Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 686 af 15/04/2021

Digitaliseringsministeriet

Bekendtgørelse af lov om Digital Post fra offentlige afsendere § 6

5 Fysiske personer og juridiske enheder, der er tilsluttet Digital Post, kan tillade, at andre kan læse meddelelser, der er sendt til eller fra vedkommende i postløsningen, medmindre dette er udelukket efter anden lovgivning. Tilladelse gives ved at anvende rettighedsstyring til at angive, hvem der skal have læseadgang.

Stk. 2. Finansministeren kan fastsætte regler om, at fysiske personer kan give læseadgang på anden måde end anført i stk. 1. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at personer, der har erhvervsaktiviteter, og juridiske enheder kan give læseadgang på anden måde end anført i stk. 1.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om Digital Post fra offentlige afsendere § 6

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1, kan en fysisk person eller juridisk enhed, der obligatorisk eller frivilligt er tilsluttet postløsningen, give andre adgang til at læse post, der er kommet frem til den pågældende i postløsningen, medmindre andet følger af anden lovgivning.

Bestemmelsen om læseadgang skal bl.a. tjene følgende formål:

  1. at give mulighed for at f.eks. familiemedlemmer får adgang til postkassen.

  2. at give personer, der kunne fritages for obligatorisk tilslutning, mulighed for i stedet at give en anden adgang til at læse den elektroniske post, og således være tilsluttet uden selv at kunne betjene sig af løsningen (f.eks. give en voksen søn mulighed for at læse posten på computeren i hans hjem, så han ikke skal åbne rudekuverter hos forældrene).

  3. give virksomheder mulighed for at give rådgivere m.fl. læseadgang.

Det vil være en forudsætning for, at der gives andre læseadgang, at de pågældende selv har mulighed for at skaffe sig adgang til postløsningen og er tilsluttet denne.

Læseadgang til andre gives ved i postløsningen at angive, hvem der skal have læseadgang.

Læseadgangen er en generel læseadgang, medmindre borgeren eller virksomheden opdeler sin digitale postkasse i mapper. Det er herefter muligt at give læseadgang til en eller flere mapper. En læseadgang kan til enhver tid tilbagekaldes af borgeren eller virksomheden, hvorefter læseadgangen straks ophører, medmindre andet følger af anden lovgivning.

Finansministeren og erhvervs- og vækstministeren kan i medfør af stk. 2 fastsætte regler om, at læseadgang kan gives på anden måde. Hensigten er bl.a. at fastsætte bestemmelser om, at læseadgang til andre kan etableres uden anvendelse af den offentlige digitale signatur NemID fra den person, som ønsker at give læseadgang, eller uden anvendelse af NemID medarbejdersignatur/ digital medarbejdersignatur fra den juridiske enhed, der ønsker at give læseadgang.

Bemyndigelsen i stk. 2 til at fastsætte regler om læseadgang giver ikke finansministeren eller erhvervs- og vækstministeren hjemmel til gøre undtagelse fra bestemmelser i anden lovgivning, som udelukker, at vedkommende borger eller virksomhed er berettiget til at give læseadgang.

Læseadgangen giver ikke fuldmagt til at handle på den pågældendes vegne, jf. afsnit 4.6 i de almindelige bemærkninger.