LOV nr 612 af 11/06/2024
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Lov om rørført transport af CO2 § 13
Klima-, energi- og forsyningsministeren fører tilsyn med, at denne lov, regler udstedt i medfør af loven og vilkår udfærdiget i tilladelser overholdes.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan meddele påbud om overholdelse af loven og forskrifter udstedt i medfør heraf.
Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om udøvelsen af tilsynet.
Forarbejder til Lov om rørført transport af CO2 § 13
RetsinformationDen gældende tilsynsregulering af rørledninger til transport af CO2 findes i undergrundslovens § 25. Denne retstilstand foreslås i store træk overført i lov om rørført transport af CO2. Overførelsen sker dog med den naturlige udvidelse, der følger af lovens udvidede anvendelsesområde, jf. lovforslagets § 1, stk. 1, således at også rørledningsanlæg til transport med henblik på andre formål end lagring omfattes.
Det følger således af undergrundslovens § 25, stk. 1, 1. pkt., at klima-, energi- og forsyningsministeren fører tilsyn med, at loven og regler og vilkår udfærdiget i medfør af loven overholdes.
Efter den foreslåede § 13, stk. 1, fører klima-, energi- og forsyningsministeren tilsyn med, at denne lov og regler udstedt i medfør af loven, samt vilkår udfærdiget i tilladelser, overholdes.
Bestemmelsen vil dermed medføre en direkte overførelse af klima-, energi- og forsyningsministerens tilsynsbeføjelse vedrørende CO2-rørledninger. Tilsynet vil bl.a. indebære inspektionsbesøg i anlæg på jordoverfladen, der funktionelt er forbundet med rørledningsanlægget, vurdering af rettighedshaverens overholdelse af overvågningsprogrammet, vurdering af forhold relevante for rettighedshaverens iværksættelse af udbedrende foranstaltninger og kontrol af alle relevante optegnelser, som rettighedshaveren måtte have ført.
Det bør i denne forlængelse bemærkes, at der bør sondres mellem hhv. Forsyningstilsynets og klima-, energi- og forsyningsministerens tilsynsbeføjelser. Efter den foreslåede § 10 vil Forsyningstilsynet føre tilsyn med, at tredjepartsadgang efter loven gives på objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende vilkår. Klima-, energi- og forsyningsministeren vil efter den foreslåede § 13 føre tilsyn med, at den resterende regulering af CO2-rørledningsanlæg overholdes.
Det følger af undergrundslovens § 25, stk. 1, 2. pkt., at klima-, energi- og forsyningsministeren kan meddele påbud om overholdelse af loven og forskrifter udstedt i medfør heraf.
Efter den foreslåede § 13, stk. 2, kan klima-, energi- og forsyningsministeren meddele påbud om overholdelse af loven og forskrifter udstedt i medfør heraf, såfremt ministeren finder grundlag herfor.
Dette vil dermed tillige medføre en direkte overførelse af klima-, energi- og forsyningsministerens beføjelse til at meddele påbud om overholdelse af regler om CO2-rørledninger.
Det følger af undergrundslovens § 25, stk. 1, 3. pkt., at klima-, energi- og forsyningsministeren overvåger virksomhed omfattet af loven med henblik på at identificere potentialer for tredjepartsadgang.
Dette pkt. overføres ikke i nærværende bestemmelse, da reguleringen for så vidt angår tredjepartsadgang overgår til Forsyningstilsynet, jf. Aftale om styrkede rammevilkår for CCS i Danmark.
Efter undergrundslovens § 25, stk. 2, kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte nærmere bestemmelser om udøvelsen af tilsynet.
Det følger af den foreslåede § 13, stk. 3, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om udøvelsen af tilsynet.
Bestemmelsen vil således medføre en direkte overførelse af ministerens bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om tilsynets udøvelse. Dette vil f.eks. kunne omhandle udstedelse af regler om rutinemæssige og ikke-rutinemæssige inspektionsbesøg.
Det følger af undergrundslovens § 25, stk. 3, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan pålægge rettighedshaveren at betale udgifterne ved myndighedernes sagsbehandling i medfør af loven og kan fastsætte nærmere regler herom.
Dette stk. overføres ikke i nærværende bestemmelse. Retstilstanden og ministerens bemyndigelse fastsat i undergrundslovens § 25, stk. 3, overføres dog i den foreslåede § 15, stk. 2, jf. nærmere herom nedenfor.