LOV nr 467 af 14/05/2025
Digitaliseringsministeriet
Lov om supplerende bestemmelser til forordningen om kunstig intelligens § 5
Markedsovervågningsmyndighederne kan fra fysiske og juridiske personer omfattet af artikel 2, stk. 1, litra a-f, i forordningen om kunstig intelligens, afkræve alle oplysninger, som er nødvendige for myndighedernes tilsynsvirksomhed, herunder til fastlæggelse af, om et forhold hører under myndighedernes kompetence.
Forarbejder til Lov om supplerende bestemmelser til forordningen om kunstig intelligens § 5
RetsinformationDer er på nuværende tidspunkt ikke fastsat regler i dansk ret om markedsovervågningsmyndighedernes mulighed for at afkræve oplysninger fra fysiske og juridiske personer som led i et tilsyn i henhold til forordningen om kunstig intelligens.
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 156 i forordningen om kunstig intelligens, at markedsovervågningsmyndigheder, der er udpeget i henhold til forordningen, alle bør have håndhævelsesbeføjelser som fastsat i forordningen om kunstig intelligens og forordning (EU) 2019/1020 om markedsovervågning og produktoverensstemmelse (markedsovervågningsforordningen).
Det følger af markedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra a-c, at markedsovervågningsmyndigheden som minimum skal tillægges beføjelsen til at pålægge erhvervsdrivende at forelægge relevante dokumenter, tekniske specifikationer, data eller oplysninger om overensstemmelse og tekniske aspekter af produktet, herunder adgang til oplysninger om eller fra software, i det omfang en sådan adgang er nødvendig for at vurdere produktets overensstemmelse med lovgivningen. Samtidig skal markedsovervågningsmyndigheden have beføjelser til at pålægge erhvervsdrivende at levere oplysninger om forsyningskæden og distributionsnettet, om produkters tilstedeværelse på markedet og om andre modeller, der har de samme tekniske egenskaber som det pågældende produkt, og oplysninger om ejerskabet til et websted, når de pågældende oplysninger er nødvendige for sagen.
Det foreslås i § 5, at markedsovervågningsmyndighederne fra fysiske og juridiske personer omfattet af artikel 2, stk. 1, litra a-f, i forordningen om kunstig intelligens, kan afkræve alle oplysninger, som er nødvendige for myndighedernes tilsynsvirksomhed, herunder til fastlæggelse af, om et forhold hører under myndighedernes kompetence.
Det er hensigten med den foreslåede bestemmelse, at der kan indhentes oplysninger fra fysiske og juridiske personer omfattet af artikel 2, stk. 1, litra a-f, i forordningen om kunstig intelligens, hvis det findes nødvendigt.
Oplysningspligten er af væsentlig betydning for, at markedsovervågningsmyndighederne kan udføre en effektiv kontrol. Vurderingen af, hvilke oplysninger, der vil blive indhentet, vil altid bero på en proportionalitetsvurdering og karakteren af den dokumentation, der kan kræves, vil variere fra sag til sag. Oplysningspligten vil blandt andet kunne anvendes til, at markedsovervågningsmyndighederne kan pålægge fysiske og juridiske personer omfattet af artikel 2, stk. 1, litra a-f, i forordningen om kunstig intelligens, at forelægge relevante dokumenter, tekniske specifikationer, data eller oplysninger om overensstemmelse og tekniske aspekter af AI-systemet, herunder adgang til software, i det omfang en sådan adgang er nødvendig for at vurdere AI-systemets overensstemmelse med lovgivningen. Markedsovervågningsmyndighederne vil også kunne pålægge fysiske og juridiske personer omfattet af artikel 2, stk. 1, litra a-f, i forordningen om kunstig intelligens, at levere oplysninger om forsyningskæden og distributionsnettet, om AI-systemets tilstedeværelse på markedet og om andre modeller, der har de samme tekniske egenskaber som det pågældende AI-system, og oplysninger om ejerskabet til et websted, når de pågældende oplysninger er nødvendige for sagen.
De oplysninger, markedsovervågningsmyndighederne vil kunne kræve, skal være relevante for det, kontrollen skal belyse, og være tilgængelige for virksomheden. Dette skal ses i sammenhæng med, at markedsovervågningsmyndighederne kun må anmode om data, der er strengt nødvendige for at vurdere den risiko, som AI-systemer udgør, i overensstemmelse med artikel 78, stk. 2, i forordningen om kunstig intelligens.
Markedsovervågningsmyndighederne vil i deres anvendelse af den foreslåede § 5 skulle respektere fortroligheden af oplysninger og data, som myndigheden kommer i besiddelse af under udførelsen af dennes opgaver og aktiviteter i overensstemmelse med artikel 78, stk. 1, i forordningen om kunstig intelligens. Det indebærer eksempelvis, at markedsovervågningsmyndighederne skal håndtere oplysningerne på en sådan måde, at den beskytter intellektuelle ejendomsrettigheder og fysiske eller juridiske personers fortrolige forretningsoplysninger eller forretningshemmeligheder, herunder kildekoder, offentlige og nationale sikkerhedsinteresser og strafferetlige eller administrative procedurers gennemførelse mv.
Den foreslåede bestemmelse afgrænses af det almindelige forbud mod at udsætte andre for selvinkriminering, som det blandt andet kan udledes af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 og § 10 i retssikkerhedsloven. Er der konkret mistanke om, at det af oplysningerne vil fremgå, at den pågældende har begået noget strafbart, vil det således ikke kunne kræves, at oplysningerne udleveres. I et sådant tilfælde må sagen overlades til politiets efterforskning.