LOV nr 435 af 06/05/2025
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab
Lov om sikkerhed og beredskab i telesektoren § 29
Ministeren for samfundssikkerhed og beredskab kan fastsætte regler, som er nødvendige for at gennemføre retsakter udstedt af Europa-Kommissionen i medfør af NIS 2-direktivet.
Forarbejder til Lov om sikkerhed og beredskab i telesektoren § 29
RetsinformationDet følger af den foreslåede § 29, at ministeren for samfundssikkerhed og beredskab kan fastsætte regler, som er nødvendige for at gennemføre retsakter udstedt af Europa-Kommissionen i medfør af NIS 2-direktivet.
Europa-Kommissionen er flere steder i NIS 2-direktivet tillagt kompetence til at vedtage retsakter, der nærmere udmønter bestemte dele af direktivet.
For så vidt angår væsentlige teleudbydere og vigtige teleudbydere, kan Europa-Kommissionen i medfør af artikel 21, stk. 5, 2. led, vedtage gennemførelsesretsakter, der fastsætter de tekniske og metodologiske samt om nødvendigt sektorspecifikke krav til de foranstaltninger, der er omhandlet i direktivets artikel 21, stk. 2 (foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici).
Ved udarbejdelsen af de nævnte gennemførelsesretsakter følger Europa-Kommissionen i videst muligt omfang europæiske og internationale standarder samt relevante tekniske specifikationer. Europa-Kommissionen samarbejder med samarbejdsgruppen og ENISA om udkastene til gennemførelsesretsakter.
Det følger desuden af NIS 2-direktivets artikel 23, stk. 11, at Europa-Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter, der yderligere præciserer typen af oplysninger, formatet og proceduren for en underretning indgivet i henhold til artikel 23, stk. 1 (underretning af myndighederne om hændelser), og artikel 30 (frivillig meddelelse af relevante oplysninger) og for en meddelelse, der er indgivet i henhold til artikel 23, stk. 2 (oplysning til modtagerne af tjenester).
Det følger endvidere af NIS 2-direktivets artikel 24, stk. 2, at Europa-Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter for at supplere NIS 2-direktivet ved at præcisere, hvilke kategorier af væsentlige og vigtige enheder der skal anvende visse certificerede IKT-produkter, -tjenester og -processer eller indhente en attest i henhold til en europæisk cybersikkerhedscertificeringsordning, der er vedtaget i henhold til artikel 49 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/881 af 17. april 2019 om ENISA (Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed), om cybersikkerhedscertificering af informations- og kommunikationsteknologi og om ophævelse af forordning (EU) nr. 526/2013 (forordningen om cybersikkerhed). Disse delegerede retsakter vedtages, når der er identificeret utilstrækkelige cybersikkerhedsniveauer og skal indeholde en gennemførelsesperiode.
Ministeren for samfundssikkerhed og beredskab får efter bestemmelsen hjemmel til inden for telesektoren at fastsætte regler, som er nødvendige for at gennemføre retsakter udstedt af Europa-Kommissionen.