LOV nr 328 af 09/04/2024
Transportministeriet
Lov om opgradering af Øresundsbanen § 3
Transportministeren kan fastsætte regler om tilbud om midlertidigt ophold uden for eget hjem eller kontant kompensation til beboere, som er naboer til jernbaneprojekter omfattet af § 1, stk. 1, og som er omfattet af regler udstedt efter § 2, stk. 1.
Stk. 2. Pengebeløb ydet efter reglerne i stk. 1 indgår ikke ved vurderingen af, om en person har ret til ydelser fra det offentlige, og medfører ikke reduktion af sådanne ydelser.
Forarbejder til Lov om opgradering af Øresundsbanen § 3
RetsinformationEfter gældende ret vurderes det ikke muligt for Sund og Bælt Holding A/S at tilbyde berørte borgere kompensation for aften- og natarbejder i forbindelse med de konkrete jernbaneprojekter, medmindre dette er særskilt reguleret ved lov.
Det foreslås i stk. 1, at transportministeren kan fastsætte regler om tilbud om midlertidigt ophold uden for eget hjem eller kontant kompensation til beboere, som er naboer til jernbaneprojekter omfattet af § 1, og som er omfattet af regler udstedt efter § 2, stk. 1.
Det foreslåede vil medføre, at transportministeren vil kunne fastsatte regler om, at der vil kunne gives tilbud om midlertidigt ophold uden for eget hjem eller kontant kompensation til beboere, som vil være naboer til jernbaneprojekter omfattet af § 1. Det er forventningen, at tilbud om kompensation vil ske efter anmodning fra beboere, som er naboer til jernbaneprojekter.
Den foreslåede kompensationsordning med tilbud om midlertidigt ophold uden for eget hjem eller kontant kompensation til beboere vil skulle være betinget af, at transportministeren har fastsat regler om støj og vibrationer fra anlægget af jernbaneprojekterne efter den foreslåede § 2, stk. 1.
Det er forventningen, at den kontante kompensation alene vil skulle gælde for meget støjende anlægsarbejder, der vil blive udført om aftenen og natten, og for så vidt angår det foreslåede tilbud om midlertidigt ophold uden for eget hjem, er det alene tiltænkt, at tilbuddet vil skulle gælde for meget støjende anlægsarbejder, der vil blive udført om natten.
Det forventes, at beboere, som vil være naboer til støjende arbejder, vil skulle varsles, før arbejderne påbegyndes. Såfremt transportministeren fastsætter tærskelværdier for tilladelige støj og vibrationer efter den foreslåede § 2, stk. 1, er det forventningen, at berørte naboer samtidigt vil skulle vejledes om, at det vil være muligt at modtage tilbud om midlertidigt ophold uden for eget hjem eller kontant kompensation, hvis transportministeren har fastsat regler efter § 3, stk.1.
Det er forventningen, at transportministeren vil fastsætte regler om, at naboer, der ønsker ophold uden for eget hjem, efter anmodning herom vil kunne modtage et sådan tilbud. Det forventes, at der vil være tale om ophold på et nærliggende hotel eller lignende. Det forventes således ikke, at ordningen vil indebære tilbud om en egentlig genhusning, eller at eventuelle øgede transportomkostninger, der måtte være forbundet med opholdet, vil være omfattet af ordningen. Det er forventningen, at naboer, der ønsker at modtage kontant kompensation, ligeledes vil kunne modtage dette efter anmodning.
Taksterne for kompensationen og de nærmere rammer for ansøgning om og udbetaling af kompensationen mv. forventes udmøntet ved bekendtgørelse. Bestemmelsen forventes delegeret til Sund og Bælt Holding A/S med tilhørende datterselskaber, jf. den foreslåede § 9.
Det foreslås i stk. 2, at pengebeløb ydet efter reglerne i stk. 1 ikke indgår ved vurderingen af, om en person har ret til ydelser fra det offentlige, og medfører ikke reduktion af sådanne ydelser.
Det foreslåede vil medføre, at pengebeløb ydet i medfør af kompensationsordningen, såfremt denne vil blive fastsat efter § 3, ikke vil komme til at indgå ved vurderingen af, om en person har ret til ydelser fra det offentlige, og ikke vil medføre reduktion af sådanne ydelser. Det forventes, at dette vil gælde for både for ydelser til dækning af tilbud om midlertidigt ophold uden for eget hjem og til kontant kompensation.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3.3.2. i de almindelige bemærkninger.