LOV nr 1537 af 12/12/2023
Transportministeriet
Lov om rammerne for arealanvendelsen i Københavns Lufthavn, Kastrup § 5
Transportministeren kan efter forhandling med ministeren for landdistrikter og miljøministeren fastsætte nærmere regler for varetagelse af plan- og miljøhensyn i forbindelse med drift og udvikling af Københavns Lufthavn, Kastrup.
Forarbejder til Lov om rammerne for arealanvendelsen i Københavns Lufthavn, Kastrup § 5
RetsinformationDet følger af § 4 i udbygningsloven, at transportministeren i samarbejde med miljøministeren fastlægger de nærmere retningslinjer for varetagelsen af miljøhensynene i forbindelse med den fortsatte udbygning og drift af lufthavnen.
Bestemmelsen blev indsat i udbygningsloven ved lov nr. 241 af 8. april 1992 om ændring af lov om udbygning af Københavns Lufthavn, Kastrup.
De nuværende miljøafvejninger i forbindelse med udvikling i Københavns Lufthavn, Kastrup, sker under hensyntagen til de gældende miljøregler og -vejledninger i samspil med behovet for fleksibilitet i muligheden for udbygninger og ændringer i lufthavnen. Der sker således en samfundsmæssig afvejning mellem på en ene side hensynet til at fastholde og styrke lufthavnens internationale position og på den anden side hensynet til det omgivne miljø.
Det foreslås med § 5, at transportministeren efter forhandling med ministeren for landdistrikter og miljøministeren kan fastsætte nærmere regler for varetagelsen af miljøhensyn i forbindelse med udvikling og drift af Københavns Lufthavn, Kastrup.
Der er med den foreslåede bestemmelse ikke tiltænkt ændring af den eksisterende samfundsmæssige afvejning mellem behovet for en effektiv og konkurrencedygtig lufthavn i Kastrup og hensyn til det omgivne miljø.
Med den foreslåede bestemmelse videreføres i vidt omfang den nugældende § 4 i udbygningsloven, dog således at fastsættelsen af de nærmere regler foruden miljøministeren også vil skulle ske efter forhandling med ministeren for landdistrikter. Behovet for at fastsætte regler efter forhandling med ministeren for landdistrikter og miljøministeren udspringer af, at planlovgivningen, herunder bl.a. støjregulering i støjcirkulære og Fingerplanen, i dag henhører under Kirkeministeriet ved ministeren for landdistrikter.
Bestemmelsen har til formål at sikre muligheden for på tværs af de relevante ressortministerier at fastlægge nærmere regler for varetagelsen af miljøhensynene i forbindelse med driften og udviklingen af Københavns Lufthavn, Kastrup, med forankring i Transportministeriet som ansvarlig myndighed for vurderingen af lufthavnens samfundsmæssige betydning.
De overordnede støj- og luftforhold for lufthavnen reguleres i den relevante plan- og miljølovgivning. Der kan dog eksempelvis i forbindelse med konkrete udviklingsprojekter være behov for retningssættende regler om varetagelsen af miljøhensynene i relation til disse projekter. Dette kunne eksempelvis være i forhold til fremtidig forskning i ultrafine partikler og disses indvirkning på omkringliggende miljø og behovet for afbalancering af denne nye viden med det samfundsmæssige behov for en konkurrencedygtig lufthavn. Fastlæggelsen af regler for varetagelse af miljøhensyn i forbindelse med udviklingen af lufthavnen kunne ligeledes gøres sig gældende i relation til miljøforhold, der varetages på kommunalt niveau.
Regler om, hvorledes balancering af henholdsvis miljøhensyn og udvikling af lufthavnen som vital infrastruktur varetages, vil skulle udstedes inden for den ramme, der er fastlagt af EU's miljølovgivning. Det omfatter bl.a. reglerne i fuglebeskyttelsesdirektivet, habitatdirektivet, vandrammedirektivet og havstrategidirektivet.
Udstedelse af regler i medfør af den foreslåede bestemmelse vil således udgøre et særlig regulering af Københavns Lufthavn, Kastrup, som supplement til de almindeligt gældende plan- og miljøregler.