LBK nr 1350 af 04/09/2020
Kulturministeriet
Programtilladelser og udbud
Udøvelse af programvirksomhed foranstaltet af radio- og tv-foretagender og øvrige medietjenesteudbydere, der hører under dansk myndighed, kan kun ske med tilladelse fra Radio- og tv-nævnet. Dette gælder dog ikke programvirksomhed omfattet af § 47 samt DR’s, TV 2/DANMARK A/S’ og de regionale TV 2-virksomheders public service-virksomhed efter §§ 12, 31 og 38 a.
Stk. 2
Tilladelse til programvirksomhed ved hjælp af jordbaserede sendemuligheder og tilladelse til public service-programvirksomhed i medfør af § 11, stk. 2, meddeles af Radio- og tv-nævnet efter udbud, jf. dog stk. 6.
Stk. 3
Tilladelse til programvirksomhed efter stk. 1 kan betinges af betaling af koncessionsafgift.
Stk. 4
Koncessionsafgiftens mindstestørrelse, beregningsgrundlag og betalingsterminer skal fremgå af udbudsmaterialet.
Stk. 5
Kulturministeren kan fastsætte regler om udbudsforretninger i henhold til stk. 2 og tilladelser i henhold til stk. 1, herunder om udøvelse af programvirksomheden og varigheden af tilladelser. Kulturministeren kan endvidere fastsætte, at Radio- og tv-nævnet i forbindelse med udstedelse af tilladelser til programvirksomhed og efter regler fastsat af kulturministeren kan fastsætte vilkår for programvirksomheden m.v. Kulturministeren kan fastsætte regler om sendesamvirker.
Stk. 6
Kulturministeren kan fastsætte regler om, at Radio- og tv-nævnet uden udbud kan meddele tilladelse til foreninger m.v., hvis formål er at producere ikkekommercielt tv, som er produceret af og rettet mod personer med fysisk funktionsnedsættelse eller intellektuel funktionsnedsættelse.
Stk. 7
Kulturministeren kan fastsætte regler om fravigelse af stk. 2 i forbindelse med forsøgsvirksomhed og midlertidig programvirksomhed.
Stk. 8
Radio- og tv-nævnet kan forlænge tilladelser til lokal radioprogramvirksomhed og tilladelser til udøvelse af ikkekommerciel programvirksomhed ved hjælp af jordbaserede digitale tv-sendenet i MUX 1.
Stk. 9
Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om forlængelse af tilladelser efter stk. 8.