Nævnet nedsættes af erhvervs- og vækstministeren efter høring af miljø- og fødevareministeren. Nævnet består af:
1 formand, der udpeges af erhvervs- og vækstministeren,
2 medlemmer, der udpeges af landsretterne blandt retternes medlemmer,
16 sagkyndige medlemmer, jf. § 4, der beskikkes af erhvervs- og vækstministeren, og
4 læge medlemmer, der udpeges af Folketinget.
Stk. 2. Nævnets formand skal have bestået juridisk kandidateksamen.
Stk. 3. Beføjelser tildelt formanden kan udøves af stedfortrædere, der også skal have bestået juridisk kandidateksamen.
Stk. 4. Landsretterne og Folketinget udpeger samtidig med udpegning af medlemmer efter stk. 1, nr. 2 og 4, en suppleant for hvert medlem. Erhvervs- og vækstministeren beskikker en suppleant for hvert medlem efter stk. 1, nr. 3, jf. § 4. Suppleanten kan deltage i behandlingen og afgørelsen af en sag, når medlemmet er forhindret i at deltage.
Stk. 5. Medlemmerne nævnt i stk. 1, nr. 3, skal repræsentere sagkundskab inden for de områder, der er angivet i § 3, stk. 1, nr. 1-8, og de skal udøve deres hverv med upartiskhed. Medlemmerne indstilles til beskikkelse efter reglerne i § 4.
Stk. 6. Medlemmerne må ikke modtage instruktioner fra nogen om udførelsen af deres opgaver i nævnet.
Stk. 7. Medlemmer efter stk. 1 og suppleanter efter stk. 4 udpeges og beskikkes for en periode på op til 4 år ad gangen med mulighed for genudpegning. Ved udtræden udpeges eller beskikkes et nyt medlem eller en ny suppleant for den resterende del af perioden.
Nævnet inddeles i ni afdelinger, der udgøres af medlemmerne nævnt i § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, og derudover af følgende medlemmer i de enkelte afdelinger:
2 sagkyndige i industriforhold,
2 sagkyndige i jordforureningsforhold,
2 sagkyndige i grundvands- og vandforsyningsforhold,
2 sagkyndige i jordbrugsforhold,
2 sagkyndige i marine forhold,
2 sagkyndige i ferskvandsforhold,
2 sagkyndige i fødevareforhold,
2 sagkyndige i veterinærforhold eller
4 læge medlemmer.
Stk. 2. Formanden kan beslutte, at behandlingen af en sag kræver, at nævnet tiltrædes af et eller flere yderligere sagkyndige medlemmer, der ad hoc beskikkes. Hvis formanden beslutter dette, indstiller styrelser under Miljø- og Fødevareministeriet et eller flere sagkyndige medlemmer med de relevante kompetencer til beskikkelse af erhvervs- og vækstministeren.
Til beskikkelse som sagkyndige medlemmer efter § 3, stk. 1, nr. 1, og suppleanter for disse indstiller DI, Landbrug & Fødevarer og Håndværksrådet i forening tre kandidater. Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, LO og Danmarks Sportsfiskerforbund indstiller ligeledes tre kandidater i forening.
Stk. 2. Til beskikkelse som sagkyndige medlemmer efter § 3, stk. 1, nr. 2, og suppleanter for disse indstiller DI, Håndværksrådet og Danske Råstoffer i forening tre kandidater. DANVA, Danske Vandværker og Danmarks Naturfredningsforening indstiller ligeledes i forening tre kandidater.
Stk. 3. Til beskikkelse som sagkyndige medlemmer efter § 3, stk. 1, nr. 3, og suppleanter for disse indstiller DI og Landbrug & Fødevarer i forening tre kandidater. DANVA, Danske Vandværker, Friluftsrådet, Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund indstiller ligeledes i forening tre kandidater.
Stk. 4. Til beskikkelse som sagkyndige medlemmer efter § 3, stk. 1, nr. 4, og suppleanter for disse indstiller DI, Økologisk Landsforening og Landbrug & Fødevarer i forening tre kandidater. Danmarks Naturfredningsforening, Dyrenes Beskyttelse, Friluftsrådet, LO og Dansk Ornitologisk Forening indstiller ligeledes i forening tre kandidater.
Stk. 5. Til beskikkelse som sagkyndige medlemmer efter § 3, stk. 1, nr. 5, og suppleanter for disse indstiller DI, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation, Danmarks Rederiforening og Danske Råstoffer i forening tre kandidater. Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Dansk Ornitologisk Forening og Danmarks Sportsfiskerforbund indstiller ligeledes i forening tre kandidater.
Stk. 6. Til beskikkelse som sagkyndige medlemmer efter § 3, stk. 1, nr. 6, og suppleanter for disse indstiller DI, Landbrug & Fødevarer og Håndværksrådet i forening tre kandidater. Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund og Friluftsrådet indstiller ligeledes i forening tre kandidater.
Stk. 7. Til beskikkelse som sagkyndige medlemmer efter § 3, stk. 1, nr. 7, og suppleanter for disse indstiller DI, Landbrug & Fødevarer, De Samvirkende Købmænd, HORESTA, Dansk Erhverv og Danish Seafood Association i forening tre kandidater. Aktive Forbrugere, LO og Forbrugerrådet indstiller ligeledes i forening tre kandidater.
Stk. 8. Til beskikkelse som sagkyndige medlemmer efter § 3, stk. 1, nr. 8, og suppleanter for disse indstiller Landbrug & Fødevarer tre kandidater. Dyrenes Beskyttelse indstiller ligeledes tre kandidater.
Formanden kan i særlige tilfælde beslutte, at en sag skal behandles i en anden nævnsafdeling end den, der måtte fremgå af den øvrige lovgivning. Fremgår det ikke entydigt af den øvrige lovgivning, hvilken nævnsafdeling der skal behandle sagen, beslutter formanden sagens placering i en af nævnets afdelinger og kan også i særlige tilfælde beslutte, at sagen skal behandles af flere af nævnets afdelinger i fællesskab.
Formanden orienterer nævnet om indkomne sager og om, hvilke sager der er udtaget til afgørelse af formanden, jf. § 8. Formanden orienterer endvidere nævnet om de tilfælde, hvor formanden har truffet en beslutning om sagens behandling efter reglerne i § 5.
Stk. 2. I mindre eller ukomplicerede sager eller sager, hvor afgørelse alene beror på en juridisk vurdering, kan orienteringen efter stk. 1, 1. pkt., ske, efter at sagen er afgjort.
Nævnet kan ændre formandens beslutning om, at en sag skal afgøres af formanden, jf. § 8, eller at sagen skal behandles i en anden afdeling end den, der fremgår af den øvrige lovgivning, jf. § 5. Dette gælder dog ikke beslutninger omfattet af § 6, stk. 2.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan efter høring af miljø- og fødevareministeren fastsætte regler om fremgangsmåden ved eventuel uenighed om en formandsbeslutning, jf. stk. 1.
Formanden kan træffe afgørelse på nævnets vegne i alle sager, der ikke indeholder spørgsmål af større eller principiel betydning, og i sager, hvis afgørelse alene beror på en juridisk vurdering, jf. dog § 7, stk. 1.
I sager, der afgøres af nævnet, træffes afgørelsen på et møde, medmindre formanden finder det ubetænkeligt, at afgørelsen træffes af nævnet på skriftligt grundlag.
Stk. 2. Nævnet er beslutningsdygtigt, når mindst 4 af medlemmerne, herunder formanden, er til stede eller deltager i den skriftlige behandling af sagen.
Nævnet kan fastsætte en frist for en klager til at tilvejebringe et tilstrækkeligt grundlag for, at nævnet kan behandle klagen. Nævnet afviser klagen, hvis klageren ikke inden udløbet af den fastsatte frist har tilvejebragt et tilstrækkeligt grundlag for, at nævnet kan behandle klagen. Nævnet kan undlade at afvise klagen efter 2. pkt., hvis der foreligger særlige forhold.
Stk. 2. Nævnet kan fastsætte en frist for afgivelse af udtalelser og fremlæggelse af oplysninger m.v. fra sagens parter, øvrige berørte myndigheder og eksterne sagkyndige m.v. til brug for sagens behandling. Nævnet afviser klagen, hvis klageren ikke overholder fristen efter 1. pkt., medmindre der foreligger særlige forhold.
Stk. 3. Nævnet kan beslutte, at en klager ikke kan fremsætte yderligere klagepunkter, og at sagens parter ikke kan afgive yderligere udtalelser eller fremkomme med yderligere oplysninger, når nævnet vurderer, at sagen er tilstrækkelig oplyst.
Stk. 4. En klage kan uanset stk. 1 og 2 ikke afvises, hvis en afvisning vil være i strid med internationale eller EU-retlige forpligtelser om ret til at klage over trufne afgørelser.
Nævnet skal, når en sag undtagelsesvis hjemvises, redegøre for nævnets overvejelser i forbindelse med behandlingen af de klagepunkter, der har ført til hjemvisningen. Nævnet skal samtidig vejlede myndigheden i 1. instans om, hvordan sagen på disse punkter skal behandles.
Nævnet har samme adgang til at anmode om oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, og til at påbyde prøveudtagning, analyser og målinger m.v. for den pågældendes egen regning, som myndighederne har efter den lovgivning, som den påklagede afgørelse er truffet efter.
Nævnet har, hvis det skønnes nødvendigt for at træffe afgørelse i en klagesag, mod behørig legitimation og uden retskendelse samme adgang til offentlige og private ejendomme, lokaliteter og transportmidler og til herunder at foretage undersøgelser, fotografere, kopiere eller medtage dokumenter og andre genstande, som myndighederne har efter den lovgivning, som den påklagede afgørelse er truffet efter.
Stk. 2. Politiet yder nævnet bistand ved udøvelse af beføjelserne efter stk. 1. Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
For behandling af klager, der indbringes for nævnet, herunder anmodninger om genoptagelse, jf. dog § 19, betaler klager et gebyr på 900 kr. for privatpersoners og 1.800 kr. for virksomheders og organisationers vedkommende (2016-niveau). Medfølger gebyret ikke inden for en af formanden i meddelelse til klager fastsat frist, afvises klagen.
Stk. 2. Det i stk. 1 nævnte gebyr reguleres den 1. januar hvert år efter den af Finansministeriet fastsatte sats for det generelle pris- og lønindeks som løbende offentliggjort i forslag til finanslov med virkning for klager, der modtages i nævnet fra og med den 1. februar 2017. Det regulerede beløb afrundes til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 100. Nævnet offentliggør størrelsen af klagegebyret på nævnets hjemmeside.
Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om den praktiske fremgangsmåde for betaling af gebyrer, herunder om elektronisk overførsel eller giroindbetaling, og regler om tilbagebetaling af gebyr, herunder om, at nævnet helt eller delvis kan tilbagebetale gebyret til klageren, hvis klageren får helt eller delvist medhold i nævnet eller klagen trækkes tilbage.
Stk. 4. Afvises en klage fra realitetsbehandling, tilbagebetales gebyret.
Uanset § 18, stk. 1, opkræves og betales ikke gebyr for klager i følgende sager:
Klager over fredningsafgørelser efter naturbeskyttelseslovens § 40.
Klager over ekspropriationsbeslutninger efter naturbeskyttelseslovens § 60, skovlovens § 23, regler fastsat i medfør af naturbeskyttelseslovens § 60 a, § 27 i lov om råstoffer, § 33 i lov om beskyttelsen af de ydre koge i Tøndermarsken, vandforsyningslovens § 40, jordforureningslovens § 22, stk. 2 og 4, vandløbslovens § 71 og miljøbeskyttelseslovens § 58 samt klager over afgørelser truffet i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 82, når disse afgørelser vedrører sager efter § 58.
Klager over afgørelser efter naturbeskyttelseslovens §§ 19 d-19 g, § 37, stk. 4, og § 37 a, stk. 3.
Klager over afgørelser efter skovlovens §§ 19-21.
Klager over afgørelser, der træffes efter de love på fødevare-, landbrugs- og fiskeriets område, som giver klageadgang til nævnet efter bestemmelserne i denne lovs §§ 49-72, 74 og 75, 77-89 og 93 og 94.
Klager over afgørelser efter § 13, stk. 6, i lov om apoteksvirksomhed.
Klager, der udelukkende vedrører afslag på aktindsigt, sammenstilling af oplysninger i databaser (dataudtræk) og indsigt i databeskrivelser m.v. efter lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og lov om aktindsigt i miljøoplysninger.
Kapitel 7
Digital kommunikation og obligatorisk digital selvbetjening ved indgivelse af klage, klagefrist m.v.
Erhvervs- og vækstministeren kan efter høring af miljø- og fødevareministeren fastsætte regler om, at kommunikation mellem nævnet og 1. instans og sagens parter vedrørende sager, som er påklaget til nævnet, skal ske ved anvendelse af digital kommunikation, herunder bestemte it-systemer, særlige digitale formater, digital signatur el.lign.
Indgivelse af klage til og efterfølgende kommunikation om klagesagen med nævnet skal ske ved anvendelse af digital selvbetjening. Nævnet afviser en klage, der ikke indgives ved digital selvbetjening, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2. Nævnet kan undlade at afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at klager ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening.
Stk. 3. En klage kan ikke afvises, hvis en afvisning vil være i strid med internationale eller EU-retlige forpligtelser om ret til at klage over trufne afgørelser.
Stk. 4. Nævnet kan undlade at afvise en klage, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare økonomiske fordele for nævnet og 1. instans ved at behandle klagen.
Erhvervs- og vækstministeren kan efter høring af miljø- og fødevareministeren fastsætte regler om klagefrist og om krav til klagens indhold og form, i det omfang dette ikke er reguleret i den øvrige lovgivning.
Stk. 2. Denne lovs § 48, nr. 1 og 2, og § 60 i lov om planlægning som ændret ved denne lovs § 48, nr. 3-7, ophæves den 16. maj 2017.
Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan efter høring af miljø- og fødevareministeren fastsætte overgangsregler.
Stk. 4. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet, jf. lovbekendtgørelse nr. 1205 af 28. september 2016, ophæves.
Stk. 5. Regler, der er fastsat i henhold til hidtil gældende regler, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler fastsat med hjemmel i denne lov. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil gældende regler.
Stk. 6. Verserende klagesager i Natur- og Miljøklagenævnet eller Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, der ikke er færdigbehandlet ved denne lovs ikrafttræden, færdigbehandles og afgøres af Miljø- og Fødevareklagenævnet efter reglerne i denne lov. Dette gælder dog ikke verserende klagesager ved Natur- og Miljøklagenævnet, som ved lovens ikrafttræden skal færdigbehandles og afgøres af Planklagenævnet, jf. § 1 i lov om Planklagenævnet.
Stk. 7. Gebyrbestemmelsen i § 18 gælder alene for klager, der er indbragt efter lovens ikrafttræden.
I lov om naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1217 af 28. september 2016, foretages følgende ændringer:
Overalt i loven ændres »Natur- og Miljøklagenævnet« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnet«, og »Natur- og Miljøklagenævnets« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnets«.
I § 33, stk. 2, og § 78, stk. 1, 3, 4, 6 og 7, ændres »som sammensat efter § 5, stk. 1, nr. 2,« til: », som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 9,«.
I § 78, stk. 5, ændres »som sammensat efter § 5, stk. 1, nr. 1,« til: », som behandler sagen i en af nævnets afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-6,«.
I § 87, stk. 2, 1. pkt., ændres »jf. dog § 18 b, stk. 2-4,« til: »jf. dog § 21, stk. 2-4,«.
I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1189 af 27. september 2016, foretages følgende ændringer:
Overalt i loven ændres »Natur- og Miljøklagenævnet« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnet«, og »Natur- og Miljøklagenævnets« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnets«.
I § 91, stk. 1, 1. pkt., ændres »som sammensat efter § 5, stk. 1, nr. 1,« til: », som behandler sagen i en af nævnets afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-6,«.
I § 91, stk. 2, 1. pkt., ændres »som sammensat efter § 5, stk. 1, nr. 2,« til: », som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 9,«.
I § 94, stk. 1, 1. pkt., ændres »jf. dog § 18 b, stk. 2-4,« til: »jf. dog § 21, stk. 2-4,«.
I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1218 af 28. september 2016, som ændret ved § 3 i lov nr. 427 af 18. maj 2016, foretages følgende ændringer:
Overalt i loven ændres »Natur- og Miljøklagenævnet« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnet«.
I § 13, stk. 1, 1. og 2. pkt., § 13, stk. 2, 1. pkt., og § 26, stk. 2, ændres »som sammensat efter § 5, stk. 1, nr. 2,« til: », som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 9,«.
I § 13, stk. 1, 3. pkt., og § 26, stk. 1, ændres »som sammensat efter § 5, stk. 1, nr. 1,« til: », som behandler sagen i en af nævnets afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-6,«.
I § 16, stk. 2, 1. pkt., og § 26 b, stk. 2, 1. pkt., ændres »jf. dog § 18 b, stk. 2-4,« til: »jf. dog § 21, stk. 2-4,«.
Udbetaling Danmarks afgørelser vedrørende den udestående fordringsmasse i henhold til regler fastsat i medfør af § 22, stk. 2, eller i henhold til reglerne nævnt i § 22, stk. 3, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.«
I lov om vandløb, jf. lovbekendtgørelse nr. 1219 af 28. september 2016, foretages følgende ændringer:
Overalt i loven ændres »Natur- og Miljøklagenævnet« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnet«, og »Natur- og Miljøklagenævnets« til: Miljø- og Fødevareklagenævnets«.
I § 80, stk. 1, 1. pkt., ændres »som sammensat efter § 5, stk. 1, nr. 2,« til: », som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 9,«.
I § 80, stk. 2, 1. pkt., ændres »som sammensat efter § 5, stk. 1, nr. 1,« til: », som behandler sagen i en af nævnets afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-6,«.
I § 82, stk. 1, 1. pkt., ændres »jf. dog § 18 b, stk. 2-4,« til: »jf. dog § 21, stk. 2-4,«.
I lov om jagt og vildtforvaltning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1617 af 8. december 2015, foretages følgende ændringer:
I §§ 53 j og 53 k ændres »Natur- og Miljøklagenævnet« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnet«.
I § 53 j, stk. 1, 1. pkt., ændres »som sammensat efter § 5, stk. 1, nr. 1,« til: », som behandler sagen i en af nævnets afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-6,«.
I § 53 j, stk. 2, 1. pkt., ændres »jf. dog § 18 b, stk. 2-4,« til: »jf. dog § 21, stk. 2-4,«.
I lov om miljøvurdering af planer og programmer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1533 af 10. december 2015, som ændret ved § 58 i lov nr. 425 af 18. maj 2016, foretages følgende ændringer:
I § 16 ændres »Natur- og Miljøklagenævnet« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnet«.
I § 16, stk. 2, ændres »som sammensat efter § 5, stk. 1, nr. 2,« til: », som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 9,«.
I § 16, stk. 5, 1. pkt., ændres »jf. dog § 18 b, stk. 2-4,« til: »jf. dog § 21, stk. 2-4,«.
I lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken, jf. lovbekendtgørelse nr. 1621 af 10. december 2015, foretages følgende ændringer:
I §§ 44 og 44 a ændres »Natur- og Miljøklagenævnet« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnet«.
I § 44, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3 og 4, ændres »som sammensat efter § 5, stk. 1, nr. 2,« til: », som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 9,«.
I § 44, stk. 9, 1. pkt., ændres »jf. dog § 18 b, stk. 2-4,« til: »jf. dog § 21, stk. 2-4,«.
I lov om vandforsyning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1204 af 28. september 2016, foretages følgende ændringer:
Overalt i loven ændres »Natur- og Miljøklagenævnet« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnet«, og »Natur- og Miljøklagenævnets« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnets«.
I § 75, stk. 1, ændres »som sammensat efter § 5, stk. 1, nr. 2,« til: », som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 9,«.
I § 75, stk. 2, ændres »som sammensat efter § 5, stk. 1, nr. 1,« til: », som behandler sagen i en af nævnets afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-6,«.
I § 75, stk. 3, 1. pkt., ændres »jf. dog § 18 b, stk. 2-4,« til: »jf. dog § 21, stk. 2-4,«.
I lov nr. 469 af 12. juni 2009 om vandsektorens organisering og økonomiske forhold, som ændret bl.a. ved § 14 i lov nr. 484 af 11. maj 2010 og § 23 i lov nr. 580 af 18. juni 2012 og senest ved § 1 i lov nr. 132 af 16. februar 2016, foretages følgende ændringer:
I § 26 ændres »Natur- og Miljøklagenævnet« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnet«.
I § 26, stk. 3, ændres »som sammensat efter § 5, stk. 1, nr. 1,« til: », som behandler sagen i en af nævnets afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-6,«.
I lov om aktindsigt i miljøoplysninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 1036 af 18. august 2015, foretages følgende ændringer:
Overalt i loven ændres »Natur- og Miljøklagenævnet« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnet«.
I § 4 a ændres »som sammensat efter § 5, stk. 1, nr. 1,« til: », som behandler sagen i en af nævnets afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-8,«.
§ 4 b, stk. 1, affattes således:
»Klage indgives skriftligt til den myndighed, det organ eller den forsyningsvirksomhed, der har truffet afgørelsen. Myndigheden, organet eller forsyningsvirksomheden skal, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter modtagelsen af klagen videresende klagen til klageinstansen. Klagen skal ved videresendelsen være ledsaget af den påklagede afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden, organet eller forsyningsvirksomheden med dennes bemærkninger til sagen og de i klagen anførte klagepunkter.«
§ 4 b, stk. 2, 1. pkt., affattes således:
»Ved klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives klagen ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.«
I miljømålsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1251 af 29. september 2016, foretages følgende ændringer:
1. Fodnoten til lovens titel affattes således:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EF-habitatdirektivet), EF-Tidende 1992, nr. L 206, side 7, som ændret senest ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013 om tilpasning af visse direktiver vedrørende miljø på grund af Republikken Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 193, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle, EU-Tidende 2010, nr. L 20, side 7, som ændret senest ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013 om tilpasning af visse direktiver vedrørende miljø på grund af Republikken Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 193.«
Overalt i loven ændres »Natur- og Miljøklagenævnet« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnet«.
I § 53, stk. 1, 1. pkt., ændres »som sammensat efter § 5, stk. 1, nr. 2,« til: », som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 9,«.
I § 56, stk. 2, 1. pkt., ændres »jf. dog § 18 b, stk. 2-4,« til: »jf. dog § 21, stk. 2-4,«.
I lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, jf. lovbekendtgørelse nr. 442 af 13. maj 2016, som ændret ved § 15 i lov nr. 341 af 27. april 2011 og § 1 i lov nr. 427 af 18. maj 2016, foretages følgende ændringer:
Overalt i loven ændres »Natur- og Miljøklagenævnet« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnet«, og »Natur- og Miljøklagenævnets« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnets«.
I § 76, stk. 1, ændres »som sammensat efter § 5, stk. 1, nr. 1,« til: », som behandler sagen i en af nævnets afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-6,«.
I § 77, stk. 1, 1. pkt., ændres »jf. dog § 18 b, stk. 2-4,« til: »jf. dog § 21, stk. 2-4,«.
I lov nr. 427 af 18. maj 2016 om ændring af lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, lov om planlægning, lov om anvendelse af Danmarks undergrund, lov om fremme af vedvarende energi og forskellige andre love (Konsekvensændringer m.v. som følge af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)), foretages følgende ændringer:
§ 4, nr. 11-15, ophæves.
I § 10, stk. 3, 1. pkt., ændres »Natur- og Miljøklagenævnets« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnets«.
I lov om beskyttelse af havmiljøet, jf. lovbekendtgørelse nr. 1216 af 28. september 2016, som ændret ved § 2 i lov nr. 427 af 18. maj 2016, foretages følgende ændringer:
Overalt i loven ændres »Natur- og Miljøklagenævnet« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnet«, og »Natur- og Miljøklagenævnets« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnets«.
I § 51, stk. 1, ændres »som sammensat efter § 5, stk. 1, nr. 1,« til: », som behandler sagen i en af nævnets afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-3, 5 og 6,«.
§ 51, stk. 2-5, ophæves.
Stk. 6-11 bliver herefter stk. 2-7.
I § 51, stk. 7, der bliver stk. 3, ændres »jf. dog § 18 b, stk. 2-4,« til: »jf. dog § 21, stk. 2-4,«.
I § 51, stk. 11, der bliver stk. 7, ændres »stk. 7, 4. og 5. pkt., og stk. 8« til: »stk. 3, 4. og 5. pkt., og stk. 4«.
I lov om miljø og genteknologi, jf. lovbekendtgørelse nr. 840 af 3. juli 2015, som ændret ved § 2 i lov nr. 646 af 8. juni 2016, foretages følgende ændringer:
Overalt i loven ændres »Natur- og Miljøklagenævnet« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnet.
I § 32, stk. 1, 1. pkt., ændres »jf. dog § 18 b, stk. 2-4,« til: »jf. dog § 21, stk. 2-4,«.
I § 34, stk. 1, ændres »som sammensat efter § 5, stk. 1, nr. 1,« til: », som behandler sagen i en af nævnets afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-6,«.
I lov om vurdering og styring af oversvømmelsesrisikoen fra vandløb og søer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1618 af 10. december 2015, som ændret ved § 2 i lov nr. 1631 af 26. december 2013, foretages følgende ændringer:
Overalt i loven ændres »Natur- og Miljøklagenævnet« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnet«, og »Natur- og Miljøklagenævnets« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnets«.
I § 15, stk. 1, ændres »som sammensat efter § 5, stk. 1, nr. 2,« til: », som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 9,«.
I § 17, stk. 2, 1. pkt., ændres »jf. dog § 18 b, stk. 2-4,« til: »jf. dog § 21, stk. 2-4,«.
I museumsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 358 af 8. april 2014, foretages følgende ændringer:
Overalt i loven ændres »Natur- og Miljøklagenævnet« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnet«.
I § 29 t, stk. 1, og to steder i stk. 2 og 3, ændres »som sammensat efter § 5, stk. 1, nr. 2,« til: », som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 9,«.
I § 29 v, stk. 2, 1. pkt., ændres »jf. dog § 18 b, stk. 2-4,« til: »jf. dog § 21, stk. 2-4,«.
I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1529 af 23. november 2015, som ændret bl.a. ved § 4 i lov nr. 427 af 18. maj 2016 og senest ved § 25 i lov nr. 615 af 8. juni 2016, foretages følgende ændringer:
Afgørelser truffet i henhold til regler udstedt i medfør af tekstanmærkninger ad § 24 på finansloven kan, hvis ikke andet er fastsat i medfør heraf, påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i en af nævnets afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 4-8, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, og kan dermed ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 2. Klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Myndigheden skal, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter modtagelsen af klagen videresende klagen til klageinstansen. Klagen skal ved videresendelsen være ledsaget af den påklagede afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden med dennes bemærkninger til sagen og de i klagen anførte klagepunkter.
I lov om læhegn og tilskud til læplantning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1845 af 14. december 2015, som ændret ved lov nr. 15 af 14. januar 1998, foretages følgende ændring:
I lov om støtte til jordbrugets strukturudvikling og til økologisk produktion inden for jordbrug og fiskeri m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 784 af 23. juni 2016, foretages følgende ændringer:
I § 17, stk. 3, ændres »miljø- og fødevareministeren« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnet«
I lov om Kongeriget Danmarks Fiskeribank, jf. lovbekendtgørelse nr. 779 af 23. juni 2016, foretages følgende ændringer:
I § 8 b ændres »miljø- og fødevareministeren« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i afdelingen omhandlet i § 3, stk. 1, nr. 5, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, og kan dermed ikke indbringes for anden administrativ myndighed.«
§ 8 b, 3. pkt., ophæves.
I § 8 b indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt til Udbetaling Danmark ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Udbetaling Danmark skal, hvis afgørelsen fastholdes, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter modtagelsen af klagen videresende klagen til klageinstansen. Klagen skal ved videresendelsen være ledsaget af den påklagede afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden med dennes bemærkninger til sagen og de i klagen anførte klagepunkter.«
I lov om jordfordeling og offentligt køb og salg af fast ejendom til jordbrugsmæssige formål m.m. (jordfordelingsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 696 af 9. juni 2016, foretages følgende ændring:
I dyreværnsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1019 af 29. juni 2016, foretages følgende ændring:
I § 24 d indsættes som stk. 2 og 3:
»Stk. 2. Afgørelser truffet i henhold til denne lov eller regler udstedt i medfør heraf kan, hvis ikke andet er fastsat i loven eller i henhold til regler udstedt i medfør heraf, påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i afdelingen omhandlet i § 3, stk. 1, nr. 8, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, og kan dermed ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 3. Klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Myndigheden skal, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter modtagelsen af klagen videresende klagen til klageinstansen. Klagen skal ved videresendelsen være ledsaget af den påklagede afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden med dennes bemærkninger til sagen og de i klagen anførte klagepunkter.«
I lov om indendørs hold af smågrise, avls- og slagtesvin, jf. lovbekendtgørelse nr. 465 af 15. maj 2014, foretages følgende ændring:
I § 7 b indsættes som stk. 2 og 3:
»Stk. 2. Afgørelser truffet i henhold til denne lov eller regler udstedt i medfør heraf kan, hvis ikke andet er fastsat i loven eller i henhold til regler udstedt i medfør heraf, påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i afdelingen omhandlet i § 3, stk. 1, nr. 8, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, og kan dermed ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 3. Klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Myndigheden skal, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter modtagelsen af klagen videresende klagen til klageinstansen. Klagen skal ved videresendelsen være ledsaget af den påklagede afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden med dennes bemærkninger til sagen og de i klagen anførte klagepunkter.«
I lov om indendørs hold af gylte, goldsøer og drægtige søer, jf. lovbekendtgørelse nr. 77 af 21. januar 2015, foretages følgende ændring:
I § 9 c indsættes som stk. 2 og 3:
»Stk. 2. Afgørelser truffet i henhold til denne lov eller regler udstedt i medfør heraf kan, hvis ikke andet er fastsat i loven eller i henhold til regler udstedt i medfør heraf, påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i afdelingen omhandlet i § 3, stk. 1, nr. 8, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, og kan dermed ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 3. Klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Myndigheden skal, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter modtagelsen af klagen videresende klagen til klageinstansen. Klagen skal ved videresendelsen være ledsaget af den påklagede afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden med dennes bemærkninger til sagen og de i klagen anførte klagepunkter.«
I lov om hold af heste, jf. lovbekendtgørelse nr. 472 af 15. maj 2014, foretages følgende ændring:
I § 32 a indsættes som stk. 2 og 3:
»Stk. 2. Afgørelser truffet i henhold til denne lov eller regler udstedt i medfør heraf kan, hvis ikke andet er fastsat i loven eller i henhold til regler udstedt i medfør heraf, påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i afdelingen omhandlet i § 3, stk. 1, nr. 8, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, og kan dermed ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 3. Klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Myndigheden skal, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter modtagelsen af klagen videresende klagen til klageinstansen. Klagen skal ved videresendelsen være ledsaget af den påklagede afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden med dennes bemærkninger til sagen og de i klagen anførte klagepunkter.«
I lov om apoteksvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1040 af 3. september 2014, som ændret ved § 1 i lov nr. 580 af 4. maj 2015 og § 4 i lov nr. 656 af 8. juni 2016, foretages følgende ændringer:
I § 13, stk. 7, ændres: »Fødevareministeriets Klagecenter« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnet«.
Efter § 13, stk. 7, indsættes som stk. 8:
»Stk. 8. Påklages afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, behandler nævnet sagen i afdelingen omhandlet i § 3, stk. 1, nr. 8, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Myndigheden skal, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter modtagelsen af klagen videresende klagen til klageinstansen. Klagen skal ved videresendelsen være ledsaget af den påklagede afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden med dennes bemærkninger til sagen og de i klagen anførte klagepunkter.«
I lov om kystbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 15 af 8. januar 2016, foretages følgende ændringer:
Overalt i loven ændres »Natur- og Miljøklagenævnet« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnet«.
I § 18, stk. 1, 1. pkt., og § 18, stk. 2, ændres »som sammensat efter § 5, stk. 1, nr. 2,« til: », som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 9,«.
I § 18 a, stk. 4, 1. pkt., ændres »jf. dog § 18 b, stk. 2-4,« til: »jf. dog § 21, stk. 2-4,«.
I lov om behandling af oplysninger om brug af plantebeskyttelsesmidler i jordbruget, jf. lovbekendtgørelse nr. 249 af 28. februar 2013, foretages følgende ændring:
I lov om visse landdistriktsrelaterede tilskudsordninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 782 af 23. juni 2016, foretages følgende ændringer:
I § 19, stk. 3, ændres »miljø- og fødevareministeren« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnet«.
I § 19, stk. 4, ændres »ministeren« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnet«.
I § 19 indsættes som stk. 7 og 8:
»Stk. 7. Afgørelser truffet i henhold til denne lov eller regler udstedt i medfør heraf kan, hvis ikke andet er fastsat i loven eller i henhold til regler udstedt i medfør heraf, påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i en af nævnets afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1, 2, 4 og 7, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, og kan dermed ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 8. Klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Myndigheden skal, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter modtagelsen af klagen videresende klagen til klageinstansen. Klagen skal ved videresendelsen være ledsaget af den påklagede afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden med dennes bemærkninger til sagen og de i klagen anførte klagepunkter.«
I lov nr. 425 af 18. maj 2016 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) foretages følgende ændringer:
Overalt i loven ændres »Natur- og Miljøklagenævnet« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnet«, og »Natur- og Miljøklagenævnets« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnets«.
I § 48, stk. 3 og 4, og § 49, stk. 1, ændres »som sammensat efter § 5, stk. 1, nr. 2,« til: », som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 9,«.
I § 49, stk. 2, ændres »som sammensat efter § 5, stk. 1, nr. 1,« til: », som behandler sagen i en af nævnets afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-6,«.
I lov nr. 1606 af 26. december 2013 om vandplanlægning foretages følgende ændringer:
Overalt i loven ændres »Natur- og Miljøklagenævnet« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnet«.
I § 36 ændres »som sammensat efter § 5, stk. 1, nr. 2,« til: », som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 9,«.
§ 38, stk. 2 og 3, ophæves, og i stedet indsættes som stk. 2-5:
»Stk. 2. Klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt til den myndighed, der har offentliggjort vandområdeplanen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Endvidere skal efterfølgende kommunikation om klagesagen ske ved anvendelse af digital selvbetjening. En klage anses for indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden. Myndigheden skal, hvis den vil fastholde vandområdeplanen, snarest efter klagefristens udløb videresende klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagen skal ved videresendelsen være ledsaget af den påklagede vandområdeplan og en udtalelse fra myndigheden med myndighedens bemærkninger til sagen og de anførte klagepunkter.
Stk. 3. Når myndigheden videresender klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, sender den samtidig en kopi af sin udtalelse til de i klagesagen involverede med en frist for at afgive bemærkninger til Miljø- og Fødevareklagenævnet på 3 uger fra modtagelsen.
Stk. 4. Myndighedens videresendelse af klagen til og efterfølgende kommunikation om klagesagen med Miljø- og Fødevareklagenævnet skal ske ved anvendelse af digital selvbetjening. Det samme gælder sager, hvor klagen ikke er indgivet ved anvendelse af digital selvbetjening, men hvor Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet afgørelse om, at klagen ikke afvises.
Stk. 5. Indgives en klage ikke ved anvendelse af digital selvbetjening, skal myndigheden snarest videresende klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet.«
I lov om støtte til miljøforbedrende investeringer i mindre landbrug m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 785 af 23. juni 2016, foretages følgende ændringer:
I § 21, stk. 4, ændres »miljø- og fødevareministeren« til: »Miljø- og Fødevareklagenævnet«.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men §§ 41, 44, 60, 61, 62, 71, 73, 81, 82 og 87 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Stk. 9. Indstilles der ikke sagkyndige efter bestemmelserne i stk. 2-8, kan erhvervs- og vækstministeren genbeskikke eller midlertidigt beskikke en sagkyndig på formandens anbefaling.
Det foreslås, at stk. 1 afgrænser det nye Miljø- og Fødevareklagenævns myndighedsopgave, idet nævnet skal behandle og afgøre klager over administrative afgørelser inden for Miljø- og Fødevareministeriets ressortområde, i det omfang dette følger af sektorlovgivningen i øvrigt. Sager vedrørende visse klager over afgørelser truffet efter museumsloven, lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold, og sager efter lov om apoteksvirksomhed, vil således bl.a. også skulle behandles i nævnet. På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet vil klager til nævnet over afgørelser truffet i medfør af direkte anvendelige EU-retsakter, visse tekstanmærkninger med materielt indhold (jf. Finansloven § 24) og kgl. anordninger, der har sat sektorlove i kraft for Grønland, også blive omfattet af nævnets opgave som den øverste administrative rekursinstans. Det er konkret hensigten, at kompetencen til at behandle klager over afgørelser i henhold til de nedennævnte kgl. anordninger vil blive udlagt til nævnet ved bekendtgørelse:
Anordning nr. 523 af 8. juni 2004 om ikrafttræden for Grønland af lov om fødevarer m.m.
Anordning nr. 524 af 8. juni 2004 om ikrafttræden for Grønland af lov om sygdomme og infektioner hos dyr.
Anordning nr. 525 af 8. juni 2004 om ikrafttræden for Grønland af lov om dyrlægegerning m.v.
Disse anordninger indeholder fornøden hjemmel til at udlægge opgavevaretagelse til andre offentlige institutioner efter forhandling med Grønlands Selvstyre.
I henhold til dyreværnsloven og bekendtgørelse nr. 1729 af 21. december 2006 om beskyttelse af dyr under transport samt efter lov om hunde bemærkes, at det i vidt omfang er politiet, der træffer afgørelser på disse områder. Lovforslaget ændrer ikke på den eksisterende klageadgang for klager over politiets afgørelser efter disse love. Der er således klageadgang over politiets afgørelser, som træffes efter disse særlove, til Rigspolitichefen.
Bestemmelsen i stk. 1 ligner i form og indhold den gældende bestemmelse i lov om Natur- og Miljøklagenævnets § 1, stk. 1. Da Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri varetager en rekursopgave, som ligner den opgave som Natur- og Miljøklagenævnet løser, som den øverste administrative klagemyndighed på sit særlige opgave- og sagsområde, er der et opgavemæssigt sammenfald mellem hhv. nævnets opgaver og klagecentrets opgaver, som disse er reguleret i dag i bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Dog bortfalder den mindre opgave, som er beskrevet i bekendtgørelsens § 1, stk. 5, vedrørende isolerede klager over myndighedernes sagsbehandling, f.eks. klage over 1. instansens eventuelle manglende overholdelse af en lovbestemt svarfrist eller lignende, på det lovområde, som ifølge bekendtgørelsen er omfattet af klagecentrets kompetence. Sager om klage over sagsbehandling, dvs. klager som ikke angår trufne forvaltningsakter (afgørelser), vil således fremover skulle afvises. Nævnet bør i stedet henvise sådanne former for klager, som ikke angår trufne afgørelser, til den rette myndighed, der typisk vil være den overordnede myndighed på området.
I lovforslagets §§ 25-94 fremgår de sektorlove, der især refereres til med udtrykket ”den øvrige lovgivning”, men som nævnt ovenfor kan dette udtryk også referere til bl.a. direkte gældende EU-retsakter. Som det fremgår af de enkelte forslag til konsekvensændringer i sektorlovene på fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet, betyder forslaget om klageadgang til det nye nævn også, at adgangen til at klage over afgørelserne til ressortministeren afskæres ved lov.
Forslaget til bestemmelsens stk. 2 fastslår, at nævnet i forhold til behandling og afgørelse af de enkelte klagesager er uafhængigt af instruktioner. Nævnet er efter forslaget uafhængigt af regeringen og af enhver part eller interesse i afgørelsen af de konkrete sager, jf. nedenfor ad bemærkningerne til stk. 3, og også de almindelige bemærkninger punkt 7.
Efter forslaget til stk. 3 skal Miljø- og Fødevareklagenævnet selv afgøre spørgsmål om nævnets kompetence. Beføjelsen skal efter forslaget understøtte nævnets uafhængige domstolslignende karakter. Reglen antages at være en almindeligt gældende bestemmelse for et uafhængigt klagenævn.
Det foreslås, at erhvervs- og vækstministeren efter høring af miljø- og fødevareministeren og efter indhentet indstilling fra en række indstillingsberettigede nedsætter Miljø- og Fødevareklagenævnet, som skal kunne agere fleksibelt og agilt og på sigt mindst lige så effektivt som de nuværende to forskellige klageinstanser på Miljø- og Fødevareområdet.
Ifølge forslaget til stk. 1, nr. 1-4, består nævnet af henholdsvis en formand (jurist), som udpeges af erhvervs- og vækstministeren, 2 medlemmer udpeget af landsretterne (dommere), samt 4 læge medlemmer, der udpeges af Folketinget. Hertil kommer 16 sagkyndige medlemmer, som ministerbeskikkes til opgaven efter indstilling fra en række organisationer. Reglen er en modificeret videreførelse af den gældende bestemmelse i § 2 i nævnsloven, men i forhold til den gældende ordning for natur- og miljøsagerne foreslås der færre læge medlemmer end tilfældet er i dag i Natur- og Miljøklagenævnet. At nævnet inddeles i 8 afdelinger med i alt 16 faste sagkyndige medlemmer og afdelingen med 4 læge medlemmer, er en forenkling og effektivisering i forhold til den gældende ordning på Natur- og Miljøklagenævnets område, jf. lov om Natur- og Miljøklagenævnet §§ 2, 3 og 5.
Efter forslaget udpeges nævnets to dommere af henholdsvis Østre- og Vestre Landsret blandt den pågældende landsrets medlemmer af landsretspræsidenterne. I Natur- og Miljøklagenævnet består nævnets dommere af højesteretsdommere, jf. lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 2, stk. 1. Medvirken af dommere i nævnssagerne skal efter forslaget fortsat understøtte det nye klagenævns legitimitet og juridiske kompetence.
De læge medlemmer, som efter forslaget skal udpeges af Folketinget, indgår i den læge nævnsafdeling, jf. forslagets § 3, stk. 1.
Det foreslås, at erhvervs- og vækstministeren fremover skal beskikke de sagkyndige nævnsmedlemmer til hvervet i deres personlige egenskab på baggrund af indstillinger fra en række indstillingsberettigede organisationer i forening og efter høring af miljø- og fødevareministeren. De sagkyndige nævnsmedlemmer skal efter forslaget alene beskikkes i deres personlige egenskab. De er således ikke repræsentanter for de organisationer, de er udpeget af. Beskikkelsen foreslås at vare i op til 4 år ad gangen.
Bestemmelsen i forslagets stk. 2 svarer til den gældende bestemmelse i § 2, stk. 2, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet. Kravet om, at nævnsformanden skal have bestået den juridiske kandidateksamen (cand. jur.), er fortsat velbegrundet, da håndtering af nævnssagerne kræver omfattende juridisk kapacitet og ekspertise.
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 3, at formandsbeføjelserne som hidtil i Natur- og Miljøklagenævnet skal kunne udøves af stedfortrædere. Det afspejler et praktisk behov for at kunne uddelegere opgaver og kompetence til at træffe afgørelser. Miljø- og Fødevareklagenævnet skal efter forslaget sekretariatsbetjenes af Nævnenes Hus.
Det foreslås i stk. 4, at der, som det hidtil har været gældende på Natur- og Miljøklagenævnets område, jf. nævnslovens § 2, stk. 3, skal udpeges eller beskikkes suppleanter for hvert nævnsmedlem. Med den foreslåede model, hvorefter nævnets sagkyndige afdelinger besættes med faste medlemmer, skal bestemmelsen udvides til også at gælde sådanne medlemmer. Suppleanten kan efter forslaget deltage i sagens behandling og afgørelse, forudsat at medlemmet selv er forhindret. Reglen er begrundet i hensynet til at kunne vedligeholde en effektiv afgørelsesfunktion og beslutningsdygtighed i nævnet.
Det fremgår af forslaget til stk. 5, at de sagkyndige medlemmer skal repræsentere sagkundskab inden for et eller flere af de relevante sagsområder, jf. nærmere bemærkningerne til forslagets § 3, og at de skal agere upartisk. Ligesom efter § 3, stk. 1, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, sker indstilling og beskikkelse efter forslaget ikke med henblik på, at den pågældende skal varetage særinteresser, men alene fordi den pågældendes viden og sagkundskab på et område er nødvendig ved behandlingen af klagesagerne. De beskikkede medlemmer af nævnet udpeges således alene på grund af deres faglighed og ikke som interesserepræsentanter og forventes således at besidde den til hvervet nødvendige ekspertise, jf. de specielle bemærkninger til forslagets § 4, stk. 1-8. Spørgsmål om eventuel inhabilitet afgøres i øvrigt af nævnet i overensstemmelse med forvaltningsrettens regler herom.
I stk. 6 foreslås det, at nævnsmedlemmerne ikke må modtage instruktioner fra nogen under udførelsen af deres opgaver i nævnet. Ifølge forslaget skal nævnet være en uafhængig og uvildig klageinstans, jf. også afsnit 7 i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås i stk. 7, 1. pkt., at medlemmerne, dvs. formanden og de øvrige medlemmer, som udpeges af landsretterne og af Folketinget, samt medlemmer og suppleanter, som beskikkes af erhvervs- og vækstministeren, udpeges og beskikkes for en periode på op til 4 år ad gangen og med mulighed for genudpegning. Efter den gældende ordning gælder de udpegninger, som er foretaget af Folketinget og Højesteret for 4 år ad gangen, jf. lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 4. Beskikkelse af de sagkyndige medlemmer og suppleanter gælder efter den gældende ordning for indtil 4 år ad gangen, jf. lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 3.
Forslaget til stk. 7, 2. pkt., hvorefter Folketinget eller landsretterne udpeger et nyt medlem eller en ny suppleant for den resterende periode, eller hvor erhvervs- og vækstministeren beskikker et nyt medlem eller en ny suppleant ved udtræden inden udløbet af den periode, som medlemmet er udpeget for eller beskikket til, svarer til ordlyden i den gældende § 4 i lov om Natur- og Miljøklagenævnet for de læge nævnsmedlemmer, dog med den ændring som følger af, at nævnets dommermedlemmer fremover foreslås at være landsdommere.
Bestemmelsen er ny og fastsætter den nye opbygning af nævnet med 8 forskellige sagkyndige afdelinger og 1 læg afdeling. Det fremgår af forslagets § 4, hvilke organisationer der fremover vil være indstillingsberettigede til i forening at indstille sagkyndige til de forskellige afdelinger.
De enkelte afdelinger behandler de klagesager, som efter den øvrige lovgivnings bestemmelser og dermed materielt og sagligt set henhører under den pågældende nævnsafdeling. Hvis ikke sektorloven forudsætter en bestemt nævnsafdeling, beslutter formanden ud fra sagens karakter, hvilken nævnsafdeling der skal behandle sagen. Formanden kan også finde, at der foreligger en særlig situation og derefter beslutte, at sagen skal behandles med en anden nævnssammensætning end den, som sektorloven har fastsat, eller at sagen f.eks. grundet dens kompleksitet skal behandles af flere af nævnets afdelinger i fællesskab, jf. forslagets § 5.
Efter § 3, stk. 1, nr. 1, skal en af nævnets afdelinger bestå af 2 sagkyndige i industriforhold. Disse sagkyndige skal samlet besidde sagkundskab inden for indretning og drift af industrivirksomheder og tilknyttede miljøteknologier (BAT) herunder luftrensning og støj- og lugtreduktion, støj og vibrationer (støjberegninger, vurdering af udbredelse m.m.), luftforurening (emissions- og immissionsberegninger herunder OML beregninger samt lugtspredning), samt indsigt i udførelse og fortolkning af resultater af kemiske analyser.
Efter § 3, stk. 1, nr. 2, skal en af nævnets afdelinger bestå af 2 sagkyndige i jordforureningsforhold. Disse sagkyndige skal tilsammen have viden inden for oprensning af forurenet jord og grundvand (afværgeteknologier m.m.), jordflytning og opfyldning af råstofgrave, fasefordelingsberegninger, spredning af miljøfarlige stoffer i jordmiljøet og risikovurdering i f.t. arealanvendelse, grundvand, recipienter samt indeklima, samt indsigt i udførelse og fortolkning af resultater af kemiske analyser.
Efter § 3, stk. 1, nr. 3, skal en af nævnets afdelinger bestå af 2 sagkyndige i grundvands- og vandforsyningsforhold. Disse sagkyndige skal tilsammen have viden inden for vandindvinding, vandbehandling samt drikkevandskvalitet, geologi, hydrogeologi og grundvandskemi, samt indsigt i udførelse og fortolkning af resultater af kemiske analyser.
Efter § 3, stk. 1, nr. 4, skal en af nævnets afdelinger bestå af 2 sagkyndige i jordbrugsforhold. Disse sagkyndige skal tilsammen have viden inden for jordbrugs- og landbrugsdrift, arealforvaltning, husdyrproduktion (kvæg, svin, fjerkræ, mink m.m.), planteavl samt håndtering og anvendelse af husdyrgødning, samt miljøteknologier, som anvendes indenfor jord- og landbrug, herunder særligt kendskab til BAT, jord- og landbrugsbedrifters påvirkning af natur, specielt terrestrisk natur og overfladevand, herunder internationalt beskyttede og § 3-beskyttede naturtypers tålegrænser for tilførsler af næringsstoffer og næringsstofudvaskning fra landbrugsdrift til overfladevand og grundvand.
Efter § 3, stk. 1, nr. 5, skal en af nævnets afdelinger bestå af 2 sagkyndige i marine forhold. Disse sagkyndige skal tilsammen have viden inden for marin hydraulik og spredning af metaller, miljøfarlige stoffer og næringsstoffer i det marine miljø og beregninger heraf, dels i forbindelse med udledning af stofferne fra land og dels i forbindelse med etablering og drift af tekniske anlæg på havet, herunder havbrug, samt i forbindelse med oprensning/uddybning af havne og sejlrender samt deponering og klapning af sedimenter, marin biologi, herunder viden om biologiske effekter og tålegrænser i forhold til eutrofiering i marine områder og metaller og miljøfarlige stoffers ophobning i marine organismer på alle trofiske niveauer, viden om internationalt beskyttede marine arter og naturtyper og deres bevaringsstatus, samt viden om fiskeriforhold og opdræt af fisk i saltvand.
Efter § 3, stk. 1, nr. 6, skal en af nævnets afdelinger bestå af 2 sagkyndige i ferskvandsforhold. Disse sagkyndige skal tilsammen have viden inden for akvakultur, herunder akvakulturopdræt (dambrug) samt viden om miljøteknologier, som anvendes indenfor akvakultur, herunder særligt kendskab til BAT, ferskvandsbiologi, herunder viden om ferskvandshydraulik, afstrømning og oversvømmelsesrisici samt viden om biologiske effekter og tålegrænser i forhold til eutrofiering i søer og vandløb samt metaller og miljøfarlige stoffers ophobning i ferskvands organismer på alle trofiske niveauer, viden om internationalt beskyttede arter og naturtyper i søer og vandløb og deres bevaringsstatus, samt viden om fiskeri og opdræt i ferske vande.
Efter § 3, stk. 1, nr. 7, skal en af nævnets afdelinger bestå af 2 sagkyndige i fødevareforhold. Disse sagkyndige skal tilsammen have viden inden for fødevareproduktion, herunder viden om fødevaresikkerhed samt hygiejne, og ernæring, herunder kosttilskud.
Efter § 3, stk. 1, nr. 8, skal en af nævnets afdelinger bestå af 2 sagkyndige i veterinærforhold. Disse sagkyndige skal tilsammen have viden inden for dyresundhed og veterinære forhold, herunder smitsomme dyresygdomme, dyrevelfærd samt foder.
Efter forslaget til 3, stk. 1, nr. 9, skal nævnets læge afdeling bestå af 4 medlemmer. Disse medlemmer udpeges af Folketinget og skal dække behovet for, at almene og samfundsmæssige aspekter bliver tilgodeset i sagerne, jf. herved bemærkningerne til forslagets § 2, stk. 1, nr. 4.
Det foreslås i stk. 2, at hvis en sags behandling kræver yderligere kompetencer end de kompetencer, som den pågældende afdeling besidder, kan formanden ad hoc efter forslaget anmode den relevante styrelse under det relevante pågældende ressortministerium om at indstille en person med disse kompetencer, hvorefter personen beskikkes af erhvervs- og vækstministeren til brug for den konkrete sag. Denne adgang til ad hoc beskikkelser forventes anvendt efter behov for at sikre, at der fortsat er den fornødne sagkundskab til den enkelte sag.
Den foreslåede bestemmelse indeholder regler om indstilling af de sagkyndige medlemmer af nævnet, jf. § 2, stk. 1, nr. 3, og disses suppleanter, jf. § 2, stk. 4. Efter de hidtil gældende regler har Dansk Industri, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Håndværksrådet, Landbrug og Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, WWF Verdensnaturfonden, Dansk Ornitologisk Forening, Friluftsrådet og Danmarks Sportsfiskerforbund indstillet kandidater til Natur- og Miljøklagenævnet, jf. lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 3, stk. 2. I sager om miljøskade kan Dansk Skovforening, Danmarks Jægerforbund, Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere og Danmarks Rederiforening også indstille yderligere sagkyndige medlemmer.
Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har ikke sagkyndige medlemmer, idet myndigheden ikke er et nævn.
Det foreslås i stk. 1-8, at relevante organisationer og foreninger indstiller kandidater til beskikkelse som enten sagkyndigt medlem eller suppleant for det sagkyndige medlem til brug for de sagkyndige nævn. Organisationerne og foreningerne er fastsat ud fra, hvilke emner, brancher eller erhvervsområder, der reguleres ved de afgørelser, der behandles i den pågældende afdeling af nævnet og afhængig af, hvilke behov for sagkundskab de forskellige afdelinger har. Bestemmelserne medfører, at organisationerne og foreningerne grupperes således, at de repræsenterer de to typisk forekommende hensyn i sagerne for det sagkyndige nævn, f.eks. hensyn til industrivirksomheder og hensyn til natur og miljø. De to grupperinger vil i indbyrdes forening, hvilket forudsætter indbyrdes enighed, efter forslaget skulle indstille hver tre kandidater, seks kandidater i alt, til beskikkelse af erhvervs- og vækstministeren. Erhvervs- og vækstministeren har herefter mulighed for at beskikke to sagkyndige medlemmer, én fra hver gruppering, og to suppleanter, ligeledes én fra hver gruppering.
Forslagets stk. 1-8 fastsætter udtrykkeligt, hvilke organisationer og foreninger, der kan indstille sagkyndige medlemmer samt suppleanter. Det foreslås, at der til hver sagkyndig afdeling, jf. forslagets § 3, stk. 1, nr. 1-8, indstilles i alt seks kandidater, således at erhvervs- og vækstministeren kan beskikke to sagkyndige medlemmer samt to suppleanter til hver sagkyndig afdeling.
Beskikkelse af sagkyndige nævnsmedlemmer sker ikke med henblik på at varetage specielle interesser, men fordi det udpegede medlems sagkundskab er nødvendig for behandlingen af klagesager i den afdeling af nævnet, som den pågældende beskikkes til. Et sagkyndigt medlem vil ikke blive inhabilt i en sag, blot fordi sagen er indbragt for nævnet af den organisation, som har indstillet den pågældende sagkyndige, da denne beskikkes i sin personlige egenskab og ikke repræsenterer organisationen, jf. de specielle bemærkninger til forslagets § 2, stk. 5. Det vil heller ikke i sig selv medføre inhabilitet, at et sagkyndigt medlem er almindeligt medlem af den organisation, der har klaget. Spørgsmålet om nævnsmedlemmernes habilitet vil i øvrigt bero på en konkret vurdering.
Antallet af organisationer og foreninger svarer kun delvist til den liste af organisationer, der i dag indstiller sagkyndige medlemmer til beskikkelse til Natur- og Miljøklagenævnet, jf. lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 3, stk. 2 og 3.
Til denne liste er tilføjet organisationerne: Dansk Erhverv, Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation, Dyrenes Beskyttelse, DANVA, Danske vandværker, LO, Friluftsrådet, Danish Seafood Association, De Samvirkende Købmænd, Horesta, Forbrugerrådet TÆNK, Aktive Forbrugere og Økologisk Landsforening med henblik på at disse kan indstille nævnsmedlemmer med de kompetencer, der er nødvendige for at behandle de klagesager, der med forslaget skal tilføres Miljø- og Fødevareklagenævnet.
En række organisationer, der i dag har indstillingsret til sagkyndige medlemmer af Natur- og Miljøklagenævnet, indgår ikke i den gruppe af organisationer, der efter forslaget kan indstille medlemmer til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det drejer sig om: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, WWF, Dansk Skovforening, Danmarks Jægerforbund og den tidligere Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere (nu en del af Danske Råstoffer). For disse organisationers vedkommende gælder, at de interesser, de varetager, helt eller delvist tillige varetages af de organisationer, der er omfattet af forslagets § 4.
Efter det foreslåede stk. 9 kan erhvervs- og vækstministeren, i tilfælde af manglende enighed eller indstilling, sikre kontinuitet ved på formandens anbefaling at genbeskikke en sagkyndig for yderligere op til 4 år eller midlertidigt.
Forslaget til § 5 regulerer bl.a. den situation, hvor sektorloven ikke har taget stilling til hvilken nævnsafdeling sagen skal behandles i, eller hvor klagen i en sag involverer flere regelsæt, der hver især forudsætter, at klager behandles af nævn med indbyrdes forskellige krav til nævnets konkrete sammensætning. Forslagets § 5 indebærer endelig også, at formanden kan beslutte, at nævnet i særlige tilfælde skal kunne sammensættes af f.eks. både en sagkyndig og en læg afdeling. Den foreslåede bestemmelse er parallel til bemyndigelsen til formanden i den nugældende nævnslovs § 6, stk. 1 og 2, til at kunne flytte konkrete klagesager til en anden nævnssammensætning end den, som den pågældende lov forudsætter.
Reglen i forslagets § 5 skal kunne finde anvendelse på alle tilfælde af interne parallelle klageforløb, hvor en sag skal behandles efter forskellige lovgrundlag, som ligger fordelt på flere nævnsafdelinger i Miljø- og Fødevareklagenævnet. Reglen skal også kunne benyttes, hvor en konkret klagesag, som efter sektorloven skal behandles af et nævn, som er sammensat af sagkyndige medlemmer, i det konkrete tilfælde primært skal afgøres ud fra en stillingtagen til spørgsmål af almen samfundsmæssig karakter. Eller, hvis en klagesag efter loven skal behandles af afdelingen, som er bestående af læge medlemmer, men den konkrete sag overvejende angår stillingtagen til tekniske eller videnskabeligt funderede spørgsmål og problemstillinger, som et sagkyndigt nævn eller efter omstændighederne evt. en kombination af medlemmer af to sagkyndige afdelinger er bedre rustet til at afgøre. Formanden kan således i særlige situationer beslutte, at en sag, der efter loven skal behandles af nævnet i en bestemt sagkyndig afdeling, i stedet skal behandles af nævnet i en anden sagkyndig afdeling eller af flere sagkyndige afdelinger sammen med formanden og de to landsdommere. En nævnsbesætning med flere sagkyndige afdelinger forventes alene anvendt i begrænset omfang, men der kan være behov herfor i f.eks. store sager med klagepunkter, der går på tværs af flere forskellige sagkyndige afdelinger.
Det foreslåede stk. 1 er en videreførelse af ordlyden i § 12, stk. 1-2, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet og reglen indfører for alle nævnets sager den orienteringsprocedure, der i dag anvendes i Natur- og Miljøklagenævnet i dets læge sammensætning, da denne procedure er både smidig, praktisk og effektiv, ligesom den kan understøttes digitalt.
Forslagets stk. 1, 1. pkt., indebærer, at formanden skal orientere nævnet om indkomne klager og om, hvilke sager der er udtaget til afgørelse af formanden, jf. § 8. Reglen har til hensigt at sikre en ensartet, smidig og digitalt understøttet procedure for orientering af nævnsmedlemmerne om alle indkomne sager til nævnet og disses behandlingsform. Den foreslåede bestemmelses stk. 1, 2. pkt., pålægger formanden at orientere nævnet om tilfælde, hvor formanden har truffet en beslutning i henhold til forslagets § 5, jf. bemærkningerne hertil. Denne orientering sker i samme form som orienteringen efter bestemmelsens stk. 1, 1. pkt.
Det foreslås i stk. 2, at mindre eller ukomplicerede sager og sådanne sager, som alene beror på en juridisk vurdering, kan afgøres af formanden, jf. forslagets § 8, med en efterfølgende orientering af den relevante afdeling af nævnet. Mindre eller ukomplicerede sager omfatter bl.a. sager, der vedrører simple spørgsmål, og som er tilstrækkeligt oplyst i form af klagen og indsendt dokumentation og/eller at manglende oplysninger kan indhentes f.eks. telefonisk, elektronisk mv., og at sagerne kan afgøres uden høring af parter eller myndigheder. Sager, der alene beror på en juridisk vurdering, omfatter bl.a. aktindsigtssager og sager vedrørende formelle spørgsmål som f.eks. klageret, klagefrist eller klagetema uden for nævnets kompetence. Der er tale om en indholdsmæssig videreførelse af den gældende regel i lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 12, stk. 2.
Hvis formanden efter reglen i stk. 2 har afgjort en sag før orienteringen af nævnet er afgørelsen endelig i det administrative system.
Forslaget til stk. 1 giver nævnet mulighed for at ændre formandens beslutning om, at en sag skal afgøres på formandskompetencen, jf. forslagets § 8, eller at sagen skal behandles i en anden afdeling af nævnet end den, der fremgår af den øvrige lovgivning, jf. forslagets § 5. Den foreslåede bestemmelse svarer til reglen i lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 12, stk. 3, hvorefter en sag ikke kan afgøres på formandskompetencen, hvis et medlem af et nuværende visitationsudvalg eller af det læge nævn gør indsigelse. Efter forslaget vil det være nævnets afdelinger som i givet fald kan gøre indsigelse, idet lovforslaget indebærer, at reglerne om visitationsudvalgene ophæves.
Der vil i medfør af bemyndigelsen i stk. 2 kunne fastsættes regler for fremgangsmåden ved en eventuel uenighed i en formandsbeslutning. Der henvises til bemærkningerne til forslagets § 14.
Reglen indeholder bestemmelsen om formandskompetencen. Efter forslaget til § 8, som svarer til § 9, i den gældende lov om Natur- og Miljøklagenævnet, vil formanden på det nye Miljø- og Fødevareklagenævns vegne kunne træffe afgørelse i alle nævnets sager, der ikke indeholder spørgsmål af større eller principiel betydning samt i sager, hvis afgørelse alene beror på en juridisk vurdering. Med forslaget til § 8 dækkes alle kategorier af klager under Miljø- og Fødevareklagenævnet. Den afgørelsespraksis, som er fastlagt hhv. af Natur- og Miljøklagenævnet og af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i afgørelsessager, vil umiddelbart skulle videreføres på formandskompetencen alene. Det forventes dermed, at den overvejende del af klagecentrets nuværende sagsportefølje vil kunne afgøres på formandskompetencen alene, i det omfang der allerede foreligger relevant afgørelsespraksis. Nævnet forudses inddraget i spørgsmål om principiel relevans af en foreliggende afgørelsespraksis.
Det foreslås i stk. 1 at nævnet som hovedregel træffer afgørelse på et møde, medmindre formanden for nævnet finder det ubetænkeligt, at afgørelsen træffes af nævnet på skriftligt grundlag (skriftlig nævnsprocedure).
I dag fremgår det af nævnslovens § 8, stk. 2, at i sager, hvor Natur- og Miljøklagenævnet har den i nævnslovens § 5, stk. 1, nr. 1, nævnte sammensætning (sagkyndigt nævn), træffes afgørelsen på skriftligt grundlag eller på et møde. Det fremgår endvidere, at i sager hvor nævnet har den i nævnslovens § 5, stk. 1, nr. 2, nævnte sammensætning (læg sammensætning), træffes afgørelsen på et møde, jf. stk. 3, og at nævnet i øvrigt er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne, herunder formanden eller en stedfortræder for denne, er til stede. Hvor Natur- og Miljøklagenævnet i øvrigt består både af læge og sagkyndige medlemmer er nævnet beslutningsdygtigt, når alle de udtagne sagkyndige medlemmer og mindst halvdelen af dommerne og de læge medlemmer, herunder formanden eller en stedfortræder for denne, er til stede, jf. nævnslovens § 8, stk. 4.
Med forslaget til § 9 moderniseres Miljø- og Fødevareklagenævnets mødepraksis set i forhold til den hidtidige mødepraksis i Natur- og Miljøklagenævnet. Nævnet behøver efter forslaget kun at træde sammen i de større eller principielt betydende sager, hvor en nævnsafgørelse kræver kollektive afvejninger og egentlig votering i nævnet, eller i sager hvor skriftlighed ikke er en egnet måde for nævnet at afgøre klagesagen på. Formanden får efter forslaget til stk. 1, beføjelse vedrørende tilrettelæggelsen af, hvordan nævnet skal tage stilling og for hvilken proces for nævnsafgørelse af klagen, der er den bedst egnede.
Det følger af forslaget til stk. 1, at alle sager afgøres på et møde i nævnet, medmindre formanden finder det ubetænkeligt, at afgørelsen træffes af nævnet på skriftligt grundlag, jf. hertil de specielle bemærkninger til forslagets § 8.
Efter forslagets stk. 2 kræves tilstedeværelse eller deltagelse i den skriftlige behandling af sagen af mindst 4 nævnsmedlemmer for at nævnet er beslutningsdygtigt. Denne regel er ny og skal understøtte en agil og effektiv opgavevaretagelse under hensyn til den fornødne retssikkerhed. F.eks. kan nævnet i den sagkyndige sammensætning, hvor nævnsafdelingen almindeligvis består af 2 sagkyndige og 2 dommere samt formanden efter bestemmelsen være beslutningsdygtigt, selvom en dommer eller stedfortræderen for denne ikke kan deltage i beslutningen, og nævnet således i en kollektiv beslutningssituation alene vil kunne udgøres af 4 medlemmer. Det vil for nævnet i den læge sammensætning efter forslagets § 3, stk. 1, nr. 9, hvor nævnet i almindelighed vil bestå af 4 læge medlemmer, de to dommere og formanden, i alt 7 personer, kunne forekomme, at en enkelt læg deltager sammen med formanden og de to dommere vil være beslutningsdygtige. Det anførte forudses kun at få en ren undtagelsesvis betydning, idet de stedfortrædende nævnsmedlemmer (suppleanter) generelt også kan forventes at kunne træde til, hvis et nævnsmedlem har forfald. Reglerne for beslutningsdygtighed forudses i øvrigt nærmere fastlagt i nævnets forretningsorden, jf. forslaget til § 13.
Formanden eller dennes stedfortræder, som sørger for forelæggelsen af sagen, skal være til stede på mødet og har den udslagsgivende stemme i tilfælde af stemmelighed, jf. forslaget til § 10, omtalt nedenfor. Det er op til formanden eller dennes stedfortræder at sikre, at nævnet er beslutningsdygtigt i forhold til den konkrete sag.
Forslaget til lovens § 10 er indholdsmæssigt set en parallel til den gældende bestemmelse i lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 10. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser træffes efter forslaget til § 10 ved stemmeflerhed. Formandens stemme er udslagsgivende ved eventuel stemmelighed. Afgørelsens fordeling af stemmer skal fremgå af afgørelsessagen.
Det foreslås i stk. 1, at nævnet kan begrænse sin prøvelse til de påklagede forhold. Reglen svarer til den nuværende regel i lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 12 a, som videreføres. Det vil sige, at nævnet i almindelighed skal tage stilling til de forhold, der er klaget over. Nævnet vil dog fortsat have mulighed for og efter omstændighederne pligt til at inddrage andre forhold end det, der er klaget over, f.eks. spørgsmålet om overholdelse af gældende EU-ret. Nævnet kan således prøve andre dele af afgørelsen end de påklagede, ligesom nævnet kan oplyse sagen yderligere både i forhold til klagetemaet og til belysning af de elementer i afgørelsen, som nævnet ønsker at inddrage i klagesagsbehandlingen. Nævnet skal som udgangspunkt, jf. dog stk. 2, tage stilling til alle påstande og relevante anbringender, som klager gør gældende.
Prøvelsesintensiteten afhænger i almindelighed af nævnets sammensætning, de tildelte ressourcer, nævnets sagsbehandling og af 1. instansens afgørelse, og vil kunne variere, idet nævnet må sondre mellem om det, der konkret skal efterprøves, er 1. instansens anvendelse af retsreglerne, sagens faktiske grundlag eller afgørelsens hensigtsmæssighed og rimelighed (herunder også afgørelsens proportionalitet). Som udgangspunkt foretager nævnet fuld efterprøvelse af 1. instansens afgørelse (dvs. efterprøver både retlige og faktiske spørgsmål), medmindre der i den enkelte sektorlov er særligt fastsatte begrænsninger i denne del af prøvelsen. Udgangspunktet ved prøvelsen af sagens faktum er officialprincippet, og nævnet kan vælge at lægge 1. instansens fastlæggelse af faktum uprøvet til grund, medmindre faktum bestrides, der foreligger nye oplysninger eller hvis nævnet finder, at oplysningen af sagen i 1. instans har været utilstrækkelig i forhold til de retsregler, som nævnet anser for relevante for sagen. For nævnsprøvelse af afgørelsernes hensigtsmæssighed, rimelighed, formålstjenlighed m.v. gælder, at nævnet kan efterprøve disse elementer fuldt ud, medmindre lovgivningen indeholder en særlig begrænsning. Men nævnet kan også udvise konkret tilbageholdenhed, f.eks. når 1. instansen har en særlig ekspertise eller lokalkendskab, eller når 1. instansen, f.eks. en kommunalbestyrelse, har et politisk mandat, forudsat dette aspekt er relevant i henhold til det konkrete retsgrundlag.
Nævnet skal i forbindelse med screeningen af de indkomne klagesager på fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet, i højere grad end tidligere i klagecentret vurdere, om en faglig efterprøvelse af 1. instansens faglige vurdering eller skøn er nødvendig for at nå frem til den korrekte afgørelse. F.eks. skal nævnet efter forslaget kunne efterprøve visse konkrete faglige vurderinger af arealordningerne, der administreres af NaturErhvervstyrelsen, og som hviler på et meget komplekst regelsæt. Nævnet vil i sine procesledende vurderinger af, hvorvidt prøvelse af det faglige skøn er konkret nødvendig, skulle tage hensyn til hidtidig praksis og til omfanget af en eventuel præcedensvirkning. Det vil i almindelighed have undtagelsens karakter, at de faglige vurderinger, som 1. instansen har foretaget og lagt til grund for sine konkrete afgørelser, skal revurderes af sagkyndige i nævnet.
Bestemmelsens stk. 2 svarer til ordlyden af den gældende nævnslovs § 12 a, stk. 2. Hvis en klage indeholder flere klagepunkter, kan nævnet indskrænke sig til alene at forholde sig til de væsentligste klagepunkter. Reglen ændrer ikke i den almindelige pligt til at oplyse sagen.
Bestemmelsen i § 12 svarer til det, der gælder for hjemvisning af sager i Natur- og Miljøklagenævnet, jf. nævnslovens § 12 b. Der er tale om en bestemmelse, der indebærer en begrænsning og en præcisering af Miljø- og Fødevareklagenævnets adgang til at hjemvise sager. Det foreslås, at brugen af hjemvisning skal være restriktiv, begrundet og ledsages af en grundig vejledning til 1. instansen om, hvorledes sagen skal behandles. Med forslaget tilsigtes ingen fravigelser af de almindelige forvaltningsretlige principper for Miljø- og Fødevareklagenævnets reaktionsmuligheder overfor førsteinstansens påklagede afgørelser i form af stadfæstelse, ophævelse og ændringer af afgørelsen.
Reglen foreslås for så vidt gentaget for alle Miljø- og Fødevareklagenævnets sager. Der vil kunne være store variationer indenfor de forskellige sagskategorier, hvor omfanget af hjemvisninger er meget forskellige, og tilsvarende vil der være variationer i intensiteten af den vejledning fra nævnet, som efter forslaget skal følge med hjemvisningen til 1. instansen, om hvordan sagen efter nævnets opfattelse skal behandles på de klagepunkter, der har ført til hjemvisningen.
Med bestemmelsen foreslås det, at erhvervs- og vækstministeren bemyndiges til at fastsætte Miljø- og Fødevareklagenævnets forretningsorden efter forudgående høring af miljø- og fødevareministeren. I forretningsordenen fastsætter erhvervs- og vækstministeren ifølge forslaget en række detailregler for nævnets virksomhed og opgavevaretagelse, ligesom det er tilfældet i den nugældende forretningsorden, jf. bekendtgørelse nr. 1726 af 16. december 2015 om forretningsorden for Natur- og Miljøklagenævnet. Forretningsordenen skal blandt andet inden for hjemmelslovens rammer indeholde generelle regler om nævnets virkemåde, om de midlertidige stedfortrædere for formanden, om ordningen for sammensætning i særlige sagkyndige afdelinger, regler for sekretariatets screening af indkomne sager, om orienteringsproceduren i forhold til nævnet og øvrige særlige forhold. Hertil kommer regler for fordeling af sager til hhv. formandsafgørelse eller nævnsafgørelse, og regler vedrørende proces for formandsbeslutning om en anden nævnssammensætning end den, lovgivningen foreskriver, forholdet til Nævnenes Hus, den digitale selvbetjening m.v.
Det bemærkes, at hvis der i den øvrige materielle lovgivning på f.eks. fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet, er behov for præciseringer af forretningsordenen, som følge af gældende ret, herunder internationale regler og direkte anvendelige EU-retsakter, vil proceduren m.v. i forretningsordenen efter omstændighederne skulle tilpasses sådanne regler, f.eks. via relevante henvisningsbestemmelser, forklarende noter eller regler alt med henblik på understøttelse af en korrekt regelanvendelse. Beskrivelsen af indholdet i forretningsordenen er ikke udtømmende, idet forretningsordenen i almindelighed skal indeholde de regler, som er relevante for at understøtte en funktionsdygtig nævnsorganisation i Nævnenes Hus.
Ifølge forslaget til § 14 skal Miljø- og Fødevareklagenævnet betjenes af en ny styrelse under Erhvervs- og Vækstministreiet, Nævnenes Hus, der yder sekretariatsbistand, hvilket bl.a. indebærer, at der i forbindelse med etableringen af Nævnenes Hus etableres et fællessekretariat, som administrerer og betjener flere klagenævn, herunder Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Reglen i forslagets § 15 giver nævnet adgang til oplysninger om bl.a. økonomiske og regnskabsmæssige forhold og ret til, under strafansvar, jf. forslagets § 24, at påbyde prøveudtagning, analyser og målinger m.v. for den pågældendes egen regning, dvs. en adgang, som myndighederne tilsvarende har efter den lovgivning, som den påklagede afgørelse er truffet efter. Der henvises til den tilsvarende regel i lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 16. Da nævnet som sin primære opgave skal kunne træffe korrekte afgørelser og har pligt til oplysning af sagerne og til sædvanlig inddragelse af nye informationer m.v., er det ministeriets opfattelse, at adgangen til oplysninger bør videreføres i uændret form for alle kategorier af klager i det nye nævn. Tilsvarende regler om adgang til at indhente oplysninger, herunder eventuelt ved besigtigelsesbesøg på stedet, jf. bemærkningerne til forslagets § 16, kendes bl.a. også fra fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet.
Forslaget til stk. 1 gentager ordlyden i § 16, stk. 1, i nævnsloven. Reglen omhandler det nye klagenævns ret til i forbindelse med sagens oplysning at foretage besigtigelse på stedet i helt samme omfang som de kompetente myndigheder har hjemmelsmæssig adgang til at foretage kontrol på stedet, herunder ret til at foretage undersøgelser, fotografere, kopiere eller medtage dokumenter og andre genstande.
Reglen i den gældende nævnslovs § 16 er ikke blevet benyttet ofte, men den er stadig nødvendig for at sikre det nye nævn en nem adgang til at gennemføre en uafhængig sagsoplysning, også for så vidt angår sager på fødevare-, fiskeri og landbrugsområdet, idet adgangen allerede i dag eksisterer for så vidt angår Natur- og Miljøklagenævnets oplysning af natur- og miljøsagerne. Oplysninger om nævnets brug af hjemlen til at foretage sagsoplysning på stedet uden forudgående retskendelse skal efter forslaget indgå i den årlige retssikkerhedsredegørelse til Folketinget, jf. således lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.
Forslaget til stk. 2 er en sædvanlig bestemmelse om, at politiet vil kunne yde nævnet fornøden bistand ved udøvelsen af beføjelserne efter forslagets stk. 1. Bestemmelsen svarer til reglen i nævnslovens § 16, stk. 2.
Ifølge forslaget til bestemmelsens stk. 1 skal nævnets afgørelser være endelige i det administrative system, medmindre andet følger af den øvrige lovgivning. Dette kan f.eks. være tilfældet for så vidt angår afgørelser om erstatningstilkendelser i anledning af en afgørelse efter naturbeskyttelseslovens § 19 g, en fredning efter naturbeskyttelseslovens § 40 eller en ekspropriation efter naturbeskyttelseslovens § 60. Reglen er en videreførelse af den nuværende nævnslovs § 17, stk. 1. Klagecenter for Fødevare, Landbrug og Fiskeris afgørelser af klagesager er tilsvarende endelige afgørelser i det administrative system.
Bestemmelsen i forslaget til stk. 2, svarer til den nugældende regel i nævnslovens § 17, stk. 2. I bestemmelsen præciseres det, at for søgsmål vedrørende nævnets afgørelser gælder de regler, der er fastsat i den lovgivning, som afgørelsen er truffet efter. Eksempelvis er det efter § 88 i naturbeskyttelsesloven et krav, at søgsmål til prøvelse af afgørelser efter naturbeskyttelsesloven eller regler udstedt i medfør heraf, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Hvis afgørelsen er offentligt bekendtgjort, og således berører flere, regnes fristen dog fra bekendtgørelsen.
Forslaget til stk. 1 svarer til den gældende bestemmelse om klagegebyr i lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 18, stk. 1, dog bortset fra gebyrstørrelsen som hæves fra 500 kr. (2012 niveau) til 900 for private og differentieringen mellem betaling fra private og betaling fra virksomheder og organisationer, da sidstnævnte efter forslaget skal betale 1800 kr. i gebyr. Bestemmelsen fastsætter som hovedregel, at der skal betales gebyr på alle de af nævnets sagskategorier, der hidtil har kunnet påklages til Natur- og Miljøklagenævnet. Efter forslaget til § 19 vil visse sagskategorier dog fortsat være undtaget fra klagegebyr. Det er bl.a. tilfældet for klager over afgørelser efter fødevare- landbrugs- og fiskerilovgivningen samt klager over afgørelser efter lov om apoteksvirksomhed § 13, stk. 6 (klager over afgørelser, der tidligere har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri). Derudover opretholdes alle de eksisterende undtagelser af sagskategorier, jf. den tilsvarende regel i den gældende nævnslovs § 18, stk. 4, og nogle få yderligere undtagelser føjes til, jf. de specielle bemærkninger til forslagets § 19.
Privatpersoner vil være lodsejere og andre, der som personer er klageberettigede efter de pågældende love, herunder flere personer, der klager sammen. En klage vil også anses for at være fra privatpersoner, når disse repræsenteres af rådgivere, herunder af advokater. Også klager fra grundejerforeninger eller andre foreninger, som alene anses som klageberettigede som repræsentanter for klageberettigede privatpersoner, vil falde ind under reglen om privatpersoners gebyr. Det forudsættes i den forbindelse, at foreningen kan godtgøre, at den repræsenterer klageberettigede privatpersoner.
Virksomheder er CVR-registrerede virksomheder, der er klageberettigede efter de pågældende love. Det gælder såvel personligt drevne virksomheder som virksomheder i selskabsregi, herunder erhvervsdrivende fonde. Det er i den forbindelse uden betydning, hvordan virksomheden repræsenteres i klagen, herunder ved direktion, bestyrelse eller rådgivere. Det er endvidere uden betydning for gebyrreglerne, om virksomheden klager som adressat for den afgørelse, der klages over, eller om den på andet grundlag er klageberettiget.
Organisationer er de foreninger og lignende, som er klageberettigede i henhold til de pågældende love. Under dette begreb falder også klager fra foreninger og lignende, som indgives på vegne af klageberettigede personer, når foreningen selv er klageberettiget i sagen. Også lokale foreninger, som efter de forskellige love er klageberettigede, vil falde ind under reglerne for organisationer.
Offentlige myndigheder som kommunalbestyrelser, regionsråd eller statslige myndigheder sidestilles efter forslaget med virksomheder eller organisationer, og skal således også efter forslaget betale et gebyr på 1800 kr.
Hvis flere klageberettigede indgiver en samlet klage, betales ét klagegebyr. Hvis blot én af klagerne er en virksomhed, en organisation eller en offentlig myndighed er gebyret 1800 kr.
Forslaget til stk. 2 angår pristalsreguleringen af de i stk. 1 nævnte gebyrer. Reglen om pristalsregulering er en videreførelse af nævnslovens § 18, stk. 2, dog vil pris- og lønindeksniveauet efter forslaget skulle være 2016-niveauet.
Efter forslaget til stk. 3 bemyndiges erhvervs- og vækstministeren til at fastsætte regler om den praktiske fremgangsmåde ved gebyrbetaling, herunder om at betaling kan ske ved elektronisk overførelse eller giroindbetaling, og regler om hel eller delvis tilbagebetaling til klager, hvis denne for medhold eller trækker sin klage tilbage. Reglen er sprogligt set identisk med bestemmelsen i § 18, stk. 8, i loven om Natur- og Miljøklagenævnet.
Udmøntningen forventes at skulle svare til opbygningen af den nugældende gebyrordning, jf. bekendtgørelse nr. 754 af 16. juni 2012 om gebyr for indbringelse af klager for Natur- og Miljøklagenævnet m.v., med de ændringer, som følger af at det nye nævns opgaveportefølje og øvrige gældende retlige krav. Praksis og regler for tilbagebetaling af gebyr vil blive videreført i forhold til det nye nævn.
Gebyrordningen skal således også fremadrettet fastættes og administreres således, at kravene i artikel 9, stk. 4, jf. stk. 1, 2 og 3 i Århuskonventionen, artikel 25 i direktiv 2010/75/EU om industrielle emissioner (integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening), artikel 11 i direktiv 2011/92/EU om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, som ændret ved direktiv 2014/52/EU, og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2003/4/EF om offentlig adgang til miljøoplysninger overholdes. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkningers afsnit 4 og 7.
Det foreslås i stk. 4, at reglen svarer til bestemmelsen i den gældende nævnslov, hvorefter der sker tilbagebetaling, hvis sagen afvises. En klage kan således efter reglen afvises, hvis ikke gebyret medfølger. Dette kræver dog, at der tages kontakt til klager, og at formanden fastsætter en konkret indbetalingsfrist.
Efter forslaget til § 19 skal der, uanset forslaget til § 18, stk. 1, ikke opkræves og betales gebyr til nævnet, i de sager, som hidtil efter reglerne i lov om Natur- og Miljøklagenævnet har været friholdt for gebyr. Dvs. at der ikke efter forslaget til § 19 skal betales gebyr for klager over fredningsafgørelser efter naturbeskyttelseslovens § 40, gebyr for klager over ekspropriationsbeslutninger efter naturbeskyttelseslovens § 60, skovlovens § 23, regler fastsat i medfør af naturbeskyttelseslovens § 60 a, § 27 i lov om råstoffer, § 47 i lov om planlægning, § 33 i lov om beskyttelsen af de ydre koge i Tøndermarsken, vandforsyningslovens § 40, jordforureningslovens § 22, stk. 2 og 4, vandløbslovens § 71 og miljøbeskyttelseslovens § 58 samt klager over afgørelser truffet i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 82, når disse afgørelser vedrører sager efter § 58. Endvidere skal der ikke betales gebyr for klager over afgørelser efter naturbeskyttelseslovens §§ 19 d-19 f, efter skovlovens §§ 19-21 og heller ikke for den type klager, der udelukkende vedrører afslag på aktindsigt efter lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og lov om aktindsigt i miljøoplysninger.
Forslaget til § 19, nr. 3 indeholder, som noget nyt i forhold til den gældende nævnslovs § 18, stk. 5, regler om at der ikke skal betales gebyr ved klage over afgørelser efter naturbeskyttelseslovens § 19 g, § 37, stk. 4 og § 37 a, stk. 3.
Forslaget til undtagelser fra gebyrbetaling og begrundelsen herfor er nedenfor anført enkeltvist ud for de enkelte grupper af undtagelser, som er opregnet i forslaget til § 19 nr. 1-7:
Klager over fredningsafgørelser efter naturbeskyttelseslovens § 40. Reglen er en foreslået videreførelse af den gældende nævnslovs § 18, stk. 3.
Klager over ekspropriationsbeslutninger efter naturbeskyttelseslovens § 60, skovlovens § 23, regler fastsat i medfør af naturbeskyttelseslovens § 60 a, § 27 i lov om råstoffer, § 33 i lov om beskyttelsen af de ydre koge i Tøndermarsken, vandforsyningslovens § 40, jordforureningslovens § 22, stk. 2 og 4, vandløbslovens § 71 og miljøbeskyttelseslovens § 58 samt klager over afgørelser truffet i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 82, når disse afgørelser vedrører sager efter § 58. Begrundelsen for forslaget er, at der er tale om en videreførelse af reglen i den gældende nævnslovs § 18, stk. 4, dog bortset fra at undtagelsen for så vidt angår klager efter § 47 i lov om planlægning, hvorefter kommunalbestyrelsen kan ekspropriere fast ejendom, der tilhører private, eller private rettigheder over fast ejendom, når ekspropriationen vil være af væsentlig betydning for virkeliggørelsen af en lokalplan eller en byplanvedtægt, ikke foreslås videreført. Dette skyldes at bestemmelsen (§ 47) fra den 1. februar 2017 vil høre ind under reguleringen vedrørende det kommende Planklagenævn, jf. § 1 og § 15 i forslaget til lov om Planklagenævnet.
Klager over afgørelser efter naturbeskyttelseslovens §§ 19 d-19 g, § 37, stk. 4, og § 37 a, stk. 3. Begrundelsen for bestemmelsen er, at der er tale om en foreslået videreførelse af nævnslovens § 18, stk. 5, for så vidt angår §§ 19 d-19 f i naturbeskyttelsesloven. Med hensyn til gebyrundtagelsen for klage over afgørelser efter naturbeskyttelseslovens § 19 g, bemærkes, at § 19 g angår muligheden for erstatning for det tab, som en afgørelse efter naturbeskyttelseslovens § 19 b eller §§ 19 d-19 f påfører en ejer, bruger eller indehaver af andre rettigheder over ejendommen. Spørgsmålet om eventuel erstatning som følge af en afgørelse efter § 19 e afgøres i øvrigt i forbindelse med aftale efter § 19 c eller endelig afgørelse efter § 19 d, jf. § 19 g, stk. 2. Hertil kommer, at det følger af § 19 g, stk. 3, at ved afgørelsen om erstatning finder reglerne i naturbeskyttelseslovens § 39, stk. 1, 2 og 4, § 43, § 44, stk. 1, 3 og 4, § 45, § 47 og § 49, stk. 2, tilsvarende anvendelse med de fornødne modifikationer, idet kommunalbestyrelsen træder i stedet for fredningsnævnet. § 19 g ’s sammenhæng til reglerne i naturbeskyttelseslovens § 19 d-19 f taler således samlet for, at også afgørelser efter § 19 g fremover bør undtages fra betaling af gebyr. Det andet foreslåede nye element i bestemmelsen i forslagets § 19 nr. 3, nemlig klager over afgørelser efter naturbeskyttelseslovens § 37, stk. 4, der bestemmer, at medens fredningssagen verserer, kan fredningsnævnet træffe afgørelse om ophævelse af retsvirkninger af forslag til fredningsbestemmelser, når disse ikke anses for nødvendige for at opfylde formålet med fredningen, vurderes at være helt på linje med klager over fredningsafgørelser efter bl.a. naturbeskyttelseslovens § 40. Derfor bør der ikke være forskel med hensyn til fritagelsen fra klagegebyret. Det tredje nye element i forslaget til § 19, nr. 3 er sager efter naturbeskyttelseslovens § 37 a, stk. 3, hvorefter fredningsnævnet i særlige tilfælde inden udløbet af den frist, der er nævnt i stk. 1, kan beslutte at forlænge denne med op til 2 år. Grundet fredningssagernes generelt meget indgribende art, vurderes der ligeledes for så vidt angår naturbeskyttelseslovens § 37 a, stk. 3, at være reale grunde til fremover også at friholde klagerne for betalingen af gebyr i disse situationer.
Klager over afgørelser efter skovlovens §§ 19-21. Begrundelsen for undtagelsen er at reglen er en videreførelse, jf. den tilsvarende bestemmelse i nævnslovens § 18, stk. 6.
Klager over afgørelser, der træffes efter de love, på fødevare-, landbrugs- og fiskeriets område, som giver klageadgang til nævnet efter bestemmelserne i denne lovs §§ 49-72, §§ 74- 75, §§ 77-89 og §§ 93-94. Begrundelsen for at der efter forslaget ikke skal betales gebyr for disse klagesager er, at hidtidig retstilstand og praksis søges videreført, jf. at gruppen af klagesager under det nuværende klagecenter ikke hidtil har været gebyrbelagt.
Klager over afgørelser efter lov om apoteksvirksomheds § 13, stk. 6. Begrundelsen for forslaget er, at klagerne under det nuværende klagecenter ikke hidtil har været gebyrbelagt og at denne praksis bør fortsætte.
Klager, der udelukkende vedrører afslag på aktindsigt, sammenstilling af oplysninger i databaser (dataudtræk) og indsigt i databeskrivelser m.v. efter lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og lov om aktindsigt i miljøoplysninger. Begrundelsen er, at der er tale om et forslag om videreførelse af nævnslovens nugældende § 18, stk. 7.
Regeringen finder sammenfattende, at der er reale grunde til at friholde de hidtil gældende undtagelser (sagskategorier) fra gebyr og herunder alle afgørelser på fødevare -, landbrugs- og fiskeriområdet, jf. forslagets §§ 49-72, §§ 74-75, §§ 77 -89 og §§ 93-94, idet der ikke hidtil har været gebyr på klage til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, hvilket også omfatter klager efter lov om apoteksvirksomhed.
Forslaget til § 20 er en bemyndigelse til erhvervs- og vækstministeren til at fastsætte regler om, at kommunikation mellem nævnet og 1. instans og sagens parter vedrørende sager, som er påklaget til nævnet, skal ske ved anvendelse af digital kommunikation, herunder bestemte it-systemer, særlige digitale formater, digital signatur eller lignende. Lignende bestemmelser findes i sektorlovene på hele Miljø- og Fødevareministeriets område.
Bestemmelsen i § 20 er en parallel til § 18 a i lov om Natur- og Miljøklagenævnet. Reglen skal understøtte en digital og effektiv klagesagsbehandling. Reglen skal ses i sammenhæng med forslagets § 21, som gør digital kommunikation med nævnet obligatorisk for parten, dog med visse undtagelser.
Ligesom efter den gældende § 18 a i lov om Natur- og Miljøklagenævnet giver bemyndigelsen i forslagets § 20 ministeren adgang til at fastsætte regler om, at 1. instanserne skal indsende klagesager til nævnet via en elektronisk klageformular. Sådanne bestemmelser findes i lovene på natur- og miljøområdet. Bestemmelsen skal også som den nugældende § 18 a ses i lyset af, at alle klagesager på Miljø- og Fødevareministeriets område fremover efter forslaget skal indsendes gennem 1.instansen, der via de foreslåede konsekvensændringer til sektorlovgivningen forpligtes til at overveje, om der er grundlag for at genoptage afgørelsessagen (remonstrationsordning).
Det bemærkes vedrørende underskriftskrav, at § 13 a i lov om Natur- og Miljøklagenævnet ikke indgår i lovforslaget, da reglen er overflødig efter indførelsen af § 32 b, stk. 1, i forvaltningsloven, som bestemmer, at i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal de dokumenter, der udgår fra myndigheden til borgere, virksomheder m.v., være forsynet med en personlig underskrift eller være udformet på en måde, der i øvrigt sikrer en entydig identifikation af den, som er afsender af dokumentet, og at dokumentet er endeligt.
Efter forslaget til stk. 1 skal indgivelse af klage til og efterfølgende kommunikation om klagesagen med nævnet ske ved anvendelse af digital selvbetjening. Dette er en parallel til § 18 b i den gældende nævnslov. Som en konsekvens af forpligtelsen til at anvende digital selvbetjening ved indgivelse af klage til nævnet foreslås det, at nævnet som hovedregel skal afvise klager, der er indgivet uden anvendelse af digital selvbetjening. Nævnet kan dog undtagelsesvist dispensere fra denne hovedregel, jf. § 21, stk. 2-4.
Såfremt en myndighed modtager en klage, der er mangelfuld på grund af manglende anvendelse af digital selvbetjening, vil myndigheden skulle vejlede klager om at anvende den digitale selvbetjening i stedet, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 1, herunder i form af vejledning i forhold til helt grundlæggende spørgsmål som f.eks. pligten til at anvende digitale selvbetjeningsløsning, den digitale selvbetjenings web-adresse, kontaktoplysninger til en supportfunktion og lignende. Mulighederne for at anvende digital selvbetjening og klagebehandling forventes udvidet og suppleret til at omfatte alle Miljø- og Fødevareklagenævnets sagskategorier.
Hvis en klage ikke indgives ved anvendelse af den digitale selvbetjening, skal nævnet efter forslaget afvise klagen, jf. dog de foreslåede bestemmelser i stk. 2-4. En afvisning af at tage en sag under realitetsbehandling på grund af manglende anvendelse af den digitale selvbetjening ved indgivelse af klage er en afgørelse, som indebærer den sagsbehandling, der følger de almindelige forvaltningsretlige regler og principper om eksempelvis partshøring og begrundelse.
Nævnets afgørelse om afvisning af en klage på grund af manglende anvendelse af digital selvbetjening kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, medmindre det følger af den lovgivning, som den påklagede afgørelse er truffet i medfør af, jf. forslaget til § 17, stk. 1, som svarer til formuleringen af den gældende § 17, stk. 1, i nævnsloven.
Det er ikke hensigten med kravet om obligatorisk anvendelse af digital selvbetjening m.v. at ændre, hvordan det nuværende Natur- og Miljøklagenævn hidtil i sin praksis har håndteret og afgjort situationer, hvor klagefristen i sager på natur- og miljøområdet overskrides. Nævnet skal efter forslaget på samme måde som hidtil i Natur- og Miljøklagenævnet afgøre, om procesforudsætningerne for behandlingen af en klage ved nævnet er opfyldt. Videre foreslås det, at hvis klager har behov for at kommunikere yderligere med nævnet eller 1. instansen omkring klagesagen, skal det ske via den digitale selvbetjening. Det kan f.eks. være i forbindelse med partshøring eller indgivelse af supplerende oplysninger.
I den foreslåede bestemmelse i stk. 2 fastsættes det, at nævnet uanset stk. 1 kan behandle en klage, der er indgivet uden anvendelse af digital selvbetjening, hvis nævnet vurderer, at der foreligger særlige forhold, der gør, at klager ikke må forventes at kunne anvende den digitale selvbetjening. Den foreslåede bestemmelse medfører, at efterfølgende kommunikation om klagesagen også, som efter hidtil gældende praksis i Natur- og Miljøklagenævnet, kan foregå uden anvendelse af digital selvbetjening.
Særlige forhold kan for eksempel foreligge, hvor der er tale om borgere med særlige handikap, såvel kognitiv som fysisk funktionsnedsættelse samt demens. Ligeledes for borgere, der mangler digitale kompetencer, visse socialt udsatte borgere, borgere med psykiske lidelser, borgere med sprogvanskeligheder, hvor hjælp og vejledning fra myndigheden eller nævnet ikke konkret vurderes at være en egnet løsning. Der kan således foreligge særlige forhold for nogle borgere fra de nævnte grupper, der gør, at borgeren ikke kan anvende digital selvbetjening. Tilsvarende vil der også være nogle borgere fra de nævnte grupper, der kan anvende digital selvbetjening, og som derfor er forpligtet til at anvende denne.
Der vil også være tale om, at særlige forhold gør sig gældende, hvis en borger ikke er i besiddelse af et kreditkort, da borgeren i den valgte digitale selvbetjeningsløsning forudses at skulle indtaste betalingsoplysninger samtidig med indtastningen af klage, og der vil kunne pålægges et klagegebyr, hvorefter den digitale selvbetjening sikrer, at klagegebyret opkræves. Særlige forhold gør sig også gældende, hvor klager ikke kan få udstedt NemID, fordi klager ikke har et personnummer eller ikke kan legitimere sig fyldestgørende. I dette tilfælde kan klager ikke indgive klage digitalt. For så vidt angår en klager, der ikke er registret med CPR med bopæl eller fast opholdssted i Danmark, herunder en hjemløs eller borger bosat i udlandet, stilles der særlige identifikationskrav, der kan vanskeliggøre erhvervelse af NemID. En sådan klager vil derfor som udgangspunkt ikke kunne indgive klagen digitalt og skal betjenes på anden vis. Såfremt klager alligevel har fået anskaffet sig NemID, eksempelvis ved personligt fremmøde i borgerservice eller via dansk ambassade i udlandet, vil borgeren skulle indgive klage digitalt.
Foreligger der særlige forhold, der gør, at klager ikke kan eller må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, skal nævnet efter forslaget tilbyde klager en alternativ klagemulighed. Inden for det rekreative fiskeri og fiskeri efter ål er der i øvrigt en forhåndsforventning om, at en række borgere vil falde ind under gruppen, hvor særlige forhold gør sig gældende. Hvis en borger således allerede er fritaget fra Digital Post via Borgerservice, taler dette forhold generelt for en tilavarende konkret fritagelse fra digital selvbetjening i forhold til nævnssagerne. Det forudsættes i øvrigt, at klage fra flere personer i fællesskab, f.eks. en forening, skal foretages digitalt, hvis blot en af de deltagende personer er i stand til at indgive klagen ved anvendelse af digital selvbetjening.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 3 at nævnet ikke vil kunne afvise en klage, hvis afvisningen vil stride mod de internationale og EU-retlige forpligtelser, der følger af f.eks. Århuskonventionen og miljøoplysningsdirektivet. Det følger blandt andet af disse regler, at klageberettigede skal have adgang til at få efterprøvet visse afgørelser, handlinger eller undladelser på miljøområdet enten ved domstolene eller ved et uafhængigt organ. Endvidere skal der stilles tilstrækkelige og effektive retsmidler til rådighed, der skal være rimelige, retfærdige, betimelige og ikke uoverkommeligt dyre. I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (servicedirektivet) er der tillige regler om, at afgørelser om tilladelser, der meddeles til tjenesteydere, skal kunne prøves ved domstolene eller andre klageinstanser. Reglerne stiller ikke krav om, hvordan en klage skal indgives, men den digitale ramme for prøvelsen må ikke udgøre en barriere for adgangen til klage eller hindre, at systemet er effektivt. Når der etableres en ordning, hvorefter der stilles krav om indgivelse af klage til nævnet ved anvendelse af digital selvbetjening, må det derfor sikres, at klageadgangen til Miljø- og Fødevareklagenævnet reelt ikke afskæres eller begrænses i et omfang, der strider mod kravet om rimelige og effektive retsmidler. Den foreslåede bestemmelse om, at nævnet kan undlade at afvise en klage, hvis afvisningen vil være i strid med internationale og EU-retlige forpligtelser, sikrer dette.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 medfører, at nævnet uanset stk. 1 kan behandle en klage, der er indgivet uden anvendelse af digital selvbetjening, hvis nævnet vurderer, at det vil medføre betydelige omkostninger for nævnet eller for 1. instansen, hvis den digitale selvbetjening skal anvendes ved indgivelse af klage. Det kan f.eks. være, hvis en klage indeholder så mange data, at den digitale selvbetjening ikke er indrettet til at håndtere denne. Der vil i sådanne tilfælde være tale om, at der ud fra en samlet vurdering er klare økonomiske fordele ved at behandle klagen uden indgivelse ved anvendelse af digital selvbetjening.
Efter den foreslåede § 22 skal erhvervs- og vækstministeren efter høring af miljø- og fødevareministeren kunne fastsætte regler om klagefrist, hvor der består et behov for en ensretning heraf, samt krav til klagens indhold og form. Det forventes, at der som udgangspunkt vil blive fastsat en klagefrist på 4 uger. I sektorlovene på natur- og miljøområdet er der allerede fastsat en lovbestemt 4 ugers klagefrist. På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet er reglen om 4 ugers klagefrist i vidt omfang fastsat i henhold til bemyndigelse, med adgang til ved bekendtgørelse at fravige dette udgangspunkt. Denne fravigelsesmulighed foreslås opretholdt. Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har f.eks. i nogle sagstyper en adgang til inden for 6 måneder efter afgørelsen at se bort fra overskridelse af klagefristen, når overskridelsen af særlige grunde er undskyldelig, og i visse tilfælde kan klagecentret også efter det nugældende regelsæt behandle en klage indgivet efter klagefristens udløb, jf. bestemmelsen i § 7, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015.
Forslaget er en delvis gentagelse af bemyndigelsen i den gældende § 12 a, stk. 3, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet. Bestemmelsens baggrund er således på linje med hvad der gælder i dag for Natur- og Miljøklagenævnet, at der kan vise sig behov for nærmere regler om indgivelse af klager til nævnet med henblik på at sikre nævnet de bedste muligheder for på grundlag af klagen at fokusere sagsbehandlingen, hvilket kan medvirke til at sikre, at nævnets ressourcer anvendes på de forhold, som klager finder relevant. Bestemmelsen giver derfor hjemmel til at stille krav om, at klagen skal opfylde nærmere fastsatte krav til form og indhold, herunder om, at klagen skal angive, på hvilke punkter afgørelsen anses for urigtig og begrundelsen herfor. Reglerne skal efter forslaget udmøntes, så de harmonerer bedst muligt med øvrige lovbestemmelser om klagefrist, form og indhold på klager mv. efter sektorlovgivningen.
Efter forslaget til stk. 1 skal fysiske personer kunne ifalde strafansvar, hvis de ikke efterkommer påbud fra nævnet om oplysninger efter § 15 eller modvirker adgang til ejendom m.v. efter § 16. Efter forslaget til stk. 2 skal der kunne pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. De foreslåede regler i stk. 1 og 2 viderefører ordlyden i den gældende nævnslovs § 19, stk. 1 og 2.
Nævnslovens § 19, stk. 3, foreslås ikke videreført, da §§ 75-79 a i straffeloven om konfiskation samt reglerne om tillægsbøde i straffelovens § 50, stk. 2, i øvrigt finder anvendelse.
Forslaget til stk. 1 indeholder lovforslagets ikrafttrædelsestidspunkt. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. februar 2017. Dette tidspunkt er valgt, fordi det er nært sammenfaldende med det tidspunkt udflytningen til Nævnenes Hus i Viborg vil være gennemført, nemlig den 1. januar 2017, og under hensyntagen til ressortforholdene pr. 1. januar 2017, jf. kgl. resolution af 8. juni 2016.
Det foreslås i stk. 2, at planlovens §§ 58 c og § 59 a, som affattet ved denne lovs § 48, nr. 1 og 2, samt at planlovens § 60, som ændret ved denne lovs § 48, nr. 3-7, der indeholder regler om klage i VVM- sager, ophæves den 16. maj 2017. Forslaget skal ses i sammenhæng med lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), som fra 16. maj 2017 erstatter planlovens VVM-regler, herunder også regler om klage.
Forslagets stk. 3 indeholder en bestemmelse om, at erhvervs- og vækstministeren efter høring af miljø- og fødevareministeren skal kunne fastsætte de nødvendige overgangsbestemmelser. Samme regel findes i den nugældende nævnslovs § 20, stk. 2. Det er på grund af sektorlovenes omfang og kompleksitet ikke muligt at forudse og beskrive behovet for eventuelle overgangsregler. Der kan f.eks. ikke udelukkes forekomst af tvivlsspørgsmål og regeloverlap, som eksempelvis kan opstå grundet eksistensen af enslydende eller delvist krydsende eller overlappende regler i sektorlovgivningen om pligt til digital kommunikation, adgang til remonstration eller genoptagelse af en sag i 1.instans i forbindelse med klage, fristregler m.v. Den type af problemer, som i praksis giver anledning til tvivl, skal kunne løses ved overgangsbestemmelser. Der kan f.eks. blive behov for overgangsregler for de klagesager, der er modtaget hos 1. instansen, men endnu ikke er oversendt til Klagecentret ved lovens ikrafttræden, eller for sager, som ikke efter forslaget skal behandles af Miljø- og Fødevareklagenævnet. Erhvervs- og vækstministeren vil med forslaget kunne fastsætte relevante overgangsbestemmelser, som skal gælde indtil nye administrative regler er tilvejebragt.
Det foreslås i stk. 4, at den gældende nævnslov ophæves som en ordensmæssigt set nødvendig konsekvens af den nye nævnslovs ikrafttræden og nedlæggelsen af Natur- og Miljøklagenævnet, som efter 1. februar 2017 vil være delt op i henholdsvis et nyt nævn for planklagesagerne og et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn.
Det foreslås i stk. 5, at alle de hidtil gældende regler, som angår denne lovs anvendelsesområde, fastsat henholdsvis af eller for Natur- og Miljøklagenævnet eller for Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri om de to klageinstansers opgaver og forhold m.v. efter forslaget skal kunne opretholdes indtil de kan afløses af nye administrativt fastsatte regler. De forventes foreløbigt at skulle anvendes med de fornødne modifikationer, som følger af sammenlægningen af de to klageinstanser og den nye lov. Der vil også kunne fastsættes de fornødne overgangsbestemmelser, jf. bemærkningerne ad stk. 3.
Reglen i forslagets stk. 6 regulerer behandlingen af de klagesager som verserer for Natur- og Miljøklagenævnet og i Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri ved lovens ikrafttræden. De behandles således efter de regler, som følger af lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Verserende nævnssager efter planloven (bortset fra VVM-sager, jf. forslagets § 48), lov om sommerhuse og campering m.v., lov om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål m.v. eller lov om kolonihaver, eller regler udstedt i medfør af disse love, færdigbehandles ved det kommende Planklagenævn, jf. forslag til lov om Planklagenævnet, der forventes fremsat samtidig med forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, og med forventet ikrafttrædelse den 1. februar 2017, jf. § 14, stk. 1, i lovforslaget om Planklagenævnet.
Det foreslås i stk. 7, at den nye gebyrbestemmelse om differentieret klagegebyr i § 18 skal gælde for de klager, der er indbragt for nævnet efter lovens ikrafttrædelse 1. februar 2017, uanset hvornår den påklagede afgørelse er truffet. Bestemmelsen skal efter forslaget lette nævnets håndtering af gebyradministrationen. Det er således indbringelsestidspunktet for klagen og ikke tidspunktet for afgørelsen af den påklagede sag, der skal være afgørende for opkrævningen af gebyr, på de klager som vil blive gebyrpligtige efter reglerne som foreslås i §§ 18-19.
De foreslåede ændringer til lov om naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1217 af 28. september 2016, er en konsekvens af forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvorefter Natur- og Miljøklagenævnet erstattes af Miljø- og Fødevareklagenævnet og at lov om Natur- og Miljøklagenævnet ophæves.
Til nr. 2
De foreslåede ændringer af § 33, stk. 2, og § 78, stk. 1, 3, 4, 6 og 7, i lov om naturbeskyttelse indebærer, at adgangen til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet i den læge sammensætning, jf. § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, erstattes af adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i den læge afdeling, jf. forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 3, stk. 1, nr. 9.
Til nr. 3
Den foreslåede ændring af § 78, stk. 5, i lov om naturbeskyttelse indebærer, at adgangen til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet i den sagkyndige sammensætning, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, erstattes af en adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i en af nævnets sagkyndige afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-6, i forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 4
Det foreslås, at henvisningen i lov om naturbeskyttelse, § 87, stk. 2, 1. pkt., til lov om Natur- og Miljøklagenævnets § 18 b, stk. 2-4, ændres til en henvisning til forslag til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 21, stk. 2-4, jf. de specielle bemærkninger til § 21, stk. 2-4.
De foreslåede ændringer er en konsekvens af forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvorefter Natur- og Miljøklagenævnet erstattes af Miljø- og Fødevareklagenævnet og lov om Natur- og Miljøklagenævnet ophæves.
Til nr. 2 og 3
De foreslåede bestemmelser indebærer, at adgangen § 91, stk. 1, 1. pkt., i lov om miljøbeskyttelse til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet i den sagkyndige sammensætning, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, erstattes af en adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i en af nævnets sagkyndige afdelinger, jf. forslaget til § 3, stk. 1, nr. 1-6, i forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, samt at adgangen i § 91, stk. 1, 2. pkt., i lov om miljøbeskyttelse til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet i den læge sammensætning, jf. § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, erstattes af adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 9, i forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 4
Det foreslås, at henvisningen i lov om miljøbeskyttelses § 94, stk. 1, 1. pkt., til lov om Natur- og Miljøklagenævnet, § 18 b, stk. 2-4, ændres til en henvisning til forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 21, stk. 2-4, jf. de specielle bemærkninger til § 21, stk. 2-4.
De foreslåede ændringer i lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1218 af 28. september 2016, som ændret ved § 3 i lov 427 af 18. maj 2016, er en konsekvens af forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvorefter Natur- og Miljøklagenævnet foreslås erstattet af Miljø- og Fødevareklagenævnet og at lov om Natur- og Miljøklagenævnet ophæves.
Til nr. 2
Den foreslåede ændring af § 13, stk. 1, 1. og 2. pkt., § 13, stk. 2, 1. pkt., og § 26, stk. 2, i lov om råstoffer indebærer, at adgangen til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet i den læge sammensætning, jf. § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, erstattes af adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 9, i forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 3
Den foreslåede ændring af § 13, stk. 1, 3. pkt., og § 26, stk. 1, i lov om råstoffer indebærer, at adgangen til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet i den sagkyndige sammensætning, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, erstattes af en adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i en af nævnets sagkyndige afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-6, i forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 4
De eksisterende henvisninger i lov om råstoffers § 16, stk. 2, 1. pkt. og § 26 b, stk. 2, 1 pkt., til lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 18 b foreslås erstattet med en henvisning til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet§ 21, stk. 2-4. Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 21, stk. 2-4.
De foreslåede ændringer i lov om vandløb, jf. lovbekendtgørelse nr. 1219 af 28. september 2016, er en konsekvens af forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvorefter Natur- og Miljøklagenævnet erstattes af Miljø- og Fødevareklagenævnet og at lov om Natur- og Miljøklagenævnet ophæves.
Til nr. 2
Den foreslåede ændring af § 80, stk. 1, 1. pkt., i lov om vandløb indebærer, at adgangen til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet i den læge sammensætning, jf. § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, erstattes af adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 9, i forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 3
Den foreslåede ændring i § 80, stk. 2, 1. pkt., i lov om vandløb indebærer, at adgangen til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet i den sagkyndige sammensætning, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, erstattes af en adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i en af nævnets sagkyndige afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-6, i forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 4
Den eksisterende henvisning i lov om vandløbs § 82, stk. 1, 1. pkt., til lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 18 b, stk. 2-4, foreslås erstattet med en henvisning til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 21, stk. 2-4. Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 21, stk. 2-4.
De foreslåede ændringer i lov om skove, jf. lovbekendtgørelse nr. 1577 af 8. december 2015, er en konsekvens af forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvorefter Natur- og Miljøklagenævnet erstattes af Miljø- og Fødevareklagenævnet og at lov om Natur- og Miljøklagenævnet ophæves.
Til nr. 2
Den foreslåede ændring af § 60, stk. 1, i lov om skove indebærer, at adgangen til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet i den læge sammensætning, jf. § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, erstattes af adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i den læge afdeling, jf. forslaget til § 3, stk. 1, nr. 9, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 3
Den foreslåede ændring af § 60, stk. 2, i lov om skove indebærer, at adgangen til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet i den sagkyndige sammensætning, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, erstattes af en adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i en af nævnets sagkyndige afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-6, i forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 4
Den eksisterende henvisning i lov om skoves § 63, stk. 2, 1. pkt., til lov om Natur- og Miljøklagenævnet, § 18 b, stk. 2-4, foreslås ændret til en henvisning til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 21, stk. 2-4. Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 21, stk. 2-4.
De foreslåede ændringer i lov om jagt og vildtforvaltning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1617 af 8. december 2015, er en konsekvens af forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvorefter Natur- og Miljøklagenævnet erstattes af Miljø- og Fødevareklagenævnet og at lov om Natur- og Miljøklagenævnet ophæves.
Til nr. 2
Den foreslåede ændring af § 53 j, stk. 1, 1. pkt., i lov om jagt og vildtforvaltning indebærer, at adgangen til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet i den sagkyndige sammensætning, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, erstattes af en adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i en af nævnets sagkyndige afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-6, i forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 3
Den eksisterende henvisning i lov om jagt og vildtforvaltnings § 53 j, stk. 2, 1. pkt., til lov om Natur- og Miljøklagenævnet, § 18 b, stk. 2-4, foreslås ændret til en henvisning til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 21, stk. 2-4. Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 21, stk. 2-4.
De foreslåede ændringer i lov om miljøvurdering af planer og programmer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1533 af 10. december 2015, er en konsekvens af forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvorefter Natur- og Miljøklagenævnet erstattes af Miljø- og Fødevareklagenævnet og at lov om Natur- og Miljøklagenævnet ophæves.
Til nr. 2
Den foreslåede ændring af § 16, stk. 2, i lov om miljøvurdering af planer og programmer indebærer, at adgangen til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet i den læge sammensætning, jf. § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, erstattes af adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 9, i forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 3
Den eksisterende henvisning i lov om miljøvurdering af planer og programmers § 16, stk. 5, 1. pkt., til lov om Natur- og Miljøklagenævnet, § 18 b, stk. 2-4, foreslås ændret til en henvisning til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 21, stk. 2-4. Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 21, stk. 2-4.
De foreslåede ændringer i lov om nationalparker, jf. lovbekendtgørelse nr. 1202 af 28. september 2016, er en konsekvens af forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvorefter Natur- og Miljøklagenævnet erstattes af Miljø- og Fødevareklagenævnet og at lov om Natur- og Miljøklagenævnet ophæves.
Til nr. 2
Den foreslåede ændring af § 29, stk. 1 og 3, i lov om nationalparker indebærer, at adgangen til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet i den læge sammensætning, jf. § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, erstattes af adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 9, i forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 3
Den eksisterende henvisning i lov om nationalparkers § 31, stk. 2, 1. pkt., til lov om Natur- og Miljøklagenævnet, § 18 b, stk. 2-4, foreslås ændret til en henvisning til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 21, stk. 2-4. Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 21, stk. 2-4.
De foreslåede ændringer i lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken, jf. lovbekendtgørelse nr. 1621 af 10. december 2015, er en konsekvens af forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvorefter Natur- og Miljøklagenævnet erstattes af Miljø- og Fødevareklagenævnet og at lov om Natur- og Miljøklagenævnet ophæves.
Til nr. 2
De foreslåede ændringer af § 44, stk. 2, 1. pkt., stk. 3 og 4, i lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken indebærer, at adgangen til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet i den læge sammensætning, jf. § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, erstattes af adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 9, i forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 3
Den eksisterende henvisning i lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarskens § 44, stk. 9, 1. pkt., til lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 18 b, stk. 2-4, foreslås ændret til en henvisning til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 21, stk. 2-4. Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 21, stk. 2-4.
De foreslåede ændringer i lov om vandforsyning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1204 af 28. september 2016, er en konsekvens af forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvorefter Natur- og Miljøklagenævnet erstattes af Miljø- og Fødevareklagenævnet og at lov om Natur- og Miljøklagenævnet ophæves.
Til nr. 2
Den foreslåede ændring af § 75, stk. 1, i lov om vandforsyning m.v. indebærer, at adgangen til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet i den læge sammensætning, jf. § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, erstattes af adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 9, i forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 3
Den foreslåede ændring af § 75, stk. 2, i lov om vandforsyning m.v. indebærer, at adgangen til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet i den sagkyndige sammensætning, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, erstattes af en adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i en af nævnets sagkyndige afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-6, i forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 4
Den eksisterende henvisning i lov om vandforsynings § 75, stk. 3, 1. pkt., til lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 18 b, stk. 2-4, foreslås ændret til en henvisning til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 21, stk. 2-4. Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 21, stk. 2-4.
Den foreslåede ændring i § 26 i lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold, jf. lov nr. 469 af 12. juni 2009, som ændret ved § 14 i lov nr. 484 af 11. maj 2010 og ved § 23 i lov nr. 580 af 18. juni 2012, er en konsekvens af forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvorefter Natur- og Miljøklagenævnet erstattes af Miljø- og Fødevareklagenævnet og at lov om Natur- og Miljøklagenævnet ophæves.
Til nr. 2
Den foreslåede ændring af § 26, stk. 3, i lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold indebærer, at adgangen til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet i den sagkyndige sammensætning, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, erstattes af en adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i en af nævnets sagkyndige afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-6, i forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
De foreslåede ændringer i lov om forurenet jord, jf. lovbekendtgørelse nr. 1190 af 27. september 2016, er en konsekvens af forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvorefter Natur- og Miljøklagenævnet erstattes af Miljø- og Fødevareklagenævnet og at lov om Natur- og Miljøklagenævnet ophæves.
Til nr. 2
Den foreslåede ændring af § 77, stk. 1, i lov om forurenet jord indebærer, at adgangen til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet i den sagkyndige sammensætning, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, erstattes af en adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i en af nævnets sagkyndige afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-6, i forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 3
Den foreslåede ændring af § 77, stk. 2, i lov om forurenet jord indebærer, at adgangen til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet i den læge sammensætning, jf. § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, erstattes af adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 9, i forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 4
Den eksisterende henvisning i lov om forurenet jords § 77, stk. 3, 1. pkt., til lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 18 b, stk. 2-4, foreslås ændret til en henvisning til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 21, stk. 2-4. Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 21, stk. 2-4.
De foreslåede ændringer i lov om aktindsigt i miljøoplysninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 1036 af 18. august 2015, er en konsekvens af forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvorefter Natur- og Miljøklagenævnet erstattes af Miljø- og Fødevareklagenævnet og at lov om Natur- og Miljøklagenævnet ophæves.
Til nr. 2
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at henvisningen i miljøoplysningslovens § 4 a, til lov om Natur- og Miljøklagenævnets § 5, stk. 1, nr. 1, om nævnssammensætning, erstattes af en adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i en af nævnets afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-8, i forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 3
I den gældende miljøoplysningslov er fastsat en remonstrationsordning, der finder anvendelse i forbindelse med klager over aktindsigtsafgørelser truffet af organer omfattet af lovens § 1, stk. 2, og af forsyningsvirksomheder m.v. omfattet af § 1, stk. 1, jf. § 4 b, stk. 1, samt ved klage af myndighedsafgørelser til Natur- og Miljøklagenævnet, jf. § 4 b, stk. 3. Efter denne remonstrationsordning skal organet, forsyningsmyndigheden eller myndigheden efter modtagelsen af klagen tage stilling til, om afgørelsen fastholdes og i givet fald snarest og senest 3 uger efter modtagelsen videresende klagen til klageinstansen. Tidligere omfattede remonstrationsordningen tillige klager over aktindsigtsafgørelser truffet af en myndighed med klageadgang til en anden myndighed end Natur- og Miljøklagenævnet, men dette blev ophævet som en utilsigtet konsekvens af en ved lov nr. 86 af 28. januar 2014 gennemført ændring af § 4 b.
Med den foreslåede affattelse af § 4 b, stk. 1, genindføres remonstrationsordningen i relation til klager over aktindsigtsafgørelser truffet af en myndighed med klageadgang til en anden myndighed end Miljø- og Fødevareklagenævnet (tidligere Natur- og Miljøklagenævnet), således at remonstrationsordningen igen vil finde anvendelse ved alle klager over aktindsigtsafgørelser.
Til nr. 4
Henvisningen i miljøoplysningslovens § 4 b, stk. 2, 1. pkt. til lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 18 b, stk. 2-4, foreslås erstattet med en henvisning til lovforslagets § 21, stk. 2-4. Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 21, stk. 2-4. Der er i øvrigt i lyset af den foreslåede affattelse af § 4 b, stk. 1, foretaget en sproglig justering af bestemmelsen.
Til nr. 5
Den foreslåede bestemmelse og rykningsklausul er en konsekvensændring.
Det fremgår af den nugældende fodnote til titlen til lov om miljømål m.v. for internationale naturbeskyttelsesområder, jf. lovbekendtgørelse nr. 1531 af 8. december 2015, som ændret ved § 41 i lov nr. 1606 af 26. december 2013, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af to vandplanlægningsdirektiver (Rådets direktiv 79/923/EØF af 30. oktober 1979 om kvalitetskrav til skaldyrvande og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (vandrammedirektivet)) og dele af to naturdirektiver (Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EF-habitatdirektivet) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle).
Med den foreslåede ændring opdateres fodnoten til titlen til lov om miljømål m.v. for internationale naturbeskyttelsesområder ved en nyaffattelse, således at det fremadrettet kun fremgår, at loven gennemfører dele af de to naturdirektiver - habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet, jf. ovenfor. Den foreslåede opdatering er en følge af, at miljømålslovens bestemmelser om vandplanlægning pr. 1. juli 2016 blev ophævet og erstattet af lov om vandplanlægning, jf. bekendtgørelse nr. 774 af 24. juni 2016 om ikrafttræden af visse bestemmelser i lov om vandplanlægning.
Til nr. 2
De foreslåede ændringer i lov om miljømål m.v. for internationale naturbeskyttelsesområder er en konsekvens af forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvorefter Natur- og Miljøklagenævnet erstattes af Miljø- og Fødevareklagenævnet og at lov om Natur- og Miljøklagenævnet ophæves.
Til nr. 3
Den foreslåede ændring af § 53, stk. 1, 1. pkt., i lov om miljømål m.v. for internationale naturbeskyttelsesområder indebærer, at adgangen til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet i den læge sammensætning, jf. § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, erstattes af adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 9, i forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 4
Den eksisterende henvisning i miljømålslovens § 56, stk. 2, 1. pkt., til lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 18 b, stk. 2-4, foreslås ændret til en henvisning til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 21, stk. 2-4. Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 21, stk. 2-4.
De foreslåede ændringer i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, jf. lovbekendtgørelse nr. 442 af 13. maj 2016, som ændret ved § 15, nr. 1 i lov nr. 341 af 27. april 2011 og § 1 i lov nr. 427 af 18. maj 2016, er en konsekvens af forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvorefter Natur- og Miljøklagenævnet erstattes af Miljø- og Fødevareklagenævnet og at lov om Natur- og Miljøklagenævnet ophæves.
Til nr. 2
Den foreslåede ændring af § 76, stk. 1, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug indebærer, at adgangen til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet i den sagkyndige sammensætning, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, erstattes af en adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i en af nævnets sagkyndige afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-6, i forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 3
Den eksisterende henvisning i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrugs § 77, stk. 1, 1. pkt., til lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 18 b, stk. 2-4, foreslås ændret til en henvisning til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 21, stk. 2-4. Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 21, stk. 2-4.
Det foreslås, at § 4, nr. 11-15, som indeholder ændringer af planlovens §§ 58-60, der træder i kraft 16. maj 2017, ophæves. Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 48, nr. 1 og 3, hvorefter planlovens § 58 og § 59 for så vidt angår klager over afgørelser i VVM-sager foreslås erstattet af en ny § 58 c og en ny § 59 a den 1. februar 2017. Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 48, nr. 1-2, og til § 24, stk. 2.
Til nr. 2
Natur- og Miljøklagenævnet ændres til Miljø- og Fødevareklagenævnet under hensyn til forslaget om nedlæggelse af Natur- og Miljøklagenævnet og oprettelsen af Miljø- og Fødevareklagenævnet og lovforslagets § 48 (planloven), § 27 (råstofloven) og § 41 (havmiljøloven), som flytter kompetencen til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
De foreslåede ændringer i lov om beskyttelse af havmiljøet, jf. lovbekendtgørelse nr.1216 af 28. september 2016, som ændret ved § 2 i lov nr. 427 af 18. maj 2016, er en konsekvens af forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvorefter Natur- og Miljøklagenævnet erstattes af Miljø- og Fødevareklagenævnet og at lov om Natur- og Miljøklagenævnet ophæves.
Til nr. 2
Den foreslåede ændring af § 51, stk. 1, lov om beskyttelse af havmiljøet indebærer, at adgangen til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet i den sagkyndige sammensætning, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, erstattes af en adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i en af nævnets sagkyndige afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-6, i forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 3
Det foreslås at ophæve § 51, stk. 2-5, i lov om beskyttelse af havmiljøet, som indeholder særlige regler om indstillingsret til Natur- og Miljøklagenævnet. Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 4, om nævnssammensætning, idet der efter forslaget fremadrettet skal gælde et samlet og enkelt sæt regler for udpegning og dermed for sammensætning og etableringen af Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 4
Den eksisterende henvisning i lov om beskyttelse af havmiljøets § 51, stk. 7, (som bliver stk. 3), 1. pkt., til lov om Natur- og Miljøklagenævnet, § 18 b, stk. 2-4, foreslås ændret til en henvisning til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 21, stk. 2-4. Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 21, stk. 2-4.
Til nr. 5
Ændringen er en regelteknisk konsekvens af de øvrige foreslåede tilpasninger af lov om beskyttelse af havmiljøets § 51.
De foreslåede ændringer i lov om miljø- og genteknologi, jf. lovbekendtgørelse nr. 840 af 3. juli 2015, som ændret ved § 2 i lov nr. 646 af 8. juni 2016, er en konsekvens af forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvorefter Natur- og Miljøklagenævnet erstattes af Miljø- og Fødevareklagenævnet og at lov om Natur- og Miljøklagenævnet ophæves.
Til nr. 2
Den eksisterende henvisning i § 32, stk. 1, 1. pkt., i lov om miljø- og genteknologi til lov om Natur- og Miljøklagenævnet, § 18 b, stk. 2-4, foreslås ændret til en henvisning til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, § 21, stk. 2-4. Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 21, stk. 2-4.
Til nr. 3
Den foreslåede ændring af § 34, stk. 1, i lov om miljø- og genteknologi indebærer, at adgangen til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet i den sagkyndige sammensætning, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, erstattes af en adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i nævnsafdelingen omhandlet i § 3, stk. 1, nr. 1, i forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 4
Forslaget går ud på at ophæve lovens § 34, stk. 2-4, i lov om miljø- og genteknologi, der indeholder regler om indstillingsret til Natur- og Miljøklagenævnet, i konsekvens af lovforslagets § 4, om nævnssammensætning, idet der efter forslaget fremadrettet skal gælde et samlet og enkelt sæt regler for udpegning og dermed for sammensætning og etableringen af Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Afgørelser, som ifølge lov om dyrkning m.v. af genetisk modificerede afgrøder, jf. lovbekendtgørelse nr. 695 af 9. juni 2016, har indtil den 1. februar 2017 kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter den foreslåede bestemmelse, som er en ny bestemmelse i sektorloven, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet. Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse, hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget. Dette sker for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen relativt enslydende bemyndigelser til, at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i disse sektorlove skal efter forslaget foreløbigt opretholdes, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men i sektorlovene foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, og at klageadgang til ministeren samtidig afskæres. Efter forslaget skal nævnet som uafhængigt klagenævn overtage alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne bekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven vil efter forlaget samtidig få konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
De foreslåede ændringer i miljøskadeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1191 af 27. september 2016, er en konsekvens af forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvorefter Natur- og Miljøklagenævnet erstattes af Miljø- og Fødevareklagenævnet og at lov om Natur- og Miljøklagenævnet ophæves.
Til nr. 2
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at henvisningen i § 50 i miljøskadeloven til lov om Natur- og Miljøklagenævnets § 5, stk. 1, nr. 1, erstattes af en henvisning til § 3, stk. 1, nr.1-6, i forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 3
I miljøskadeloven foreslås de eksisterende henvisninger i § 52, stk. 1, 1. pkt. til lov om Natur- og Miljøklagenævnets § 18 b erstattet med en henvisning til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 21, stk. 2-4. Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 21, stk. 2-4.
De foreslåede ændringer i lov om vurdering og styring af oversvømmelsesrisikoen fra vandløb og søer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1618 af 10. december 2015, som ændret ved § 2 i lov nr. 1631 af 26. december 2013, er en konsekvens af forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvorefter Natur- og Miljøklagenævnet erstattes af Miljø- og Fødevareklagenævnet og at lov om Natur- og Miljøklagenævnet ophæves.
Til nr. 2
Den foreslåede ændring i lov om vurdering og styring af oversvømmelsesrisikoen fra vandløb og søers § 15, stk. 1 indebærer, at lovens henvisninger til lov om Natur- og Miljøklagenævnets § 5, stk. 1, nr. 2 om nævnssammensætning erstattes af en henvisning til § 3, stk. 1, nr. 9, i forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 3
I lov om vurdering og styring af oversvømmelsesrisikoen fra vandløb og søers § 17, stk. 2, 1. pkt. foreslås den eksisterende henvisning til lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 18 b erstattet med en henvisning til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 21, stk. 2-4. Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 21, stk. 2-4.
De foreslåede ændringer i museumsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 358 af 8. april 2014, er en konsekvens af forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvorefter Natur- og Miljøklagenævnet erstattes af Miljø- og Fødevareklagenævnet og at lov om Natur- og Miljøklagenævnet ophæves. De foreslåede bestemmelser i museumsloven, som henhører under kulturministeren, er derfor konsekvensændringer, der medfører at afgørelser, som ifølge loven indtil den 1. februar 2017 har kunnet påklages til Natur- og Miljøklagenævnet, fremover kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 2
Den foreslåede ændringsbestemmelse indebærer, at museumslovens henvisninger til lov om Natur- og Miljøklagenævnets § 5, stk. 1, nr. 2, erstattes af en henvisning til § 3, stk. 1, nr. 9, i forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 3
De eksisterende henvisninger i museumslovens § 29 v, stk. 2, 1. pkt. til lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 18 b, stk. 2-4, foreslås erstattet med en henvisning til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 21, stk. 2-4. Der henvises til de specielle bemærkninger til forslagets § 21, stk. 2-4.
De foreslåede ændringer i lov om havstrategi, jf. lovbekendtgørelse nr. 1203 af 28. september 2016, er en konsekvens af forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvorefter Natur- og Miljøklagenævnet erstattes af Miljø- og Fødevareklagenævnet og at lov om Natur- og Miljøklagenævnet ophæves.
Til nr. 2
Den foreslåede ændring af havstrategilovens § 19, indebærer, at adgangen til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet i den læge sammensætning, jf. § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, erstattes af adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 9, i forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 3
Den eksisterende henvisning i havstrategilovens § 21, stk. 2, 1. pkt., til lov om Natur- og Miljøklagenævnet, § 18 b, stk. 2-4, foreslås erstattet af en henvisning til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 21, stk. 2-4. Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 21, stk. 2-4.
I perioden fra 1. februar 2017 til 16. maj 2017 indsættes en ny § 58 c, som omhandler klageadgang over afgørelser efter reglerne om miljøvurdering af projekter (VVM). Den foreslåede § 58 c viderefører planlovens § 58 for så vidt angår VVM med de ændringer, der følger af nedlæggelsen af Natur- og Miljøklagenævnet og oprettelsen af Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Forslag til ændring af planlovens klagebestemmelser for så vidt angår klage over andre afgørelsestyper er indeholdt i § 15 i forslag til lov om Planklagenævnet, som er fremsat samtidig med dette lovforslag og indeholder forslag til nyaffattelse af planlovens § 58.
Med stk. 1 foreslås, at klager over de i bestemmelsen nævnte afgørelser skal behandles af Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i den læge afdeling, jf. forslaget til § 3, stk. 1, nr. 9, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i regler efter stk. 2, jf. nedenfor.
Efter forslaget kan afgørelser om tilladelser efter regler fastsat af miljø- og fødevareministeren i henhold til planlovens § 11 g, stk. 3, prøves i forhold til både retlige og skønsmæssige spørgsmål. Det gælder såvel en afgørelse om afslag som en afgørelse om tilladelse.
Afgørelser om andre forhold, der er omfattet af planlovens § 11 g og regler fastsat i henhold til § 11 g og § 11 h for kan efter forslaget påklages så vidt angår retlige spørgsmål. Det omfatter f.eks. afgørelser om et anlæg forudsætter en VVM-vurdering (screeningsafgørelser). Klageadgangen omfatter både afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen eller regionsrådet og miljø- og fødevareministerens afgørelser om andre forhold i sager, hvor ministeren har overtaget kommunalbestyrelsens eller regionsrådets opgaver og beføjelser efter regler fastsat i henhold til § 11 i, for så vidt angår retlige spørgsmål. Det følger nu udtrykkeligt af det foreslåede nr. 2 og 3, at regionsrådets screeningafgørelser også kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, og at sager, hvor miljø- og fødevareministeren har overtaget regionsrådets beføjelser efter § 11 i, kan påklages. Forslaget skal ses i sammenhæng med kompetenceoverførelsen for råstofsager, herunder VVM-kompetencen i tilknytning hertil, fra kommunerne til regionerne ved lov nr. 380 af 23. april 2014 om ændring af lov om råstoffer og lov om miljøbeskyttelse og lov nr. 742 af 25. juni 2014 om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om planlægning.
Retlige spørgsmål omfatter alle spørgsmål om lovligheden eller gyldigheden af trufne afgørelser, herunder fortolkning eller forståelse af lovbestemmelser samt overholdelse af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger om saglige hensyn, lighed og proportionalitet. Endelig er spørgsmål om iagttagelse af tilvejebringelses eller procedurekrav efter lovforslaget omfattet af muligheden for at klage over retlige spørgsmål. Klage over retlige spørgsmål skal ses i modsætning til klage over skønsmæssige spørgsmål, som omfatter myndighedernes konkrete vurdering og afvejning af hensyn ved behandling af en VVM-sag.
Bestemmelsen i det foreslåede stk. 2 giver miljø- og fødevareministeren mulighed for at fastsætte regler om, at klager over afgørelser, der kan påklages efter forslagets § 58 c, stk. 1, i visse tilfælde skal behandles i en anden af nævnets afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-6, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Der vil således kunne fastsættes regler om, at klager over myndighedens afgørelser om VVM-pligt eller ikke VVM-pligt (screeningsafgørelser) og om tilladelse eller ikke tilladelse i visse tilfælde skal behandles af i en af nævnets sagkyndige afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-6, i forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det kan f.eks. være hensigtsmæssigt, i det omfang projektet samtidig er omfattet af tilladelser og godkendelser, f.eks. efter miljøbeskyttelsesloven, som alene skal behandles af nævnet i en sagkyndig afdeling. Det foreslåede stk. 2 viderefører § 58, stk. 2, med den ændring, at bestemmelsen også omfatter klager over afgørelser om tilladelse eller ikke tilladelse.
Efter den nuværende bestemmelse i planlovens § 58, stk. 1, nr. 3, kan kommunalbestyrelsens, regionsrådets og miljø- og fødevareministerens afgørelser efter planlovens § 11 g om VVM påklages til Natur- og Miljøklagenævnet som sammensat efter § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet.
Miljø- og fødevareministeren kan dog fastsætte regler om, at sager skal behandles efter § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet. Denne bemyndigelse er udnyttet i bekendtgørelse nr. 957 af 27. juni 2016 om vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM) i medfør af lov om planlægning i forhold visse projekter efter miljøbeskyttelsesloven.
Til nr. 2
Planlovens § 59 indeholder regler om klageberettigelse i sager omfattet af § 58. Efter forslag til lov om Planklagenævnet vil § 59 kun omfatte de sager, som kan påklages til det nye Planklagenævn og derfor ikke omfatte sager om VVM, som efter den foreslåede § 58 c kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Den foreslåede § 59 a vedrører klageberettigelse i de tilfælde, hvor der er klageadgang efter lovforslagets § 58 c. Klageberettiget efter den forslåede bestemmelse er miljø- og fødevareministeren og i øvrigt enhver med retlig interesse i sagens udfald, herunder en nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker. Klageberettiget er endvidere landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen, på betingelse af, at foreningen eller organisationen har vedtægter eller love, som dokumenterer dens formål, og at foreningen eller organisationen repræsenterer mindst 100 medlemmer. Den foreslåede § 59 a viderefører de gældende regler i § 59 om klageberettigelse i VVM-sager.
Til nr. 3 og 4
Det foreslås, at Natur- og Miljøklagenævnet overalt i § 60 ændres til Miljø- og Fødevareklagenævnet, under hensyn til, at § 60 fremadrettet foreslås alene at regulere klagesagsbehandlingen i VVM-sager, som efter det foreslåede § 58 c varetages af Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 5
Planlovens § 60, stk. 2, indeholder en henvisning til § 18 b, stk. 2-4, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet. Henvisningen foreslås ændret til en henvisning til forslaget til § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 21, stk. 2-4.
Til nr. 6
Planlovens § 60, stk. 5, indeholder særlige procedureregler for behandlingen af klager over afgørelse om endelig vedtagelse af en lokalplan efter § 27, stk. 1. Stk. 2 indeholder en henvisning til disse særlige regler. § 60, stk. 9, indeholder regler om, at en tilladelse efter § 35, stk. 1, må ikke udnyttes før klagefristens udløb og at rettidig klage efter § 58, stk. 1, nr. 1 og 2, har opsættende virkning, medmindre Natur- og Miljøklagenævnet bestemmer andet. Bestemmelserne vedrørende behandlingen af klager over lokalplaner og sager om landzonetilladelser og ekspropriation og foreslås ophævet, idet det foreslås, at § 60 fremadrettet alene skal omfatte klager omfattet af den foreslåede § 58 c (VVM-sager). Som konsekvens heraf foreslås i nr. 6 en konsekvensændring i stk. 2, hvorved henvisningen til stk. 5 udgår.
For så vidt angår procedureregler mv. i øvrige sager efter planloven er det hensigten at disse fastsættes af erhvervs- og vækstministeren, jf. § 15 i det fremsatte lovforslag om Planklagenævnet.
Da det foreslås, at § 60 fremadrettet alene vedrører VVM-klagesager, foreslås stk. 5 og 9 (der bliver stk. 8) ophævet. Stk. 6-8, bliver herefter stk. 5-7 og stk. 10 bliver stk. 8.
Til nr. 7
De foreslåede ændringer af § 60, stk. 8 (som bliver stk. 7), er en konsekvens af forslaget om, at § 60 fremover alene skal vedrøre klager efter den foreslåede § 58 c, som alene omfatter sager vedrørende VVM, hvorfor henvisningen i stk. 8 til § 58, stk. 1, nr. 3, 4 og 5, ændres til en henvisning til § 58 c. I henhold til kgl. resolution er det miljø- og fødevareministeren, der er ressortmyndighed i sager om VVM, hvorfor det endvidere foreslås, at erhvervs- og vækstministeren ændres til miljø- og fødevareministeren, under hensyn til, at § 60 efter lovforslaget ikke længere omfatter klager over øvrige afgørelser efter planlovgivningen.
Endvidere foreslås, at Miljø- og Fødevareklagenævnet også kan tillægge VVM-screeningsafgørelser, som regionsrådet har truffet, opsættende virkning. Forslaget skal ses i sammenhæng den foreslåede § 58 c og kompetenceoverførelsen for råstofsager, herunder VVM-kompetencen i tilknytning hertil, fra kommunerne til regionerne ved lov nr. 380 af 23. april 2014 om ændring af lov om råstoffer og lov om miljøbeskyttelse og lov nr. 742 af 25. juni 2014 om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om planlægning.
Afgørelser truffet i henhold til regler udstedt i medfør af tekstanmærkningerne nr. 148, nr. 151, nr. 154, nr. 157-159, nr. 162-163, nr. 165 og nr. 168 ad § 24 på finansloven, som indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, samt afgørelser, der træffes i henhold til regler udstedt i medfør af tekstanmærkning nr. 170 ad § 24 på finansloven for finansåret 2017, skal fremover efter bestemmelsen kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet. Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse, hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget. Dette sker for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen, herunder visse tekstanmærkninger ad § 24 på finansloven, relativt enslydende bemyndigelser til at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene og tekstanmærkninger ad § 24 på finansloven fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i tekstanmærkningerne ad § 24 på finansloven ændres ikke med dette forslag, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men vedrørende tekstanmærkninger ad § 24 på finansloven foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
Afgørelser truffet i henhold til § 7, stk. 3 i lov om indkøbsforeninger for mindre virksomheder i landdistrikterne, jf. lovbekendtgørelse nr. 999 af 19. august 2010, eller i henhold til regler udstedt i medfør af lovens § 7, stk. 4, som ifølge loven indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter bestemmelsen, som er en ny bestemmelse i sektorloven, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet. Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse, hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget. Dette sker for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen relativt enslydende bemyndigelser til at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i disse sektorlove skal efter forslaget foreløbigt opretholdes, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men i sektorlovene foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
Afgørelser truffet i henhold til kapitel 2 i lov om læhegn og tilskud til læplantning, jf. lovbekendtgørelse nr. 17 af 18. januar 1996, som ændret ved lov nr. 15 af 14. januar 1998 og lov nr. 466 af 7. juni 2001, eller regler udstedt i medfør heraf, som ifølge loven indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter bestemmelsen, som er en ny bestemmelse i sektorloven, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet. Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse, hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget. Dette sker for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen relativt enslydende bemyndigelser til at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i disse sektorlove skal efter forslaget foreløbigt opretholdes, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men i sektorlovene foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
Afgørelser, som ifølge lov om ophørsstøtte til erhvervsfiskere, jf. lovbekendtgørelse nr. 1748 af 14. december 2015, indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter bestemmelsen, som er en ny bestemmelse i sektorloven, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet. Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse, hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget. Dette sker for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen relativt enslydende bemyndigelser til at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i disse sektorlove skal efter forslaget foreløbigt opretholdes, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men i sektorlovene foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
Afgørelser, som ifølge lov om ophørsstøtte til jordbrugere, jf. lovbekendtgørelse nr. 1813 af 14. december 2015, indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter bestemmelsen, som er en ny bestemmelse i sektorloven, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet. Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse, hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget. Dette sker for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen relativt enslydende bemyndigelser til at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i disse sektorlove skal efter forslaget foreløbigt opretholdes, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men i sektorlovene foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
Efter § 17, stk. 3, i lov om støtte til jordbrugets strukturudvikling og til økologisk produktion inden for jordbrug og fiskeri m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 784 af 23. juni 2016, kan Udbetaling Danmarks afgørelser som nævnt i lovens § 16, stk. 2, påklages til miljø- og fødevareministeren.
Det foreslås, at § 17, stk. 3 ændres, således at Udbetaling Danmarks afgørelser som nævnt i lovens § 16, stk. 2, fremover skal kunne påklages til det foreslåede nyoprettede Miljø- og Fødevareklagenævn, som er en fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet, jf. lovforslagets §§ 1-24.
Til nr. 2
Afgørelser, som ifølge loven indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter den foreslåede bestemmelse i § 17 a, stk. 1, som er en ny bestemmelse i sektorloven, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet. Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse, hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget. Dette sker for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen relativt enslydende bemyndigelser til at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i disse sektorlove skal efter forslaget foreløbigt opretholdes, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men i sektorlovene foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
Afgørelser, som ifølge innovationsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1695 af 14. december 2015 indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter bestemmelsen, som er en ny bestemmelse i sektorloven, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet. Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse, hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget. Dette sker for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen relativt enslydende bemyndigelser til at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i disse sektorlove skal efter forslaget foreløbigt opretholdes, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men i sektorlovene foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
Efter Kongeriget Danmarks Fiskeribanks nedlæggelse med virkning fra udgangen af 2008 har staten overtaget alle bankens aktiver og passiver, og er indtrådt i alle bankens rettigheder og forpligtelser, jf. § 8 a, stk. 1 i lov om Kongeriget Danmarks Fiskeribank, jf. lovbekendtgørelse nr. 779 af 23. juni 2016. Efter § 8 a, stk. 2-4 og § 8, b, stk. 1, 1. pkt. varetages administrationen af de aktiver og passiver, som staten har overtaget fra Kongeriget Danmarks Fiskeribank af Udbetaling Danmark. Afgørelser truffet af Udbetaling Danmark i henhold til loven vedrørende de eksisterende udlån kan efter § 8 b påklages til miljø- og fødevareministeren.
Det foreslås, at § 8 b ændres, således at Udbetaling Danmarks afgørelser vedrørende de eksisterende udlån fremover skal kunne påklages til det foreslåede nyoprettede Miljø- og Fødevareklagenævn, som er en fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet, jf. lovforslagets §§ 1-24. Afgørelser truffet af Miljø- og Fødevareklagenævnet, som er et uafhængigt klagenævn, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Til nr. 2 og 3
Efter § 8 b, 3. pkt. kan Udbetaling Danmark genoptage en sag efter, at der er indgivet klage.
Det foreslås, at 3. pkt. ophæves, jf. lovforslagets § 56, nr. 2, og at der i lovens § 8 b indsættes et nyt stk. 2, jf. lovforslagets § 56, nr. 3, således at adgangen til remonstration og genoptagelse efter at der er indgivet klage, bibeholdes.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 8 b, stk. 2, vil klager til Miljø- og Fødevareklagenævnet skulle indgives skriftligt via Udbetaling Danmark, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. lovforslagets kapitel 7.
Afgørelser, som ifølge lov om strukturforanstaltninger vedrørende fiskerisektoren jf. lovbekendtgørelse nr. 783 af 23. juni, indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter bestemmelsen i § 10 a, stk. 1, som er en ny bestemmelse i sektorloven, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet. Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse § 10, a, stk. 2, hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget. Dette sker for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration.
Endelig foreslås det, at Udbetaling Danmarks afgørelser vedrørende statsgarantier ydet efter § 6, ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, jf. den foreslåede bestemmelse til lovens § 10 b. Udbetaling Danmark er en offentligt reguleret selvejende institution, der er omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven, men som ikke indgår i et over-/underordnelsesforhold til staten. Det betyder, at afgørelser, der træffes af Udbetaling Danmark vedrørende lån med statsgaranti for yngre jordbrugeres førstegangsetablering som udgangspunkt ikke kan påklages til miljø- og fødevareministeren, medmindre der er fastsat regler herom. Forslaget til lovens § 10 b indebærer, at den hidtidige retstilstand, hvorefter afgørelser truffet af Udbetaling Danmark ikke kan påklages til miljø- og fødevareministeren, videreføres uændret.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen relativt enslydende bemyndigelser til at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i disse sektorlove skal efter forslaget foreløbigt opretholdes, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men i sektorlovene foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
Afgørelser, som jordfordelingsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 696 af 9. juni 2016, indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter bestemmelsen i § 27 a, stk. 1, som er en ny bestemmelse i sektorloven, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet.
Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse, jf. § 27 a, stk. 2, hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget. Dette sker for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration.
Endelig foreslås det, at Udbetaling Danmarks afgørelser vedrørende den udestående fordringsmasse i henhold til regler fastsat i medfør af § 22, stk. 2, eller i henhold til reglerne nævnt i § 22, stk. 3, ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, jf. den foreslåede bestemmelse til lovens § 27 b. Udbetaling Danmark er en offentligt reguleret selvejende institution, der er omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven, men som ikke indgår i et over-/underordnelsesforhold til staten. Det betyder, at afgørelser, der træffes af Udbetaling Danmark som udgangspunkt ikke kan påklages til miljø- og fødevareministeren, medmindre der er fastsat regler herom. Forslaget til lovens § 27 b indebærer, at den hidtidige retstilstand, hvorefter afgørelser truffet af Udbetaling Danmark ikke kan påklages til miljø- og fødevareministeren, videreføres uændret.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen relativt enslydende bemyndigelser til at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i disse sektorlove skal efter forslaget foreløbigt opretholdes, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men i sektorlovene foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
Afgørelser som ifølge økologiloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1657 af 14. december 2015, indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter bestemmelsen, som er en ny bestemmelse i sektorloven, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet. Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse, hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget. Dette sker for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen relativt enslydende bemyndigelser til at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i disse sektorlove skal efter forslaget foreløbigt opretholdes, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men i sektorlovene foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
Afgørelser som ifølge lov om gødning og jordforbedringsmidler m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 417 af 3. maj 2011, indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter bestemmelsen, som er en ny bestemmelse i sektorloven, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet. Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse, hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget. Dette sker for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen relativt enslydende bemyndigelser til at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i disse sektorlove skal efter forslaget foreløbigt opretholdes, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men i sektorlovene foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
Af hensyn til overskueligheden er bemærkningerne til de foreslåede konsekvensændringer i de følgende 10 love, som hører under Fødevarestyrelsens sagsområde, samlet og kommenteret under ét. Der er tale om ændringer til lov om foderstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 477 af 15. maj 2014, lov om fødevarer, jf. lovbekendtgørelse nr. 43 af 12. januar 2016, dyreværnsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1019 af 29. juni 2016, lov om indendørs hold af smågrise, avls- og slagtesvin, jf. lovbekendtgørelse nr. 465 af 15. maj 2014, lov om indendørs hold af gylte, goldsøer og drægtige søer, jf. lovbekendtgørelse nr. 77 af 21. januar 2015, lov om udendørs hold af svin, jf. lovbekendtgørelse nr. 1148 af 12. september 2015, lov om hold af malkekvæg og afkom af malkekvæg, jf. lovbekendtgørelse nr. 470 af 15. maj 2014, lov om hold af slagtekyllinger, jf. lovbekendtgørelse nr. 468 af 15. maj 2014, lov om hold af slagtekalkuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 476 af 15. maj 2014, lov om hold af heste, jf. lovbekendtgørelse nr. 472 af 15. maj 2014 samt lov om sikring af dyrepatogener, jf. lovbekendtgørelse nr. 475 af 15. maj 2014.
Afgørelser, som ifølge lovene indtil den 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter bestemmelsen som er ensartet og indsættes i de omhandlede 10 love, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet. Der foreslås endvidere i lovene indsat en bestemmelse, hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget. Dette sker for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration.
Hvis myndigheden således vil fastholde sin afgørelse skal klagen videresendes til nævnet senest 3 uger efter modtagelsen. Denne 3-ugers frist forventes 1. instansen at kunne overholde i langt de fleste sager, men i nogle tilfælde vil 1. instansen have behov for længere tid, f.eks. hvis klagepunkterne vedrører komplicerede forhold. Endvidere kan 1. instansen have behov for længere tid til at overveje, om der er grundlag for at genoptage sagen.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen relativt enslydende bemyndigelser til at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. I medfør af nogle love på Fødevarestyrelens område, er der bemyndigelse til delegation af afgørelseskompetence til private, og klagegangen kan være reguleret særskilt. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i disse sektorlove skal efter forslaget foreløbigt opretholdes, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men i sektorlovene foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
Det bemærkes til dyreværnsloven, jf. forslaget til § 63, at lovforslaget ikke ændrer på ordningen af klageadgangen til Politidirektøren for de afgørelser efter dyreværnsloven eller efter bekendtgørelse nr. 1729 af 21. december 2006 om beskyttelse af dyr under transport, der træffes af politiet.
Afgørelser, som ifølge lov om landbrugsejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 389 af 27. april 2016, indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter bestemmelsen, som er en ny bestemmelse i sektorloven, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet. Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse, hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget. Dette sker for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen relativt enslydende bemyndigelser til at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i disse sektorlove skal efter forslaget foreløbigt opretholdes, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men i sektorlovene foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
Afgørelser, som ifølge lov om apoteksvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1040 af 3. september 2014, som ændret ved § 1 i lov nr. 580 af 4. maj 2015 og § 4 i lov nr. 656 af 8. juni 2016, indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter bestemmelsen, som er en ny bestemmelse i sektorloven, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet.
Til nr. 2
Der indsættes efter forslaget en bestemmelse om adgang til remonstration og genoptagelse, hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet skal indgives skriftligt via 1. instansen ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget.
I sektorlovene foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
Afgørelser, som ifølge lov om Landdistriktsfonden, jf. lov nr. 1360 af 16. december 2014, indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter bestemmelsen, som er en ny bestemmelse i sektorloven, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet. Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse, hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget. Dette sker for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 11 a, stk. 2, 2. pkt. skal den myndighed, der har truffet afgørelse i 1. instans, hvis den påklage afgørelse fastholdes, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter modtagelsen af klagen videresende klagen til klageinstansen.
Af Miljø- og Fødevareministeriets koncernfælles klagesagsvejledning (september 2016) fremgår imidlertid, at fristen for oversendelse af klagesager til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri vedrørende afgørelser om nedsættelse af støtte efter artikel 91, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 eller udelukkelse fra at ansøge om støtte efter artikel 75 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 af 17. juli 2014 (krydsoverensstemmelse) i betalinger, der ydes efter grundbetalingsordningen og andre direkte betalinger, jf. bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 af 17. december 2013, betalinger, der ydes til foranstaltninger for bæredygtig anvendelse af landbrugsarealer og skovbrugsarealer, jf. artikel 21, stk. 1, litra a, artikel 28-29 og 34 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 af 17. december 2013, og betalinger, der ydes til foranstaltninger for bæredygtig anvendelse af landbrugsarealer og skovbrugsarealer, jf. artikel 36, litra a, nr. iv og litra b, nr. i og v, i Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 af 20. september 2005 er 2 måneder. Den længere oversendelsesfrist skal ses i lyset af, at der på området årligt træffes en større mængde afgørelser inden for en forholdsvis kort periode, hvorfor eventuelle klager ligeledes indkommer inden for en forholdsvis kort periode, jf. den 4 ugers klagefrist fastsat i § 14, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 512 af 23. april 2015 om NaturErhvervstyrelsens opgaver og beføjelser.
Det er hensigten, at den hidtidige praksis med den længere oversendelsesfrist på 2 måneder skal videreføres, som en fravigelse fra det i bestemmelsen fastsatte udgangspunkt om en oversendelsesfrist på 3 uger.
NaturErhvervstyrelsen vil i 2017 og 2018 på grund af flytning af opgaver og opbygning af nye funktioner i Sønderjylland have fokus på stabil drift af kerneforretningen, idet man prioriterer udbetalingsmålene. Det indebærer, at NaturErhvervstyrelsen i denne periode generelt vil have længere oversendelsestider for klagesager og ikke vil kunne indfri målet om en oversendelsesfrist på 3 uger i 2017 og 2018. Der vil i samme periode også være længere oversendelsestider for klagesager, der efter hidtidig praksis har en oversendelsesfrist på 2 måneder, og som videreføres med forslaget.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen relativt enslydende bemyndigelser til at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i disse sektorlove skal efter forslaget foreløbigt opretholdes, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men i sektorlovene foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
Til nr. 2
Afgørelser truffet i henhold til den ved § 13, stk. 2, i lov om Landdistriktsfonden ophævede lov nr. 316 af 31. marts 2007 (landdistriktsloven) eller regler udstedt i medfør heraf, der ifølge landdistriktsloven, jf. § 13, stk. 5, 1. og 2. pkt., i lov om Landdistriktsfonden, som ifølge landdistriktslovens, jf. § 13, stk. 4, i lov om Landdistriktsfonden, indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter den foreslåede bestemmelse, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet. Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse, hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget. Dette sker for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen relativt enslydende bemyndigelser til at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i disse sektorlove skal efter forslaget foreløbigt opretholdes, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men i sektorlovene foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
Afgørelser, som ifølge lov om Hav-og Fiskerifonden, jf. lov nr. 1361 af 16. december 2014, indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter bestemmelsen, som er en ny bestemmelse i sektorloven, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet. Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse, hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget. Dette sker for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen relativt enslydende bemyndigelser til at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i disse sektorlove skal efter forslaget foreløbigt opretholdes, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men i sektorlovene foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
Til nr. 2
Afgørelser truffet i henhold til den ved § 13, stk. 2, i lov om Hav- og Fiskerifonden ophævede lov nr. 1552 af 20. december 2006 (fiskeriudviklingsloven) eller regler udstedt i medfør heraf, der ifølge fiskeriudviklingsloven, jf. § 13, stk. 4, i lov om Hav- og Fiskerifonden, indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter den foreslåede bestemmelse, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet. Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse, hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget. Dette sker for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen relativt enslydende bemyndigelser til at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i disse sektorlove skal efter forslaget foreløbigt opretholdes, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men i sektorlovene foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
De foreslåede ændringer i lov om kystbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 15 af 8. januar 2016, er en konsekvens af forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvorefter Natur- og Miljøklagenævnet erstattes af Miljø- og Fødevareklagenævnet og at lov om Natur- og Miljøklagenævnet ophæves.
Det bemærkes, at den bekendtgjorte lovtekst vedrørende kystbeskyttelseslovens § 18 og § 18 a først træder i kraft på det tidspunkt, miljø- og fødevareministeren fastsætter, jf. § 4, stk. 2, i lov nr. 178 af 24. februar 2015 ændring af lov om råstoffer, lov om kystbeskyttelse og lov om havstrategi (Ændringer af auktionsordningen og andre regler om indvinding af råstoffer på havet som følge af regeringens konkurrencepolitiske udspil og evaluering af råstofloven, ændringer som følge af overførelse af kystbeskyttelsesloven til Miljøministeriet og præcisering af gennemførelse af havstrategirammedirektivet m.v.).
Til nr. 2
Den foreslåede ændring § 18, stk. 1, 1. pkt., og § 18, stk. 2, i kystbeskyttelsesloven indebærer, at adgangen til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet i den læge sammensætning, jf. § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, erstattes af adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 9, i forslag til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 3
Den eksisterende henvisning i kystbeskyttelseslovens § 18 a, stk. 4, 1. pkt. til lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 18 b, stk. 2-4, foreslås erstattet med en henvisning til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 21, stk. 2-4. Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 21, stk. 2-4.
Afgørelser, som ifølge lov om behandling af oplysninger om brug af plantebeskyttelsesmidler i jordbruget, jf. lovbekendtgørelse nr. 249 af 28. februar 2013, indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter bestemmelsen, som er en ny bestemmelse i sektorloven, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet. Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse, hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget. Dette sker for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen relativt enslydende bemyndigelser til at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i disse sektorlove skal efter forslaget foreløbigt opretholdes, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men i sektorlovene foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
Afgørelser, som ifølge landbrugsstøtteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1586 af 14. december 2015, indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter bestemmelsen, som er en ny bestemmelse i sektorloven, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet. Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse, hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget. Dette sker for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 22 b, stk. 2, 2. pkt. skal den myndighed, der har truffet afgørelse i 1. instans, hvis den påklage afgørelse fastholdes, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter modtagelsen af klagen videresende klagen til klageinstansen.
Af Miljø- og Fødevareministeriets koncernfælles klagesagsvejledning (september 2016) fremgår imidlertid, at fristen for oversendelse af klagesager til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri vedrørende afgørelser om direkte støtte til landbrugere efter grundbetalingsordningen eller nedsættelse af støtte efter artikel 91, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 eller udelukkelse fra at ansøge om støtte efter artikel 75 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 af 17. juli 2014 (krydsoverensstemmelse) i betalinger, der ydes efter grundbetalingsordningen og andre direkte betalinger, jf. bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 af 17. december 2013, betalinger, der ydes til foranstaltninger for bæredygtig anvendelse af landbrugsarealer og skovbrugsarealer, jf. artikel 21, stk. 1, litra a, artikel 28-29 og 34 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 af 17. december 2013, og betalinger, der ydes til foranstaltninger for bæredygtig anvendelse af landbrugsarealer og skovbrugsarealer, jf. artikel 36, litra a, nr. iv og litra b, nr. i og v, i Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 af 20. september 2005 er 2 måneder. Den længere oversendelsesfrist skal ses i lyset af, at der på området årligt træffes en større mængde afgørelser inden for en forholdsvis kort periode, hvorfor eventuelle klager ligeledes indkommer inden for en forholdsvis kort periode, jf. den 4 ugers klagefrist fastsat i § 14, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 512 af 23. april 2015 om NaturErhvervstyrelsens opgaver og beføjelser.
Det er hensigten, at den hidtidige praksis med den længere oversendelsesfrist på 2 måneder skal videreføres, som en fravigelse fra det i bestemmelsen fastsatte udgangspunkt om en oversendelsesfrist på 3-uger. NaturErhvervstyrelsen vil i 2017 og 2018 på grund af flytning af opgaver og opbygning af nye funktioner i Sønderjylland have fokus på stabil drift af kerneforretningen, idet man prioriterer udbetalingsmålene. Det indebærer, at NaturErhvervstyrelsen i denne periode generelt vil have længere oversendelsestider for klagesager og ikke vil kunne indfri målet om en oversendelsesfrist på 3 uger i 2017 og 2018. Der vil i samme periode også være længere oversendelsestider for klagesager, der efter hidtidig praksis har en oversendelsesfrist på 2 måneder, og som videreføres med forslaget.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen relativt enslydende bemyndigelser til at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i disse sektorlove skal efter forslaget foreløbigt opretholdes, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men i sektorlovene foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
Efter § 18, stk. 2, i lov om visse landdistriktsrelaterede tilskudsordninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 782 af 23. juni 2016, varetager Udbetaling Danmark opgaver vedrørende statsgaranterede etableringslån til yngre jordbrugere ydet efter kapitel 3 i lov om statsgaranti for lån til yngre jordbrugere m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1202 af 10. december 2009. Efter § 19, stk. 3, kan Udbetaling Danmarks afgørelser efter § 18, stk. 2, påklages til miljø- og fødevareministeren.
Det foreslås, at § 19, stk. 3 ændres, således at Udbetaling Danmarks afgørelser vedrørende statsgaranterede etableringslån til yngre jordbrugere ydet efter lovens kapitel 3 fremover skal kunne påklages til det foreslåede nyoprettede Miljø- og Fødevareklagenævn, som er en fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet, jf. lovforslagets §§ 1-24. Afgørelser truffet af Miljø- og Fødevareklagenævnet, som er et uafhængigt klagenævn, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Til nr. 2
Efter § 18, stk. 3, kan ministeren delegere udøvelsen af sine beføjelser vedrørende dele af de i § 2, stk. 1, nr. 5, litra a, og § 2, stk. 1, nr. 8, omhandlede foranstaltninger til kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet. Efter § 18, stk. 4, kan ministeren delegere udøvelsen af sine beføjelser vedrørende dele af de under § 2, stk. 1, nr. 8 og § 2, stk. 1, nr. 9, omhandlede foranstaltninger til en privat organisation. Efter § 19, stk. 1, kan afgørelser truffet af et regionsråd, en kommunalbestyrelse eller en privat organisation i henhold til bemyndigelse efter loven påklages til miljø- og fødevareministeren.
Det foreslås, at § 19, stk. 4 ændres, således at afgørelser truffet af et regionsråd, en kommunalbestyrelse eller en privat organisation i henhold til bemyndigelse efter loven, skal kunne påklages til det foreslåede nyoprettede Miljø- og Fødevareklagenævn, som er en fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet, jf. lovforslagets §§ 1-24. Afgørelser truffet af Miljø- og Fødevareklagenævnet, som er et uafhængigt klagenævn, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Til nr. 3
Afgørelser, som ifølge loven indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter bestemmelsen i § 19, stk. 7, som er en ny bestemmelse i sektorloven, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet.
Det foreslås endvidere for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration og genoptagelse, at der indsættes en bestemmelse, jf. § 19, stk. 8, hvorefter klager til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen relativt enslydende bemyndigelser til at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i disse sektorlove skal efter forslaget foreløbigt opretholdes, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men i sektorlovene foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
Afgørelser, som ifølge lov om Grønt Udviklings-og Demonstrationsprogram, jf. lovbekendtgørelse nr. 1706 af 14. december 2015, indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter bestemmelsen, som er en ny bestemmelse i sektorloven, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet. Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse, hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget. Dette sker for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen relativt enslydende bemyndigelser til at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i disse sektorlove skal efter forslaget foreløbigt opretholdes, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men i sektorlovene foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
Til nr. 2
Den foreslåede ændring af lovens § 19, stk. 2, er en konsekvens af den foreslåede bestemmelse i lovens § 18 a, jf. ændringspunkt nr. 1 ovenfor.
Ændringen indebærer, at afgørelser truffet af bestyrelsen for GUDP i henhold til loven eller i henhold til regler udstedt i medfør af loven alene kan påklages for så vidt angår retlige spørgsmål uanset om behandlingen af klager over disse afgørelser sker i Miljø- og Fødevareklagenævnet efter bestemmelsen i den foreslåede bestemmelse i lovens § 18 a, eller i en af styrelserne under ministeriet efter delegation.
Afgørelser, som ifølge lov om hold af dyr, jf. lovbekendtgørelse nr. 466 af 15. maj 2014, indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter bestemmelsen, som er en ny bestemmelse i sektorloven, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet. Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse, hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget. Dette sker for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen relativt enslydende bemyndigelser til at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i disse sektorlove skal efter forslaget foreløbigt opretholdes, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men i sektorlovene foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
Afgørelser truffet efter § 110, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 2. pkt., i fiskeriloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 586 af 21. maj 2014, som ifølge loven indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter bestemmelsen, som er en ny bestemmelse i sektorloven, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne nedenfor til nr. 2.
Til nr. 2
Afgørelser, som ifølge loven indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter bestemmelsen, som er en ny bestemmelse i sektorloven, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet. Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse, hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget. Dette sker for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen relativt enslydende bemyndigelser til at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i disse sektorlove skal efter forslaget foreløbigt opretholdes, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men i sektorlovene foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
Afgørelser, som ifølge lov om drift af landbrugsjorder, jf. lovbekendtgørelse nr. 191 af 12. marts 2009, lov om frø, kartofler og planter, jf. lovbekendtgørelse nr. 195 af 12. marts 2009, lov om biavl, jf. lovbekendtgørelse nr. 197 af 12. marts 2009, og lov om planteskadegørere, jf. lovbekendtgørelse nr. 198 af 12. marts 2009, indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter bestemmelsen, som er en ny bestemmelse i sektorloven, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet. Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse, hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget. Dette sker for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen relativt enslydende bemyndigelser til at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i disse sektorlove skal efter forslaget foreløbigt opretholdes, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men i sektorlovene foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
Afgørelser, som ifølge lov om frø, kartofler og planter, jf. lovbekendtgørelse nr. 195 af 12. marts 2009, indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter bestemmelsen, som er en ny bestemmelse i sektorloven, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet. Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse, hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget. Dette sker for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen relativt enslydende bemyndigelser til at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i disse sektorlove skal efter forslaget foreløbigt opretholdes, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men i sektorlovene foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
Afgørelser, som ifølge lov om biavl, jf. lovbekendtgørelse nr. 197 af 12. marts 2009, indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter bestemmelsen, som er en ny bestemmelse i sektorloven, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet. Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse, hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget. Dette sker for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen relativt enslydende bemyndigelser til at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i disse sektorlove skal efter forslaget foreløbigt opretholdes, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men i sektorlovene foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
Afgørelser, som ifølge lov om planteskadegørere, jf. lovbekendtgørelse nr. 198 af 12. marts 2009, indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter bestemmelsen, som er en ny bestemmelse i sektorloven, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet. Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse, hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget. Dette sker for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen relativt enslydende bemyndigelser til at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i disse sektorlove skal efter forslaget foreløbigt opretholdes, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men i sektorlovene foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
Afgørelser, som ifølge lov om dyrlæger, jf. lovbekendtgørelse nr. 1149 af 12. september 2015, indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter bestemmelsen, som er en ny bestemmelse i sektorloven, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet. Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse, hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget. Dette sker for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration.
Hvis myndigheden således vil fastholde sin afgørelse skal klagen videresendes til nævnet senest 3 uger efter modtagelsen. Denne 3 ugers frist forventes 1. instansen at kunne overholde i langt de fleste sager, men i nogle tilfælde vil 1. instansen have behov for længere tid, f.eks. hvis klagepunkterne vedrører komplicerede forhold. Endvidere kan 1. instansen have behov for længere tid til at overveje, om der er grundlag for at genoptage sagen.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen relativt enslydende bemyndigelser til at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i disse sektorlove skal efter forslaget foreløbigt opretholdes, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men i sektorlovene foreslås det med forslaget som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne i delegationsbekendtgørelserne i forhold til Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
Ifølge forslaget til § 4 a, stk. 1, i lov om hunde, jf. lovbekendtgørelse nr. 76 af 21. januar 2015, vil dispensationer, der er meddelt en erhvervsmæssig opdrætter af hunde efter bestemmelsen i hundelovens § 4, stk. 1, 2. pkt., kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det er i øvrigt hensigten, at klageadgangen til miljø- og fødevareministeren skal forblive afskåret i medfør af regler fastsat af miljø- og fødevareministeren i henhold til bemyndigelsen i hundelovens § 4, stk. 2.
I forslaget til stk. 2 indsættes en bestemmelse hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget. Der er herved fortsat adgang til remonstration. Hvis myndigheden således vil fastholde sin afgørelse skal klagen videresendes til nævnet senest 3 uger efter modtagelsen. Denne 3 ugers frist forventes 1. instansen at kunne overholde i langt de fleste sager, men i nogle tilfælde vil 1. instansen have behov for længere tid, f.eks. hvis klagepunkterne vedrører komplicerede forhold. Endvidere kan 1. instansen have behov for længere tid til at overveje, om der er grundlag for at genoptage sagen.
Lovforslaget ændrer ikke på ordningen af klageadgangen til Politidirektøren for de afgørelser efter hundeloven, der træffes af politiet.
Afgørelser, som ifølge lov om plantenyheder, jf. lovbekendtgørelse nr. 190 af 12. marts 2009, indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter bestemmelsen, som er en ny bestemmelse i sektorloven, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet. Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse § 10, a, stk. 2, hvorefter klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget. Dette sker for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen relativt enslydende bemyndigelser til at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i disse sektorlove skal efter forslaget foreløbigt opretholdes, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men i sektorlovene foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
De foreslåede ændringer i lov nr. 425 af 18. maj 2016 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) er en konsekvens af forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvorefter Natur- og Miljøklagenævnet erstattes af Miljø- og Fødevareklagenævnet og at lov om Natur- og Miljøklagenævnet ophæves.
Til nr. 2
De foreslåede ændringer af § 48, stk. 3 og 4 og § 49, stk. 1, i lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) indebærer, at adgangen til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet i den læge sammensætning, jf. § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, erstattes af en adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. § 3, stk. 1, nr. 9, i forslag til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 3
Den foreslåede ændring i § 49, stk. 2, i lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) indebærer, at adgangen til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet i den sagkyndige sammensætning, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, erstattes af den adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i en af nævnets sagkyndige afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-6, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 4
Den eksisterende henvisning i § 52, stk. 1, 1. pkt., i lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) til lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 18 b, stk. 2-4, foreslås ændret til en henvisning til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 21, stk. 2-4. Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 21, stk. 2-4.
De foreslåede ændringer i lov nr. 1606 af 26. december 2013 om vandplanlægning er en konsekvens af forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvorefter Natur- og Miljøklagenævnet erstattes af Miljø- og Fødevareklagenævnet og at lov om Natur- og Miljøklagenævnet ophæves.
Til nr. 2
Den foreslåede ændring af § 36 i lov om vandplanlægning indebærer, at adgangen til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet i den læge sammensætning, jf. § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, erstattes af en adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i den læge afdeling, jf. forslaget til § 3, stk. 1, nr. 9, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 3
Med de foreslåede ændringer til § 38 i lov om vandplanlægning indføres regler om klage ved digital selvbetjening i lov om vandplanlægning. Kravet om indgivelse af klage over vandområdeplaner ved digital selvbetjening følger i dag allerede af § 18 b i lov om Natur- og Miljøklagenævnet.
De foreslåede bestemmelser svarer til lignende bestemmelser om klage ved digital selvbetjening i en række andre natur- og miljøretlige love med de modifikationer, der følger af, at en vandområdeplan ikke retter sig mod enkeltpersoner eller virksomheder og ikke blot dækker en enkelt eller nogle få ejendomme, men et helt hovedvandopland.
Det foreslås bl.a., at hvis den myndighed, der har offentliggjort den påklagede vandområdeplan, vil fastholde planen, skal den snarest efter klagefristens udløb videresende klagen til klagenævnet ledsaget af den påklagede plan og myndighedens bemærkninger til sagen og de anførte klagepunkter. Klageren skal underrettes herom og oplyses om, at evt. bemærkninger til klagenævnet skal være afgivet inden for 3 uger fra modtagelsen. Det foreslås endvidere, at al kommunikation mellem den myndighed, der har offentliggjort vandområdeplanen, og klagenævnet skal ske ved digital selvbetjening.
De foreslåede ændringer i lov nr. 130 af 10. februar 2015 om Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram er en konsekvens af forslaget til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvorefter Natur- og Miljøklagenævnet erstattes af Miljø- og Fødevareklagenævnet og at lov om Natur- og Miljøklagenævnet ophæves.
Til nr. 2
Den foreslåede ændring af § 19, stk. 2, i lov om Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram indebærer, at adgangen til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet i den læge sammensætning, jf. § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, erstattes af en adgang til at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. § 3, stk. 1, nr. 9, i forslag til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Til nr. 3
Den eksisterende henvisning i § 19, stk. 6, i lov om Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram til lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 18 b, stk. 2-4, foreslås ændret til en henvisning til lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 21, stk. 2-4. Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 21, stk. 2-4.
Efter § 22, stk. 2, i lov om refinansiering af realkreditlån m.v. i landbrugsejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 780 af 23. juni 2016, varetager Udbetaling Danmark opgaver efter § 8, stk. 1-3, og §§ 9 og 20, og træffer afgørelser efter loven, jf. § 19. Efter § 22, stk. 3, kan Udbetaling Danmarks afgørelser efter § 22, stk. 2, påklages for miljø- og fødevareministeren.
Det foreslås, at § 22, stk. 3, ændres, således at Udbetaling Danmarks afgørelser efter § 22, stk. 2, fremover skal kunne påklages til det foreslåede nyoprettede Miljø- og Fødevareklagenævn, som er en fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet, jf. lovforslagets §§ 1-24. Afgørelser truffet af Miljø- og Fødevareklagenævnet, som er et uafhængigt klagenævn, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Til nr. 2
Afgørelser, som ifølge loven indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter bestemmelsen i § 22 a, stk. 1, som er en ny bestemmelse i sektorloven, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet.
Det foreslås endvidere for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration og genoptagelse, at der indsættes en bestemmelse, jf. § 22 a, stk. 2, hvorefter klager til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen relativt enslydende bemyndigelser til at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i disse sektorlove skal efter forslaget foreløbigt opretholdes, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men i sektorlovene foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
Efter § 19, stk. 2, i lov om støtte til miljøforbedrende investering i mindre landbrug m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 785 af 23. juni 2016, administrerer Udbetaling Danmark statsgarantier ydet i henhold til § 10, stk. 1. Efter § 21, stk. 4, kan Udbetaling Danmarks afgørelser som nævnt i § 19, stk. 2, påklages for miljø- og fødevareministeren.
Det foreslås, at § 21, stk. 4, ændres, således at Udbetaling Danmarks afgørelser efter § 19, stk. 2, fremover skal kunne påklages til det foreslåede nyoprettede Miljø- og Fødevareklagenævn, som er en fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet, jf. lovforslagets §§ 1-24. Afgørelser truffet af Miljø- og Fødevareklagenævnet, som er et uafhængigt klagenævn, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Til nr. 2
Afgørelser, som ifølge loven indtil 1. februar 2017 har kunnet påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, skal fremover efter bestemmelsen i § 21 a, stk. 1, som er en ny bestemmelse i sektorloven, kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre andet er fastsat i lovgivningen i øvrigt. Dette er en konsekvens af lovforslaget om oprettelse af et nyt Miljø- og Fødevareklagenævn ved fusion af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Natur- og Miljøklagenævnet.
Det foreslås endvidere for at undgå tvivl om den fortsatte adgang til remonstration og genoptagelse, at der indsættes en bestemmelse, jf. § 21 a, stk. 2, hvorefter klager til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt via 1. instansen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. kapitel 7 i forslaget.
På fødevare-, landbrugs- og fiskeriområdet indeholder lovgivningen relativt enslydende bemyndigelser til at miljø- og fødevareministeren, i det omfang denne henlægger sine beføjelser efter loven til ”en myndighed under ministeriet”, kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere efter disse standardbestemmelser i sektorlovene fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til selve klagen. Bemyndigelserne i disse sektorlove skal efter forslaget foreløbigt opretholdes, da de også i et vist omfang regulerer andre relationer end klageadgangen til klagecentret. Men i sektorlovene foreslås det i dette lovforslag som hovedregel fastlagt, at klageinstansen fra 1. februar 2017 er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der som uafhængigt klagenævn med loven overtager alle de opgaver på klageområdet, som hidtil er delegeret til og varetaget af Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. bekendtgørelse nr. 513 af 23. april 2015 om Fødevareministeriets Klagecenters opgaver og beføjelser. Denne delegationsbekendtgørelse skal i konsekvens af lovens vedtagelse og klagecentrets nedlæggelse ophæves. Loven får også konsekvenser for opgavebeskrivelserne (delegationsbekendtgørelserne) for Miljø- og Fødevareministeriets underordnede styrelser.
Reglen i forslagets § 95 fastsætter lovens territoriale gyldighedsområde. Det foreslås, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Under hensyn til at havmiljøloven, miljøskadeloven, gødningsloven, foderstofloven, fødevareloven, dyrepatogenloven, lov om apoteksvirksomhed, dyreholdsloven, fiskeriloven og dyrlægeloven (forslagets §§ 41, 44, 60, 61, 62, 71, 73, 81, 82 og 87) ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Grønland, og en række sager efter disse sektorlove kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, foreslås, at loven ved kongelig anordning skal kunne sættes i kraft for Grønland med virkning for sager omfattet af disse sektorlove. Miljøskadeloven (forslagets § 44) kan også ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne, men den gældende retstilstand, hvorefter den gældende nævnslov, jf. nævnslovens § 21, ikke kan sættes i kraft for Færøerne, foreslås videreført, således at lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke efter forslaget skal gælde for Færøerne. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkningers punkt 2.8.
