Lov om rørført transport af CO2 § 20

Det følger af undergrundslovens § 28 b, at klima-, energi- og forsyningsministeren i forbindelse med projekter på havområdet træffer passende foranstaltninger, herunder ved fastsættelse af vilkår eller meddelelse af påbud eller forbud, for at undgå forringelse af naturtyperne og levestederne for arterne i internationale naturbeskyttelsesområder samt forstyrrelser af de arter, som områderne er udpeget for, hvis disse forstyrrelser har betydelige konsekvenser for målsætningerne i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (herefter habitatdirektivet).

Sådanne projekter på havområdet omfatter tillige CO2-rørledninger omfattet af undergrundsloven. Denne retstilstand foreslås direkte overført med den foreslåede § 20.

Efter den foreslåede § 20 træffer klima-, energi- og forsyningsministeren i forbindelse med projekter på havområdet passende foranstaltninger, herunder ved fastsættelse af vilkår eller meddelelse af påbud eller forbud, for at undgå forringelse af naturtyperne og levestederne for arterne i internationale naturbeskyttelsesområder samt forstyrrelser af de arter, som områderne er udpeget for, hvis forstyrrelser har betydelige konsekvenser for målsætninger i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (habitatdirektivet).

Der er med overførelsen ikke tiltænkt en lempelse eller skærpelse af ministerens handlepligt med hensyn til at træffe passende foranstaltninger over for nuværende og fremtidige aktiviteter, der forringer naturtyperne og levestederne for arterne i internationale naturbeskyttelsesområder samt forstyrrer de arter, som lokaliteterne er udpeget for, hvis disse forstyrrelser har betydelige konsekvenser for habitatdirektivets målsætninger. Det kan endvidere være nødvendigt at fastsætte vilkår for aktiviteter beliggende uden for et internationalt naturbeskyttelsesområde, hvis aktiviteterne har konsekvenser for arterne og naturtyperne i det internationale naturbeskyttelsesområde. Handlepligten kan f.eks. løftes ved, at ministeren påbyder en rettighedshaver at tage fornødent hensyn til det internationale naturbeskyttelsesområdes integritet, herunder ved at bringe den skadelige påvirkning af lokalitetens integritet til ophør.

Der er en klar forskel mellem tolerancegrænsen for henholdsvis forringelse af naturtyper og forstyrrelser af arter. Til forskel fra forringelse har forstyrrelser ikke nogen direkte indflydelse på et områdes fysiske betingelser. Forstyrrelser vedrører arterne og er ofte tidsbegrænsede (støj, lys etc.). Forstyrrelser af arter skal være betydelige, dvs., at forstyrrelser af en vis grad kan accepteres. En forstyrrelse anses kun for betydelig, hvis den har indflydelse på bevaringsstatus. Det er ikke nødvendigt at bevise, at betydelige forstyrrelser konkret vil indtræde; sandsynligheden herfor er tilstrækkelig som grundlag for udbedrende foranstaltninger. Med hensyn til forringelse er der ikke udtrykkeligt en sådan margin, men der er naturligvis en nedre grænse for, hvad der kan anses for at være en forringelse. Ved forringelse forstås en fysisk forringelse af en naturtype, som kan vurderes direkte på grundlag af en række indikatorer, f.eks. mindskelse af naturtypens areal eller ændring af naturtypens særpræg. Hvad der skal betragtes som forstyrrelser eller forringelse afhænger af lokalitetens bevaringsmålsætninger.

Bestemmelsen vedrører projekter på havområdet, da klima-, energi- og forsyningsministeren er tilladelsesgivende myndighed herfor, jf. miljøvurderingslovens § 17, stk. 4. For projekter på land finder de generelle regler under Miljøministeriet anvendelse.