Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det kommunale bloktilskud for 2007 vil blive reduceret med et beløb svarende til kommunernes eventuelle samlede overskridelse af serviceudgifterne i de revurderede budgetter for 2006, såfremt den revisionspåtegnede opgørelse af serviceudgifterne i regnskaberne for 2006 for kommunerne under ét overskrider serviceudgifterne i de revurderede budgetter.
Der vil ikke ske en modregning i bloktilskuddet til kommuner hvis serviceudgifter i regnskabet for 2006 ligger på eller under niveauet i de revurderede budgetter.
Bloktilskudsreduktionen vil blive fordelt på de kommuner hvis serviceudgifter i regnskabet for 2006 ligger over niveauet i de revurderede budgetter efter samme forhold som deres indbyrdes overskridelse af budgettet. I tilfælde af at overskridelsen i kommunerne under ét er mindre end i gruppen af kommuner der overskrider budgettet, vil reduktionen i bloktilskuddet for den enkelte kommune således ikke svare til kommunens budgetoverskridelse, men til kommunens andel af den samlede nettooverskridelse.
Kommunerne vil i forbindelse med indberetningen af særlige regnskabsoplysninger for 2006 i april 2007 til Indenrigs- og Sundhedsministeriet blive anmodet om at indberette deres serviceudgifter i regnskabet for 2006. På baggrund af disse oplysninger udsender Indenrigs- og Sundhedsministeriet i maj 2007 en foreløbig opgørelse over hvor meget hver enkelt kommunes bloktilskud vil skulle reduceres som følge af overskridelse af de budgetterede serviceudgifter for 2006.
De budgetterede serviceudgifter vil i den sammenhæng blive opgjort som serviceudgifterne i kommunernes vedtagne budgetter, som offentliggjort af Danmarks Statistik i januar 2006, korrigeret for tillægsbevillinger og pålæg om besparelser, som indberettet til Indenrigs- og Sundhedsministeriet i februar 2006. Såfremt det fremgår af indberetningen til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at en del af de indberettede tillægsbevillinger vedrører overførsel af uforbrugt rådighedsbeløb fra 2005 til 2006, vil disse tillægsbevillinger ikke indgå i opgørelsen af serviceudgifterne i det revurderede budget. Af bilag 1 fremgår hver kommunes serviceudgifter i det revurderede budget for 2006 opgjort som her beskrevet.
I forbindelse med kommunalbestyrelsens afgivelse af regnskab til revisionen, skal vedlægges en redegørelse for kommunens kontering på henholdsvis drifts- og anlægskonti samt en opgørelse af kommunes serviceudgifter i regnskabet for 2006.
Serviceudgifterne skal i denne sammenhæng opgøres som nettodriftsudgifterne inklusive statsrefusion (jf. den autoriserede kontoplans dranst 1 og 2) på hovedkonto 0, 2, 3, 4, 5 og 6 i den kommunale kontoplan fratrukket nettodriftsudgifterne inklusive statsrefusion (dranst 1 og 2) på funktionerne 3.45, 5.01, 5.04, 5.05, 5.41, 5.60, 5.61, 5.65, 5.67, 5.68, 5.69, 5.71, 5.91, 5.92 og 5.98 samt nettodriftsdriftsudgifterne (dranst 1) på funktion 3.77, gruppering 1 og funktion 5.40 gruppering 2 og 7 og statsrefusionen (dranst 2) på funktion 5.40 gruppering 1. Endvidere foretages en korrektion for kontering af renteudgifter på funktion 5.30 gruppering 2 og 3.
Umiddelbart efter, at revisionen har afgivet beretning om revision af årsregnskabet til kommunalbestyrelsen, og senest den 21. august 2007, skal opgørelsen af kommunens serviceudgifter i regnskabet for 2006 indsendes til Indenrigs- og Sundhedsministeriet sammen med eventuelle bemærkninger fra revisionen hertil. Opgørelsen vil blive lagt til grund for den endelige opgørelse af kommunens budgetoverholdelse. Såfremt revisionens bemærkninger til opgørelsen giver anledning til et andet niveau for serviceudgifterne, end det der er opgjort af kommunalbestyrelsen, vil Indenrigs- og Sundhedsministeriet på basis af revisionens bemærkninger fastsætte det niveau, der vil blive lagt til grund ved opgørelsen af budgetoverholdelsen. Såfremt det kommunale tilsyn efterfølgende giver kommunalbestyrelsen medhold i en uenighed med revisionen, vil der være mulighed for at foretage en efterregulering af kommunes bloktilskudsreduktion.
På baggrund af kommunernes serviceudgifter i de revurderede budgetter for 2006 og de revisionspåtegnede opgørelser af kommunernes serviceudgifter i regnskab 2006 udsender Indenrigs- og Sundhedsministeriet i september 2007 den endelige opgørelse af de beløb, som hver enkelt kommunes bloktilskud for 2007 reduceres med.
Ved opgørelsen af hver kommunes budgetoverskridelse, skal tages højde for at de faktiske serviceudgifter kan afvige fra de budgetterede som følge af bloktilskudsaktstykket for 2006-2007.
Da reguleringen alene vedrører det primærkommunale bloktilskud, skal det fastsættes hvorledes København og Frederiksberg Kommuner samt Bornholms Regionskommune skal indgå, idet de tre kommuner har status af både kommune og amtskommune.
Bornholms Regionskommune vil både i forbindelse med opgørelsen af kommunernes samlede budgetoverholdelse og opgørelsen af Regionskommunens egen budgetoverholdelse indgå med en primærkommunal del opgjort i henhold til aftalen mellem KL og Amtsrådsforeningen herom.
For København og Frederiksberg Kommuner kan en del af serviceudgifterne i den kommunale kontoplan henføres entydigt til enten primær- eller amtskommunale opgaver. På den baggrund vil en del af en eventuel budgetoverskridelse ligeledes kunne henføres entydigt til primærkommunale opgaver, og vil dermed være omfattet af bestemmelserne i loven. For den resterende del af serviceudgifterne, og den resterende del af en eventuel budgetoverskridelse, vil Indenrigs- og Sundhedsministeriet ved opgørelsen henføre en andel til de primærkommunale områder, som dermed vil være omfattet af lovens bestemmelser. Opgørelsen heraf vil blive præciseret i de regler, der vil blive udstedt med hjemmel i loven. Det bemærkes hertil, at der i forbindelse med udarbejdelsen af Finansieringsudvalget rapport, er foretaget en opdeling af København og Frederiksberg Kommuners udgifter.
Det foreslås, at loven skal træde i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende. Loven vil alene have virkning for tilskudsåret 2007. Det vurderes imidlertid hensigtsmæssigt, at loven træder i kraft forud for tilskudsåret således, at der i god tid kan udstedes nærmere regler i medfør af loven.
Lov om regulering af statstilskuddet til kommunerne i 2007 (...
Gældende
LOV nr 492 af 07/06/2006
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Ændringer:
0
Lov om regulering af statstilskuddet til kommunerne i 2007 (opfølgning på aftale om den kommunale økonomi for 2006)
Lov om regulering af statstilskuddet til kommunerne i 2007
(opfølgning på aftale om den kommunale økonomi for 2006)
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
Der modregnes et beløb i statens tilskud til kommunerne i 2007, såfremt kommunernes revisionspåtegnede regnskaber for 2006 udviser et højere niveau for serviceudgifterne i 2006 end det niveau, der er forudsat i kommunernes revurderede budgetter for 2006 pr. 15. februar 2006.
Stk. 2. Modregning efter stk. 1 har alene virkning for 2007 og opgøres og fordeles af indenrigs- og sundhedsministeren mellem de kommuner, hvor der kan konstateres et højere niveau for serviceudgifterne i de revisionspåtegnede regnskaber for 2006 end det niveau, der er forudsat i kommunernes revurderede budgetter pr. 15. februar 2006. Modregningen fordeles mellem kommunerne i forhold til afvigelsen i serviceudgifterne mellem det revisionspåtegnede regnskab og det revurderede budget for 2006.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler for opgørelse og fordeling af modregningen, herunder om indhentelse af særlige revisionserklæringer vedrørende regnskabsaflæggelsen for 2006.