LOV nr 1452 af 10/12/2024
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Lov om supplerende bestemmelser til forordning om indførelse af en kulstofgrænsetilpasningsmekanisme § 5
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om gebyrer til dækning af omkostninger forbundet med varetagelsen af ministerens opgaver i henhold til CBAM.
Forarbejder til Lov om supplerende bestemmelser til forordning om indførelse af en kulstofgrænsetilpasningsmekanisme § 5
Retsinformation»Forurener-betaler-princippet« har på klimaområdet i Danmark været gældende for den nærtbeslægtede kvoteordning (EU ETS) siden dennes start i 2005 og skal i denne sammenhæng forstås som »udleder af drivhus-gasser-betaler-princippet«. Som konsekvens af princippet, sørger klima-, energi- og forsyningsministeren ved regeludstedelse for fuld dækning af de omkostninger, der er forbundet med myndighedernes sagsbehandling af kvoteordningen.
CBAM-forordningen indeholder ikke bestemmelser om gebyr. Forordningen fastsætter dog bestemmelser hvor medlemsstaten eller den kompetente myndighed forpligtelse til at udføre en række opgaver. Herunder blandt andet, sagsbehandling i forbindelse med importørers ansøgning om godkendelse og godkendelsen heraf, jf. CBAM-forordningens artikel 5 og artikel 7, gennemgang af CBAM-angivelser og i visse tilfælde beregning af antallet af CBAM-certifikater der skal returneres, jf. CBAM-forordningens artikel 19, salg og tilbage køb af CBAM certifikater, jf. CBAM-forordning-gens artikel 20 og artikel 23 og håndhævelse af CBAM-forordningens bestemmelser, jf. CBAM-forordningen artikel 26.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås i § 5, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om gebyrer til dækning af omkostninger forbundet med varetagelsen af ministerens opgaver i henhold til CBAM.
Den forslåede bestemmelse vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til at kunne fastsætte regler om betaling af gebyrer til dækning af ministerens omkostninger til administration af CBAM.
Endvidere medfører den foreslåede bestemmelse, at ministeren vil kunne sørge for fuld dækning af de omkostninger, der er forbundet med ministerens sagsbehandling af CBAM, i overensstemmelse med »forurener-betaler-princippet«.
Bestemmelsen vil, såfremt den udmøntes, kunne anvendes af ministeren til at fastsætte bestemmelser i bekendtgørelse om betaling af et årligt gebyr til dækning af de omkostninger, der er forbundet med ministerens administration af CBAM. Sådanne bestemmelser vil kunne tage sigte på den almindelige administration og sagsbehandling af CBAM hen over et kalenderår. Der vil endvidere, såfremt bestemmelsen udmøntes, kunne fastsættes bestemmelser om ministerens opkrævning af gebyret, forfaldstidspunkt, betalingsform, rykkergebyr og renter.
De administrative omkostninger ved CBAM kan ændre sig løbende fra år til år. Hvis der vælges at etablere en gebyrordning, vil der skulle ske en løbende tilpasning af gebyrsatserne i overensstemmelse med Budgetvejledningen.
Såfremt § 4, stk. 2 effektueres, vil erhvervsministeren kunne bemyndiges til at udstede regler om gebyr til dækning af omkostninger ved erhvervsministerens opgaver i henhold til CBAM. Dette vil betyde at CBAM-klarerere muligvis vil blive opkrævet et særskilt årligt gebyr til dækning af erhvervsministerens omkostninger til administration af CBAM. I givet fald vil erhvervsministerens bemyndigelse være begrænset til det henlagte ansvarsområde samt øvrige begrænsninger, som ligeledes gøre sig gældende for klima-, energi- og forsyningsministeren til bemyndigelsernes anvendelse som fremgår af denne lov eller anden lovgivning, herunder bl.a. forvaltningsloven og databeskyttelsesloven.
Reglerne om betaling af gebyrer vil kunne omfatte udgifter, som efter et rimeligt skøn medgår til den løbende administration af CBAM, herunder løn- og driftsomkostninger forbundet kontrol og sagsbehandling af kvartalsvise CBAM-rapporter og årlige CBAM-deklarationer, håndhævelse af importørers manglende eller mangelfulde rapportering, vejledning af importører og verifikatorer om rapporteringskrav, godkendelse af ansøgninger om autorisation som godkendt CBAM-klarere, vejledning af importører om returneringsforpligtelser samt vejledning om køb og salg af CBAM-certifikater, samt tilsyn og påbud i forhold til CBAM m.v. Klima-, energi- og forsyningsministeren og erhvervsministeren kan eventuelt etablere en fælles gebyropkrævning.