Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 24 af 04/01/2019

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 70

Finansiel Stabilitets bestyrelse og direktion sikrer, at Finansiel Stabilitet har de nødvendige kompetencer og ressourcer til rådighed, og sikrer, at virksomheden er indrettet til at kunne varetage de opgaver og beføjelser, den er tillagt.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 70

Bestemmelsen gennemfører dele af artikel 3 i BRRD.

Finansiel Stabilitets bestyrelse og direktion har ansvaret for, at virksomheden er indrettet til at kunne varetage de opgaver, det er tillagt. Dette skal ske under hensyntagen til de rammer, der er fastlagt i lov og fastlægges på finansloven.

Det fremgår af BRRD, at medlemsstaterne bl.a. er forpligtet til at sikre, at der er de nødvendige ressourcer til rådighed.

Behovet for i nogle situationer at kunne øge de personalemæssige ressourcer er en allerede kendt problemstilling i det nuværende Finansiel Stabilitet A/S, der fx i forbindelse med overtagelse af nødlidende institutter har anvendt ekstern bistand. Der er for Finansiel Stabilitet foreslået en finansieringsmodel, der gør det muligt at anvende de nødvendige omkostninger, når det er nødvendigt under iagttagelse af skyldige økonomiske hensyn.

Det er vurderingen, at spørgsmålet om medarbejderressourcer er en ledelsesmæssig opgave. Det vil således være Finansiel Stabilitets ledelse, der skal sikre, at der er de nødvendige ressourcer til rådighed i virksomheden, herunder i nødvendigt omfang at sikre adgang til midlertidigt at justere fx medarbejderressourcerne ved aftaler med andre myndigheder, organisationer eller virksomheder.

Som det fremgår af bemærkningerne til § 60, vurderes det, at Finansiel Stabilitet kan videreføre den viden og erfaring om krisehåndtering af institutter, der er opbygget i Finansiel Stabilitet A/S.