LOV nr 258 af 06/03/2025
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Lov om styrket beredskab i energisektoren § 34
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler med henblik på at gennemføre eller anvende internationale konventioner og EU-regler om forhold, der er omfattet af denne lov, herunder forordninger, direktiver og beslutninger om beredskab og beskyttelse af energiinfrastruktur på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone.
Forarbejder til Lov om styrket beredskab i energisektoren § 34
RetsinformationDet følger af elforsyningslovens § 2 a, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler eller træffer bestemmelser med henblik på at gennemføre eller anvende internationale konventioner og EU-regler om forhold, der er omfattet elforsyningsloven, herunder forordninger, direktiver og beslutninger om naturbeskyttelse på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone.
Det følger af varmeforsyningslovens § 2 a, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelser med henblik på at gennemføre eller anvende internationale konventioner og EU-regler om forhold, der er omfattet varmeforsyningsloven.
Det følger af olieberedskabslovens § 3, at klima-, energi- og bygningsministeren (nu klima-, energi- og forsyningsministeren) kan fastsætte regler eller træffe bestemmelser med henblik på at gennemføre eller anvende internationale konventioner og EU-regler om forhold, der er omfattet af olieberedskabsloven, herunder forordninger, direktiver og beslutninger.
Det følger af undergrundslovens § 2 a, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler eller træffer bestemmelser med henblik på at gennemføre eller anvende internationale konventioner og EU-regler om forhold, der er omfattet undergrundsloven, herunder forordninger, direktiver og beslutninger om naturbeskyttelse på dansk søterritorium, i dansk eksklusiv økonomisk zone og på dansk kontinentalsokkelområde.
Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i gasforsyningsloven.
Det foreslås i § 34, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelser med henblik på at gennemføre eller anvende internationale konventioner og EU-regler om forhold, der er omfattet af denne lov, herunder forordninger, direktiver og beslutninger om beredskab og beskyttelse af energiinfrastruktur på søterritoriet og den eksklusive økonomiske zone.
Den foreslåede bestemmelse i § 34 vil bygge videre på gældende bestemmelser i forsyningslovene, hvorefter ministeren kan fastsætte regler eller træffer bestemmelser med henblik på at gennemføre eller anvende internationale konventioner og EU-regler, herunder om beredskab for energisektoren.
EU-Kommissionen er flere steder i CER- og NIS 2-direktiverne tillagt kompetence til at vedtage retsakter, der nærmere udmønter bestemte dele af direktivet. Energisektoren er desuden underlagt anden regulering fra EU om beredskab i energisektoren.
Det følger bl.a. af CER-direktivets artikel 5, stk. 1, at EU-Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage en delegeret retsakt i overensstemmelse med direktivets artikel 23 senest den 17. november 2023 for at supplere CER-direktivet ved at udarbejde en ikke-udtømmende liste over væsentlige tjenester i sektorerne og delsektorerne anført i direktivets bilag. EU-Kommissionen har ved sin delegerede forordning (EU) 2023/2450 af 25. juli 2023 til supplering af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/2557 opstillet en ikke-udtømmende liste over væsentlige tjenester.
Desuden følger det af CER-direktivets artikel 13, stk. 6, at EU-Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter med henblik på at fastsætte de nødvendige tekniske og metodiske specifikationer vedrørende anvendelsen af modstandsdygtighedsforanstaltninger efter artikel 13, stk. 1.
Det følger endvidere af CER-direktivets artikel 18, stk. 6, at EU-Kommissionen vedtager en gennemførelsesretsakt med regler for de proceduremæssige ordninger for tilrettelæggelse af rådgivende EU-delegationer.
Det fremgår derudover af CER-direktivets artikel 19, stk. 6, at EU-Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter, hvori der fastlægges proceduremæssige ordninger, som er nødvendige for Gruppen for Kritiske Enheders Modstandsdygtigheds funktion.
I medfør af artikel 21, stk. 5, 2. led, i NIS 2-direktivet, kan EU-Kommissionen vedtage gennemførelsesretsakter, der fastsætter de tekniske og metodologiske samt om nødvendigt sektorspecifikke krav til de foranstaltninger, der er omhandlet i direktivets artikel 21, stk. 2 (foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici).
Ved udarbejdelsen af gennemførelsesretsakter om foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici følger EU-Kommissionen i videst muligt omfang europæiske og internationale standarder samt relevante tekniske specifikationer. EU-Kommissionen samarbejder med samarbejdsgruppen som er nedsat i medfør af NIS 2 artikel, stk. 1, og ENISA om udkastene til gennemførelsesretsakter.
Det følger desuden af NIS 2-direktivets artikel 23, stk. 11, at EU-Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter, der yderligere præciserer typen af oplysninger, formatet og proceduren for en underretning indgivet i henhold til artikel 23, stk. 1 (underretning af myndighederne om hændelser), og artikel 30 (frivillig meddelelse af relevante oplysninger) og for en meddelelse, der er indgivet i henhold til artikel 23, stk. 2 (oplysning til modtagerne af tjenester).
Det følger endvidere af NIS 2-direktivets artikel 24, stk. 2, at EU-Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter for at supplere NIS 2-direktivet ved at præcisere, hvilke kategorier af væsentlige og vigtige enheder der skal anvende visse certificerede IKT-produkter, -tjenester og -processer eller indhente en attest i henhold til en europæisk cybersikkerhedscertificeringsordning, der er vedtaget i henhold til artikel 49 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/881 af 17. april 2019 om ENISA (Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed), om cybersikkerhedscertificering af informations- og kommunikationsteknologi og om ophævelse af forordning (EU) nr. 526/2013 (forordningen om cybersikkerhed). Disse delegerede retsakter vedtages, når der er identificeret utilstrækkelige cybersikkerhedsniveauer og de skal indeholde en gennemførelsesperiode.
Den foreslåede bestemmelse vil give klima-, energi- og forsyningsministeren hjemmel til at gennemføre EU-Kommissionens retsakter og internationale konventioner om beredskab for energisektoren.