Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 71 af 23/01/2024

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Bekendtgørelse af lov om revision af den kommunale inddeling § 25

Kommunalbestyrelsen i den nye kommune indtræder den 1. januar 2007 i de rettigheder og pligter, sammenlægningsudvalget har erhvervet henholdsvis påtaget sig. Samtidig overtager den nye kommunalbestyrelse sammenlægningsudvalgets aktiver og passiver.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om revision af den kommunale inddeling § 25

Det fastsættes i bestemmelsen, at kommunalbestyrelserne i de nye kommuner den 1. januar 2007 indtræder i de rettigheder og pligter, sammenlægningsudvalget i løbet af sin funktionsperiode, hele 2006, har erhvervet henholdsvis påtaget sig. Det fastsættes endvidere, at den nye kommune fra denne dato overtager sammenlægningsudvalgets aktiver og passiver.

Bestemmelsen indebærer, at sammenlægningsudvalget i udvalgets funktionsperiode vil kunne træffe beslutninger, der har bindende virkning for den nye kommunalbestyrelse.

Bestemmelsen indebærer endvidere, at den nye kommunalbestyrelse med virkning fra den 1. januar 2007 indtræder i aftaler, herunder vedrørende ansættelse og afskedigelse af personale, der er indgået af sammenlægningsudvalget, og at den nye kommunalbestyrelse den 1. januar 2007 overtager sammenlægningsudvalgets aktiver og passiver samt rettigheder og pligter.

Bestemmelsen omfatter samtlige rettigheder og pligter, der på tidspunktet for oprettelsen af de nye kommuner tilkommer henholdsvis påhviler sammenlægningsudvalget, ligesom bestemmelsen omfatter samtlige sammenlægningsudvalgets aktiver og passiver. Dette gælder uanset karakter, retsgrundlag og stiftelsestidspunkt for de omhandlede rettigheder og pligter samt aktiver og passiver. Bestemmelsen omfatter således rettigheder og pligter indgået på såvel offentligretligt som privatretligt grundlag.

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i lovforslagets § 36 om kommunalbestyrelserne i de nye kommuners indtræden i de rettigheder og pligter, som kommunalbestyrelserne i de kommuner, der indgår i en sammenlægning, har erhvervet henholdsvis påtaget sig, samt om de nye kommuners overtagelse af de i sammenlægningen deltagende kommuners aktiver og passiver.