LOV nr 1453 af 10/12/2024
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Lov om supplerende bestemmelser til forordning om reduktion af metanemissioner i energisektoren § 12
Skriftlig kommunikation til og fra den kompetente myndighed skal foregå digitalt og under anvendelse af de it-systemer, digitale formater og identifikationsløsninger, som myndigheden anviser.
Stk. 2. Den kompetente myndigheds afgørelser om forhold omfattet af metanforordningen, denne lov og regler udstedt i medfør af loven kan træffes ved hjælp af automatiseret sagsbehandling.
Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation og automatiseret sagsbehandling.
Forarbejder til Lov om supplerende bestemmelser til forordning om reduktion af metanemissioner i energisektoren § 12
RetsinformationDet foreslås i § 12, stk. 1, at skriftlig kommunikation til og fra den kompetente myndighed, skal foregå digitalt og under anvendelse af de it-systemer, digitale formater og identifikationsløsninger, som myndigheden anviser.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der vil blive et krav om brug af digitale kommunikationskanaler for så vidt angår skriftlige kommunikation til og fra den kompetente myndighed.
Formuleringen om, at skriftlig kommunikation »skal foregå digitalt« indebærer, at myndigheden som udgangspunkt ville kunne se bort fra oplysninger, der modtages via fysisk post. Oplysninger, der modtages mundtligt, vil kunne kræves meddelt digitalt, uanset om de måtte være omfattet af en notatpligt i medfør af offentlighedslovens § 13, stk. 1.
Ud over de kommunikationskanaler anvist af den kompetente myndighed anses f.eks. e-mail, digital post og selvbetjeningsløsninger der stilles til rådighed via internettet som »digitale« kommunikationskanaler.
Begrebet »it-systemer« vil skulle forstås bredt som alle it-baserede former for kommunikation eller databehandling, der kan komme i betragtning i forholdet mellem virksomheden, Europa-Kommissionen og myndigheden. Virksomheder vil i denne forbindelse have krav på, at der tages passende hensyn til datasikkerheden, således at der f.eks. ikke gyldigt ville kunne stilles krav om, at drifts- eller forretningsforhold, der kræver hemmeligholdelse på grund af væsentlig økonomisk betydning for virksomheden, oversendes pr. almindelig e-mail.
Hvis myndigheden anviser et it-system, vil dette som udgangspunkt blive stillet til rådighed gratis af det offentlige, idet myndighedens it-omkostninger dog vil indgå i beregningen af et gebyr, jf. forslagets § 10, stk. 1.
Begrebet »digitale formater« vil skulle markere, at der vil kunne stilles krav om, at data stilles til rådighed for myndigheden i en standardiseret form. Det kan eksempelvis blive krævet, at data, dokumenter m.v. vil skulle oversendes eller uploades i gængse dataformater for tekst, tal/regneark eller billeder m.v., også selv om dette i princippet vil kunne påføre virksomheden en mindre udgift til anskaffelse af gængs programmel.
Begrebet »identifikationsløsninger« vil skulle forstås som digitale løsninger, der tillader sikker identifikation af en afsender eller systemanvender, eksempelvis MitID.
Formuleringen »som myndigheden anviser« vil indebære, at den kompetente myndighed som udgangspunkt vil kunne anvise de gældende kommunikationskanaler via direkte gældende regler i metanforordningen. Herudover vil den kompetente myndighed kunne forpligte borgeren eller virksomheden til at anvende en udpeget bestemt kommunikations- eller databehandlingsløsning. Anvisning vil kunne ske gennem administrativt fastsatte regler, jf. forslagets § 12, stk. 3, men vil ikke være begrænset hertil, således at også en hjemmesideinformation eller en konkret opfordring kan blive en bindende »anvisning« for adressaten. Skulle en virksomhed undlade at anvende et anvist it-system m.v., vil dette efter omstændighederne kunne føre til, at en indberetning, oplysning eller anden kommunikation vil blive anset for ikke at være kommet frem til myndigheden.
Formuleringen »skriftlig kommunikation til og fra den kompetente myndighed« vil indebære, at bestemmelsen ikke vil kunne anvendes på f.eks. besvarelse af aktindsigtsbegæringer eller andre opgaver, der varetages i henhold til forvaltningsloven, offentlighedsloven, miljøoplysningsloven eller anden almindelig forvaltningsret. Derimod vil bestemmelsen angå al kommunikation med myndigheden, der løser virksomhedsvendte opgaver under metanforordningen.
Det foreslås i § 12, stk. 2, at den kompetente myndigheds afgørelser om forhold omfattet af metanforordningen, loven og regler udstedt i medfør af loven, kan træffes ved hjælp af automatiseret sagsbehandling.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at den kompetente myndighed vil kunne benytte sig af automatiseret sagsbehandling i afgørelsessager, såfremt afgørelsen vedrører forhold omfattet af metanforordningen, loven og regler udstedt i medfør af loven.
Formuleringen »automatiseret sagsbehandling« vil omfatte alle situationer, hvor en forvaltningsretlig afgørelse eller anden væsentlig beslutning vil blive udformet og fremsendt, uden at en fysisk person er sagsbehandler. Formuleringen vil omfatte maskinelle sagsbehandlingsskridt på baggrund af faste og entydige kriterier såvel som uden sådanne kriterier. Bestemmelsen vil således favne meget bredt og omfatte alle situationer, som vil kunne tages i anvendelse i takt med, at den teknologiske udvikling skaber mulighed herfor.
Det foreslås i § 12, stk. 3, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation og automatiseret sagsbehandling.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler om den digitale kommunikation og automatiserede sagsbehandling, der er beskrevet i forslagets § 12, stk. 1 og 2.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 12, stk. 1 og 2, hvor det bl.a. fremgår, at myndighederne ifølge forslaget vil kunne anvise anvendelsen af bestemte it-systemer, digitale formater og identifikationsløsninger, også uden at sådanne krav fremgår af bindende regler. Den foreslåede bestemmelse vil dog give mulighed for at regulere forholdene i administrative regelsæt, hvor dette skønnes nødvendigt eller hensigtsmæssigt, f.eks. fordi der måtte vise sig et behov for at udveksle data i usædvanlige digitale formater, og hvor opfyldelsen af dette krav skønnes at være forbundet med usædvanligt store byrder for de berørte virksomheder m.v.
Bestemmelsen er tiltænkt anvendelse til supplering af metanforordningens regler, hvor en sådan supplering kan blive anset for nødvendig eller hensigtsmæssig. Ved bestemmelsens anvendelse vil der skulle tilstræbes løsninger, der vil kunne lette de administrative arbejdsgange for enten myndighed eller metanaktører, og så vidt muligt for begge parter på samme tid.
Udtrykket »automatiseret sagsbehandling« vil skulle forstås bredt i overensstemmelse med stk. 2, og vil omfatte databehandling såvel med som uden faste og entydige kriterier. Regeludstedelse herom vil efter omstændighederne kunne være hensigtsmæssig for at sikre en korrekt og transparent anvendelse af automatiseringsværktøjer ved metanforordningens forvaltning. Desuden kan et egentligt krav om regulering af bestemte automatiseringsprocesser følge af de til enhver tid gældende dataretlige regler og standarder eller forvaltningsretlige krav.