LBK nr 1087 af 16/08/2023
Børne- og Undervisningsministeriet
Bekendtgørelse af lov om private institutioner for gymnasiale uddannelser § 3
Børne- og undervisningsministeren kan godkende, at en institution omfattet af denne lov kan varetage flere former for skole- og undervisningsvirksomhed efter denne lov, kombineret institution. Ministeren kan endvidere godkende, at en institution omfattet af denne lov også varetager skole- og undervisningsvirksomhed som fri kostskole og fri grundskole, kombineret institution. Godkendelse af en kombineret institution er betinget af, at institutionen opfylder betingelserne i lovgivningen for at varetage sådan virksomhed, og at institutionens værdigrundlag kan berettige kombinationen.
Stk. 2. Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om kombinerede institutioner efter stk. 1, herunder om godkendelse til tilskud, krav vedrørende bygningsforhold, vedtægter og tilskud.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om private institutioner for gymnasiale uddannelser § 3
Bestemmelsen er en videreførelse af § 7, stk. 9, i LB 1070 2005.
Der kan til en privat gymnasieskole være tilknyttet en grundskoleafdeling, der tilbyder undervisning i henhold til lov om friskoler og private grundskoler, en hf-afdeling, der tilbyder undervisning efter lov bestemmelserne i hf-loven og en efterskole, der tilbyder undervisning efter bestemmelserne i loven om frie kostskoler. Efter bestemmelsen skal private gymnasieskoler med sådanne afdelinger udgøre en geografisk og bygningsmæssig enhed. Undervisningsministeren har beføjelse til i særlige tilfælde at fravige kravet, også sådan at den anden afdelings undervisning kan foregå på fysisk og geografisk adskilte områder. Beføjelsen til at fravige kravet tager fx sigte på tilfælde, hvor undervisningen foregår sideløbende med, at eleverne deltager i andre tidskrævende aktiviteter, som det offentlige også ønsker at tilgodese, og som kræver en særlig hensyntagen.