Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 71 af 23/01/2024

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Bekendtgørelse af lov om revision af den kommunale inddeling § 26

Forslag til budget for 2007 og til flerårige budgetoverslag for den nye kommune udarbejdes af sammenlægningsudvalgets formand til sammenlægningsudvalget.

Stk. 2. Forslaget til budget for 2007 og til flerårige budgetoverslag for den nye kommune skal undergives 2 behandlinger i sammenlægningsudvalget med mindst 3 ugers mellemrum. Ved 2. behandling undergives forslaget til budget for 2007 og til flerårige budgetoverslag sammenlægningsudvalgets drøftelse og beslutning.

Stk. 3. Budgettet for den nye kommune for 2007 afgiver i den form, hvori det endeligt er vedtaget af sammenlægningsudvalget, den bindende regel for størrelsen af skatteudskrivningen for den nye kommune for 2007. De poster på budgettet, hvortil sammenlægningsudvalget ved årsbudgettets vedtagelse har taget bevillingsmæssig stilling, jf. stk. 2, afgiver tillige den bindende regel for den nye kommunes forvaltning for 2007.

Stk. 4. Lov om kommunernes styrelse § 39 og § 40, stk. 2 og 3, finder anvendelse for budgettet for den nye kommune for 2007.

Stk. 5. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om sammenlægningsudvalgenes udarbejdelse og vedtagelse af budget for 2007 og flerårige budgetoverslag for de nye kommuner og foreskriver formen for budgettet og budgetoverslagene.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om revision af den kommunale inddeling § 26

Bestemmelsen vedrører udarbejdelsen af budget for 2007 og flerårige budgetoverslag for de nye kommuner.

Bestemmelsen er i vidt omfang identisk med bestemmelserne herom i lov om kommunernes styrelse, idet bestemmelsen dog er tilpasset det forhold, at det er sammenlægningsudvalgene, der skal foretage det fornødne i forbindelse med udarbejdelsen af budget og budgetoverslag.

Bestemmelsen svarer endvidere i vidt omfang til bestemmelserne herom i lov nr. 144 af 25. marts 2002 om sammenlægning af de bornholmske kommuner og den med hjemmel heri udstedte bekendtgørelse nr. 328 af 24. maj 2002 om budgetfrister samt budget- og regnskabsvæsen, revision m.v. i forbindelse med sammenlægningen af de bornholmske kommuner.

Til stk. 1

Det fremgår af bestemmelsen, at forslag til budget for de nye kommuners første regnskabsår udarbejdes til sammenlægningsudvalget af udvalgets formand.

Bestemmelsen svarer med fornødne tilpasninger til § 37 i lov om kommunernes styrelse.

Indenrigs- og sundhedsministeren vil kunne fastsætte frister for udarbejdelsen af budgettet samt fastsætte længden af den periode, de flerårige budgetoverslag skal vedrøre, jf. bestemmelsens stk. 5.

Til stk. 2

Bestemmelsen vedrører de to behandlinger, forslaget til budget for 2007 og flerårige budgetoverslag, jf. bestemmelsens stk. 1 , skal undergives i sammenlægningsudvalget, herunder at der skal forløbe mindst 3 uger mellem 1. og 2. behandling, og at forslaget ved 2. behandling undergives sammenlægningsudvalgets drøftelse og beslutning. Bestemmelsen svarer med fornødne tilpasninger til § 38, stk. 1, og stk. 2, 1. pkt., i lov om kommunernes styrelse.

Indenrigs- og sundhedsministeren vil kunne fastsætte frister for den nævnte 2. behandling samt fastsætte nærmere regler om specifikationen af de poster på budgettet, hvortil sammenlægningsudvalget ved budgettets endelige vedtagelse skal tage bevillingsmæssig stilling, jf. bestemmelsens stk. 5.

Til stk. 3

Bestemmelsens 1. pkt. fastlægger budgettets finansielle funktion, idet det fastlægges, at det endeligt vedtagne budget for den nye kommune for 2007 afgiver den bindende regel for størrelsen af skatteudskrivningen for den nye kommune.

Fastsættelsen af skatteudskrivningsprocenten for den nye kommune, der angiver forholdet mellem det beløb, der skal udskrives som kommunal indkomstskat, og det forventede udskrivningsgrundlag for 2007, beregnes efter sammenlægningsudvalgets endelige vedtagelse af budgettet.

Bestemmelsens 2. pkt. fastlægger endvidere budgettets bevillingsmæssige funktion, idet det fastlægges, at de poster på budgettet, hvortil sammenlægningsudvalget ved budgettets vedtagelse har taget bevillingsmæssig stilling, tillige afgiver den bindende regel for den nye kommunes forvaltning for 2007.

Bestemmelsen svarer til § 40, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse.

Til stk. 4

Bestemmelsen fastsætter, at visse bestemmelser i lov om kommunernes styrelse finder anvendelse for budgettet for den nye kommune for 2007.

§ 39 i lov om kommunernes styrelse finder således anvendelse. Det betyder, at det af sammenlægningsudvalget endeligt vedtagne budget og de flerårige budgetoverslag skal være tilgængelige for den nye kommunes beboere. Endvidere skal en kort redegørelse for indholdet af budgettet og budgetoverslagene inden den 1. januar 2007 udsendes til den nye kommunes beboere eller indrykkes i den lokale presse efter sammenlægningsudvalgets bestemmelse.

Endvidere finder § 40, stk. 2 og 3, i lov om kommunernes styrelse anvendelse. Det betyder, at bevillingsmyndigheden efter den 1. januar 2007 er hos den nye kommunalbestyrelse. Foranstaltninger, der vil medføre indtægter eller udgifter, som ikke er bevilget i forbindelse med vedtagelsen af budgettet, må ikke iværksættes, før den nye kommunalbestyrelse har meddelt den fornødne bevilling. Dog kan foranstaltninger, der er påbudt ved lov eller anden bindende retsforskrift, om fornødent iværksættes uden den nye kommunalbestyrelses forudgående bevilling, men bevilling må da indhentes snarest muligt. Endvidere kan den nye kommunalbestyrelse bemyndige økonomiudvalget til at meddele tillægsbevillinger i tilfælde, hvor beløb fra en drifts- eller anlægsbevilling ønskes overført til en anden drifts- eller anlægsbevilling. Der henvises til den anførte bestemmelses stk. 2. Enhver tillægsbevilling skal angive, hvorledes den bevilgede udgift skal dækkes, jf. den anførte bestemmelses stk. 3.

Til stk. 5

I bestemmelsen bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler om sammenlægningsudvalgenes udarbejdelse og vedtagelse af budget for 2007 og flerårige budgetoverslag for de nye kommuner og til at foreskrive formen for budgettet og budgetoverslagene.

Der vil i medfør af bestemmelsen bl.a. kunne fastsættes frister for sammenlægningsudvalgets formands udarbejdelse af budgettet og for sammenlægningsudvalgets vedtagelse af budgettet, jf. den tilsvarende bemyndigelse vedrørende udarbejdelsen og vedtagelsen af kommunens årsbudget i § 37, stk. 1, og § 38, stk. 2, 2. pkt., i lov om kommunernes styrelse.

Det vil således blive fastsat, at den nye kommunes budget for 2007 og flerårige budgetoverslag for den nye kommune skal udarbejdes senest den 15. september 2006 og vedtages ved 2. behandling senest den 15. oktober 2006, jf. de tilsvarende bestemmelser i §§ 1 og 2 i bekendtgørelse nr. 1036 af 16. december 1999 om kommunernes budgetfrister og budgetfrister for Hovedstadens Udviklingsråd.

Længden af den periode, de flerårige budgetoverslag skal vedrøre, vil endvidere kunne fastsættes i medfør af bestemmelsen, jf. den tilsvarende bemyndigelse vedrørende de budgetoverslag, der skal udarbejdes i forbindelse med vedtagelsen af kommunens årsbudget, jf. § 37, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse.

Det vil således blive fastsat, at budgetoverslagsperioden er 3 år, og at budgettet for de nye kommuner for 2007 skal ledsages af budgetoverslag for 2008, 2009 og 2010, jf. den tilsvarende bestemmelse i § 2, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 1095 af 12. december 2003 om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v.

Der vil endvidere i medfør af bestemmelsen kunne fastsættes regler om formen for budgettet for 2007 og budgetoverslagene for de nye kommuner og nærmere regler om specifikationen af de poster på budgettet, hvortil sammenlægningsudvalget ved budgettets endelige vedtagelse skal tage bevillingsmæssig stilling, jf. de tilsvarende bemyndigelser vedrørende det budget, der skal vedtages for kommunerne, jf. § 38, stk. 2, 3. pkt., og § 57, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse. Der vil i medfør af bestemmelsen kunne fastsættes regler om, i hvilket omfang bekendtgørelse nr. 1095 af 12. december 2003 om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v. og den i medfør af denne bekendtgørelses § 1 udstedte forskrift »Budget- og regnskabssystem for kommuner og amtskommuner« eller regler, der afløser disse regler, finder anvendelse for budgettet for 2007.

De nærmere regler om formen for kommunens årsbudget vil blive fastsat i regler, der afløser bekendtgørelse nr. 1095 af 12. december 2003 om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v. og den nuværende forskrift »Budget- og regnskabssystem for kommuner og amtskommuner«.