Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 71 af 23/01/2024

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Bekendtgørelse af lov om revision af den kommunale inddeling § 13

Sammenlægningsudvalget kan nedsætte et eller flere underudvalg til varetagelse af bestemte hverv eller til udførelse af forberedende eller rådgivende funktioner for sammenlægningsudvalget. Sammenlægningsudvalget bestemmer underudvalgenes sammensætning og fastsætter regler for deres virksomhed.

Stk. 2. Underudvalgenes medlemmer vælges i mangel af enighed ved et forholdstalsvalg for hvert underudvalg for sig, jf. § 24, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om revision af den kommunale inddeling § 13

Til stk. 1

Sammenlægningsudvalget kan tillægge et underudvalg forberedende eller rådgivende funktioner eller en beslutningsret inden for et bestemt, nærmere afgrænset område (»varetagelse af bestemte hverv«). Derimod kan der ikke tillægges et underudvalg en beslutningsret, som ikke er nærmere afgrænset.

Som medlemmer kan udpeges såvel medlemmer af sammenlægningsudvalget som andre, herunder kommunalt ansatte.

Udpegning af medlemmer til underudvalg kan ikke foretages på sammenlægningsudvalgets konstituerende møde, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 11.

Underudvalgene er i deres virksomhed underkastet de ulovbestemte retsgrundsætninger, der gælder for kommunale kollegiale organer, og reglerne i lov om kommunernes styrelse om de stående udvalgs virksomhed vil i et vist omfang finde tilsvarende anvendelse. Bestemmelserne i § 20, stk. 1-3, i lov om kommunernes styrelse om afholdelse af møder, beslutningsdygtighed, flertalsafgørelser, fastsættelse af forretningsorden og tilførsler til beslutningsprotokollen m.v. finder således anvendelse, medmindre sammenlægningsudvalget udtrykkeligt har truffet beslutning om, at bestemmelserne ikke skal finde anvendelse. Der gælder ikke for underudvalgene et krav om fastlæggelse af en mødeplan.

Underudvalgenes møder er i overensstemmelse med almindelige retsgrundsætninger ikke offentlige, og der er ikke hjemmel til, at sammenlægningsudvalget eller udvalgene beslutter, at møderne skal være offentlige.

Til stk. 2

I mangel af enighed vælges underudvalgets medlemmer efter forholdstal, jf. § 24, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse.

Valg af medlemmer til underudvalg kan ikke foretages på sammenlægningsudvalgets konstituerende møde, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 11.