LOV nr 258 af 06/03/2025
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Lov om styrket beredskab i energisektoren § 2
Denne lov finder anvendelse på følgende typer af virksomheder, jf. dog stk. 2 og 3:
-
Elektricitetsvirksomheder.
-
Distributionssystemoperatører.
-
Transmissionssystemoperatører.
-
Elproducenter.
-
Udpegede elektricitetsmarkedsoperatører.
-
Markedsdeltagere, der leverer tjenester, der vedrører aggregering, fleksibelt elforbrug eller energilagring.
-
Operatører af ladepunkter, der er ansvarlige for forvaltningen og driften af et ladepunkt, som leverer en ladetjeneste til slutbrugere, herunder i en mobilitetstjenesteudbyders navn og på dennes vegne.
-
Operatører af fjernvarme eller fjernkøling.
-
Olierørledningsoperatører.
-
Operatører af olieproduktionsanlæg, -raffinaderier og -behandlingsanlæg, olielagre og olietransmission.
-
Centrale lagerenheder.
-
Gasforsyningsvirksomheder.
-
Lagersystemoperatører.
-
LNG-systemoperatører.
-
Naturgasvirksomheder.
-
Operatører af naturgasraffinaderier og -behandlingsanlæg.
-
Operatører inden for brintproduktion, -lagring og -transmission.
-
Operatører af tankstationer, der er ansvarlige for forvaltningen og driften af tankstationer.
-
Operatører af regionale koordinationscentre.
-
Operatører af bygasnet.
-
Operatører af opstrømsrørledningsnet.
Stk. 2. Loven finder dog kun anvendelse på typer af virksomheder efter stk. 1, som beskæftiger under 50 personer, eller som har en årlig omsætning og en samlet årlig balance på ikke over 10 mio. euro, såfremt virksomheden opfylder en eller flere af følgende betingelser:
-
Leverer tjenester, der vedrører aggregering, fleksibelt elforbrug eller energilagring med en kapacitet på 25 MW eller derover eller 25 MW elproduktion eller derover.
-
Opererer ladepunkter med en samlet kapacitet på 25 MW eller derover.
-
I 2 ud af de sidste 3 år har haft et årligt salg på mere end 13,9 GWh fjernvarme eller fjernkøling.
-
Årligt producerer mere end 26 mio. Nm3 gas eller injicerer mere end 26 mio. Nm3 gas i et gasnet.
-
Opererer olieterminaler eller olielagre med en kapacitet på 100.000 m3 eller derover.
-
Opererer brintproduktion, der i sit tilslutningspunkt til et kollektivt elnet har en kapacitet på 25 MW eller derover.
-
Opererer en eller flere tankstationer, der sammenlagt har et årligt salg af olieprodukter på 600.000 m3 eller derover, eller som opererer flere end 100 tankstationer på nationalt plan.
-
Har en positiv lagringspligt efter olieberedskabsloven eller regler udstedt i medfør af olieberedskabsloven.
-
Er distributionssystemoperatør.
-
Er central lagerenhed.
-
Er operatør af naturgasbehandlingsanlæg.
-
Er operatør af regionale koordinationscentre.
-
Er operatør af bygasnet.
Stk. 3. Lovens kapitel 5 om baggrundskontrol og sikkerhedsgodkendelse finder endvidere anvendelse på aktører og virksomheder, der ikke omfattes af stk. 1 og 2, men som varetager opgaver som direkte led i eller i forbindelse med leveringen af de tjenester og aktiviteter, der varetages af virksomhedstyperne opregnet i stk. 1.
Stk. 4. Loven finder anvendelse på land- og søterritoriet, i den danske eksklusive økonomiske zone og på den danske kontinentalsokkel, jf. dog stk. 5.
Stk. 5. Loven finder ikke anvendelse på transmissionssystemer og opstrømsrørledningsnet på søterritoriet, i den eksklusive økonomiske zone og på den danske kontinentalsokkel, der ikke har tilslutning til danske forsyningsnet.
Forarbejder til Lov om styrket beredskab i energisektoren § 2
RetsinformationEfter elforsyningslovens § 85 b, stk. 1, og § 85 c, stk. 1, er følgende virksomheder i elsektoren omfattet af beredskabsregulering, herunder krav om at foretage den nødvendige planlægning og træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre elforsyningen i beredskabssituationer og andre ekstraordinære situationer samt opretholde et it-beredskab, herunder planlægge og træffe nødvendige foranstaltninger for at sikre beskyttelsen af kritiske it-systemer, der er af betydning for elforsyningen. Virksomheder, som er bevillingspligtige efter elforsyningslovens §§ 10 og 19, virksomheder, der har tilladelse til elproduktion fra anlæg med en kapacitet på over 25 MW efter § 29 i VE-loven eller § 11 i elforsyningsloven, samt elforsyningsvirksomhed, der varetages af Energinet eller denne virksomheds helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet.
Efter gasforsyningslovens § 15 a og § 15 b, er virksomheder, som er bevillingspligtige efter gasforsyningslovens § 10, Energinet og dennes helejede datterselskaber, som foretager gasforsyningsvirksomhed klassisk beredskab og it-beredskab.
I oliesektoren skal virksomheder med positiv lagringspligt og FDO foretage beredskabsplanlægning, der sikrer forsyningen af olie fra egne beredskabslagre i en beredskabssituation, jf. olieberedskabslovens § 16, stk. 1, og olieberedskabsbekendtgørelsens § 11.
Elforsyningsloven finder anvendelse på land- og søterritoriet og i den eksklusive zone, jf. lovens § 2, stk. 2. Gasforsyningsloven finder anvendelse på land, søterritoriet, i den eksklusive økonomiske zone og på dansk kontinentalsokkelområde, jf. lovens § 2, skt. 3. Gasforsyningsloven finder dog ikke anvendelse på transmissionssystemer på søterritoriet, i den eksklusive økonomiske zone og på dansk kontinentalsokkelområde, der ikke har tilslutning til det danske gassystem, jf. lovens § 2, stk. 4. Offshoresikkerhedsloven finder anvendelse på offshore olie- og gasaktiviteter.
Der henvises i øvrigt til punkt 3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås i § 2, stk. 1, at loven finder anvendelse på de i nr. 1-20 oplistede typer af virksomheder, jf. dog stk. 2 og 3.
Begrebet virksomheder vil skulle forstås i overensstemmelse med begrebet enheder, der anvendes i NIS 2-direktivet, jf. også lovforslagets § 3, nr. 30, der vil definere virksomheder i overensstemmelse med definitionen af den enslydende definition af enheder i NIS 2-direktivet. Virksomheder vil herefter blive den gennemgående referenceramme for lovforslagets anvendelse, i overensstemmelse med den hidtil indarbejdede måde at betegne retssubjekterne i lovgivningen på energiområdet.
Den foreslåede bestemmelse vil med nr. 1-17 implementere de dele af artikel 2, stk. 1, i NIS 2- direktivet og artikel 1, stk. 1, litra a og b, i CER-direktivet, som er relevant for energisektoren. De oplistede virksomheder i nr. 1-17 reflekterer således de enheder i energisektoren, som angivet i bilag 1 til NIS 2-direktivet, samt de kritiske enheder i energisektoren, som er angivet i bilaget til CER.
Nr. 18-20 er et udtryk for et nationalt ønske om at operatører af tankstationer, der er ansvarlige for forvaltningen og driften af tankstationer, operatører af regionale koordinationscentre og operatører af bygasnet, omfattes af loven, da disse virksomheder varetager en række funktioner, der er kritiske for forsyningen og beredskabet i energisektoren. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 2, stk. 1, nr. 18-20, nedenfor.
Den foreslåede bestemmelse vil videreføre gældende ret, idet de virksomheder, som efter elforsyningsloven, gasforsyningsloven, varmeforsyningsloven og undergrundsloven er omfattet af beredskabsregulering, også vil blive omfattet af beredskabsregulering med den foreslåede bestemmelse. Bestemmelsen udvider dog samtidig beredskabsreguleringen til fremover også at omfatte bl.a. fjernvarmevirksomheder, fjernkølingsvirksomheder, brintvirksomheder, biogasvirksomheder, virksomheder der udfører forskellige opgaver i el- og gasmarkedet og kommercielle virksomheder i downstream oliesektoren, hvis disse ikke har pligt til at holde olieberedskabslagre.
Det foreslås i § 2, stk. 1, nr. 1, at elektricitetsvirksomheder omfattes af loven. Elektricitetsvirksomheder skal forstås i overensstemmelse med den foreslåede definition i § 3, nr. 7, og skal i øvrigt forestås i overensstemmelse med enhedskategorien elektricitetsvirksomheder angivet i NIS 2-direktivets bilag I og CER-direktivets bilag.
Det foreslås i § 2, stk. 1, nr. 2, at distributionssystemoperatører omfattes af loven. Distributionssystemoperatører skal forstås i overensstemmelse med den foreslåede definition i § 3, nr. 6, og skal i øvrigt forstås i overensstemmelse med enhedskategorien distributionssystemoperatører i hhv. elektricitets- og gassektoren angivet i NIS 2-direktivets bilag I og CER-direktivets bilag.
Virksomheder, der er omfattet af begrebet ”distributionsselskab”, jf. gasforsyningslovens § 6, stk. 1, nr. 6, og virksomheder, der er omfattet af begrebet ”netvirksomhed”, jf. elforsyningslovens § 5, stk. 1, nr. 26, vil blandt andet være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Bestemmelsen vil hermed blandt andet omfatte virksomheder, der har bevilling til distributionsvirksomhed efter gasforsyningslovens § 10, og virksomheder, der har bevilling til netvirksomhed efter elforsyningslovens § 19, jf. også bemærkningerne til forslagets § 3, stk. 1, nr. 5.
Det foreslås i § 2, stk. 1, nr. 3, at transmissionssystemoperatører omfattes af loven. Transmissionssystemoperatører skal forstås i overensstemmelse med den foreslåede definition i § 3, nr. 29, og skal i øvrigt forstås i overensstemmelse med enhedskategorien transmissionssystemoperatører i hhv. elektricitets- og gassektoren angivet i NIS 2-direktivets bilag I og CER-direktivets bilag.
Det foreslås i § 2, stk. 1, nr. 4, at elproducenter omfattes af loven. Elproducenter skal forstås i overensstemmelse med den foreslåede definition i § 3, nr. 8, og skal i øvrigt forestås i overensstemmelse med enhedskategorien producenter i elektricitetssektoren angivet i NIS 2-direktivets bilag I og CER-direktivets bilag.
Det foreslås i § 2, stk. 1, nr. 5, at udpegede elektricitetsmarkedsoperatører omfattes af loven. Udpegede elektricitetsmarkedsoperatører skal forstås i overensstemmelse med den foreslåede definition i § 3, nr. 30, og skal i øvrigt forestås i overensstemmelse med enhedskategorien udpegede elektricitetsmarkedsoperatører angivet i NIS 2-direktivets bilag I og CER-direktivets bilag.
Det foreslås i § 2, stk. 1, nr. 6, at markedsdeltagere, der leverer tjenester, der vedrører aggregering, fleksibelt elforbrug eller energilagring, omfattes af loven. Markedsdeltagere der leverer tjenester, der vedrører aggregering, fleksibelt elforbrug eller energilagring, skal forstås i overensstemmelse med den foreslåede definition i § 3, nr. 19, og skal i øvrigt forstås i overensstemmelse med enhedskategorien angivet i NIS 2-direktivets bilag I og CER-direktivets bilag.
Det foreslås i § 2, stk. 1, nr. 7, at operatører af ladepunkter, der er ansvarlige for forvaltningen og driften af et ladepunkt, som leverer en ladetjeneste til slutbrugere, herunder i en mobilitetstjenesteudbyders navn og på dennes vegne, omfattes af loven. Begrebet skal forstås i overensstemmelse med enhedskategorien operatører af ladestationer, der er ansvarlige for forvaltningen og driften af et ladepunkt, som leverer en ladetjeneste til slutbrugere, herunder i en mobilitetstjenesteudbyders navn og på dennes vegne, angivet i NIS 2-direktivets bilag I.
Det bemærkes, at NIS 2-direktivet i den danske sprogversion anvender termen ladestationer. Den engelske og franske sprogversion anvender termen ”ladepunkt”, henholdsvis ”a recharging point” og ”d’un point de recharge”. Ladepunkt anvendes i øvrigt i dansk- og EU-lovgivning på transportområdet. På den baggrund anvendes i nærværende lovforslag termen ladepunkt som en samlebetegnelse, der også vil omfatte begrebet ladestation.
Det foreslås i § 2, stk. 1, nr. 8, at operatører af fjernvarme eller fjernkøling omfattes af loven. Operatører af fjernvarme eller fjernkøling skal forstås i overensstemmelse med den foreslåede definition i § 3, nr. 23, og skal i øvrigt forstås i overensstemmelse med enhedskategorien operatører af fjernvarme eller fjernkøling angivet i NIS 2-direktivets bilag I og CER-direktivets bilag.
Det foreslås i § 2, stk. 1, nr. 9, at olierørledningsoperatører omfattes af loven.
Det foreslås i § 2, stk. 1, nr. 10, at operatører af olieproduktionsanlæg, -raffinaderier og -behandlingsanlæg, olielagre og olietransmission omfattes af loven.
Det foreslås i § 2, stk. 1, nr. 11, at centrale lagerenheder omfattes af loven. Centrale lagerenheder skal forstås i overensstemmelse med den foreslåede definition i § 3, nr. 2, og skal i øvrigt forestås i overensstemmelse med enhedskategorien centrale lagerenheder angivet i NIS 2-direktivets bilag I og CER-direktivets bilag.
Det foreslås i § 2, stk. 1, nr. 12, at gasforsyningsvirksomheder omfattes af loven. Gasforsyningsvirksomheder skal forstås i overensstemmelse med den foreslåede definition i § 3, nr. 11, og skal i øvrigt forstås i overensstemmelse med enhedskategorien gasforsyningsvirksomheder angivet i NIS 2-direktivets bilag I og CER-direktivets bilag.
Det foreslås i § 2, stk. 1, nr. 13, at lagersystemoperatører omfattes af loven. Lagersystemoperatører skal forstås i overensstemmelse med den foreslåede definition i § 3, nr. 17, og skal i øvrigt forstås i overensstemmelse med enhedskategorien lagersystemoperatører angivet i NIS 2-direktivets bilag I og CER-direktivets bilag.
Det foreslås i § 2, stk. 1, nr. 14, at LNG-systemoperatører omfattes af loven. LNG-systemoperatører skal forstås i overensstemmelse med den foreslåede definition i § 3, nr. 18, og skal i øvrigt forstås i overensstemmelse med enhedskategorien LNG-systemoperatører angivet i NIS 2-direktivets bilag I og CER-direktivets bilag.
Det foreslås i § 2, stk. 1, nr. 15, at naturgasvirksomheder omfattes af loven. Naturgasvirksomheder skal forstås i overensstemmelse med den foreslåede definition i § 3, nr. 21, og skal i øvrigt forstås i overensstemmelse enhedskategorien naturgasvirksomheder angivet i NIS 2-direktivets bilag I og CER-direktivets bilag.
Det foreslås i § 2, stk. 1, nr. 16, at operatører af naturgasraffinaderier og -behandlingsanlæg omfattes af loven.
Det foreslås i § 2, stk. 1, nr. 17, at operatører inden for brintproduktion, -lagring og -transmission omfattes af loven.
Det foreslås i § 2, stk. 1, nr. 18, at operatører af tankstationer, der er ansvarlige for forvaltningen og driften af en tankstation omfattes af loven.
Operatører af tankstationer, der er ansvarlige for forvaltningen og driften af en tankstation foreslås efter nationalt ønske omfattet af loven, selvom de ikke er omfattet af NIS 2- og CER-direktivet, idet tankstationer er et væsentligt led i distributionen af olieprodukter.
Det foreslås i § 2, stk. 1, nr. 19, at operatører af regionale koordinationscentre omfattes af loven. Regionale koordinationscentre skal forstås i overensstemmelse med den foreslåede definition i § 3, nr. 25, og skal i øvrigt forstås i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/943 af 5. juni 2019 om det indre marked for elektricitet.
Med regionale koordinationscentre forstås et regionalt koordinationscenter, som oprettes i Danmark i henhold til artikel 35 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om det indre marked for elektricitet.
Det foreslås i § 2, stk. 1, nr. 20, at operatører af bygasnet omfattes af loven.
Operatører af bygasnet foreslås selvstændigt omfattet af loven, da disse operatører normalt ikke anses for omfattet af ordene ”distributionssystemoperatører” eller ”naturgasvirksomheder”, når disse bruges i gasforsyningsloven. Derfor er det fundet nødvendigt eksplicit at omfatte operatører af bygasnet, således at der ikke kan opstå tvivl, om de er omfattet af loven eller ej.
Det foreslås i § 2, stk. 2, at loven dog kun finder anvendelse på typer virksomheder efter stk. 1, som beskæftiger under 50 personer, eller som har en årlig omsætning og en samlet årlig balance på ikke over 10 mio. euro, såfremt virksomheden opfylder én eller flere af de i nr. 1-8 oplistede betingelser.
Det følger af det forslåede stk. 2, at lovens anvendelsesområde vil blive afgrænset i relation til mikro- og små virksomheder i overensstemmelse med artikel 2 i bilaget til henstilling 2003/361/EF, så denne gruppe af virksomheder kun vil blive omfattet af loven, såfremt de opfylder én eller flere af de i stk. 2, nr. 1-8, forslåede grænseværdier. De foreslåede grænseværdier i nr. 1-8, tager udgangspunkt i virksomhedernes kritikalitet for energiforsyningen. Disse grænseværdier er således også udtryk for klima-, energi- og forsyningsministerens foreløbige identifikation af kritiske enheder i henhold til artikel 6 i CER-direktivet. Den foreløbige identifikation vil blive revurderet, når den nationale strategi og nationale risikovurdering efter CER-direktivets artikel 4 og 5 foreligger. De foreslåede kriterier er endelig også udtryk for fastholdelse af anvendelsesområdet for de eksisterende bestemmelser om beredskab og cybersikkerhed fra lov om elforsyning.
Det foreslås i § 2 stk. 2, nr. 1, at loven finder anvendelse på virksomheder som beskæftiger under 50 personer, eller som har en årlig omsætning og en samlet årlig balance på ikke over 10 mio. euro, såfremt virksomhederne leverer tjenester, der vedrører aggregering, fleksibelt elforbrug eller energilagring med en kapacitet på 25 MW eller derover eller håndterer en kapacitet på 25 MW elforbrug eller derover eller 25 MW elproduktion eller derover.
Den foreslåede afgrænsning på 25 MW eller derover vil følge den gældende afgrænsning af elproduktionsvirksomheder underlagt krav om elproduktionsbevilling efter elforsyningslovens § 10 eller krav om elproduktionstilladelse efter § 29 i VE-loven.
Det foreslås i § 2, stk. 2, nr. 2, at loven finder anvendelse på virksomheder, som beskæftiger under 50 personer, eller som har en årlig omsætning og en samlet årlig balance på ikke over 10 mio. euro, såfremt virksomhederne opererer ladepunkter med en samlet kapacitet på 25 MW eller derover.
Den foreslåede afgrænsning på 25 MW eller derover vil følge den gældende afgrænsning af elproduktionsvirksomheder underlagt krav om elproduktionsbevilling efter elforsyningslovens § 10 eller krav om elproduktionstilladelse efter § 29 i VE-loven.
Det foreslås i § 2, stk. 2, nr. 3, at loven finder anvendelse på virksomheder, som beskæftiger under 50 personer, eller som har en årlig omsætning og en samlet årlig balance på ikke over 10 mio. euro, såfremt virksomhederne i 2 ud af de sidste 3 år har haft et årligt salg på mere end 13,9 GWh fjernvarme eller fjernkøling.
Grænserne i bestemmelsen er en konvertering af 25 MW grænsen til fjernvarmesektoren og fjernkølingssektoren. Grunden til at referenceperioden er sat til 2 af de 3 sidste år, er fordi fjernvarmevirksomhederne kan opleve udsving i salg og produktion alt efter vejret og priserne på elmarkedet.
Det foreslås i § 2, stk. 2, nr. 4, at loven finder anvendelse på virksomheder som beskæftiger under 50 personer, eller som har en årlig omsætning og en samlet årlig balance på ikke over 10 mio. euro, såfremt de årligt producerer mere end 26 mio. Nm3 (normalkubikmeter) gas eller injicerer mere end 26 mio. Nm3 gas i et gasnet.
Det foreslås i § 2, stk. 2, nr. 5, at loven finder anvendelse på virksomheder som beskæftiger under 50 personer, eller som har en årlig omsætning og en samlet årlig balance på ikke over 10 mio. euro, såfremt de opererer olieterminaler eller olielagre med en kapacitet på 100.000 m3 eller derover.
Den foreslåede grænseværdi vil frasortere de mindste olielagre og terminaler, så operatører af mindre og ikke kritiske olieterminaler og -lagre ikke vil blive omfattet af loven.
Det foreslås i § 2, stk. 2, nr. 6, at loven finder anvendelse på virksomheder, som beskæftiger under 50 personer, eller som har en årlig omsætning og en samlet årlig balance på ikke over 10 mio. euro, såfremt de opererer brintproduktion, der i sit tilslutningspunkt til et kollektivt elnet har en kapacitet på 25 MW eller derover.
Den foreslåede grænse på 25 MW kapacitet eller derover for et anlægs tilslutningspunkt til et kollektivt elnet, er baseret på vurderingen, at brintproducerende anlæg i dag først og fremmest er kritiske på grund af deres potentielle negative indvirkning på elforsyningssikkerheden, fordi pludselig stigning eller fald i elforbruget fra det brintproducerende anlæg kan føre til udsving i frekvensen af elnettet, hvilket i yderste konsekvens kan føre til black out. Efterhånden som der opstår et nationalt eller internationalt forbrug af brint, vil produktionen af brinten også være kritisk for at opretholde brintforsyningen. Når dette vurderes at være tilfældet, kan det overvejes, om der skal indføres en grænse for brintproducerende anlæg, der baserer sig på deres brintproduktionskapacitet.
Det foreslås i § 2, stk. 2, nr. 7, at loven finder anvendelse på virksomheder, som beskæftiger under 50 personer, eller som har en årlig omsætning og en samlet årlig balance på ikke over 10 mio. euro, såfremt de opererer én eller flere tankstationer, der sammenlagt har et årligt salg af olieprodukter på 600.000 m3 eller derover, eller som opererer flere end 100 tankstationer på nationalt plan.
Den foreslåede grænse er fastsat ud fra det hensyn at beskytte forsyningen af benzin og diesel til vejtransport. Efter den foreslåede grænse vil kun de største tankstationsoperatører blive omfattet af loven ud fra antallet af stationer, som de opererer eller deres samlede årlige salg af olieprodukter på tværs af tankstationer. Det er således Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets vurdering, at et helt netværk af tankstationer kan kompromitteres igennem de net- og informationssystemer, der bruges til at overvåge beholdninger af olieprodukter på stationerne. Men idet at Danmark er et af de lande med den største koncentration af tankstationer pr. indbygger, har Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet valgt at foreslå, at kun de største operatører skal omfattes, således at der altid være et minimum af forsyning af olieprodukter til understøttelse af vejtransporten.
Det foreslås i § 2, stk. 2, nr. 8, at loven finder anvendelse på virksomheder som beskæftiger under 50 personer, eller som har en årlig omsætning og en samlet årlig balance på ikke over 10 mio. euro, såfremt de har en positiv lagringspligt efter olieberedskabsloven eller regler udstedt i medfør af loven.
Bestemmelsen medfører, at virksomheder, med positiv lagringspligt efter olieberedskabsloven eller regler udstedt i medfør heraf, vil blive omfattet af lovforslaget, idet tilgængeligheden af olieberedskabslagrene, som disse virksomheder holder, er et grundlæggende krav for at have et velfungerende og brugbart olielagerberedskab.
Det foreslås i § 2, stk. 3, at lovens kapitel 5 om baggrundskontrol og sikkerhedsgodkendelser, endvidere finder anvendelse på aktører, der ikke omfattes af stk. 1 og 2, men som varetager opgaver som direkte led i eller i forbindelse med leveringen af de tjenester og aktiviteter, der varetages af virksomhedstyperne opregnet i stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse har til formål, at sikre at bestemmelserne om baggrundskontrol og sikkerhedsgodkendelser i lovforslagets § 16, også finder anvendelse på aktører, der ikke allerede omfattes af loven, men som varetager opgaver som direkte led i eller i forbindelse med leveringen af de tjenester og aktiviteter, der varetages af virksomheder omfattet af loven. Formålet med at omfatte dem af bestemmelserne i § 16 er ikke at fastsætte krav om, at sådanne aktører skal have foretaget baggrundskontrol eller sikkerhedsgodkendelse af deres personale, men blot åbne op for klima-, energi- og forsyningsministeren har hjemmel til at modtage, behandle og afgøre ansøgninger om baggrundskontrol og sikkerhedsgodkendelse fra ansatte hos sådanne aktører, når det findes nødvendigt af aktøren selv.
Den foreslåede bestemmelse vil udvide anvendelsesområdet for de nævnte dele af lovforslaget med henblik på, at aktører, der ikke omfattes af stk. 1 og 2, kan anmode Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet om at få behandlet ansøgninger om sikkerhedsgodkendelse og baggrundskontrol. Aktører vil i denne kontekst skulle forstås bredt som såvel fysiske som juridiske personer, der kan dokumentere, at de varetager, eller vil varetage opgaver som direkte led i eller i forbindelse med leveringen af de tjenester og aktiviteter, der varetages af virksomhedstyperne opregnet i stk. 1.
Vurderingen af, hvorvidt en aktør konkret må anses for at varetage opgaver i forbindelse med leveringen af de tjenester og aktiviteter, der varetages af virksomhedstyperne opregnet i stk. 1, vil blive foretaget af klima, energi og forsyningsministeren i den konkrete sag, og ministeren kan afvise ansøgninger, hvis ministeren vurderer, at aktøren ikke lever op til kravet.
Vurderingen vil blive foretaget under hensyn til, at energisektoren omfatter mange aktører, der ikke nødvendigvis har en direkte forbindelse til virksomheder omfattet af § 2, stk. 1 og 2 og leveringen af deres tjenester, men som leverer andre tjenester, services eller indsigter, der bruges i forbindelse med leveringen af virksomhedens tjeneste eller på andre indirekte måder bidrager til at skabe en mere robust og sikker energisektor. Flere fora anvender således sikkerhedsgodkendelser som en forudsætning for deltagelse. Dette vil eksempelvis typisk være tilfældet i fora, der diskuterer resiliens og sikkerhed i energisektoren, eller hvor emner omhandlende kritisk infrastruktur og kortlægning heraf drøftes. Sådanne fora vil efter en konkret vurdering for eksempel kunne blive anset for at udføre opgaver i forbindelse med leveringen af de tjenester og aktiviteter, der varetages af virksomhedstyperne opregnet i stk. 1. Endvidere vil eksempelvis virksomheder, som indsamler data om cybertrusler og -angreb af relevans for energisektoren, ikke være omfattet af stk. 1 og 2, men vil være omfattet af det udvidede anvendelsesområde for sikkerhedsgodkendelser og baggrundskontrol, samt betaling herfor i lovens kapitel 5, § 18 og regler udstedt i medfør heraf, da de ligeledes vil blive anset for at udføre opgaver i forbindelse med leveringen af de tjenester og aktiviteter, der varetages af virksomhedstyperne opregnet i stk. 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4 om sikkerhedsgodkendelser og baggrundskontrol samt pkt. 3.5 om gebyrbetaling for myndighedsbehandling i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås i § 2, stk. 4, at loven finder anvendelse på land- og søterritoriet, i den danske eksklusive økonomiske zone samt på den danske kontinentalsokkel, jf. dog stk. 5.
Efter den foreslåede bestemmelse, vil anvendelsesområdet udstrække sig til at gælde den eksklusive økonomiske zone. Det vil medføre, at anlæg som er placeret i det areal også vil være omfattet af kravene, som fremgår af lovens andre bestemmelser. Lovforslaget vil dermed finde anvendelse på bl.a. vindmølleparker eller boreplatforme, som er placeret uden for land- eller søterritoriet, men som er inden for den danske eksklusive økonomiske zone.
Udstrækningen af det geografiske anvendelsesområde vil medføre, at flere anlæg eller systemer vil skulle leve op til de nærmere beredskabsmæssige krav.
Den foreslåede bestemmelse er en forsættelse af de bestemmelser, der findes i en række af de forsyningslove, som beredskabet tidligere har været forankret i og cementerer, at loven og regler udstedt i medfør af loven gælder på land- og søterritoriet, den danske eksklusive økonomiske zone samt på den danske kontinentalsokkel.
Bestemmelsen skal dog ses i sammenhæng med undtagelsen i stk. 5.
Det foreslås i § 2, stk. 5, at loven ikke finder anvendelse på transmissionssystemer på søterritoriet, i den eksklusive økonomiske zone og på den danske kontinentalsokkel, der ikke har tilslutning til danske forsyningsnet.
Det er vurderingen, at et transmissionssystem, som ikke er tilsluttet det danske forsyningsnet, men blot passerer dansk territorium, ikke har betydning for Danmarks energiforsyning. Bestemmelsen præciserer derfor, at loven og regler udstedt i medfør heraf, ikke finder anvendelse på sådanne transmissionsnet.