Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. § 7
Efter gældende styringsloven § 13, stk. 2, omfatter beskæftigelsesindsatsen over for virksomhederne opgaver i henhold til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. og integrationsloven.
Det foreslås i stk. 1, at jobcenterets opgaver i forhold til beskæftigelsesindsatsen indholdsmæssigt videreføres, og at der i beskæftigelsesindsatsen skal være fokus på landets virksomheder. Virksomhedsservice og jobformidling skal være en kerneopgave for jobcentrene, så virksomhederne kan få den arbejdskraft, de har brug for, og så der sker et hurtigt og præcist match mellem virksomhed og den ledige.
Efter forslaget til stk. 1 skal kommunerne have fokus på de tre virksomhedsrettede indsatsområder; rekruttering af ledige, uddannelse og opkvalificering af nyansatte, der kommer fra ledighed, samt fastholdelse af sygemeldte medarbejdere. Ved uddannelse og opkvalificering tænkes på information og hjælp til at oprette jobrotationsforløb, fagpilot, voksenlærlingeforløb og opkvalificeringsjob. Kommunerne har til gengæld frihed til selv at fastlægge udmøntning og håndtering af den virksomhedsrettede indsats lokalt. Indsatsen skal være kontinuerlig og sammenhængende, og der skal være fokus på den opsøgende virksomhedskontakt, også på tværs af kommuner.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.2.1.3.2.
De tre servicespor skal understøttes af digitale løsninger. Med it-understøttelse af initiativerne sikres færre administrative byrder i forbindelse med bl.a. oprettelse af løntilskud. Rekrutteringsindsatsen vil blive understøttet af et nyt, nationalt it-system udviklet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der indeholder jobordrer fra virksomheder. Dermed sikres det, at der er gennemsigtighed i virksomheders jobordrer og rekrutteringsbehov på tværs af kommunegrænser, og at det bliver lettere for jobcentre at servicere virksomheder inden for rekruttering.
I stk. 2 foreslås, at jobcenteret varetager virksomhedskontakten, og at jobcentrene skal samarbejde herom på tværs af kommunegrænserne. Samarbejde på tværs skal understøtte, at jobcentrene hurtigt følger op på virksomhedernes behov for hjælp til rekruttering. Det betyder bl.a., at jobcentrene skal se ud over egen kommunegrænse og samarbejde med øvrige kommuner, når de får kendskab til virksomheder med behov for arbejdskraft.