrund af registerdata m.v., ligesom det forudsættes, at støttemodtagerne vil blive hørt om opgørelsen af det støttebeløb, der kræves tilbagebetalt, inden afgørelserne træffes.

Den foreslåede bestemmelse understøtter samtidig en hurtig og effektiv gennemførelse af Kommissionens afgørelse i overensstemmelse med procedureforordningens artikel 16, stk. 3.

Det foreslås, at loven træder i kraft 1. juli 2018.

Det følger af lovforslaget, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Dette skyldes, at Kommissionens afgørelse vedrører bekendtgørelse nr. 962 af 27. juni 2013 af lov om afgift af ledningsført vand med senere ændringer, som jf. dennes § 28 ikke gælder for Færøerne og Grønland.