Lov om projektering og anlæg af et vildsvinehegn langs den dansk-tyske landegrænse

Det foreslås i stk. 1 at miljø- og fødevareministeren bemyndiges til at projektere og meddele tilladelse til anlæg af et vildsvinehegn langs den dansk-tyske landegrænse, herunder til de øvrige dispositioner i form af eksempelvis afværgeforanstaltninger eller kompenserende foranstaltninger, som er nødvendige i forbindelse med projektering og anlæg af hegnet. Det foreslås, at miljø- og fødevareministeren meddeler anlægstilladelsen i medfør af det foreslåede stk. 2.

Den konkrete linjeføring og hegnets udformning er ikke endeligt fastlagt. Ved angivelsen af, at hegnet skal placeres langs den dansk-tyske landegrænse, er det hensigten, at hensynet til at begrænse vildsvinebestanden på dansk område alt andet lige taler for en placering så tæt på grænsen som muligt. Ved fastlæggelsen af linjeføringen er der imidlertid en række lokale forhold og udfordringer, som der skal tages højde for på de enkelte delstrækninger. Udfordringerne vedrører f.eks. hegning omkring bymæssig bebyggelse, gennem konkrete ejendomme, tværgående veje og stier, vand og tilstødende sumpede områder, vandløb, vindmøller og større jernbane- og vejtracéer, hegning på mosebund eller ud i vandet. Der henvises til beskrivelserne i de almindelige bemærkninger i afsnit 3.1.3, 3.1.3.1, 3.1.3.2 og 3.1.3.3 samt bilag 1 til lovforslaget.

Endvidere vil der ved fastsættelsen af linjeføringen og den konkrete udformning af hegnet skulle foretages en afvejning af hensynet til en grænsenær placering i forhold til en række andre hensyn, som kan tale for, at hegnet på visse strækninger placeres i en vis afstand fra grænsen. Som eksempler kan nævnes naturmæssige hensyn, landskabelige hensyn, friluftsinteresser, vandafledning, kulturmæssige interesser og offentlighedens adgang.

For så vidt angår naturlokaliteter henvises til beskrivelserne i de almindelige bemærkninger i afsnit 3.1.1, 3.1.1.1, 3.1.1.2 og 3.1.1.3 samt bilag 1 til den foreslåede lov, mens der for så vidt angår kulturhistoriske forhold henvises til afsnit 3.1.2, 3.1.2.1, 3.1.2.2 og 3.1.2.3 samt bilag 2 til den foreslåede lov.

Efter lovforslaget omfatter miljø- og fødevareministerens bemyndigelse også øvrige dispositioner i form af eksempelvis afværgeforanstaltninger eller kompenserende foranstaltninger, som er nødvendige i forbindelse med projektering og anlæg af hegnet. Bestemmelsen giver miljø- og fødevareministeren hjemmel til at iværksætte afværgeforanstaltninger for at modvirke eventuel skadelig virkning som følge af etablering og drift af vildsvinehegnet, og som er nødvendige af hensyn til den generelle naturbeskyttelse, herunder hensynet til de EU-retlige forpligtelser, der følger af fuglebeskyttelsesdirektivet og habitatdirektivet. Med bemyndigelsen til kompenserende foranstaltninger får miljø- og fødevareministeren adgang til at gennemføre foranstaltninger til at opveje skader, hvor afværgelsesforanstaltninger ikke vil være tilstrækkelige til at modvirke skadelig virkning.

For at tilgodese disse hensyn vil anlægstilladelsen kunne forudsætte, at Naturstyrelsen iværksætter afværgeforanstaltninger. Dette bl.a. for i nødvendigt omfang at medvirke til at anlægsarbejdet ikke har en skadelig virkning for arterne og bestandene.

I det omfang tilladelsen til vildsvinehegnet erstatter krav om tilladelse efter anden lovgivning, jf. lovforslagets § 2 og § 3, vil denne også omfatte afgørelser om tilladelse m.v. til sådanne tilknyttede nødvendige dispositioner.

Det foreslås derfor i stk. 2, 1. pkt., at miljø- og fødevareministeren meddeler tilladelse til anlæg af vildsvinehegnet, der fastlægger hegnets præcise placering og udformning m.v. langs den dansk-tyske landegrænse efter projektbeskrivelse og ansøgning fra Naturstyrelsen som bygherre for projektet.

Ved hegnets udformning m.v. forstås bl.a. højde, konstruktion, materialevalg, åbninger, låger, færiste m.v. Ved fastlæggelsen af hegnets udformning m.v. vil der også skulle tages hensyn til eksisterende adgangsrettigheder og behovet for at opretholde hensigtsmæssige adgangsforhold, herunder også den enkelte lodsejers adgang til sine arealer på begge sider af hegnet.

Den endelige linjeføring for hegnet vil blive afklaret med inddragelse af relevante myndigheder, herunder Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, som har ansvaret for dyrehegn og faunapassager omkring infrastrukturanlæg, de berørte kommuner, Grænsevandløbskommissionen, samt vandløbsmyndighederne Tønder kommune og Aabenraa kommune, og Kulturministeriet.

Efter det foreslåede stk. 2, 2. pkt., udarbejdes projektbeskrivelse, ansøgning om anlægstilladelse og ansøgning om eventuelle supplerende tilladelser af Naturstyrelsen i samarbejde med Miljøstyrelsen, Slots- og Kulturstyrelsen og andre berørte offentlige myndigheder, herunder Tønder kommune og Aabenraa kommune samt tyske offentlige myndigheder.

Det forudsættes, at miljø- og fødevareministeren med hjemmel i stk. 2 - som led i en tilladelse til projektet omfattet af stk. 1 - kan træffe beslutninger om supplerende tilladelser. Ved en supplerende tilladelse forstås dels tilladelser, som er en forudsætning for etablering af hegnet, men som ikke vedrører selve hegnet eller anlæg heraf. Dette kan f.eks. være en tilladelse til rørlægning af et vandløb eller tilladelse til kompenserende foranstaltninger på andre arealer, som meddeles som led i den samlede anlægstilladelse. Dels tilladelser, som supplerer anlægstilladelsen og meddeles på et senere tidspunkt.

Det foreslås, at Naturstyrelsen som bygherre skal udarbejde projektbeskrivelse og ansøgning i samarbejde med bl.a. Miljøstyrelsen. Lovforslaget forudsætter således en opgavefordeling mellem myndighederne i Miljø- og Fødevareministeriet, som efter almindelige forvaltningsretlige principper kunne indebære, at Miljøstyrelsen ville blive inhabil i forhold til øvrige myndighedsopgaver i forbindelse med hegnsprojektet. En myndigheds mulighed for at yde vejledning er således som udgangspunkt begrænset af de almindelige retsgrundsætninger om myndighedsinhabilitet, hvorefter en myndighed som følge af i en konkret sag at have ydet vejledning efter omstændighederne kan være afskåret fra at træffe afgørelse i samme sag. Det er vanskeligt præcist at angive en grænse for, hvornår vejledning må antages at gå videre end almindelig generel vejledning.

Forslaget indebærer, at Miljøstyrelsen skal bistå Naturstyrelsen med udarbejdelse af projektbeskrivelse og ansøgning. Miljøstyrelsen vil herunder kunne rådgive om miljøvurdering og øvrige retlige krav, som skal iagttages. Miljøstyrelsen vil også kunne rådgive om konsekvenserne af forskellige linjeføringer og konstruktioner af hegnet for de forskellige beskyttelsesinteresser, herunder om mulige afværgeforanstaltninger og kompenserende foranstaltninger.

Det er vurderingen, at der ikke konkret er retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved, at Miljøstyrelsen yder en sådan udvidet rådgivning til Naturstyrelsen og samtidig bibeholder sine myndighedskompetencer i relation til den videre sagsbehandling.

Det er således hensigten, at Miljøstyrelsens samarbejde med Naturstyrelsen om projektering og udarbejdelse af ansøgning ikke skal være til hinder for, at miljø- og fødevareministeren efter lovforslagets § 6 kan delegere tilladelseskompetencen til Miljøstyrelsen, ligesom samarbejdet ikke er til hinder for, at Miljøstyrelsen kan varetage myndighedsopgaver i forbindelse med miljøvurderinger og habitatvurderinger på ministerens vegne. Det bemærkes i den forbindelse, at arbejdet i Miljøstyrelsen i givet fald vil blive tilrettelagt således, at der på såvel medarbejder-, chef- og direktionsniveau sikres klar adskillelse mellem Miljøstyrelsens opgaver som rådgiver for Naturstyrelsen i forbindelse med udarbejdelse af ansøgningen og Miljøstyrelsens opgaver som afgørelsesmyndighed.

I anlægstilladelsen kan der stilles vilkår om eksempelvis krav til hegnets vedligeholdelse og drift og krav vedrørende oprensning af vandløb. Der vil også kunne stilles vilkår om overvågning af virkningerne af vildsvinehegnet. Vilkår vil kunne stilles til selve hegnet og til eventuelle tilknyttede projekter som f.eks. vandløbsregulering, skovrydning eller evt. afværgende eller kompenserende foranstaltninger.

Miljø- og fødevareministeren skal ved meddelelse af anlægstilladelsen overholde de EU-retlige forpligtelser, der er relevante for projekteringen og anlægget af vildsvinehegnet, herunder EU-direktiver og EU-beslutninger på natur- og miljøbeskyttelsesområdet.

I det foreslåede stk. 3 fastsættes i overensstemmelser hermed, at hvis det ikke kan udelukkes, at anlægsprojektet vil skade et Natura 2000-område, kan miljø- og fødevareministeren alene meddele anlægstilladelse efter regler fastsat i medfør af det foreslåede stk. 4, 3. pkt. Den foreslåede bestemmelse sikrer overensstemmelse med habitatdirektivet og skal ses i sammenhæng med det foreslåede stk. 4. Der henvises endvidere til de almindelige bemærkninger afsnit 3.3.1.

Det bemærkes, at miljø- og fødevareministeren ved meddelelse af anlægstilladelsen endvidere skal varetage de hensyn, der varetages af regler i anden lovgivning, i det omfang disse regler efter lovforslaget ikke skal finde anvendelse på projektet. Der henvises til bemærkningernes afsnit 3.3.

Bilag 1 og 2 til den foreslåede lov indeholder oversigtskort over de væsentligste naturlokaliteter og kulturhistoriske forhold for så vidt angår de arealer, der er nødvendige for projektering og anlæg af vildsvinehegnet.

Med det foreslåede stk. 4, 1. pkt., bemyndiges miljø- og fødevareministeren til at fastsætte nærmere regler om forberedelsen og gennemførelsen af anlægsprojektet, herunder om opfyldelsen af EU-retlige forpligtelser, der er relevante for projekteringen og anlægget af vildsvinehegnet. Den foreslåede bestemmelse omfatter alene regeludstedelse, der er nødvendig for at gennemføre anlægget.

Med det foreslåede stk. 4, 2. pkt., fastsættes, at ministeren bl.a. kan fastsætte regler om, at det skal vurderes, om anlægsprojektet kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, jf. habitatdirektivets artikel 6, stk. 3. Det foreslås endvidere, at ministeren kan fastsætte regler om gennemførelse af en nærmere konsekvensvurdering af virkningerne af anlægsprojektet på et Natura 2000-område under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Bemyndigelsen sikrer hjemmel til, at der kan fastsættes regler, som gennemfører habitatdirektivet i forhold til vildsvinehegnsprojektet.

Efter det foreslåede stk. 4, 3. pkt., kan ministeren fastsætte regler om betingelserne for at tillade anlægsprojektet, når en nærmere konsekvensvurdering ikke udelukker skade på et Natura 2000-område, jf. habitatdirektivets artikel 6, stk. 4, som beskrevet i afsnit 3.3.1.1. Ministeren vil også med hjemmel i det foreslåede stk. 4 kunne fastsætte regler om beskyttelse af dyre- og plantearter ved afgørelse om tilladelse efter § 1, stk. 2.

Med bestemmelsen sikres hjemmel til at tilvejebringe en præcis retlig ramme for gennemførelsen af naturdirektiverne.

Det foreslåede stk. 1 fastsætter krav til indholdet af ansøgningen om anlægstilladelse og anlægstilladelsen efter § 1. Det foreslås, at disse skal indeholde en beskrivelse af en række nærmere angivne forhold.

Det foreslåede stk. 1 supplerer kravene i miljøvurderingsloven, herunder kravene i § 19 til indholdet af en ansøgning om en screeningsafgørelse, og § 20, jf. § 23, som fastsætter krav til udarbejdelse af miljøkonsekvensrapport for projekter, som underkastes krav om miljøvurdering, jf. også det foreslåede stk. 2.

Kravene i stk. 1 gælder således uanset, om projektet omfattes af krav om screening henholdsvis tilladelse efter § 25 i miljøvurderingsloven (VVM-tilladelse) eller ej.

Efter det foreslåede nr. 1 skal der i ansøgningen og tilladelsen redegøres for overholdelsen af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, EF-Tidende 1992, nr. L 206, side 7, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle, EU-Tidende 2010, nr. L 20, side 7, herunder disse direktivers regler om eksempelvis afværgeforanstaltninger og kompenserende foranstaltninger af hensyn til fugle og andre dyr.

Anlægstilladelsen efter § 1, stk. 2, som også omfatter tilladelse til andre nødvendige dispositioner, skal meddeles under overholdelse af de EU-retlige forpligtelser, der er relevante for projekteringen og anlægget af vildsvinehegnet, herunder EU-direktiver og EU-beslutninger på natur- og miljøbeskyttelsesområdet. Dette indebærer bl.a., at tilladelse skal meddeles under iagttagelse af regler om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Miljø- og fødevareministeren har med henblik på gennemførelse af EU-regler på naturbeskyttelsesområdet fastsat regler om, i hvilke tilfælde og på hvilke vilkår en række forskellige tilladelser m.v. efter natur- og miljølovgivningen kan meddeles. Bestemmelserne er bl.a. fastsat ved bekendtgørelse nr. 926 af 27. juni 2016 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter. Bestemmelserne omfatter bl.a. de tilladelser m.v., som erstattes af anlægstilladelsen jf. den foreslåede § 3. Bekendtgørelsen vil ikke finde direkte anvendelse, men forudsættes overholdt ved meddelelse af tilladelse efter § 1, stk. 2, under hensyn til, at miljø- og fødevareministeren er direkte bundet af direktiverne. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 3.3.1 og afsnit 9.2 samt det foreslåede § 1, stk. 3 og 4, og de specielle bemærkninger hertil.

Det foreslåede nr. 2 fastsætter, at ansøgningen og tilladelsen efter § 1, stk. 2, skal beskrive varetagelsen af de hensyn, som varetages efter de love, der er nævnt i § 3 herunder særligt hvordan hensynene varetages i forhold til de naturlokaliteter og kulturhistoriske forhold, der fremgår af bilag 1 og 2 til den foreslåede lov. Bilagene 1 og 2 indeholder oversigtskort over de væsentligste naturlokaliteter og kulturhistoriske forhold, for så vidt angår arealer, der er nødvendige for projektering og anlæg af vildsvinehegnet.

Efter gældende regler skal tilladelsesmyndigheden, når der træffes afgørelser efter de love, der er nævnt i § 3, varetage en række hensyn, og afgørelserne skal træffes under iagttagelse af regler, der gennemfører habitat- og fuglebeskyttelsesdirektiverne. Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.3.1. Det forudsættes, at disse hensyn varetages af miljø- og fødevareministeren efter denne lov.

Det foreslåede nr. 3 fastsætter, at ansøgning om anlægstilladelse og anlægstilladelsen efter § 1 stk. 2, skal indeholde en beskrivelse af overholdelsen af den i 1922 indgåede traktat mellem Danmark og Tyskland, jf. § 3, stk. 2. Traktaten omhandler bl.a. grænsevandløb. For disse vandløb gælder, at der er udarbejdet regulativer i medfør af overenskomstens artikel 5 og 6. Regulativerne regulerer bl.a. spørgsmål om hvilke myndigheder, der forestår vedligeholdelse samt indeholder bestemmelser om hegning og betaling herfor. Ændring af regulativerne skal ske efter særlige regler herom. Aabenraa kommune og Tønder kommune vedligeholder grænsevandløbene i samarbejde med de tyske myndigheder.

Det foreslåede nr. 4 fastsætter, at ansøgningen og anlægstilladelsen efter § 1, stk. 2, skal indeholde en beskrivelse af inddragelsen af den berørte offentlighed samt de involverede lodsejere i den videre proces. Lovforslaget indeholder ikke nærmere bestemmelser herom. Udover de gældende regler i ekspropriationsprocesloven og miljøvurderingsloven, som vil skulle opfyldes i den udstrækning disse finder anvendelse på det konkrete projekt, forudsættes det, at miljø- og fødevareministeren vil inddrage offentligheden m.v.

I det foreslåede nr. 5 fastsættes, at ansøgningen og tilladelsen skal beskrive øvrige dispositioner og foranstaltninger, som er nødvendige med henblik på projektering og anlæg af vildsvinehegnet eller nødvendige af hensyn til natur- og miljøbeskyttelsen. Efter den foreslåede § 1, stk. 1, omfatter en tilladelse alle de nødvendige dispositioner, der skal til for at gennemføre anlægsprojektet, herunder f.eks. afværgeforanstaltninger m.v., der ikke følger direkte af stk. 1, jf. også bemærkningerne til § 1, stk. 2.

Efter det foreslåede stk. 2 træder miljø- og fødevareministerens anlægstilladelse i stedet for afgørelser og tilladelser efter lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (miljøvurderingsloven), herunder afgørelsen om tilladelse i lovens § 25. Lovforslaget tilsidesætter dog ikke miljøvurderingsloven. Ansøgning om anlægstilladelse udarbejdes, og anlægstilladelsen efter § 1, stk. 2, meddeles under overholdelse af reglerne i lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), i det omfang anlægsprojektet er omfattet heraf.

Et projekt, der omfatter opsættelsen af et hegn, er ikke i sig selv omfattet af miljøvurderingslovens regler om miljøvurdering af konkrete projekter (VVM). Når den endelige linjeføring kendes, skal det vurderes, om dele af projektet kan være omfattet af VVM-reglerne. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis projektet medfører rydning af skov til anden arealanvendelse, eller hvis der foretages regulering af vandløb som følge af projektet. Der kan derfor først foretages en endelig vurdering af, om projektet er omfattet af VVM-reglerne, når den endelige linjeføring kendes.

Udgangspunktet efter miljøvurderingsloven er, at det er kommunalbestyrelsen, der er kompetent VVM-myndighed på land efter miljøvurderingslovens § 17. I medfør af miljøvurderingsloven kan miljø- og fødevareministeren dog beslutte at overtage kommunalbestyrelsens opgaver og beføjelser for visse projekttyper. Dette er sket ved bekendtgørelse nr. 1470 af 12. december 2017 om samordning af miljøvurderinger og digital selvbetjening m.v. for planer, programmer og konkrete projekter omfattet af miljøvurderingsloven. Det følger af § 3 i bekendtgørelsen, at Miljøstyrelsen varetager kommunalbestyrelsens opgaver og beføjelser efter loven for bl.a. projekter, hvor staten, jf. bekendtgørelsens § 2, nr. 3, er bygherre. Miljø- og fødevareministeren har således ved bekendtgørelsen overtaget kompetencen fra kommunerne og delegeret den til Miljøstyrelsen.

Miljø- og fødevareministeren vil efter høring af berørte myndigheder skulle træffe en screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21, om hvorvidt projektet, hvis det er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, er omfattet af krav om miljøvurdering og tilladelse. Afgørelsen skal offentliggøres, jf. miljøvurderingslovens § 36. Det foreslåede stk. 2 skal ses i sammenhæng med § 15, stk. 4, i miljøvurderingsloven, hvorefter miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at en afgørelse om tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25 helt eller delvis kan erstattes af en tilladelse, som udstedes i medfør af anden lov for projekter omfattet af miljøvurderingslovens § 15, stk. 1. Det vil sige, at projekter, der kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet, ikke må påbegyndes, før myndigheden, jf. miljøvurderingslovens § 17, skriftligt har meddelt tilladelse til at påbegynde projektet efter en miljøvurdering af projektets indvirkning på miljøet.

Det skal bemærkes, at det foreslåede stk. 2 har som konsekvens, at der ikke er adgang til administrativ prøvelse af screeningsafgørelsen henholdsvis § 25-tilladelsen efter miljøvurderingsloven, idet disse afgørelser erstattes af anlægstilladelsen efter lovforslagets § 1, stk. 2, jf. den foreslåede § 8, hvorefter anlægstilladelsen ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.

Efter det foreslåede stk. 3 offentliggør miljø- og fødevareministeren anlægstilladelsen samtidig med, at tilladelsen meddeles Naturstyrelsen.

De arealer, hvorpå vildsvinehegnet skal gennemføres, er som udgangspunkt omfattet af en række bestemmelser i naturbeskyttelsesloven, jagt- og vildtforvaltningsloven, skovloven, Tøndermarskloven, kystbeskyttelsesloven, vandløbsloven og museumsloven. Disse bestemmelser regulerer adgangen til at foretage fysiske arbejder eller indgreb på arealerne, som kan omfattes af anlæg af et vildsvinehegn, herunder de for hegnets etablering nødvendige dispositioner. Efter de gældende regler vil etablering af et vildsvinehegn ved den dansk-tyske landegrænse - afhængig af den konkrete linjeføring og udformning af hegnet - forudsætte, at der træffes afgørelser om tilladelser m.v. efter disse regler. Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.3.2.1 for en nærmere beskrivelse af de gældende regler. Med lovforslaget fraviges disse regler.

I den foreslåede § 3, stk. 1, varetager miljø- og fødevareministeren alene efter denne lov beskyttelsesmæssige og øvrige hensyn efter lov om naturbeskyttelse, lov om skove, lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken, lov om jagt og vildtforvaltning og lov om kystbeskyttelse for så vidt angår arealer, der er nødvendige for projektering og anlæg af vildsvinehegnet, herunder arealer til afværgeforanstaltninger og kompenserende foranstaltninger.

At miljø- og fødevareministeren alene efter denne lov varetager de nævnte hensyn indebærer, med virkning fra lovens ikrafttræden, at miljø- og fødevareministerens og andre myndigheders kompetence til at træffe afgørelser efter naturbeskyttelsesloven, skovloven, jagt og vildtforvaltningsloven, Tøndermarskloven, og kystbeskyttelsesloven for så vidt angår arealer, der er nødvendige for gennemførelse af anlægget, ophører, indtil etableringen af vildsvinehegnet er færdiggjort.

Med den foreslåede bestemmelse fraviges de nævnte love, som derfor ikke vil finde anvendelse på anlægget af et vildsvinehegn ved den dansk-tyske landegrænse. Miljø- og fødevareministeren vil i stedet, efter denne lov, vurdere og varetage de beskyttelsesmæssige og andre hensyn efter naturbeskyttelsesloven, lov om skove, lov om jagt- og vildtforvaltning, lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken og lov om kystbeskyttelse i forhold til den konkrete udformning og placering af vildsvinehegnet. Tilsvarende gælder også for arealer, der er nødvendige for anlægsarbejdet, herunder arbejdsarealer, arealer til midlertidig jorddeponi, erstatningsnatur o.l.

Miljø- og fødevareministeren vil således i medfør af det foreslåede stk. 1 f.eks. blive bemyndiget til på naturbeskyttelsesområdet helt eller delvist at fravige eksisterende fredninger, regler om bygge- og beskyttelseslinjer, beskyttede naturtyper m.v., ligesom miljø- og fødevareministeren overtager kompetencen i forbindelse med verserende og fremtidige klagesager vedrørende anlægget nævnt i § 1.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.3 vedrørende forholdet til anden lovgivning, afsnit 3.1.1 og 3.1.2 samt bilag 1 og 2 til den foreslåede lov, som indeholder oversigtskort over de væsentligste naturlokaliteter og kulturhistoriske forhold, for så vidt angår arealer, der er nødvendige for projektering og anlæg af vildsvinehegnet.

Det foreslåede stk. 2 fastsætter, at miljø- og fødevareministeren efter denne lov varetager afvandingsmæssige og øvrige hensyn efter lov om vandløb for så vidt angår arealer, der er nødvendige for projektering og anlæg af vildsvinehegnet, under overholdelse af Danmarks forpligtelser i henhold til Traktaten mellem Danmark og Tyskland angående Ordning af de som Følge af Overgangen til Danmark af Suveræniteten over Nordslesvig opståede spørgsmål, herunder Overenskomst vedrørende Ordningen af Vandløbs- og Digeforhold ved den dansk-tyske Grænse.

Med den foreslåede bestemmelse fraviges vandløbsloven, som derfor ikke vil finde anvendelse på dispositioner, som er en del af anlægget af et vildsvinehegn ved den dansk-tyske landegrænse. Miljø- og fødevareministeren vil i stedet, efter denne lov, vurdere og varetage de afvandingsmæssige og andre hensyn efter vandløbsloven i forhold til den konkrete udformning og placering af vildsvinehegnet.

Den foreslåede bestemmelse vedrører ikke de beføjelser, som er tillagt den dansk-tyske grænsevandløbskommission. Det vil sige, at de vandløb, som grænsevandløbskommissionen er vandløbsmyndighed for, ikke er omfattet af bestemmelsen.

De foreslåede bestemmelser i stk. 1 og 2 finder alene anvendelse i anlægsfasen af projektet. Ved den efterfølgende administration efter de nævnte love, skal det lægges til grund, at anlægget kan drives og vedligeholdes på normal vis, når anlægsprojektet er gennemført, og hvis der som led i driftsfasen skal foretages nye ændringer i tilstanden i f.eks. et fredet område eller et naturområde, finder de normale regler anvendelse.

Selv om bestemmelserne indebærer, at dele af den almindelige lovgivning ikke finder anvendelse, varetages hensynene bag disse regler stadig i anlægsprojektet ved, at miljø- og fødevareministeren skal inddrage disse hensyn ved meddelelse af tilladelse til anlægsprojektet, ligesom Naturstyrelsen ved projekteringen og udførelsen af projektet skal inddrage disse hensyn.

Miljø- og fødevareministeren vil i forbindelse med anvendelsen af den foreslåede bestemmelse inddrage de relevante instanser til belysning af sagerne. Det er hensigten, at miljø- og fødevareministeren ved Naturstyrelsen vil projektere og gennemføre anlægsprojektet i dialog med de kommunale og statslige myndigheder omkring hensigtsmæssig arealanvendelse, adgangsforhold, beskyttelsesforhold og lignende, og i forbindelse med den praktiske tilrettelæggelse af anlægsarbejdet vil samarbejde med relevante myndigheder. Der henvises til den foreslåede § 1, stk. 2.

Den foreslåede § 3 gælder kun for den del eller de dele af et areal, som er nødvendige for anlægget af vildsvinehegnet. For andre arealer, der ikke er nødvendige for anlægget, og som evt. måtte være omfattet af beskyttelseshensyn efter naturbeskyttelsesloven, skovloven, og Tøndermarskloven, foreslås ingen ændringer.

Efter eksisterende lovgivning må der i landzoner ikke uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer, jf. § 35 i lov om planlægning (planloven). Planloven foreskriver også, at kommuner er forpligtede til at sikre et opdateret plangrundlag for arealanvendelsen. Der skal efter planlovens § 13, stk. 2, tilvejebringes en lokalplan, før der gennemføres større bygge- og anlægsarbejder. Hvis lokalplanlægningen ikke kan rummes inden for rammerne af kommuneplanen, skal denne tillige ændres, eventuelt ved tilvejebringelse af et kommuneplantillæg.

Den foreslåede § 4 fastslår, at reglerne om kommune- og lokalplaner og § 35, stk. 1, i planloven ikke finder anvendelse ved anlæg af vildsvinehegnet, herunder til de øvrige dispositioner i form af eksempelvis afværgeforanstaltninger eller kompenserende foranstaltninger, som er nødvendige i forbindelse med anlæg af hegnet efter den foreslåede § 1. Det betyder, at tilladelse efter § 1 indebærer, at der ikke skal indhentes landzonetilladelse til opførelse af hegnet, herunder heller ikke til de midlertidige foranstaltninger, placering af evt. erstatningsnatur m.v.

Den foreslåede bestemmelse er begrundet i forslaget om, at miljø- og fødevareministerens tilladelse efter § 1, stk. 2, skal udgøre den retlige ramme for anlægsprojektet. Miljø- og fødevareministeren vil således i forbindelse med projektering og meddelelse af anlægstilladelse til vildsvinehegnet foretage afvejningen af de forskellige planlægningsmæssige interesser, som er knyttet til fastlæggelsen af linjeføringen og krav til hegnets konstruktion.

Det foreslås derfor, at gennemførelsen af anlægsprojektet ikke kræver en fysisk planlægning efter planloven. Det er derfor ikke påkrævet at vedtage nye planer eller ændre eksisterende planlægning for at gennemføre anlægsprojektet. Arbejderne omfattet af § 1 kræver heller ikke dispensation eller lignende fra eksisterende planlægning.

Den foreslåede løsning indebærer således, at kommunerne ikke skal træffe afgørelse eller planlægge efter planlovens almindelige regler. Der er heller ikke behov for at regulere projektet efter planlovens § 3, hvorefter erhvervsministeren til varetagelse af landsplanmæssige interesser kan fastsætte regler for anvendelsen af lovens beføjelser og for indholdet af planlægningen efter loven, og hvorefter ministeren i særlige tilfælde kan bestemme, at bygge- og anlægsarbejder, der er forudsat i en regel efter stk. 1, kan iværksættes uden kommune- og lokalplan og uden tilladelse efter planlovens § 35, stk. 1.

I forbindelse med projektering og anlæg af vildsvinehegnet er der behov for at foretage jordbundsundersøgelser, opmålinger, afmærkninger og andre undersøgelser af udendørsarealer.

Efter det foreslåede stk. 1,har miljø- og fødevareministeren til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til en privat ejendoms udendørsarealer, hvis det skønnes nødvendigt i forbindelse med de respektive undersøgelser og opmålinger.

Det fastsættes i det foreslåede stk. 2, at miljø- og fødevareministeren minimum 14 dage før gennemførelsen af undersøgelser m.v. efter stk. 1 skal give skriftlig besked til de berørte ejere eller brugere. Er dette ikke muligt, skal oplysning om undersøgelserne offentliggøres i lokale medier eller lignende. Ved udtrykket "eller lignende" forstås også anvendelse af digitale medier, herunder myndighedernes hjemmeside.

Offentliggørelsesmåden bestemmes af miljø- og fødevareministeren, som kan vælge den måde, som skønnes bedst egnet til at sikre udbredelsen af de beslutninger m.v., der er tale om. Offentliggørelsen kan for eksempel ske på anlægsmyndighedens, kommissarius' eller kommunens hjemmeside, ved indrykning af annoncer i stedlige dagblade eller ved fremlæggelse til gennemsyn på det lokale bibliotek, forsamlingshus eller lignende.

Bestemmelserne supplerer og skal ses i sammenhæng med § 3 og § 12 i ekspropriationsprocesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1161 af 20. november 2008, som ændret ved § 142 i lov nr. 1520 af 27. december 2014.

Efter det foreslåede stk. 1 bemyndiges miljø- og fødevareministeren til ved ekspropriation at erhverve de arealer og ejendomme m.v., herunder i form af rettigheder og servitutter, der er nødvendige for projektering, anlæg og vedligeholdelse af vildsvinehegnet.

Ekspropriation kan gennemføres som en tvungen afståelse af ejendomsretten til enten hele ejendommen (totalekspropriation) eller til en del af en ejendom (delvis ekspropriation). Ekspropriation kan være et indgreb, som ikke er permanent, men alene midlertidigt. Det kan f.eks. være ekspropriation til midlertidig brug af arbejdsarealer.

Ekspropriationen kan også ske ved, at ejendommen pålægges en rådighedsbegrænsning ved servitut. Der kan være tale om både tilstandsservitutter og rådighedsservitutter. Et servitutpålæg kan f.eks. indebære, at den tilstødende bevoksning bliver underlagt begrænsninger i forhold til afstanden til hegnet og i forhold til omfanget af bevoksningen. Der kan endvidere i samme forbindelse blive pålagt en begrænsning på de tilstødende bygninger og øvrige faste anlæg eller konstruktioner.

Det er forventningen, at etablering af et vildsvinehegn ved den dansk-tyske grænse vil påvirke ca. 220 ejendomsnumre fordelt på ca. 320 matrikler. Det er forventningen, at projektet kun vil nødvendiggøre et begrænset antal egentlige arealerhvervelser.

Det er således forventningen, at det vil være tilstrækkeligt at pålægge de berørte ejendomme servitutter, der sikrer ret til at placere hegnet på ejendommen og den nødvendige adgang til hegnet fra begge sider af hegnet med henblik på etablering og vedligeholdelse af hegnet.

Bemyndigelsen giver ligeledes ministeren hjemmel til midlertidigt at ekspropriere arealer til brug for adgangsvej, arbejdsplads, materialedepot m.v. Dette forventes i et vist omfang at blive nødvendigt i forbindelse med anlægsarbejdets udførelse. Når anlægsarbejdet er færdigt, reetableres de midlertidigt eksproprierede arealer så vidt muligt og leveres tilbage til den oprindelige ejer.

Efter forslaget til stk. 2 sker ekspropriation efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom (ekspropriationsprocesloven). Efter denne lov styres ekspropriationsprocessen af de uafhængige ekspropriationskommissioner, der er nedsat efter loven, og som sørger for, at ekspropriationsproceslovens og lovgivningens øvrige krav overholdes.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 indebærer, at miljø- og fødevareministeren kan ekspropriere en ejendom, der berøres særligt indgribende af projektet, før tidspunktet for de ordinære ekspropriationer, såfremt der foreligger særlige personlige grunde.

Ved "særligt indgribende" sigtes til en situation, hvor miljø- og fødevareministeren vurderer, at der er en betydelig risiko for, at den pågældende ejendom senere vil blive totaleksproprieret. Det vil ikke være et krav, at det forventes, at ejendommen vil skulle totaleksproprieres.

Selvom kravet om, at ejendommen skal berøres særligt indgribende af projektet, er opfyldt, kan miljø- og fødevareministeren kun i særlige tilfælde ekspropriere de pågældende ejendomme før linjebesigtigelsen. Det vil således herudover være et krav, at ejeren har særlige personlige grunde til at ønske ejendommen overtaget før tidspunktet for den ordinære ekspropriation.

Særlige personlige grunde kan f.eks. være sygdom, alder, familieforøgelse eller andre sociale årsager.

Erhvervsvirksomheder, der drives i selskabsform, vil i visse tilfælde ligeledes kunne opfylde kriteriet om "særlige personlige grunde". De særlige personlige grunde vil i sådanne tilfælde kunne foreligge hos ledelsen af den pågældende virksomhed. For erhvervsvirksomheder vil kriteriet om en særlig personlig grund ligeledes kunne opfyldes, hvis erhvervsvirksomheden lider et betydeligt indtægtstab, hvis der ikke sker ekspropriation før de ordinære ekspropriationer.

En fremrykning af ekspropriationer vil kun komme på tale, hvis ejeren af den pågældende ejendom eller erhvervsvirksomheden anmoder herom.

Efter stk. 4 fastsættes erstatningen af ekspropriations- og taksationsmyndighederne i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Når servitutter pålægges ved ekspropriation, skal der betales erstatning for den forringelse, der derved sker af ejendommens værdi, jf. ekspropriationsproceslovens § 17, stk. 4. Forårsager servitutpålægget ikke noget tab, skal der ikke betales erstatning. Den konkrete prissætning af en servitut vedrørende hegnet kan først fastsættes efter en gennemgang af de konkrete tab, som hegnet vil medføre for den enkelte lodsejer. Eksempelvis kan hegnet i visse tilfælde medføre begrænsninger på drift af landbrugsjord, da der skal være mulighed for at vedligeholde hegnet og dermed fri passage langs begge sider af hegnet, ligesom hegnet kan betyde hindringer for til- og frakørsel til arealerne og muligvis også for den fortsatte drift af visse dele af landbrugsjorden m.v.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, 1. pkt., giver miljø- og fødevareministeren adgang til at delegere beføjelser efter loven til Naturstyrelsen, en anden under ministeriet oprettet styrelse eller efter aftale med vedkommende minister andre statslige myndigheder. Bestemmelsen svarer til den almindeligt forekommende hjemmel i Miljø- og Fødevareministeriets lovgivning til at delegere beføjelser til en under ministeriet oprettet statslig myndighed eller efter forhandling med vedkommende minister andre statslige myndigheder. Dette giver mulighed for en til enhver tid fleksibel organisering af ministeriets opgaver. Miljø- og fødevareministeren vil således kunne delegere sine beføjelser efter loven til enhver myndighed inden for ministeriets administrative hierarki uanset myndighedens placering i hierarkiet. Derudover kan Miljø- og Fødevareministeren delegere opgaver til andre statslige myndigheder efter aftale med vedkommende minister. Der kan alene ske delegation til statslige myndigheder. Der kan således ikke i medfør af den foreslåede bestemmelse ske delegation til kommuner, regioner, private virksomheder eller organisationer.

I det foreslåede 2. pkt. præciseres det, at ministeren herunder kan bemyndige Miljøstyrelsen til at meddele tilladelse efter § 1. Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget om, at Naturstyrelsen skal udarbejde projektbeskrivelse og ansøgning i samarbejde med bl.a. Miljøstyrelsen. Der henvises til de specielle bemærkninger til § 1, stk. 2, 2. pkt.

I stk. 2 foreslås det, at miljø- og fødevareministeren bemyndiges til at fastsætte regler om udøvelsen af de beføjelser, som en anden statslig myndighed efter forhandling med vedkommende minister bliver bemyndiget til at udøve efter stk. 1. Bestemmelsen omhandler de tilfælde, hvor miljø- og fødevareministeren udnytter sin adgang til at delegere beføjelser til andre statslige myndigheder uden for Miljø- og Fødevareministeriet. Der består i disse tilfælde ikke et over-/underordnelsesforhold mellem miljø- og fødevareministeren og den pågældende myndighed. Ved andre statslige myndigheders varetagelse af f.eks. myndighedsopgaver for miljø- og fødevareministeren efter delegation bevarer miljø- og fødevareministeren sine beføjelser, herunder instruktionsbeføjelsen, i relation til de delegerede opgaver, da myndigheden på det delegerede område funktionelt vil høre under miljø- og fødevareministeren.

Det foreslås i stk. 1, at miljø- og fødevareministerens afgørelser ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.

I det foreslåede stk. 2 fastsættes, at afgørelser truffet af en myndighed, til hvilken miljø- og fødevareministeren har delegeret en beføjelse, ikke kan påklages til ministeren eller anden administrativ myndighed.

Forslagene indebærer, at afgørelserne alene kan indbringes for domstolene efter de almindelige regler herom. En afskæring af klageadgangen er fundet nødvendig af hensyn til projektets fremdrift samt grundet projektets særlige karakter.

Processen ved danske domstole forudsættes at leve op til kravene i Århuskonventionen, hvorefter offentligheden skal have adgang til administrative eller retslige procedurer for at anfægte private personers og offentlige myndigheders handlinger eller undladelser, der er i strid med nationale bestemmelser, der vedrører miljøet. Der henvises endvidere til de specielle bemærkninger til § 10.

Efter museumslovens § 29 t kan kulturministerens afgørelser om dispensation fra forbuddet mod ændringer i tilstanden af fortidsminder påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Kommunalbestyrelsens afgørelser om dispensation til ændring i tilstanden af beskyttede sten- og jorddiger kan ligeledes påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Kulturministerens afgørelser i sager, hvor ministeren har overtaget kommunalbestyrelsens beføjelser, jf. museumslovens § 29 j, kan ikke påklages. Afgørelsen efter § 29 l, stk. 1, om overtagelse af en sag kan heller ikke påklages, jf. § 29 t, stk. 2, 3. pkt., hvoraf fremgår, at andre afgørelser ikke kan påklages.

Efter lovforslaget vil kulturministeren vurdere de bevaringsmæssige og øvrige hensyn efter museumsloven i forhold til det konkrete anlægsprojekt. Kulturministeren vil også skulle foretage en vurdering af de bevaringsmæssige hensyn i relation til den konkrete udformning af vildsvinehegnet og jord- og stendigerne på strækningen. Kulturministeren vil således træffe afgørelse om at overtage kommunalbestyrelsens beføjelser efter museumslovens kapitel 8 a, jf. museumslovens § 29 j i sager omfattet af denne lovs § 1. Såfremt etableringen af vildsvinehegnet kræver dispensation fra museumslovens regler om bevaring af sten- og jorddiger og fortidsminder træffes afgørelsen af kulturministeren.

Efter den foreslåede § 9 kan kulturministerens afgørelser efter § 29 j, stk. 1, 1. og 2. pkt., og § 29 j, stk. 2, jf. § 29 l, stk. 1, i museumsloven, dvs. afgørelser om dispensation til ændring i tilstanden af beskyttede fortidsminder, og afgørelser om dispensation til ændring i tilstanden af beskyttede sten- og jorddiger, i sager vedrørende anlæg af et vildsvinehegn, herunder øvrige dispositioner, jf. § 1 denne lovs § 1, ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil der være en frist på 6 måneder efter, at en afgørelse er meddelt eller offentligt annonceret, for at anlægge en sag til prøvelse af afgørelsen ved domstolene. Søgsmålsfristen omfatter afgørelser efter loven. Søgsmålsfristen afbrydes ved sagsanlæg, dvs. ved at indgive stævning til retten. Søgsmålsfristen regnes fra dagen, hvor afgørelsen er meddelt adressaten, eller, hvis afgørelsen er offentliggjort, fra tidspunktet fra bekendtgørelsen.

Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 2, stk. 3, som fastsætter, at anlægstilladelsen efter § 1, stk. 2, offentliggøres samtidig med, at tilladelsen meddeles til Naturstyrelsen.

Tilsvarende bestemmelser, der fastsætter en søgsmålsfrist på 6 måneder, findes i § 54 i lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) og en række andre love på miljøområdet. Formålet med bestemmelserne og denne bestemmelse er at sikre, at retstilstanden ikke er uvis over længere tid. Med den foreslåede søgsmålsfrist i stk. 1 sikres det, at der efter en vis periode ikke ved domstolene kan rejses tvivl om rigtigheden af en afgørelse eller beslutning efter loven. Fristen gælder ethvert søgsmål mod myndighederne, der forudsætter en prøvelse af den pågældende afgørelse eller beslutning.

Det foreslås i stk. 2, at retten ved søgsmål om forhold vedrørende miljøet, der er omfattet af denne lov, skal påse, at omkostningerne ved sagen ikke er uoverkommeligt høje for de berørte parter. Forpligtelsen påhviler samtlige retsinstanser. Bestemmelsen har til hensigt at sikre overholdelsen af kravet i Århuskonventionen og VVM-direktivet om, at de tilgængelige retsmidler ikke må være uoverkommeligt dyre. Bestemmelsen skal derfor forstås i overensstemmelse med konventionen og direktivet, herunder den praksis fra EU-domstolen, der knytter sig hertil. jf. herved bl.a. EU-Domstolens domme af henholdsvis 11. april 2013 i sag C-260/11, Edwards og Pallikaropoulos, og 13. februar 2014 i sag C-530/11, Kommissionen mod Storbritannien.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med de gældende regler i retsplejeloven. Udgangspunktet efter retsplejeloven er, at den tabende part erstatter de udgifter, som den vindende part har afholdt, forudsat disse har været fornødne til sagens forsvarlige udførelse. Udgifter til bistand af advokat m.v. erstattes med et passende beløb, og de øvrige udgifter erstattes fuldt ud. I medfør af retsplejelovens § 312, stk. 2, kan retten dog af egen drift bestemme, at den tabende part ikke eller kun delvist skal erstatte modparten de påførte udgifter, hvis særlige grunde taler for det. Sådanne grunde vil kunne foreligge, såfremt omkostningerne i modsat fald vurderes at ville være uoverkommeligt høje for den pågældende, hvor der i henhold til lovgivningen eller internationale forpligtelser m.v. er et krav om, at de tilgængelige retsmidler ikke må være uoverkommeligt dyre. Samtidig skal forslaget ses i sammenhæng med reglerne i retsplejelovens kapitel 31 om bl.a. retshjælp og fri proces.

Det bemærkes i den forbindelse, at EU er kontraherende part under Århuskonventionen, og at konventionen derfor også til dels er gennemført i EU-retten, jf. herved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/35/EF af 26. maj 2003 om mulighed for offentlig deltagelse i forbindelse med udarbejdelse af visse planer og programmer på miljøområdet og om ændring af Rådets direktiv 85/337/EØF (det tidligere VVM-direktiv) 96/61/EF for så vidt angår offentlig deltagelse og adgang til klage og domstolsprøvelse.

Bestemmelsen skal derfor forstås i overensstemmelse med konventionen og VVM-direktivet samt EU-Domstolens praksis, der knytter sig hertil.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 4.1.

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende. Det ønskes, at loven træder i kraft så hurtigt som muligt af hensyn til projektets fremdrift og sikring af Danmark mod afrikansk svinepest.