Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 1541 af 18/11/2025

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. § 1a

I denne lov forstås ved følgende:

  1. Matchfunding: Et system, der sikrer, at betalingsstrømmene mellem forpligtelser og aktiver, som forfalder til betaling, matches ved i kontraktlige vilkår og betingelser at sikre, at

a) betalinger fra låntagere og modparter i derivatkontrakter forfalder, før der foretages udbetalinger til investorer i realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer og til modparter i derivatkontrakter,

b) de modtagne beløb værdimæssigt mindst svarer til de udbetalinger, der skal foretages til investorer i realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer og til modparter i derivatkontrakter, og

c) de beløb, der modtages fra låntagere og modparter i derivatkontrakter, inkluderes i serien med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond, indtil betalingerne til investorerne i realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer og til modparterne i derivatkontrakter forfalder.

  1. Udgående nettopengestrømme: Alle udgående betalingsstrømme, der forfalder på en dag, herunder hovedstol og rentebetalinger samt betalinger i henhold til derivatkontrakter knyttet til udstedelse af realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer, fratrukket alle indgående betalingsstrømme, der forfalder på den samme dag for krav, der er relateret til de dækkende aktiver.
Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. § 1a

Til kapitel 1

§ 1 fastlægger anvendelsesområdet for nærværende lovforslag. Med forslaget tilsigtes det at regulere forhold, som vedrører realkreditinstitutternes udstedelse af realkreditobligationer og andre værdipapirer, og realkreditlån, som ydes på grundlag af denne obligationsudstedelse. Den del af realkreditinstitutternes værdipapirudstedelse, som ikke sker til finansiering af realkreditlån, er således ikke omfattet af dette lovforslag, men vil i stedet være reguleret i forslaget til lov om finansiel virksomhed, der fremsættes samtidig med nærværende lovforslag.

Foruden realkreditinstitutter med tilladelse her i landet finder loven også anvendelse på udenlandske kreditinstitutter, der udsteder realkreditobligationer her i landet. For sådanne udenlandske kreditinstitutter finder lovens bestemmelser om obligationsudstedelse og balanceprincip og om hæftelsesforhold ikke anvendelse, idet der dog stilles krav til disse forhold, jf. lovforslagets § 18 og bemærkningerne hertil. For at undgå danske realkreditinstitutters omgåelse af loven finder reglerne om balanceprincip og obligationsudstedelse i §§ 20-21 anvendelse på udenlandske kreditinstitutter, der er koncernforbundne med danske realkreditinstitutter. Koncernbegrebet skal forstås i overensstemmelse med det fremsatte forslag til lov om finansiel virksomhed.

Kravene til udenlandske kreditinstitutter, herunder institutter, der er koncernforbundne med danske realkreditinstitutter, er uændrede i forhold til kravene i den gældende realkreditlov.

Til kapitel 2