Command Palette

Search for a command to run...

Gældende

LOV nr 2055 af 16/11/2021

Udlændinge- og Integrationsministeriet

Lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v. § 4

En udlænding kan ikke meddeles opholdstilladelse efter denne lov, hvis

  1. udlændingen må anses for en fare for statens sikkerhed,

  2. udlændingen må anses for en alvorlig trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed eller

  3. udlændingen anses for omfattet af artikel 1 F i flygtningekonventionen af 28. juli 1951.

Stk. 2. En udlænding kan uden for de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, ikke, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor, meddeles opholdstilladelse efter denne lov, hvis

  1. udlændingen uden for landet er dømt for et forhold, som kunne medføre udvisning efter udlændingelovens §§ 22, 23 eller 24, såfremt pådømmelsen var sket her i landet,

  2. der er alvorlig grund til at antage, at udlændingen uden for landet har begået en lovovertrædelse, som kunne medføre udvisning efter udlændingelovens §§ 22, 23 eller 24,

  3. der i øvrigt foreligger omstændigheder, som kunne medføre udvisning efter reglerne i udlændingelovens kapitel 4,

  4. udlændingen ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, og er indberettet til SIS II som uønsket i medfør af SIS II-forordningen eller

  5. udlændingen på grund af smitsom sygdom eller alvorligere sjælelig forstyrrelse må antages at ville frembyde fare eller væsentlige ulemper for sine omgivelser.

Stk. 3. En udlænding, som har indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 1 og 5, kan ikke meddeles opholdstilladelse efter denne lov, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor, dog tidligst 2 år efter udrejsen. Kravet om, at der skal være forløbet 2 år fra udrejsen, gælder dog ikke for en udlænding, som ikke er statsborger i et af de lande, der er nævnt i udlændingelovens § 2, stk. 1 (tredjelandsstatsborger), og som er udvist efter udlændingelovens § 25 b eller er meddelt indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 2.

Stk. 4. En udlænding kan ikke meddeles opholdstilladelse efter denne lov, medmindre særlige grunde taler derfor, hvis der foreligger omstændigheder som nævnt i udlændingelovens § 10, stk. 5 eller 6.

Stk. 5. Udlændingemyndighederne indberetter en udlænding, der er meddelt afslag på opholdstilladelse efter stk. 1 eller stk. 2, nr. 1 eller 2, som uønsket i SIS II, hvis udlændingen ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union.