LOV nr 324 af 16/03/2022
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine § 41
I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 170 af 24. januar 2022, foretages følgende ændringer:
-
I § 181, stk. 1, nr. 9, udgår »eller«.
-
I § 181, stk. 1, nr. 10, ændres »danske myndigheder m.v.« til: »danske myndigheder m.v. eller«.
-
I § 181, stk. 1, indsættes som nr. 11:
»11) lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.«
Forarbejder til Lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine § 41
RetsinformationTil nr. 1-3
§ 181 i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 170 af 24. januar 2022 (serviceloven), vedrører statslig refusion til kommunerne for kommunale udgifter til visse former for hjælp efter serviceloven til udlændinge med bestemte typer af opholdstilladelse efter udlændingeloven.
Efter § 181, stk. 1, nr. 1-9, finder statsrefusionsordningen anvendelse for udlændinge, der har fået opholdstilladelse efter følgende bestemmelser i udlændingeloven: 1) §§ 7 eller 8, 2) § 9 b, 3) § 9 c, stk. 1, i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter § 9 b, 4) § 9, stk. 1, nr. 1 eller 2, som konsekvens af tilknytning til en i Danmark fastboende person, når denne person selv har fået opholdstilladelse efter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1-3, eller når tilknytningen kan føres tilbage til en sådan person, 5) § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er givet til en person over 18 år, hvis fader eller moder har fået opholdstilladelse efter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1, 6) § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er meddelt en ægtefælle til eller et barn af en person med opholdstilladelse som nævnt i nr. 2 og 3, 7) § 9 c, når tilladelsen er meddelt en asylsøgende udlænding, 8) § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er givet som konsekvens af en tilknytning til en mindreårig asylansøgende udlænding, som har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 9 c, eller 9) § 9 e. Herudover finder statsrefusionsordningen efter § 181, stk. 1, nr. 10, anvendelse for udlændinge, der har fået opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v.
Efter § 181, stk. 2, i serviceloven afholder staten i de første tre år efter datoen for opholdstilladelsen fuldt ud kommunens udgifter til hjælp til udlændinge, der er omfattet af § 181, stk. 1, når der er tale om hjælp efter § 11, stk. 3, §§ 41 og 42, § 52, stk. 3, nr. 1-6, 8 og 9, § 52 a, § 54, § 76, stk. 2 og stk. 3, nr. 2, og §§ 96, 98 og 100. Hjælp efter disse bestemmelser omfatter forebyggende indsatser, merudgiftsydelse og tabt arbejdsfortjeneste ved forsørgelse af et barn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse, foranstaltninger til børn og unge, dog ikke anbringelser uden for hjemmet, økonomisk støtte til en forældremyndighedsindehaver, støtteperson til forældremyndighedsindehaveren ved et barns eller en ungs anbringelse uden for hjemmet, efterværn i form af kontaktperson, borgerstyret personlig assistance, kontaktperson til døvblinde samt merudgiftsydelse til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Efter § 181, stk. 3, i serviceloven yder staten refusion til kommunerne for alle udgifter til hjælp efter serviceloven i to tilfælde. Det drejer sig for det første om tilfælde, hvor udlændingen inden 24 måneder efter datoen for opholdstilladelsen på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne anbringes i et døgnophold. Der gives dog alene statsrefusion, indtil den pågældende i en sammenhængende periode på to år har klaret sig selv. For det andet drejer det sig om mindreårige asylansøgere, der har fået opholdstilladelse, dog kun indtil den mindreårige er fyldt 18 år, eller forældrene får lovligt ophold i Danmark.
Der foreslås med lovforslagets § 41, nr. 1 og 2, lovtekniske ændringer af § 181, stk. 1, nr. 9 og 10, i serviceloven som følge af den med lovforslagets § 41, nr. 3, foreslåede indsættelse af et nyt nummer i § 181, stk. 1, i serviceloven.
Med lovforslagets § 41, nr. 3, foreslås indsat et nyt nummer som § 181, stk. 1, nr. 11, i serviceloven, hvorefter udlændinge, der har fået opholdstilladelse efter den foreslåede lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, omfattes af persongruppen i § 181, stk. 1, i serviceloven.
Det foreslåede nye nummer vil medføre, at en udlænding, der har fået opholdstilladelse efter lovforslaget, omfattes af persongruppen i § 181, stk. 1, i serviceloven.
Den foreslåede ændring vil således medføre, at staten efter § 181, stk. 2, i serviceloven fuldt ud vil afholde udgifterne til hjælp efter § 11, stk. 3, §§ 41 og 42, § 52, stk. 3, nr. 1-6, 8 og 9, § 52 a, § 54, § 76, stk. 2 og stk. 3, nr. 2, og §§ 96, 98 og 100 i serviceloven i de første tre år efter datoen for opholdstilladelsen efter lovforslaget. Derudover vil den foreslåede ændring medføre, at staten efter § 181, stk. 3, nr. 1, i serviceloven vil afholde en kommunes udgifter til udlændinge, der inden 24 måneder efter datoen for opholdstilladelsen efter lovforslaget, på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne anbringes i et døgnophold, dog kun indtil den pågældende i en sammenhængende periode på to år har klaret sig selv. Endelig vil den foreslåede ændring medføre, at staten efter § 181, stk. 3, nr. 2, i serviceloven vil afholde en kommunes udgifter til mindreårige, der har fået opholdstilladelse, dog kun indtil den mindreårige er fyldt 18 år, eller barnets forældre får lovligt ophold i Danmark.
Den foreslåede ændring er begrundet i behovet for at give kommunerne samme adgang til statsrefusion for udgifter til hjælp efter serviceloven, når der er tale om personer, der har fået opholdstilladelse efter lovforslaget, som når der er tale om udlændinge, der har fået opholdstilladelse efter de i § 181, stk. 1, i serviceloven nævnte bestemmelser i udlændingeloven, herunder udlændingelovens §§ 7, 8 og 9 b, og lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v.