LOV nr 2379 af 14/12/2021
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Lov om projektering og anlæg af en energiø i Nordsøen § 8
Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler med henblik på at gennemføre eller anvende internationale konventioner og EU-regler om forhold, der er omfattet af denne lov, herunder forordninger, direktiver og beslutninger om naturbeskyttelse.
Forarbejder til Lov om projektering og anlæg af en energiø i Nordsøen § 8
RetsinformationMiljøvurderingsloven indeholder en række bestemmelser om den miljøkonsekvensvurdering (VVM) for et projekt, som skal foretages, før der kan meddeles tilladelse til det pågældende projekt. De projekter, som er omfattet af kravet om miljøkonsekvensvurdering (VVM), er indeholdt i miljøvurderingslovens bilag 1, mens bilag 2 indeholder de projekter, der på baggrund af en forudgående screeningsafgørelse og vurdering af projektet kan blive omfattet af kravet om miljøkonsekvensvurdering (VVM).
I miljøvurderingslovens § 17 fastlægges den såkaldte VVM-myndighed”. Det er VVM-myndigheden, som er sagsbehandlingsmyndighed for bygherrens ansøgninger om projekter og de dertil knyttede afgørelser og tilladelser efter lovens afsnit III. Det vil for bilag 2-projekter omfatte screeningsafgørelsen efter § 21, og det vil for de projekter, som er omfattet af kravet om miljøkonsekvensvurdering, omfatte VVM-tilladelsen efter § 25.
I medfør af miljøvurderingslovens § 17, stk. 4, er klima-, energi- og forsyningsministeren myndighed for behandling af sager vedrørende projekter på havområdet, der er omfattet af bilag 1 eller 2, og som angår etablering af elproduktionsanlæg, der udnytter vand og vind, med tilhørende interne ledningsanlæg omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, nr. 3, litra i og j, og nr. 13, litra a.
Efter § 15, stk. 4, kan miljøministeren fastsætte regler om, at en afgørelse om tilladelse efter § 25 helt eller delvis kan erstattes af en tilladelse, som udstedes i medfør af anden lov for projekter omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 og 2. For en yderligere gennemgang af miljøvurderingslovens bestemmelser henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.2.1.
Den nærmere udmøntning af bl.a. miljøvurderingslovens § 15, stk. 4, er fastsat miljøvurderingsbekendtgørelsen. Af miljøvurderingsbekendtgørelsens § 2, nr. 1, fremgår, at der ved VVM-myndighed forstås den myndighed, som efter lovens § 17 eller bekendtgørelsens § 3 skal træffe afgørelse efter § 21 eller § 25 om et konkret projekt omfattet af miljøvurderingsloven. Endvidere fremgår det, at VVM-myndigheden omfatter Miljøstyrelsen, Kystdirektoratet under Naturstyrelsen og Energistyrelsen, som har fået delegeret henholdsvis miljøministerens og klima-, energi- og forsyningsministerens kompetence til at træffe afgørelse efter lovens §§ 21 og 25 for projekter på havet. Miljøvurderingsbekendtgørelsen opremser endvidere i § 10 den sektorlovgivning, hvor tilladelsen i miljøvurderingslovens § 25 er blevet erstattet af en bemyndigelse til at meddele tilladelse i den pågældende sektorlovgivning.
Det følger af det foreslåede stk. 1, at klima-, energi- og forsyningsministeren er myndighed for sagsbehandlingen af energiøen efter lov om miljøvurdering af planer og programmer (VVM). Meddelelse af tilladelser og andre afgørelser efter loven sker i medfør af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).
Med det foreslåede stk. 1 vil kompetencen som VVM-myndighed for energiøen blive tildelt klima-, energi- og forsyningsministeren. At klima-, energi- og forsyningsministeren vil være VVM-myndighed for sagsbehandlingen af energiøen vil indebære, at udbudsvinderens ansøgninger og projektbeskrivelser for energiøen vil skulle indsendes til klima-, energi- og forsyningsministeren (forventes delegeret til Energistyrelsen efter lovforslagets § 10), som herefter vil træffe de tilladelser og andre afgørelser, som vil være knyttet til miljøvurderingsloven. Det vil navnlig være screeningafgørelsen i miljøvurderingslovens § 21 (såfremt udbudsvinder anmoder herom) og tilladelsen i miljøvurderingslovens § 25, som ved lovforslagets § 8, stk. 1, vil skulle træffes efter lovforslagets § 4.
Vedrørende screeningsafgørelsen i miljøvurderingslovens § 21 bemærkes det særligt, at klima-, energi- og forsyningsministeren med det foreslåede stk. 1 vil få kompetencen til at træffe afgørelse om, hvorvidt anlægget af energiøen i Nordsøen vil være omfattet af krav om miljøvurdering og tilladelse. Såfremt det er tilfældet, vil der gælde et krav om, at der skal gennemføres en miljøkonsekvensvurdering (VVM), inden der efter lovforslagets § 4 vil blive meddelt tilladelse til anlæg af energiøen. Screeningsafgørelsen efter § 21 træffes på baggrund af ansøgning fra udbudsvinderen. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgningsskemaet til miljøvurderingsbekendtgørelsen (bilag 1) ikke anvendes for ansøgninger, der behandles af Energistyrelsen. Udbudsvinder vil dog også efter miljøvurderingslovens § 19, stk. 4, kunne anmode om, at energiøen vil blive miljøvurderet efter reglerne i miljøvurderingsloven. Såfremt det er tilfældet, vil der ikke blive truffet en screeningsafgørelse.
Lovforslagets § 8 vil ikke give klima-, energi og forsyningsministeren hjemmel til at fravige miljøvurderingsloven. Bestemmelserne i miljøvurderingsloven vil således skulle overholdes i det omfang, projektet vil være omfattet af kravet om miljøkonsekvensvurdering. I den forbindelse vil miljøkonsekvensprocessen (VVM) skulle gennemføres i overensstemmelse med miljøvurderingslovens regler. Det vil bl.a. indebære, at kravene til ansøgning og projektansøgning i miljøvurderingslovens §§ 18 og 19 vil finde direkte anvendelse, ligesom bestemmelserne om krav til indhold og proces for miljøkonsekvensrapporten, herunder høring af offentligheden og berørte stater i miljøvurderingslovens § 20, §§ 23-25 og §§ 31-38, også vil finde anvendelse. Om det nærmere forhold mellem lovforslaget § 8 og miljøvurderingslovens § 25 henvises særligt til de specielle bemærkninger nedenfor om lovforslagets § 8, stk. 2.
Lovforslagets § 10 om klageadgang vil afskære den administrative klageadgang for tilladelser og andre afgørelser, som vil blive truffet efter lovforslaget, eller som udspringer heraf. Lovforslagets § 10 vil også omfatte klima-, energi- og forsyningsministerens screeningafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21, idet klima-, energi- og forsyningsministeren med hjemmel i den foreslåede § 8 vil få kompetencen til at træffe afgørelsen efter loven. Som følge heraf vil en screeningsafgørelse vedrørende energiøen ikke kunne indbringes for Energiklagenævnet. Der vil dog fortsat være adgang til at indbringe en sådan afgørelse for domstolene inden for en 6 måneders frist, jf. lovforslagets § 13.
Miljøvurderingslovens § 46 indeholder endvidere regler om tilsyn og indebærer, at VVM-myndigheden er tilsynsmyndighed bl.a. for så vidt angår overholdelsen af miljøvurderingsloven og af de regler, der er fastsat i medfør heraf. Den kompetente myndighed er ligeledes tilsynsmyndighed for overholdelse af de afgørelser, der er truffet efter miljøvurderingslovens §§ 21 og 25, og overholdelsen af vilkår fastsat i afgørelserne, jf. § 27. Tilsynsmyndigheden påser også, at påbud og forbud efter miljøvurderingsloven og regler fastsat i medfør heraf overholdes, jf. miljøvurderingslovens § 46, stk. 2, jf. nærmere under de specielle bemærkninger til lovforslagets § 14. Lovforslagets foreslåede § 8, stk. 1, vil i relation til tilsynet i miljøvurderingsloven indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren også er tilsynsmyndighed for så vidt angår energiøen.
Efter det foreslåede stk. 2 erstatter klima-, energi- og forsyningsministerens tilladelse efter § 4 tilladelsen i § 25 i medfør af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). Ansøgning om tilladelse efter lovforslagets § 4 vil skulle meddeles under overholdelse af bestemmelserne i miljøvurderingsloven. Det foreslåede stk. 2 vil dermed ikke tilsidesætte miljøvurderingslovens bestemmelser, jf. også bemærkningerne til det foreslåede stk. 1 ovenfor. Det foreslåede stk. 2 vil derimod indebære, at tilladelsen i lovforslagets § 4 vil skulle opfylde de samme krav, som vil skulle opfyldes for meddelelse af en § 25-tilladelse efter miljøvurderingslovens bestemmelser. En tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25 vil skulle træffes på grundlag af bygherrens ansøgning, miljøkonsekvensrapporten, eventuelle supplerende oplysninger, resultaterne af de høringer, der er foretaget, og myndighedens begrundede konklusion, jf. miljøvurderingslovens § 25.
En tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25 vil også skulle omfatte den begrundede konklusion og indeholde alle de miljømæssige betingelser, der vil være knyttede hertil, en beskrivelse af alle projektets særkender og de foranstaltninger, der påtænkes truffet for at undgå, forebygge eller begrænse og om muligt neutralisere væsentlige skadelige indvirkninger på miljøet, som bygherren skal gennemføre, og eventuelle overvågningsforanstaltninger, jf. miljøvurderingslovens § 27.