Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. § 30
Efter den gældende § 43 i styringsloven kan det regionale beskæftigelsesråd inden for rammerne af en særlig statslig bevilling iværksætte initiativer til at sikre en hurtig og aktiv indsats i forbindelse med større virksomhedslukninger eller større afskedigelser af stor betydning for et lokalområde. Regionsdirektøren udfører rådets beslutning om anvendelsen af bevillingen og varetager administration og regnskab m.v.
Det foreslås i stk. 1, at det regionale beskæftigelsesråds opgaver fremover varetages af det regionale arbejdsmarkedsråd, således at arbejdsmarkedsrådet inden for rammerne af en særlig statslig bevilling (varslingspuljen) kan iværksætte initiativer til at sikre en hurtig og aktiv indsats i forbindelse med større virksomhedslukninger eller større afskedigelser af stor betydning for et lokalområde.
Det foreslås endvidere, at det fremover er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, som i stedet for regionsdirektøren udfører rådets beslutning om anvendelsen af bevillingen og varetager administration og regnskab m.v.
Det betyder, at Rådet modtager underretninger om varsling af større afskedigelser efter varslingsloven og udmønter en særskilt statslig bevilling til en hurtig og aktiv indsats for at afhjælpe problemer i forbindelse med større afskedigelser eller virksomhedslukninger af stor betydning for et lokalområde.
Bevillingen fastsættes på de årlige finanslove.
Den foreslåede bemyndigelsen i stk. 2 giver beskæftigelsesministeren mulighed for at fastsætte nærmere regler for regnskabsaflæggelse, revision, tilsyn m.v. for statslige tilskud, der ydes af bevillingen. Bemyndigelsen til at fastsætte nærmere retningslinjer for regnskab, revision m.v. fremgår af den gældende styringslovs § 70, stk. 3.
Med hjemmel i bemyndigelsen er udstedt bekendtgørelse nr. 1173 af 8. oktober 2013 om administration af tilskud fra puljer under Arbejdsmarkedsstyrelsens og Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings område. Der vil med hjemmel i den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse blive fastsat tilsvarende regler.