Lov om supplerende bestemmelser til forordning om reduktion af metanemissioner i energisektoren § 15

Metanforordningen indeholder i artikel 7 en særlig klageadgang, for enhver fysisk eller juridisk person der kan indgive en skriftlig klage til den kompetente myndighed over en metanaktørs potentielle overtrædelse af forordningen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 15, stk. 1, at energiklagenævnet behandler klager over afgørelser truffet af den kompetente myndighed i henhold til metanforordningen, loven og regler udstedt i medfør af loven, jf. dog stk. 2, herunder regler fastsat i medfør af § 16.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Energiklagenævnet vil blive udpeget som klageinstans for danske myndighedsafgørelser i henhold til metanforordningen, loven og regler udstedt i medfør af loven. Ud over undtagelsen i bestemmelsens stk. 2, vil undtagelser også kunne blive fastsat af klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af lovforslagets § 16, som vil tillade regulering af adgangen til at klage over afgørelser, der i henhold til metanforordningen, loven og regler udstedt i medfør af loven, bliver truffet af den kompetente myndighed.

Uden for nævnets kompetence vil være klager over afgørelser i henhold til metanforordningen, som en EU-myndighed har truffet i forhold til danske personer og virksomheder, idet klageadgangen i så fald bestemmes af EU-retten, hvilket vil kunne resultere i, at klage vil skulle indbringes for en EU-domstol.

Det foreslås i § 15, stk. 2, at afgørelser truffet af den kompetente myndighed, jf. metanforordningen artikel 7, alene kan indbringes for Energiklagenævnet for så vidt angår forvaltningsretlige forhold.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at afgørelser, som træffes af den kompetente myndighed jf. metanforordningens artikel 7, kun ville kunne indbringes for Energiklagenævnet for så vidt angår forvaltningsretlige forhold.

Metanforordningens artikel 7 giver adgang for enhver fysisk eller juridisk person til at indgive en skriftlig klage til den kompetente myndighed over en metanaktørs potentielle overtrædelse af forordningen.

En part, der har modtaget en afgørelse om klage indgivet til den kompetente myndighed jf. metanforordningens artikel 7, vil kunne indbringe denne afgørelse for domstolene i henhold til retsplejelovens regler, der tillader en mere vidtgående bevisførelse end hvad der ville være muligt i forbindelse med Energiklagenævnets sagsbehandling. Undtaget herfra vil imidlertid være klager, hvor parten finder, at myndigheden ikke har overholdt forvaltningsretlige regler og principper, idet sådanne klager altid vil kunne indbringes for Energiklagenævnet.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at Energiklagenævnet vil forblive rette klageinstans om alle forvaltningsretlige forhold om afgørelser truffet af den kompetente myndighed i henhold til metanforordningen, loven og regler udstedt i medfør af loven, jf. forslagets stk. 1, også selv om forslagets stk. 2, vil hindre, at nævnet kan tage stilling til afgørelsens materielle indhold. Dermed vil Energiklagenævnet kunne yde parten i sagen en let tilgængelig retlig beskyttelse vedrørende spørgsmål om, hvorvidt myndighedsafgørelser i henhold til metanforordningen, loven og regler udstedt i medfør af loven, som omhandlet i forslagets stk. 1, er blevet truffet i overensstemmelse med forvaltningsretten.

Udtrykket »forvaltningsretlige forhold«, der afgrænser bestemmelsens anvendelsesområde, vil omfatte hele den generelle forvaltningsret, som typisk angår myndigheders mulige overtrædelse af forvaltningslovens bestemmelser eller de uskrevne forvaltningsretlige principper, såsom myndighedens overholdelse af partshøringspligt, begrundelsespligt, habilitetsregler, tavshedspligt, pligten til at yde klagevejledning eller f.eks. overholdelsen af det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip, m.v.

Det foreslås i § 15, stk. 3, at den kompetente myndigheds afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed end Energiklagenævnet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at den administrative klageadgang vil blive afskåret til anden administrativ myndighed end Energiklagenævnet. Den overvejende del af de afgørelser, som den kompetente myndighed vil træffe, vil være af teknisk karakter og vil forudsætte betydelig teknisk indsigt på området. Denne tekniske indsigt findes i den kompetente myndighed og Energiklagenævnet.

Det foreslås i § 15, stk. 4, at en klage skal være indgivet skriftligt, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en klage vil skulle være indgivet skriftligt, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt. Klagen skal indgives til den kompetente myndighed, som forudsættes at fremsende klagen og dennes materiale til Energiklagenævnet.

Klagen vil skulle overholde forslagets krav om, at skriftlig kommunikation til og fra den kompetente myndighed vil skulle foregå digitalt og under anvendelse af de it-systemer, digitale formater og identifikationsløsninger, som myndigheden anviser.

Der henvises i øvrigt til forslagets § 12 og bemærkningerne hertil.

Lovforslaget vil ikke afskære den almindelige adgang til at få afgørelser prøvet ved domstolene.

Det foreslås i § 15, stk. 5, at energiklagenævnets formand efter nærmere aftale med nævnet kan træffe afgørelse på nævnets vegne i sager, der behandles efter denne lov og regler udstedt i medfør af loven.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Energiklagenævnet vil kunne bemyndige nævnets formand til at kunne træffe afgørelse i sager, der efter nævnets opfattelse egner sig hertil. Dette vil f.eks. kunne ske ved, at nævnet udpeger bestemte typer sager eller afgørelser, der erfaringsmæssigt ikke giver anledning til principielle overvejelser eller væsentlig tvivl, idet formanden samtidig vil bevare muligheden for, efter en konkret vurdering af sagen, at tilbagevise atypiske sager til afgørelse i nævnets plenum.

Det foreslås i § 15, stk. 6, at afgørelser ikke kan indbringes for domstolene, før den endelige administrative afgørelse foreligger.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at den administrative rekursmulighed vil blive udnyttet fuldt ud, inden en afgørelse kan indbringes for domstolene.

En »endelig administrativ afgørelse« foreligger som regel, når den øverste administrative klageinstans har fået klagesagens genstand forelagt til prøvelse og enten afgjort spørgsmålet eller afvist at behandle sagen. Øverste administrative klageinstans for danske myndighedsafgørelser i henhold til den forslåede stk. 1, er som udgangspunkt Energiklagenævnet.