LOV nr 258 af 06/03/2025
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Lov om styrket beredskab i energisektoren § 10
Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om ministerens og Energinets varetagelse af koordinerende planlægningsmæssige og operative opgaver vedrørende beredskab, jf. §§ 6-8.
Forarbejder til Lov om styrket beredskab i energisektoren § 10
RetsinformationI medfør af gældende beredskabsregulering, navnlig elberedskabsbekendtgørelsen, naturgasberedskabsbekendtgørelsens og it-beredskabsbekendtgørelsens, har Energinet de overordnede, koordinerende planlægningsmæssige og operative opgaver vedrørende beredskabssituationerne i el- og gassektoren, herunder ansvaret for at videreformidle relevante meddelelser og informationer mellem myndighederne og el- og naturgassektorens virksomheder, samt ansvaret for at fremskaffe data og andre informationer om sektoren af betydning for samfundets beredskab. De er beskrevet i det følgende.
Energinet varetager denne koordinerende og operative rolle i el- og naturgassektorernes beredskab, da Energinet har det overordnede ansvar for funktionen og balanceringen af el- og gastransmissionsnettet. Således er det nødvendigt, at Energinet har visse instruktionsbeføjelser overfor virksomhederne i deres beredskab, samt at de modtager information om sårbarheder, trusler og hændelser i sektorerne, da disse hurtigt kan påvirke transmissionsnettet og potentielt medføre kaskadeeffekter ud i el- og naturgassektorerne.
Derfor skal Energinet i planlægning af beredskabet i el- og naturgassektorerne udarbejde en vurdering af sårbarheden for det samlede el- hhv. naturgasforsyningssystem, jf. § 6, stk. 2, i elberedskabsbekendtgørelsen og naturgasberedskabsbekendtgørelsen. I tillæg hertil skal Energinet årligt udarbejde vurdering af it-relaterede risici og sårbarheder for det sammenhængende elforsyningssystem og det sammenhængende naturgasforsyningssystem, jf. it-beredskabsbekendtgørelsens § 11. I vurderingerne skal indgå risici og sårbarheder afledt af sammenhænge med nabolandenes forsyningssystemer.
Desuden skal Energinet, som led i den koordinerende planlægning af beredskabet i el- og naturgassektorerne, lave sektorberedskabsplaner for det samlede el- hhv. naturgasforsyningssystem, jf. § 8 i elberedskabsbekendtgørelsen og naturgasberedskabsbekendtgørelsen. Sektorberedskabsplanerne skal udarbejdes under hensyntagen til el- og naturgassystemernes sammenhænge med nabolandenes systemer. Sektorberedskabsplanen skal angive, hvordan Energinet for hhv. el- og naturgassektoren som helhed planlægger at håndtere en beredskabssituation på en koordineret måde, herunder sikring af en samordnet situationsopfattelse hos virksomhederne, samt relevante dele af det indhold, der er i virksomhedernes egne beredskabsplaner. Endvidere foreskriver § 16 i it-beredskabsbekendtgørelsen, at sektorberedskabsplanerne skal indeholde en beskrivelse af, hvordan Energinet planlægger at håndtere en it-beredskabssituation, der berører flere virksomheder, herunder:1) Ansvarsfordelingen mellem virksomheder og Energinet, 2) beskrivelse af kommunikationsveje og forholdsregler ved kompromittering af kommunikationsveje, 3) krav, som Energinet i en it-beredskabssituation stiller til form, indhold og hyppighed af situationsrapporter fra virksomhederne, 4) hvorledes Energinet vil informere virksomhederne om it-beredskabssituationen, herunder form, indhold og hyppighed, således at Energinet kan tilsikre en samordnet situationsopfattelse hos virksomhederne i el- og naturgassektorerne, 5) en instruktion om anvendelse af specifik kryptering af informationer og driftsordre, hvis relevant, samt 6) planer for segmentering af fælles it-infrastruktur eller driftsinfrastruktur i relevante scenarier, hvis relevant.
I krisesituationen har Energinet endvidere ansvaret for at koordinere sektorens håndtering af krisesituationen og genetableringen af forsyningen i el- og gassektoren, herunder udpege repræsentanter til de lokale beredskabsstabe og deltage i NOST, hvis det er relevant, jf. henholdsvis § 24 i elberedskabsbekendtgørelsen og naturgasberedskabsbekendtgørelsen. Desuden har Energinet ansvaret for at informere Energistyrelsen og andre centrale myndigheder, fx politiet, via de lokale beredskabsstabe om situationen i sektoren.
Energinet skal tillige sikre, at virksomheden når som helst i en beredskabssituation kan forestå el- og naturgassektorens krisehåndtering og kan fremskaffe relevante og opdaterede informationer om elsektorens forhold til brug for myndighedernes krisehåndtering i el- og naturgassektoren, herunder om situationen i nabolandenes forsyningssystemer af relevans for denne krisehåndtering.
Herudover skal Energinet gennemføre foranstaltninger for at sikre, at sandsynligheden for henholdsvis en strømafbrydelse og en naturgasafbrydelse holdes på et rimeligt niveau. Efter samme bestemmelser skal Energinet endvidere gennemføre foranstaltninger for at sikre, at der kan udføres en hurtig og koordineret reetablering af henholdsvis elforsyningen og naturgasforsyningen i tilfælde af afbrydelser. Tilsvarende er det Energinets ansvar at sikre, at generne for elforbrugerne, naturgasforbrugerne og for samfundet i øvrigt ved en afbrydelse mindskes i muligt omfang, jf. § 16 i henholdsvis i elberedskabsbekendtgørelsen og naturgasberedskabsbekendtgørelsen.
Det følger af § 18 i henholdsvis i elberedskabsbekendtgørelsen og naturgasberedskabsbekendtgørelsen, at Energinet skal etablere et formaliseret samarbejde om beredskabsforhold i elsektoren og i naturgassektoren, bl.a. gennem informationsvirksomhed og møder om beredskabsforhold.
Energinet skal arbejde for at koordinere sine beredskabsplaner med de systemansvarlige virksomheder i nabolandene i muligt omfang og for en hensigtsmæssig informationsudveksling med disse virksomheder om planlægningsmæssige og operative forhold, jf. § 18 i elberedskabsbekendtgørelsen og naturgasberedskabsbekendtgørelsen.
Det følger af § 19 i henholdsvis elberedskabsbekendtgørelsen og naturgasberedskabsbekendtgørelsen, at Energinet senest 1. maj skal fremsende en årlig redegørelse til Energistyrelsen om status for henholdsvis elsektorens – og naturgassektorens beredskab, herunder om virksomhedens beredskabsarbejde i det forløbne år. Energistyrelsen kan fastsætte nærmere rammer herfor.
Desuden skal Energinet i medfør af § 21, stk. 2, i henholdsvis elberedskabsbekendtgørelsen og naturgasberedskabsbekendtgørelsen afholde beredskabsøvelser i anvendelse af sektorberedskabsplanen skal heri inddrage væsentlige dele af virksomhedernes planer.
Endvidere skal Energinet i medfør af § 5 i it-beredskabsbekendtgørelsen varetage de overordnede koordinerende opgaver i forbindelse med håndteringen af it-beredskabshændelser, der omfatter flere virksomheder. De skal ligeledes efter § 5, stk. 2, etablere et formaliseret samarbejde om it-beredskabsforhold, der har til formål at fremme koordineringen af såvel planlægningen som udøvelsen af it-beredskabet. Efter § 5, stk. 3-5, skal Energinet bistå med at skaffe kontaktoplysninger til andre virksomheder og myndigheder i en akut situation, ligesom de skal give virksomhederne oplysningerne om aktuelle driftstilstande, og Energinet skal til enhver tid kunne modtage og videreformidle informationer af betydning for it-beredskabet til andre virksomheder i el- og naturgassektorerne.
Endeligt varetager Energinet en række forpligtelser i forbindelse med rapportering af evt. hændelser hos sig selv og andre virksomheder i el- og naturgassektorerne til Energistyrelsen og Center for Cybersikkerhed, jf. § 21 i it-beredskabsbekendtgørelsen og § 23 i hhv. elberedskabsbekendtgørelsen og naturgasberedskabsbekendtgørelsen.
Det foreslås med § 10, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om ministerens og Energinets varetagelse af koordinerende planlægningsmæssige og operative opgaver vedrørende beredskab, jf. §§ 6 – 8.
Det forventes, at de gældende regler angående Energinets opgavevaretagelse i medfør af beredskabsbekendtgørelserne for elsektoren og naturgassektoren videreføres for el- og gassektoren, dog med tilføjelse af brintsektoren såfremt der måtte blive etableret et brinttransmissionssystem i Danmark, samt tilføjelse af de nye aktører, der vil blive omfattet af beredskabsreguleringen i delsektorerne for el-, gas. Disse aktører er hovedsageligt dikteret af NIS2 og CER-direktivernes bilag om disses anvendelsesområde.
Det forventes dog også, at der vil blive fastsat nærmere regler om, at de koordinerende planlægningsmæssige og operative opgaver vedrørende beredskab i oliesektoren og de nye delsektorer fjernvarme og fjernkøling vil blive varetaget af Energistyrelsen.
Efter den foreslåede bestemmelse vil klima-, energi- og forsyningsministeren udstede regler om Energinets varetagelse af koordinerende planlægningsmæssige og operative opgaver vedrørende det beredskab, som er nævnt i det foreslåede §§ 6 - 8.
Bestemmelsen forventes udnyttet i sammenhæng med den foreslåede § 35 om, at Energinet kan indhente relevant information og skabe det fornødne overblik i akutte beredskabssituationer. I denne sammenhæng forventes det, at der vil blive udstedt regler om, hvilke oplysninger og materiale i øvrigt virksomhederne skal stille til rådighed for Energinet og herunder bemyndige Energinet til at forlange dette materiale udfyldt i et specifikt format.
Det forventes, at ministeren vil udstede regler, hvorefter Energinet, som led i det koordinerende arbejde, pålægges at bidrage til udarbejdelsen af sektorspecifikke trusselsvurderinger. Energi-, forsynings- og klimaministeren vil fastsætte nærmere regler for dette samarbejde, herunder i hvilket omfang Energinet vil skulle stille kompetente ressourcer til rådighed i forbindelse med samarbejdet, samt vejlede Energinet i varetagelsen af denne opgave.
Det forventes samtidig, at der vil blive fastsat nærmere regler om, at virksomhederne skal formidle såvel øvelseserfaringer og erfaringer efter hændelser, der har aktiveret beredskabsplanen i væsentligt omfang til Energinet samt andre virksomheder.