Det foreslås, at reklameafgiftsloven ophæves, jf. afsnit 3.1.2 i de almindelige bemærkninger.
Reklameafgiftsloven blev vedtaget af Folketinget den 14. december 2012 og notificeret for Europa-Kommissionen efter
statsstøttereglerne, fordi loven indeholder en række fritagelser for afgiftspligten og en differentieret afgiftssats. Lovens
ikrafttræden har herefter afventet EU-Kommissionens afgørelse.
Europa-Kommissionen statsstøttegodkendte reklameafgiftsloven den 9. juli 2014, jf. afgørelse SA. 35683. Godkendelsen var dog
betinget af, at afgiftsfritagelsen for information om offentlig forsyningspligt skulle ophæves, og at afgiftsfritagelsen for
postforsendelser på generelle vilkår skulle ophæves, så alle reklameforsendelser omfattes af afgiftspligten, uanset om
forsendelsen skete på generelle eller på individuelt forhandlede vilkår. Endelig var godkendelsen betinget af, at
afgiftsfritagelsen for ugeaviser skulle præciseres i forhold til lov om mediestøtte, således at det blev sikret, at en ugeavis
ikke blev afgiftsfritaget, hvis den samtidig modtog støtte efter lov om mediestøtte.
Ændringerne er endnu ikke er blevet gennemført. Reklameafgiftsloven har derfor aldrig været sat i kraft.