Lovguiden Logo
Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 50b

Forslaget gennemfører dele af artikel 83 i BRRD.

I medfør af det foreslåede stk. 1 skal Finansiel Stabilitet sikre, at der foretages fornøden offentliggørelse, når der iværksættes afviklingsforanstaltninger.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at der sker behørig offentliggørelse, når Finansiel Stabilitet iværksætter afviklingsforanstaltninger. Offentliggørelsen kan enten foretages af Finansiel Stabilitet selv eller virksomheden eller enheden under afvikling, men Finansiel Stabilitet skal sikre, at der sker offentliggørelse.

Hvad der skal anses for fornøden offentliggørelse afhænger af den konkrete situation, de trufne afviklingsforanstaltninger og den konkrete virksomhed eller enhed. Offentliggørelsen skal således sikre, at de berørte ejere, kreditorer, kunder m.v. får adgang til information om de gennemførte foranstaltninger, og konsekvensen heraf.

Som udgangspunkt skal der ske offentliggørelse på både Finansiel Stabilitets hjemmeside, samt på Finanstilsynets og Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds (EBA) hjemmesider. Desuden skal der ske offentliggørelse på virksomhedens eller enhedens hjemmeside samt, hvis der er optaget værdipapirer til handel på et reguleret marked, via de offentliggørelseskanaler, der gælder herfor. Desuden kan der i konkrete tilfælde skulle gives meddeleles direkte til fx kapitalejere, der er registreret som sådanne, afhængig af spredning, visse kontraktparter, m.v.

Den meddelelse, der offentliggøres, skal som udgangspunkt indeholde en opsummering af de afviklingsforanstaltninger, der er iværksat, jf. det foreslåede stk. 2, og konsekvenserne heraf for de berørte kunder, kreditorer, kapitalejere m.fl. Dette indebærer også oplysninger om evt. suspensions- eller begrænsningsvilkår og -periode, som omhandlet i kapitel 5.

Til kapitel 9