LOV nr 537 af 24/06/2005
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab § 52
Forberedelsesudvalget skal i forberedelsesudvalgets funktionsperiode
-
vedtage de nærmere regler om styrelsen af regionens anliggender i en styrelsesvedtægt, jf. § 3, stk. 3, herunder bestemme regionens styreform, jf. § 13, og underrette vedkommende statsamtmand, jf. § 66, om den vedtagne styrelsesvedtægt og vedtægtsændringer, jf. § 3, stk. 4,
-
vedtage regionsrådets forretningsorden, jf. § 3, stk. 5,
-
vedtage regionens budget for 2007,
-
antage en sagkyndig revision for regionen, jf. § 28, stk. 1,
-
fastsætte de nærmere regler for indretningen af regionens kasse- og regnskabsvæsen i et regulativ, jf. § 29, jf. lov om kommunernes styrelse § 42, stk. 7,
-
fastsætte de nærmere regler om regionens revision i et revisionsregulativ,
-
træffe bestemmelse om indretning af regionens administration, herunder ansættelse og afskedigelse af personale hertil,
-
træffe bestemmelse om opsigelse eller ændring af aftaler med virkning for regionen,
-
træffe bestemmelse om regionens eventuelle deltagelse i samarbejder med andre,
-
træffe beslutninger i overensstemmelse med de efter §§ 53-56 fastsatte regler vedrørende amtsrådenes, Hovedstadens Udviklingsråds og Hovedstadens Sygehusfællesskabs samt Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommunalbestyrelsers beslutninger om økonomiske dispositioner,
-
i henhold til lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen med virkning for regionen indgå i forhandlinger om og træffe beslutning om vedtagelse eller forkastelse af aftaleudkast og mæglingsforslag vedrørende aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der som følge af den ændrede opgavefordeling skal overføres til regionen, og
-
træffe andre beslutninger, der er nødvendige med henblik på at forberede oprettelsen af regionen.
Forarbejder til Lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab § 52
RetsinformationBestemmelsen fastlægger forberedelsesudvalgets opgaver. Forberedelsesudvalget har pligt til at træffe de beslutninger, der er nødvendige med henblik på at forberede oprettelsen af regionerne, herunder udføre de opgaver, der er angivet i bestemmelsen.
Til nr. 1
I styrelsesvedtægten kan – inden for rammerne af forslagets regler om regionernes styrelse – fastsættes generelle regler om den overordnede styrelse af regionen, herunder antal medlemmer i forretningsudvalget, jf. dog lovforslagets § 13, stk. 3, samt forretningsudvalgets og regionsrådets opgaveområder, jf. lovforslagets § 13, stk. 2. I den forbindelse skal regionsrådet inden for rammerne af det fleksible forretningsudvalgsstyre træffe beslutning om, inden for hvilke områder - ud over det traditionelle økonomiudvalgs funktioner - den umiddelbare forvaltning skal tillægges forretningsudvalget, og på hvilke områder den umiddelbare forvaltning skal tillægges regionsrådet.
Forslag til styrelsesvedtægt samt eventuelle vedtægtsændringer skal undergives to behandlinger i forberedelsesudvalget med mindst 6 dages mellemrum, jf. henvisningen til lovforslagets § 3, stk. 3. Forberedelsesudvalget skal underrette vedkommende statsamtmand om den vedtagne styrelsesvedtægt og eventuelle vedtægtsændringer, jf. henvisningen til lovforslagets § 3, stk. 4. Ved vedkommende statsamtmand forstås den statsamtmand, der varetager tilsynet med forberedelsesudvalget, jf. § 66.
Hvis der ønskes en anden styreform for regionen end den i lovforslagets § 13 angivne styreform, må forberedelsesudvalget sørge for at indhente den fornødne dispensation hos indenrigs- og sundhedsministeren. Styrelsesvedtægten og den fornødne dispensation skal være vedtaget af forberedelsesudvalget senest inden regionsrådets første konstituerende møde, dvs. inden den 15. december 2006, jf. herom lovforslagets § 41, stk. 1, men det vil være naturligt at vedtage styrelsesvedtægten på et tidligere tidspunkt.
Til nr. 2
I forretningsordenen kan – inden for rammerne af de foreslåede bestemmelser om regionsrådenes styrelse – fastsættes nærmere regler om regionsrådets møder, udsendelse af dagsorden og sagernes fremlæggelse, beslutningsdygtighed, mødeledelse og sagernes forelæggelse, medlemmernes deltagelse i forhandlinger og afstemning m.v.
Forretningsordenen skal være vedtaget af forberedelsesudvalget senest inden regionsrådets første konstituerende møde, jf. bemærkningerne til bestemmelsens nr. 1.
Til nr. 3
De nærmere regler for forberedelsesudvalgets udarbejdelse og vedtagelse af regionens budget for 2007 samt flerårige budgetoverslag vil blive fastsat i en bekendtgørelse med hjemmel i lovforslagets § 59, stk. 6.
Til nr. 4-6
Forberedelsesudvalget vil skulle antage en sagkyndig revision for regionen, fastsætte de nærmere regler for indretningen af regionens kasse- og regnskabsregulativ samt fastsætte de nærmere regler for regionens revision i et revisionsregulativ. Den sagkyndige revision, forberedelsesudvalget antager for regionen, vil skulle godkendes af tilsynsmyndigheden og vil ikke kunne afskediges uden tilsynsmyndighedens samtykke, jf. lovforslagets § 28, stk. 1. Ved tilsynsmyndigheden forstås den statsamtmand, der varetager tilsynet med forberedelsesudvalget, jf. § 66.
Til nr. 7
Beslutningen om indretning af regionens administration vil have sammenhæng med vedtagelsen af styrelsesvedtægten, hvor regionens styreform fastlægges.
Forberedelsesudvalget vil i forbindelse med indretningen af regionens administration bl.a. kunne træffe beslutninger om erhvervelse eller leje af fast ejendom samt vedrørende ansættelse og afskedigelse af personale til regionens administration. Personale til administrationen vil i det omfang, der er nødvendigt for at forberede dannelsen af regionen, kunne ansættes i 2006 under forberedelsesudvalget med henblik på at blive overført til ansættelse i regionen, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 47.
De nye regioner vil efter reglerne i forslag til lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen, som fremsættes samtidig med dette lovforslag, få tilført ansatte fra amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd, Hovedstadens Sygehusfællesskab samt Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner, hvorfra regionens opgaver er overført. Forberedelsesudvalget vil inden for rammerne af de ansattes ansættelsesgrundlag skulle træffe beslutning om tjenestestedet fra og med den 1. januar 2007 for de ansatte, der efter reglerne i den nævnte lov vil skulle overgå til ansættelse i den nye region. Forberedelsesudvalget vil også inden for rammerne af de ansattes ansættelsesgrundlag skulle træffe beslutning om det fremtidige tjenestested for de ansatte i de kommunale og amtskommunale fællesskaber, der ophæves som følge af kommunalreformen, og som efter reglerne i lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen i øvrigt tilføres regionen.
Det forudsættes i den nævnte lov, at den myndighed eller det organ, der forbereder oprettelsen af myndigheden, hvortil overførslen af den ansatte skal ske, så hurtigt som muligt giver den ansatte meddelelse om den pågældendes nye arbejdssted og arbejdsfunktion hos myndigheden.
Til nr. 8
I forbindelse med forberedelsen af regionerne kan der vise sig behov for, at aftaler, der er indgået af amtsrådene og kommunalbestyrelserne inden for de opgaveområder, der efter lovgivningen skal overføres til regionerne, opsiges eller ændres med henblik på, at opsigelsen eller ændringen kan få virkning for regionen fra den 1. januar 2007 eller senere. Tilsvarende gælder de af amtsrådene og kommunalbestyrelserne indgåede aftaler, som efter reglerne i lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen i øvrigt tilføres regionen.
Bestemmelsen giver forberedelsesudvalget mulighed for på de eksisterende myndigheders vegne, hvorfra regionen får tilført opgaver, at træffe sådanne beslutninger, idet det forudsættes, at den enkelte aftale vil kunne opsiges eller ændres til det fastsatte tidspunkt.
Forberedelsesudvalget vil i udvalgets funktionsperiode på den kommende regions vegne skulle træffe bindende beslutninger om ophævelse med virkning fra den 1. januar 2007 af amtskommunernes, samt for så vidt angår Region Hovedstaden Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuners deltagelse i kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, inden for de opgaveområder, der efter lovgivningen skal overføres til regionerne. Det bemærkes herved, at der ikke er fundet behov for i denne lov at give regionerne hjemmel til at deltage i regionale fællesskaber.
Til nr. 9
I forbindelse med forberedelsen af regionerne vil det være naturligt, at forberedelsesudvalget overvejer, om eksisterende samarbejder, der er etableret af amtsrådene og kommunalbestyrelserne med andre offentlige myndigheder eller private inden for de opgaveområder, der efter lovgivningen skal overføres til regionerne, skal fortsætte efter oprettelsen af regionerne. Tilsvarende gælder de af amtsrådene og kommunalbestyrelserne indgåede samarbejder, som efter reglerne i lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen i øvrigt tilføres regionen.
Forberedelsesudvalget vil i udvalgets funktionsperiode på den kommende regions vegne kunne træffe bindende beslutninger om regionens deltagelse i kommunale samarbejder, jf. lovforslagets § 58. Det forudsættes, at regionen lovligt vil kunne deltage i det pågældende samarbejde, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 5, stk. 2. Det forudsættes endvidere, at et samarbejde, regionen lovligt vil kunne deltage i, vil kunne opsiges efter vedtægterne.
Til nr. 10
Forberedelsesudvalget skal træffe beslutninger i overensstemmelse med de efter lovforslagets §§ 53-56 fastsatte regler om godkendelse og ændring af amtsrådenes, Hovedstadens Udviklingsråd s, Hovedstadens Sygehusfællesskabs, Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommunalbestyrelsers beslutninger om væsentlige økonomiske dispositioner, herunder nyansættelser af personale, samt om pålæg om nedsættelse af størrelsen af en bevilling, som er vedtaget af amtsrådet, udviklingsrådet, sygehusfællesskabets bestyrelse, Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommunalbestyrelser. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets §§ 53-56.
Til nr. 11
I det samtidig med dette lovforslag fremsatte forslag til lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen tillægges forberedelsesudvalget en række opgaver. Det fremgår af det nævnte lovforslags § 8, at den myndighed, hvorfra en opgave i forbindelse med kommunalreformen overføres, udarbejder et udkast til en samlet aftale mellem den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres, om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte der overføres efter det nævnte lovforslags §§ 3 og 4. Aftaleudkastet skal senest den 1. januar 2006 forelægges for den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres, jf. det nævnte lovforslags § 9. Skal overførslen ske til en myndighed, der oprettes den 1. januar 2007, forelægges aftaleudkastet for det organ, der forbereder myndighedens oprettelse, jf. det nævnte lovforslags § 9. Forberedelsesudvalget får således på regionens vegne forelagt de omhandlede aftaleudkast.
Det fremgår endvidere af det nævnte lovforslags § 10, at den myndighed, hvorfra en opgave overføres, snarest muligt efter forelæggelsen af aftaleudkastet, indkalder repræsentanter for de myndigheder, hvortil opgaverne overføres, eller for det organ, der forbereder myndighedens oprettelse, til forhandlinger med henblik på, at der inden den 1. april 2006 indgås aftale mellem myndighederne om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte. Det fremgår endvidere, at de myndigheder, hvortil overførslen skal ske, eller det organ, der forbereder myndighedens oprettelse, har pligt til at lade sig repræsentere ved forhandlingerne og har pligt til at træffe beslutning om vedtagelse eller forkastelse af aftaleudkastet, herunder de ændringer, som den afgivende myndighed måtte foretage i aftaleudkastet i forhold til det aftaleudkast, som er forelagt myndighederne senest den 1. januar 2006. Forberedelsesudvalget skal således lade sig repræsentere ved de omhandlede forhandlinger og forholde sig til de omhandlede aftaleudkast og ændringer heri. Forberedelsesudvalgene vil endvidere på regionens vegne kunne indgå aftale om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte.
Forberedelsesudvalget tillægges endvidere visse opgaver i forbindelse med den procedure for de nedsatte delingsråds behandling af spørgsmål om overførsel af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, som fastsættes i det nævnte lovforslag. Forberedelsesudvalget vil således bl.a. skulle lade sig repræsentere i forbindelse med forhandlinger, som delingsrådet forlanger genoptaget, og vil i den forbindelse skulle forholde sig til den afgivende myndigheds forslag til ændringer i aftaleudkastene, jf. det nævnte lovforslags § 11, stk. 3. Forberedelsesudvalget vil endvidere skulle lade sig repræsentere i forbindelse med forhandlinger, som delingsrådet indkalder til, hvor forberedelsesudvalget vil kunne forholde sig til de forslag, delingsrådet fremsætter, jf. det nævnte lovforslags § 11, stk. 1 og 2. Forberedelsesudvalget vil endvidere skulle afgive svar til delingsrådet om, hvorvidt forberedelsesudvalget kan tiltræde et af delingsrådet fremsat mæglingsforslag, jf. det nævnte lovforslags § 12. Forberedelsesudvalget vil kunne indgå i drøftelser med delingsrådet forud for delingsrådets beslutning, jf. det nævnte lovforslags § 13.
Til nr. 12
Forberedelsesudvalget vil endvidere skulle træffe en række andre beslutninger, der er nødvendige med henblik på at forberede oprettelsen af regionen. Forberedelsesudvalget vil efter bestemmelsen f.eks. kunne træffe beslutning om deltagelse i internationalt arbejde m.v., om regionens udpegning af repræsentanter til andre organer, såfremt beslutning herom skal træffes inden den 1. januar 2007, samt træffe beslutning om ændring af autorisationer m.v., der er meddelt af de af regionen omfattede amtsråd, samt for så vidt angår Region Hovedstaden tillige kommunalbestyrelserne for Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner.
Forberedelsesudvalget vil desuden skulle træffe beslutninger, som har til formål at sikre, at den nye region med virkning fra den 1. januar 2007 opfylder lovgivningens krav til en region. Forberedelsesudvalget vil herunder på en række områder skulle fastsætte regler og forskrifter m.v., der harmoniserer gældende regler og forskrifter m.v., der er fastsat af de myndigheder, som afgiver opgaver til regionerne. Der henvises dog til lovforslagets § 70 vedrørende muligheden for fravigelse af gældende lovgivning, som forberedelsen og dannelsen af de nye regioner nødvendiggør.
Forberedelsesudvalget vil endvidere f.eks. skulle træffe bestemmelser om indholdet og omfanget af regionens opgaver, i det omfang lovgivningen forpligter regionsrådene til at træffe sådanne bestemmelser i forberedelsesudvalgets funktionsperiode.
Forberedelsesudvalget vil ligeledes skulle træffe de beslutninger, som i lovgivningen er henlagt til forberedelsesudvalget at træffe. Forberedelsesudvalget vil eksempelvis være ansvarligt for, at der med virkning fra 1. januar 2007 i hver region er etableret et eller flere trafikselskaber, jf. § 34 i det samtidig med dette lovforslag fremsatte forslag til lov om trafikselskaber. Der henvises endvidere til lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 5.
Forberedelsesudvalget vil endvidere skulle træffe beslutninger, der er nødvendige med henblik på at forberede den tilførsel af opgaver til regionen, som følger af kommunalreformen.