Lov om projektering og anlæg af en energiø i Nordsøen § 16

I medfør af miljøvurderingslovens § 42 kan miljøministeren efter forhandling med vedkommende minister fastsætte regler om gebyrer til dækning af myndighedens omkostninger ved administration og tilsyn efter loven for projekter. Bestemmelsen giver miljøministeren bemyndigelse til efter forhandling med vedkommende ressortminister at fastsætte regler om brugerbetaling i forbindelse med lovens administration for så vidt angår projekter (VVM), herunder til dækning af myndighedernes omkostninger til tilsyn samt behandling af sager om tilladelser. Bemyndigelsen forudsættes anvendt til fastsættelse af gebyrer, som alene kan dække myndighedernes faktiske omkostninger.

Af miljøvurderingslovens § 43, stk. 1, fremgår endvidere, at miljøministeren og klima-, energi- og forsyningsministeren kan bemyndige en under Miljøministeriet og en under Klima, Energi- Forsyningsministeriet oprettet statslig myndighed eller efter forhandling med vedkommende minister andre statslige myndigheder til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministrene.

Det følger af den foreslåede § 16, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyrer til dækning af omkostningerne ved 1) behandling af ansøgning om tilladelser efter §§ 3 og 4 samt ved 2) tilsyn efter § 14.

Den foreslåede § 16, nr. 1, vil angå opgaver, som klima-, energi- og forsyningsministeren eller en anden myndighed, jf. lovforslagets § 9, vil skulle udføre som tilladelsesmyndighed. Det vil indebære, at miljøministeren vil skulle fastsætte regler om gebyrer efter miljøvurderingslovens § 42 for de myndighedsopgaver, der henhører under miljøvurderingsloven, mens der for øvrige myndighedsopgaver, som vil relatere sig til tilladelsesopgaver ud over miljøvurderingsloven, vil skulle fastsættes regler om gebyrer i medfør af den foreslåede § 16, nr. 1.

Den foreslåede § 16, nr. 1, vil dermed ikke ændre på den eksisterende kompetencefordeling mellem myndigheder, som følger af miljøvurderingslovens § 42. Udgangspunktet om, at miljøministeren efter forhandling med klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om gebyrer til dækning af myndighedens omkostninger ved administration, fastholdes derfor. Dog bemærkes det, at miljøvurderingslovens 43, stk. 1, giver adgang til, at miljøministeren kan delegere kompetencen til at fastsætte regler om betaling for administration af og tilsyn med de processer, som fremgår af miljøvurderingsloven, og som knytter sig til de konkrete projekter, der henhører under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets kompetence, til Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet Såfremt denne delegationsbeføjelse udnyttes, vil Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet kunne udstede regler om fastsættelse af gebyrer for al myndighedssagsbehandling, som vil angå anlægget af energiøen.

De regler, som klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte efter den foreslåede § 16, nr. 1, vil bl.a. kunne angå beregningen af gebyrets størrelse, ligesom det er tilfældet for miljøvurderingslovens § 42. Gebyret vil alene skulle dække de faktiske omkostninger i forbindelse med behandling af tilladelser. Det vil sige antallet af timer, som myndigheden vil bruge på sagsbehandling i forbindelse med meddelelse af tilladelser efter lovforslagets §§ 3 og 4 samt eventuelle omkostninger til indhentning af ekspertbistand på f.eks. miljøområdet eller af mere teknisk karakter. Reglerne vil dermed også kunne fastsætte en konkret timetakst.

Den foreslåede bestemmelse vil omfatte behandlingen af ansøgninger om tilladelser efter §§ 3 og 4. Bestemmelsen vil skulle forstås bredt, sådan at den foreslåede bestemmelse vil omfatte alle sagsbehandlingsskridt fra modtagelsen af ansøgning frem mod meddelelse af tilladelsen. Det vil eksempelvis angå, om ansøgningen lever op til det indsendte projekt, og om betingelser for meddelelse af tilladelsen i lovforslaget §§ 3 og 4 er til stede.

Behandlingen af ansøgningen om VVM-tilladelse og sagsbehandlingen af VVM-processen vil dog være omfattet af miljøvurderingslovens § 42, jf. nærmere ovenfor. I medfør af lovforslagets § 8, stk. 2, vil VVM-tilladelsen efter miljøvurderingsloven således erstatte tilladelsen efter lovforslagets § 4. Da der forventes en samlet ansøgning om anlægstilladelse, hvori VVM tilladelsen indgår, er der behov for, at der med hjemmel i både lovforslagets § 16, nr. 2, og miljøvurderingslovens § 42 fastsættes samlede regler for opkrævningen af gebyrer herfor. Som nævnt ovenfor er det miljøministeren, som kan fastsætte regler herom efter miljøvurderingslovens § 42. Denne kompetence kan dog i medfør af miljøvurderingslovens § 43, stk. 1, delegeres for konkrete projekter og projekttyper til Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Den foreslåede § 16, nr. 2, svarer til de regler om gebyrer, som følger af VE-lovens § 58, hvorefter der også opkræves gebyrer for myndighedsbehandlingen af forundersøgelsestilladelser og etableringstilladelser til statslige udbud af havvindmøller.

Det følger af den foreslåede § 16, nr. 2, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler om gebyrer til dækning af omkostninger til tilsyn, som udføres i medfør af lovforslagets § 14. Tilsynet i lovforslagets § 14, stk. 1, vil angå overholdelse af loven og af de regler, der er fastsat i medfør af loven. Ministeren vil ligeledes efter lovforslagets § 14, stk. 1, kunne føre tilsyn med tilladelser og andre afgørelser truffet efter loven, herunder at vilkår i disse tilladelser og afgørelser overholdes. Det vil sige, at tilsynet vil være begrænset til et tilsyn vedrørende projekteringen og anlægget af energiøen. På samme vis som den foreslåede § 16, nr. 1, vil miljøvurderingslovens § 42 finde anvendelse for så vidt angår fastsættelse af regler om gebyrer for tilsyn, der følger af miljøvurderingsloven. Det vil indebære, at der efter den foreslåede § 16, nr. 2, vil kunne fastsættes regler om gebyrer ved tilsyn, som går videre end miljøvurderingslovens regler. Det kan eksempelvis være tilsyn, som vil angår selve anlægsarbejdet samt sikkerhedsmæssige forhold i den forbindelse. Som nævnt ovenfor er det miljøministeren, som kan fastsætte regler om fastsættelse af gebyrer ved tilsyn efter miljøvurderingsloven, jf. miljøvurderingslovens § 42. Denne kompetence kan dog i medfør af miljøvurderingslovens § 43, stk. 1, delegeres for konkrete projekter og projekttyper til Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

I medfør af den foreslåede § 16, nr. 2, vil klima-, energi og forsyningsministeren kunne fastsætte regler om, hvem der vil skulle afholde omkostningerne forbundet med tilsynet. For så vidt angår eksempelvis tilsyn med tilladelser og andre afgørelser truffet efter loven, kan ministeren fastsætte regler om, at opkrævningen af gebyrer for tilsynet rettes mod modtageren af disse tilladelser og afgørelser. I den forbindelse vil klima-, energi- og forsyningsministeren endvidere kunne fastsætte regler om, hvordan omkostningerne ved tilsyn mellem flere aktører kan fordeles.

Den foreslåede bemyndigelse forudsættes anvendt til fastsættelse af gebyrer, som alene kan dække de faktiske omkostninger i forbindelse med det udførte tilsyn. Klima-, energi- og forsyningsministeren vil herefter efter bestemmelsen eksempelvis kunne fastsætte regler om gebyr ud fra antallet af timer, som myndigheden bruger på tilsynet samt eventuelle omkostninger til indhentning af ekspertbistand på f.eks. miljøområdet eller af mere teknisk karakter. Der vil også i medfør af bestemmelsen kunne fastsættes regler om, at gebyret kan dække eventuelle rejseomkostninger til og fra energiøen, som måtte være nødvendige for udøvelsen af tilsynet for myndigheden og for den indhentede ekspertbistand.

I medfør af den foreslåede § 16 vil klima-, energi- og forsyningsministeren også kunne fastsætte regler om, at andre myndigheder, som i medfør af lovforslagets § 9 måtte få delegeret hele eller dele af opgaverne efter lovforslagets §§ 2, 3, 4 og 14 vil kunne få dækket deres faktiske omkostninger ved disse opgaver. Det bemærkes, at lovforslagets § 10 vil afskære administrativ klageadgang for afgørelser truffet i medfør af lovforslaget og regler udstedt i medfør heraf. Den foreslåede § 16 vil også være omfattet heraf, hvorefter opkrævning af gebyrer ikke vil kunne påklages til anden administrativ myndighed.