LOV nr 1451 af 10/12/2024
Justitsministeriet
Lov om offentlig auktion ved auktionsledere (auktionslederloven) § 14
Snarest muligt efter modtagelsen af en anmodning om auktion berammer auktionslederen efter forhandling med auktionsrekvirenten tid og sted for auktionens afholdelse.
Forarbejder til Lov om offentlig auktion ved auktionsledere (auktionslederloven) § 14
RetsinformationDet foreslås i § 14, at auktionslederen snarest muligt, når denne har modtaget en auktionsbegæring, berammer tid og sted for auktionens afholdelse. Berammelsen skal ske efter forhandling med auktionsrekvirenten.
En anmodning om afholdelse af auktion skal fremsættes skriftligt eller mundtligt til auktionslederen, og auktionsrekvirenten har pligt til samtidig med fremsættelsen af en sådan anmodning at oplyse navn og kontaktoplysninger samt at angive salgsgenstandenes art og omtrentlige antal. Af bevismæssige årsager bør auktionslederen sikre sig, at auktionsanmodningen indgives skriftligt.
Tidspunktet for auktionens afholdelse skal kunne rummes inden for rammerne af lovbekendtgørelse nr. 515 af 30. april 2019 om detailsalg fra butikker m.v. (lukkeloven) med senere ændringer, hvorefter der ikke må ske detailsalg fra butikker omfattet af loven (butikker, hvorfra der foregår detailsalg, jf. lukkelovens § 1, stk. 1) på helligdage, grundlovsdag og juleaftensdag samt efter kl. 15.00 på nytårsaftensdag, jf. lukkelovens § 2, stk. 1. Lukkeloven finder dog ikke anvendelse på tvangsauktioner over løsøre samt frivillige offentlige auktioner over genstande udleveret fra et bo, jf. lovens § 3, nr. 6. Herudover er salg af særlige former for løsøre undtaget fra lovens anvendelsesområde, jf. lovens § 3, nr. 1-5 og 7-9. Det drejer sig bl.a. om motorkøretøjer, skibe, luftfartøjer, lystbåde, campingvogne, brændsel, planter, husdyr og brugte genstande, der sælges fra butik, hvis indehaver har bevilling til handel med brugte genstande samt pantelånervirksomhed. Sådanne auktioner kan således afholdes på helligdage, grundlovsdag, juleaftensdag samt nytårsaftensdag efter kl. 15.
For så vidt angår stedet for auktionens afholdelse, vil auktionslederen efter den foreslåede § 5, stk. 2 og 3 være, forpligtet til at forestå afholdelsen af auktioner i den retskreds, hvor den pågældende er beskikket, og berettiget til at forestå afholdelsen heraf i hele landet.
Det forudsættes, at tid og sted for auktionen angives så nøjagtigt som muligt og gengives i bekendtgørelsen af auktionen. Skal en auktion forløbe over flere dage, må disse følge umiddelbart efter hinanden, ellers må det betragtes som en ny auktion.
Bestemmelsen vil indebære, at en auktionsanmodning skal efterkommes af auktionslederen snarest muligt, da auktionsrekvirenten ofte har en legitim interesse i at få bortauktioneret sine genstande hurtigst muligt. Det er dog en forudsætning, at genstandene har en sådan værdi, at det kan betale sig at afholde en auktion. I modsat fald er auktionslederen berettiget til at vente, indtil der er samlet tilstrækkeligt med genstande til at afholde en auktion.
Ved tvangsauktion vil auktionslederen være forpligtet til at beramme en særskilt auktion, når det forlanges af sælgeren. Hvis rekvirenten i forbindelse med en frivillig auktion vil have en særskilt auktion over sine genstande, bør auktionslederen ud fra sin erfaring oplyse, hvor store omkostningerne anslås at blive sammenlignet med sædvanlig auktion.
Auktionsrekvirenten kan modsætte sig, at der ved den auktion, den pågældende har anmodet om, bortsælges genstande for andre sælgere. Rekvirenten er dog i så fald forpligtet til på forlangende at stille sikkerhed for samtlige omkostninger ved auktionen.
Bestemmelsen er et udtryk for en hensynsafvejning mellem på den ene hensynet til, at auktionsrekvirenten har mulighed for at påvirke beslutningen om, hvor og hvornår den pågældende kan få bortauktioneret sine genstande, over for hensynet til auktionslederens mulighed for at tilrettelægge auktionerne på den for auktionslederen mest hensigtsmæssige måde.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.