Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 24 af 04/01/2019

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 69

Erhvervs- og vækstministeren bemyndiges med virkning fra Finansiel Stabilitets stiftelse til at skadesløsholde medlemmerne af bestyrelsen for Finansiel Stabilitet for

  1. ethvert erstatningskrav mod medlemmer af bestyrelsen som følge af udøvelsen af deres hverv som bestyrelsesmedlemmer, medmindre der er tale om krav efter dansk ret, der gøres gældende ved en dansk domstol, og

  2. udgifter til sagsomkostninger m.v. i forbindelse med retssager omfattet af nr. 1.

Stk. 2. Erhvervs- og Vækstministeriet giver afkald på

  1. at rejse regreskrav for erstatningsbeløb og sagsomkostninger m.v., som staten har betalt til tredjemand, for så vidt angår erstatningsbeløb og sagsomkostninger m.v., som bestyrelsesmedlemmet ikke skulle have afholdt ved dom afsagt af en dansk domstol efter dansk ret, og

  2. at gøre erstatningskrav, herunder regres for tab, gældende over for medlemmerne af bestyrelsen, som overstiger forsikringsdækningen i henhold til bestyrelsesansvarsforsikringen, hvis bestyrelsesmedlemmet alene har udvist simpel uagtsomhed.

Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan på et virksomhedsmøde i Finansiel Stabilitet stemme for et forslag til ændring af vedtægterne, der vil gøre det muligt for Finansiel Stabilitets bestyrelse med virkning fra Finansiel Stabilitets stiftelse at forpligte Finansiel Stabilitet til at skadesløsholde medlemmer af direktionen og bestyrelserne og direktionerne for Finansiel Stabilitets datterselskaber i samme omfang som statens skadesløsholdelse af medlemmerne af bestyrelsen samt at Finansiel Stabilitet giver afkald på at gøre erstatningskrav, herunder regres, gældende over for direktionen og bestyrelserne og direktionerne for Finansiel Stabilitets datterselskaber i samme omfang som gældende for bestyrelsen.

Stk. 4. Skadesløsholdelsen i medfør af stk. 1-3 omfatter ligeledes forhold omfattet af stk. 1-3 i Finansiel Stabilitet A/S forud for omdannelsen i medfør af § 60.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 69

Bestemmelsen gennemfører dele af artikel 3, 40 og 42 i BRRD.

De foreslåede stk. 1-3 er en videreførelse af det eksisterende § 6, stk. 3-5, i lov om finansiel stabilitet, der implementerede og videreførte bestemmelserne i aktstykke 17 af 5. november 2009 i lov om finansiel stabilitet. I det omfang, der allerede er truffet beslutning om skadesløsholdelse, opretholdes denne.

Efter akt 17 af 5. november 2009 og den efterfølgende tekstanmærkning på tillægsbevillingsloven er erhvervs- og vækstministeren med virkning fra selskabets stiftelse bemyndiget til at skadesløsholde medlemmerne af bestyrelsen for Finansiel Stabilitet for ethvert erstatningskrav mod bestyrelsesmedlemmerne som følge af udøvelsen af deres hverv som bestyrelsesmedlemmer, medmindre der er tale om krav efter dansk ret, der gøres gældende ved en dansk domstol og udgifter til sagsomkostninger m.v. i forbindelse med retssager, hvor bestyrelsesmedlemmet er holdt skadesløs. Det foreslås, at denne bemyndigelse, der var indsat i lov om finansiel stabilitet, fremover videreføres i dette lovforslag. Forslaget indebærer ikke nogen udvidelser af bemyndigelsen.

Baggrunden for akt 17 er, at det i forhold til Finansiel Stabilitets ledelse – bestyrelse og direktion – som forestår ledelsen af Finansiel Stabilitets anliggender og repræsenterer Finansiel Stabilitet udadtil er og har været vurderingen, at Finansiel Stabilitet på flere måder adskiller sig fra andre statslige aktieselskaber.

Finansiel Stabilitet har således efter den generelle statsgaranti haft en forpligtelse til at sikre nødlidende pengeinstitutter ved at overtage aktiver og forpligtelser og garantere for gæld og sikkerhedsstillelse fra disse. Finansiel Stabilitets aktiviteter tager i høj grad udgangspunkt i et bundet mandat, hvor selskabets bestyrelse og direktion ofte under et ikke uvæsentligt tidspres er pålagt at gennemføre finansielle transaktioner.

Finansiel Stabilitet og dets ledelse – bestyrelse og direktion – is som følge af selskabets særlige virksomhed og de lovgivningsmæssigt fastsatte vilkår for udøvelsen af denne virksomhed derfor særligt eksponeret over for erstatningskrav rejst af tredjepart; det gælder også i forhold til søgsmål efter fremmed ret. Som også anført i akt 17 er det således vurderingen, at risikoen for bestyrelse og direktion er særlig stor, hvis søgsmålet anlægges efter fremmed ret, eller hvis der er tale om krav, der rejses ved udenlandske domstole.

Hertil kommer, at erhvervs- og vækstministeren er bemyndiget til at give afkald på at rejse regreskrav for erstatningsbeløb og sagsomkostninger m.v., som staten har betalt til tredjemand, omfattet af skadesløsholdelsen for så vidt angår erstatningsbeløb og sagsomkostninger m.v., som bestyrelsesmedlemmet ikke skulle have afholdt ved dom afsagt af en dansk domstol efter dansk ret.

Endvidere er erhvervs- og vækstministeren bemyndiget til at give afkald på at gøre erstatningskrav gældende over for bestyrelsesmedlemmerne for tab, der er påført staten eller Finansiel Stabilitet, og som overstiger forsikringsdækningen i henhold til bestyrelsesansvarsforsikringen, hvis bestyrelsesmedlemmet alene har udvist simpel uagtsomhed, jf. det foreslåede stk. 2.

Erhvervs- og vækstministeren kan tillige tilslutte sig bestyrelsens beslutning om, at give afkald på at gøre erstatningskrav gældende over for direktionen for tab, der er påført staten eller Finansiel Stabilitet, og som overstiger forsikringsdækningen i henhold til ansvarsforsikringen for direktionen, hvis direktøren alene har udvist simpel uagtsomhed, jf. det foreslåede stk. 3. I det omfang der allerede er truffet beslutning om skadesløsholdelse, opretholdes denne.

Ledelsen i Finansiel Stabilitet vil tilsvarende kunne beslutte at skadesløsholde ledelsen i datterselskaber og eventuelt udpegede administratorer.

I medfør af det foreslåede stk. 4 omfatter skadesløsholdelsen i medfør af stk. 1-3 ligeledes forhold i Finansiel Stabilitet A/S forud for omdannelsen i medfør af § 60.