LBK nr 1541 af 18/11/2025
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. § 15
Realkreditinstitutter kan optage lån til brug for at opfylde forpligtelsen til at stille supplerende sikkerhed, jf. § 33 d, stk. 1, eller øge overdækningen i en serie eller grupper af serier med seriereservefond.
Stk. 2. Det skal fremgå af låneaftalen, hvilken serie eller gruppe af serier med seriereservefond lånemidler optaget efter stk. 1 kan henføres til.
Stk. 3. Lånemidler optaget efter stk. 1 skal placeres i de aktivtyper, der er nævnt i artikel 129, stk. 1, 1. afsnit, litra a-f, og 3. afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber. Aktiverne skal fra det tidspunkt, hvor lånet optages, placeres på en særskilt konto, i et særskilt depot eller på anden måde mærkes som hidrørende fra det pågældende lån. Når aktiverne anvendes som supplerende sikkerhed eller overdækning, skal de indgå i den pågældende serie eller gruppe af serier med seriereservefond.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. § 15
Forslagets § 15 bemyndiger økonomi- og erhvervsministeren til at godkende realkreditinstitutternes satser for gebyrer, indskud og løbende bidrag for lån med statsstøtte. Bestemmelsen skal varetage statsfinansielle hensyn. Når långivning på jordbrugsområdet undtages, skyldes det, at denne långivning sker i henhold til særlig lovgivning. Bestemmelsen viderefører en bestemmelse i realkreditloven, idet der dog i forhold til realkreditlovens formulering er foretaget en ændring på grund af ressortomlægninger.