VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
Loven omfatter markedsføring af sundhedsydelser, som udføres af eller på vegne af autoriserede eller ikke-autoriserede sundhedspersoner inden for sundhedsvæsenet. Loven fastsætter, medmindre andet er bestemt, fælles regler for markedsføring vedrørende offentlige og private sygehuse, private klinikker og privatpraktiserende sundhedspersoner samt andre institutioner, der leverer sundhedsydelser, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Ved sundhedsydelser forstås i denne lov den sundhedsfaglige virksomhed, som autoriserede sundhedspersoner udfører i medfør af deres autorisation eller i øvrigt udfører, og som ikkeautoriserede sundhedspersoner har adgang til at udføre.
Stk. 3. Loven omfatter endvidere den sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende virksomhed, som apotekerne har ret til at udføre efter § 12, stk.1, nr. 2 i lov om apotekervirksomhed.
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter indhentet udtalelse fra Forbrugerombudsmanden fastsætte bestemmelser om, at loven helt eller delvis skal gælde anden virksomhed end nævnt i stk. 1-3.
Stk. 5. Sundhedsstyrelsen kan efter indhentet udtalelse fra Forbrugerombudsmanden fastsætte nærmere regler for anvendelsesområdet efter stk. 1-4.
Vildledning, nedsættende omtale m.v.
Der må ikke ved markedsføring af sundhedsydelser efter denne lov anvendes urigtige, vildledende eller urimeligt mangelfulde angivelser.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder også angivelser, der på grund af deres form, eller fordi de angår uvedkommende forhold, er utilbørlige over for andre, herunder andre sundhedspersoner eller forbrugere.
Stk. 3. Der må ikke anvendes vildledende fremgangsmåder eller øvrige fremgangsmåder, såfremt de på grund af deres særlige form, eller fordi de inddrager uvedkommende forhold, er utilbørlige over for andre, herunder andre sundhedspersoner eller forbrugere.
Stk. 4. Rigtigheden af angivelser om faktiske forhold skal kunne dokumenteres.
Stk. 5. Markedsføring må ikke finde sted i fjernsyn, film, video eller lignende.
Sammenlignende reklame omfatter enhver reklame, som direkte eller indirekte henviser til en konkurrent eller til sundhedsydelser, som udbydes af en konkurrent.
Stk. 2. Sammenlignende reklame, jf. stk. 1, er ikke tilladt efter denne lov, medmindre sammenligningen
ikke er vildledende,
angår sundhedsydelser, der opfylder samme behov eller tjener samme formål,
er objektiv og sammenligner en eller flere konkrete og relevante egenskaber, der kan dokumenteres, og som er repræsentative for disse sundhedsydelser, herunder prisen,
ikke skaber forveksling mellem annoncøren og en konkurrent eller mellem annoncørens og en konkurrents firmanavn, andre karakteristiske kendetegn eller sundhedsydelser,
ikke miskrediterer eller nedvurderer en konkurrents firmanavn, andre karakteristiske kendetegn, sundhedsydelser, aktiviteter eller øvrige forhold og
ikke drager utilbørlig fordel af den anseelse, der er knyttet til en konkurrents firmanavn eller andre karakteristiske kendetegn.
Stk. 3. I enhver sammenlignende reklame, som indeholder særtilbud, skal det klart fremgå, hvornår tilbuddet ophører. Gælder særtilbuddet endnu ikke, skal det tillige oplyses, hvornår perioden for den særlige pris eller for andre særlige betingelser begynder.
Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med lovens overholdelse, jf. dog stk. 6.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan kræve meddelt alle oplysninger, som skønnes nødvendige til afgørelse af, om et forhold falder ind under lovens bestemmelser. Oplysningerne kan kræves meddelt inden for en kort frist, når det gælder sammenlignende reklame, eller når det efter omstændighederne skønnes påkrævet.
Stk. 3. Sundhedsstyrelsen kan på eget initiativ eller på baggrund af klager fra andre optage sager til behandling. Sundhedsstyrelsen er ikke forpligtet til at behandle alle sager, som forelægges. Sundhedsstyrelsen skal ved optagelse af sager til behandling navnlig lægge vægt på varetagelsen af hensynet til forbrugerne.
Stk. 4. Sundhedsstyrelsen kan som led i tilsynet give udtryk for sin opfattelse af sagen.
Stk. 5. Sundhedsstyrelsen kan efter indhentet udtalelse fra Forbrugerombudsmanden fastsætte nærmere regler for markedsføring efter denne lov, jf. dog stk. 6 vedrørende nærmere regler for psykologer.
Stk. 6. Psykolognævnet, jf. lov nr. 494 af 30. juni 1993 om psykologer m.v., fører tilsyn med psykologers markedsføring og kan som led i tilsynet give udtryk for sin opfattelse af sagen eller søge iværksat sanktioner efter lovens § 5, stk. 1 og 2. Psykolognævnet kan i denne forbindelse efter indhentet udtalelse fra Forbrugerombudsmanden fastsætte nærmere regler for psykologers markedsføring efter denne lov.
Stk. 7. Sundhedsstyrelsens afgørelser efter denne lov kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Overtrædelse af § 2, stk. 1-3 og 5, og § 3, stk. 2 og 3, straffes med bøde.
Stk. 2. Overtrædelse af § 2, stk. 2 og 3, der består i skadelig omtale af en anden sundhedsperson eller af forhold, der særligt angår den pågældende, er undergivet privat påtale, medmindre almene hensyn kræver påtale.
Stk. 3. Den, som undlader at meddele oplysninger, der afkræves efter § 4, stk. 2, eller som i forhold, der omfattes af loven, meddeler Sundhedsstyrelsen urigtige eller vildledende oplysninger, straffes med bøde,
Stk. 4. I forskrifter, der udfærdiges i medfør af denne lov, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 5. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Loven træder i kraft den 1. september 2003.
Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 463 af 10. juni 1997 om reklamering for sundhedsydelser.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan for Færøerne sættes i kraft ved kongelig anordning med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
/Lars Løkke Rasmussen
Efter stk. 1 omfatter loven markedsføring af sundhedsydelser, som udføres af eller på vegne af autoriserede eller ikke-autoriserede sundhedspersoner inden for sundhedsvæsenet. Markedsføring vil, hvad enten den foretages som led i privat eller offentlig virksomhed, være omfattet af loven. Bestemmelsen omfatter også faglige foreninger og organisationer, idet markedsføring fra sådanne foreninger, organisationer m.v. i almindelighed foretages for sundhedsydelser, som udøves af de i bestemmelsen nævnte sundhedspersoner.
Stk. 1 er således i det væsentlige en videreførelse af § 1, stk. 1. i lov om reklamering for sundhedsydelser (reklameloven).
Markedsføring omfatter alle markedsføringsforanstaltninger over for befolkningen, herunder også tiltag, der eventuelt kun er rettet mod visse grupper, herunder sundhedspersoner inden for et givent virksomhedsområde. Begrebet markedsføring skal forstås i vid betydning og omfatter ikke kun markedsføring i teknisk forstand, men enhver handling foretaget i erhvervsøjemed i overensstemmelse med markedsføringslovens regler.
I stk. 2 defineres begrebet sundhedsydelser som en samlet betegnelse for den sundhedsfaglige virksomhed, som autoriserede sundhedspersoner udfører i medfør af deres autorisation eller i øvrigt udfører og som ikke-autoriserede sundhedspersoner har adgang til at udføre.
Bestemmelsen er indsat i loven, fordi der i praksis har været tvivl om fortolkningen af begrebet sundhedsmæssig virksomhed i reklameloven, navnlig i relation til spørgsmålet om, hvorvidt kosmetiske ydelser er omfattet af loven, dvs. er en sundhedsydelse. Domstolene har således i en konkret sag, der vedrørte en læge, der foretog kosmetiske operationer og reklamerede herfor, frifundet tiltalte for overtrædelse af reklameloven, idet retten ikke fandt, at der i loven eller lovens forarbejder findes en tilstrækkelig klar definition af begrebet sundhedsmæssig virksomhed eller af sundhedsydelser i relation til en sondring mellem, om ydelserne er omfattet af loven eller ikke er omfattet heraf.
Stk. 2 indebærer for så vidt angår autoriserede sundhedspersoner, at alle de ydelser, som de pågældende udfører i medfør af de respektive autorisationslove i denne lovs forstand er sundhedsydelser. I relation til kosmetiske sundhedsydelser betyder det, at alle former for operative indgreb, der medfører gennembrud af huden, bortset fra de undtagelser, der er nævnt nedenfor, også vil være omfattet af denne lovs bestemmelser, idet disse indgreb opfattes som ydelser, der er forbeholdt læger, jf. lægelovens § 25, stk. 2, hvorefter operative indgreb er omfattet af lægeloven og kun må foretages af læger eller andre med særlig hjemlet adkomst, f.eks. tandlæger.
Såfremt de operative indgreb, herunder ved anvendelse af laser, der indtil videre generelt opfattes som forbeholdt læger, anvendes til følgende eksempler på kosmetiske ydelser, vil der være tale om sundhedsydelser i denne lovs forstand: Pandeløft, øjen-, læbe-, øren- og næsekorrektioner, brystkorrektioner, fedtsugning, hudkorrektioner og fjernelse af tatoveringer og vorter. Hårfjernelse kan være en sundhedsydelse i denne lovs forstand, f.eks. når det i forbindelse med markedsføring anføres, at hårfjernelsen foretages af en læge, idet det herved indikeres, at der herved kan anvendes metoder, som er forbeholdt læger. Sundhedsstyrelsen vil i øvrigt i forbindelse med lovens ikrafttræden fastsætte nærmere retningslinier bl.a. for dette område, jf. lovforslagets § 1, stk. 5.
Øvrig faglig virksomhed, som autoriserede sundhedspersoner udfører inden for sundhedsvæsenet, vil også være omfattet af lovens anvendelsesområde, selvom virksomheden ikke udføres i medfør af den pågældendes autorisation. Denne øvrige faglige virksomhed skal forstås bredt, således at bestemmelsen f.eks. vil omfatte en læge, der driver et motionscenter.
Når lovforslaget for autoriserede sundhedspersoners markedsføring tillige medtager sundhedsmæssig virksomhed, som disse i øvrigt udfører, skyldes det, at befolkningen med den givne autorisation skal have tillid til, at alt, hvad disse personer udfører på det sundhedsmæssige område, vil være omfattet af de givne markedsføringsregler. Det kan således ikke forventes, at befolkningen generelt har kendskab til, hvad de enkelte autorisationer nærmere tager sigte på af sundhedsmæssig virksomhed.
Med hensyn til ikke-autoriserede sundhedspersoner vil den faglige virksomhed, som de pågældende bl.a. inden for rammerne af lægelovens §§ 24 og 25 - har adgang til at udføre inden for sundhedsvæsenet ligeledes være omfattet af loven. F.eks. må ikke-læger efter lægelovens § 24 ikke tage syge i kur, hvis vedkommende dermed udsætter patientens helbred for påviselig fare. Efter lægelovens § 25,stk.1, må kun læger behandle personer for visse smitsomme sygdomme, ligesom det kun er læger eller andre med særlig hjemlet adkomst, der efter lægelovens § 25, stk. 2, må foretage operative indgreb, iværksætte fuldstændig eller lokal bedøvelse m.v. Det er dog ikke muligt at give en udtømmende oversigt over de personer og dermed den virksomhed, der vil være omfattet af loven. Det vil være afgørende ved vurdering af, hvorvidt den virksomhed, som de pågældende udfører, er omfattet af loven, om virksomheden tager sigte på at forbedre patientens sundhedstilstand, dvs. har karakter af en sundhedsydelse. En behandlingsform kan således i én relation være omfattet af loven og i en anden falde uden for loven. F.eks. vil clairvoyance ikke i sig selv kunne anses for en sundhedsydelse, medmindre behandlingsformen markedsføres som et middel til at forbedre sundhedstilstanden eller på anden måde signalerer at have karakter af en sundhedsydelse.
I relation til kosmetisk virksomhed, som udføres af ikke-autoriserede sundhedspersoner, vil de indgreb, som ikke er forbeholdt læger efter lægelovens § 25, stk. 2, falde uden for loven, idet disse indgreb ikke anses som sundhedsydelser. F.eks. vil tatovering, piercing, branding (mønster på huden brændt med stempel) og scarification (mønstre ridset med skalpel) falde uden for loven.
Den virksomhed, som apotekere i almindelighed udfører, vil ikke være omfattet af loven, idet denne virksomhed ikke har karakter af sygdomsbehandling eller anden sundhedspleje og derfor ikke er sundhedsydelser i lovens forstand. Lov om lægemidler indeholder i øvrigt særlige regler om reklamering for lægemidler.
Det er imidlertid naturligt under lovens område at medtage de særlige supplerende sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende opgaver som apotekerne kan udføre efter apotekerlovens § 12, stk.1,nr. 2. Dette er sket i lovens § 1, stk.3, idet en særlig hjemmel herfor er nødvendig, fordi apotekernes retlige status ikke falder ind under beskrivelsen i stk.1 og 2. Den nævnte virksomhed omfatter bl.a. vejledning i rygeafvænning og blodsukkermåling samt slanke - og farmaceutrådgivning. Sundhedsstyrelsen vil om fornødent kunne foretage en nærmere afgrænsning af disse opgaver efter lovens § 1,stk. 5.
Efter stk. 4 kan indenrigs- og sundhedsministeren - efter indhentet udtalelse fra Forbrugerombudsmanden - fastsætte bestemmelser om, at loven helt eller delvist skal gælde anden virksomhed end nævnt i stk. 1 - 3. Indenrigs- og sundhedsministeren får hermed bl.a. mulighed for at lade lovens bestemmelser helt eller delvist gælde for konkrete myndigheder, institutioner eller sundhedspersoners virksomhed eller afgrænsede dele heraf. Det kan således ikke afvises, at enkelte myndigheder, sundhedspersoner m.fl., der efter stk. 1 som udgangspunkt ikke er omfattet af loven, på visse punkter udfører tjenesteydelser eller fremover vil få mulighed for at udføre tjenesteydelser, der kan sidestilles med markedsføring af sundhedsydelser efter lovens § 1, stk. 1. Hjemlen i § 1, stk. 4, forudsættes ikke umiddelbar anvendt i forbindelse med lovens ikrafttræden.
Sundhedsstyrelsen kan efter indhentet udtalelse fra Forbrugerombudsmanden i medfør af stk. 5 fastsætte nærmere regler for lovens anvendelsesområde efter stk. 1-4. Det forudsættes, at Sundhedsstyrelsens ved lovens ikrafttræden fastsætter nærmere regler for anvendelsesområdet, jf. oven for, med henblik på en præcisering af hvilke ydelser, der efter loven vil være at betragte som sundhedsydelser. Præcisering af ydelser, der efter loven vil være at betragte som sundhedsydelser fra psykologer, vil ske i samarbejde med Psykolognævnet.
Til § 2
Bestemmelsen indeholder de grundlæggende principper, der fremover skal efterleves i forbindelse med markedsføring af sundhedsydelser. Bestemmelsen svarer til principperne i § 2 i lov om markedsføring, jf. de almindelige bemærkninger afsnit 3.2., idet bestemmelsen dog i modsætning til markedsføringsloven tillige omfatter angivelser, der ikke har til hensigt at påvirke efterspørgsel og udbud.
Efter stk. 1 må der ikke i forbindelse med markedsføring af sundhedsydelser efter loven anvendes urigtige, vildledende eller urimeligt mangelfulde angivelser. Anvendelsesområdet i bestemmelsen er bredere end den tilsvarende bestemmelse i § 2, stk. 1, i lov om markedsføring, hvor forbudet mod urigtige, vildledende eller urimeligt mangelfulde angivelser udelukkende relaterer sig til angivelser, der er egnet til at påvirke efterspørgsel eller udbud af ydelser. Der henvises herom til de almindelige bemærkninger afsnit 3.2.
Bestemmelsen indebærer en væsentlig udvidet adgang til markedsføring i forhold til reklamelovens regler i § 3, stk.1 og 2. Det vil således efter lovforslaget ved markedsføring inden for de i § 2 givne rammer fremover være lovligt at anføre bl.a. følgende forhold, som det ikke i dag efter reklameloven er tilladt at anføre/benytte:
billeder og tegninger,
angivelse af særlige arbejds- eller interesseområder som f.eks. børnetandpleje, idrætsskader etc., behandling af rygproblemer, behandling af sportsskader, behandling af muskel- og ledsygdomme, samt i øvrigt behandling af patienter med en given sygdom eller et givet handicap
angivelse af særlige uddannelseskvalifikationer, som ikke er godkendt af offentlige myndigheder
angivelse af udenlandske specialebetegnelser eller af udenlandsk uddannelse
angivelse af udtryk som »exam.«, »lægeexam.« m.v. i forbindelse med angivelse af stilling. Tilsvarende kan anføres »diplom i «, hvor diplomet ikke er godkendt af offentlige myndigheder,
angivelse af hvor den pågældende er uddannet eller af hvem,
beskrivende og anprisende tekst og subjektive tilkendegivelser om den enkelte sundhedsperson, behandlingsstedet eller de enkelte ydelser, f.eks. at man har gode erfaringer med behandling af en given sygdom m.v.
angivelse af teknisk udstyr
godkendelse af en offentlig myndighed (f.eks. Sundhedsstyrelsen) samt
øvrig tekst, der ligger inden for rammerne af lovforslagets § 2 og 3, f.eks. korrekte statistiske oplysninger.
Som det fremgår, vil det efter forslaget også være muligt at anvende subjektive tilkendegivelser om den enkelte sundhedsperson, behandlingsstedet, de enkelte ydelser m.v. inden for lovens rammer.
Det centrale i den foreslåede bestemmelse er forbuddet mod vildledende angivelser. F.eks. kan en isoleret bedømt korrekt oplysning være vildledende på grund af manglende relevans. Herunder kan det således være vildledende at reklamere med konkrete resultater ved en behandling i form af før- og efter billeder, idet samme resultat ikke kan garanteres ved efterfølgende lignende behandlinger, jf. i øvrigt bemærkningerne til § 2, stk. 4. Er angivelserne urimeligt mangelfulde, vil de også være vildledende. Ved vurdering af, hvorvidt der er tale om en vildledende angivelse, vil det indgå i vurderingen, at der for sundhedsydelser er tale om et område, hvor patienter på grund af deres sygdom er særligt modtagelige og påvirkelige i forbindelse med markedsføring.
Sundhedsstyrelsen vil ved lovens ikrafttræden efter indhentet udtalelse fra Forbrugerombudsmanden udarbejde nærmere regler, der i overensstemmelse med ovennævnte uddyber mulighederne for markedsføring efter denne bestemmelse, jf. lovforslaget § 4, stk. 5.
Stk. 2-4 svarer til markedsføringslovens § 2, stk. 2-4.
Efter stk. 2 gælder bestemmelsen i stk. 1 også angivelser, der på grund af deres form, eller fordi de angår uvedkommende forhold, er utilbørlige over for andre, herunder andre sundhedspersoner og forbrugere. Medens overtrædelse af stk. 1 er betinget af, at angivelserne er vildledende, er de i stk. 2 omhandlede angivelser forbudte, også selvom om de er korrekte eller unddrager sig sandhedsprøvelse. Om en angivelse er utilbørlig i form, vil bero på en sundhedsfaglig vurdering og i øvrigt den herskende opfattelse af ytringsfrihedens grænser. For så vidt angår begrebet uvedkommende forhold, vil dette f.eks. være oplysninger om andre sundhedspersoners privatliv, race, religion eller nationalitet eller visse patientgruppers særlige forhold, f.eks. tro, vane eller politisk holdning etc.
Efter stk. 3 må der ikke anvendes vildledende fremgangsmåder eller øvrige fremgangsmåder, såfremt de på grund af deres særlige form, eller fordi de inddrager uvedkommende forhold, er utilbørlige over for andre, herunder sundhedspersoner og forbrugere. Medens § 2, stk. 1 og stk. 2 gælder angivelser, vedrører stk. 3 alene fremgangmåder. Bestemmelsen skal navnlig sikre mod former for salg af sundhedsydelser, som kan give anledning til misbrug over for patienter, som på grund af deres helbredstilstand er let påvirkelige og andre former for salg af sundhedsydelser, hvor uvedkommende forhold inddrages i patienternes overvejelse om at købe en sundhedsydelse.
I henhold til stk. 4 skal rigtigheden af angivelser om faktiske forhold kunne dokumenteres. Bestemmelsen vil navnlig kunne finde anvendelse i forbindelse med salg af sundhedsydelser, hvor der anvendes før- og efterbilleder, f.eks. ved kosmetiske operationer.
Stk. 5 indebærer at det hidtil i reklameloven gældende forbud mod markedsføring i fjernsynet videreføres i denne lov. Enhver form for markedsføring af sundhedsydelser, der er omfattet af § 1, vil være omfattet af det generelle forbud med markedsføring i fjernsynet, herunder tekst-tv, film, video eller lignende, f.eks. Cd-rom, DVD etc. Der findes således fortsat behov for inden for dette område at opretholde et forbud mod markedsføring i fjernsynet, idet fjernsynet i almindelighed er så stærkt et medie, at patienter med et ønske om helbredelse eller afklaring af deres sygdom vil have en tendens til at blive særligt påvirket af markedsføring på fjernsyn. Der gælder i øvrigt et tilsvarende forbud mod at reklamere i fjernsynet for receptpligtige lægemidler som følge af det almindelige forbud i lægemiddelloven mod offentlig reklamering på dette område.
Til § 3
Bestemmelsen svarer til markedsføringslovens § 2 a om sammenlignende reklame, dog således at bestemmelsen i nærværende lovforslag er tilpasset sundhedsområdet.
I stk. 1 er angivet en definition af sammenlignende reklame. For at være omfattet af bestemmelsen skal reklamen henvise direkte eller indirekte til en konkurrent eller til sundhedsydelser, som udbydes af en konkurrent. Der må således som minimum antages at skulle foreligge en konkurrencerelation mellem annoncøren og den sundhedsperson eller virksomhed, som sammenligningen angår.
Stk. 2 angiver i nr.1-6 de betingelser, der skal være opfyldt, for at sammenlignede reklamer er tilladt. Sammenligningen må ikke være vildledende, jf. nr.1, og skal angå sundhedsydelser, der opfylder samme behov eller tjener samme formål, jf. nr. 2. Endvidere skal sammenligningen være objektiv, og sammenligning skal angå en eller flere konkrete og relevante egenskaber, der kan dokumenteres, og som er repræsentative for disse sundhedsydelser, herunder prisen, jf. nr. 3. Sammenligningen må således ikke bygge på subjektive vurderinger og holdningsbaserede udsagn, der ikke kan dokumenteres. Sammenligningen må heller ikke skabe forveksling mellem annoncøren og en konkurrent eller mellem annoncørens og en konkurrents firmanavn, andre karakteristiske kendetegn eller sundhedsydelser, jf. nr. 4. Efter nr. 5 må sammenligningen ikke miskreditere eller nedvurdere en konkurrents firmanavn, andre karakteristiske kendetegn, sundhedsydelser, aktiviteter eller øvrige forhold. I henhold til nr. 6 må sammenligningen ikke drage utilbørlig fordel af den anseelse, der er knyttet til en konkurrents firmanavn eller andre karakteristiske kendetegn.
Efter stk. 3 skal det i enhver sammenlignende reklame, som indeholder særtilbud, klart fremgå, hvornår tilbudet ophører. Et særtilbud inden for området for sundhedsydelser kan f.eks. være prisnedsættelse på en operation eller behandling i forhold til de konkurrenter, der sammenlignes med. Gælder særtilbudet endnu ikke, skal det efter bestemmelsen tillige oplyses, hvornår perioden for den særlige pris eller for andre særlige betingelser begynder.
Til § 4
Bestemmelsen vedrører tilsynet med udøvelsen af markedsføring efter lovforslaget.
Efter stk. 1 fører Sundhedsstyrelsen tilsyn med lovens overholdelse. Sundhedsstyrelsen fører efter lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed, der udøves af personer inden for sundhedsvæsenet, bortset fra den virksomhed, der udøves af psykologer, hvor tilsynet udøves af Psykolognævnet, som er nedsat under Socialministeriet. Via dette tilsyn har Sundhedsstyrelsen den sundhedsfaglige kompetence og indsigt vedrørende de enkelte sundhedspersoners virksomhedsområde, der giver styrelsen de nødvendige faglige forudsætninger for i relation til lovforslaget at vurdere lovligheden af de enkelte sundhedspersoners markedsføringsforanstaltninger. Tilsynet med lov om reklamering af sundhedsydelser er også i dag tillagt Sundhedsstyrelsen. De samme forhold er gældende i forhold til Psykolognævnets tilsyn med psykologer.
Efter stk. 2 kan Sundhedsstyrelsen kræve meddelt alle oplysninger, som skønnes nødvendige til afgørelse af, om et forhold falder ind under lovens bestemmelser. Såfremt der er tale om sammenlignende reklame kan styrelsen kræve dokumentation for rigtigheden af oplysninger inden for kort tid. Bestemmelsen svarer til § 15, stk. 2, i lov om markedsføring. Bestemmelsen er i øvrigt strafsanktioneret i § 5, stk. 3.
I stk. 3 foreslås det, at Sundhedsstyrelsen på eget initiativ eller på baggrund af klager fra andre kan optage sager til behandling. Sundhedsstyrelsen vil ikke være forpligtet til at behandle alle sager, men skal ved vurdering af, hvorvidt en sag skal behandles navnlig lægge vægt på varetagelsen af hensynet til forbrugerne.
Idet der i øvrigt henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.3. om baggrunden for bestemmelsen bemærkes, at såfremt Sundhedsstyrelsen vurderer, at der ikke er grundlag for at behandle en konkret sag, der ikke indeholder aspekter vedrørende varetagelsen af hensynet til forbrugerne, vil den pågældende blive orienteret om muligheden for at anlægge civilt (privat) søgsmål.
Efter stk. 4 kan Sundhedsstyrelsen som led i tilsynet give udtryk for sin opfattelse af sagen.. Bestemmelsen, der stort set er en uændret videreførelse af reklamelovens § 5, stk. 2, indebærer, at Sundhedsstyrelsen ved at udtale sig om konkrete sager får mulighed for at bringe en eventuel ulovlig markedsføring til ophør. I tilfælde af, at en annoncør ikke retter sig efter Sundhedsstyrelsens udtalelse, kan styrelsen søge iværksat sanktioner i form af bøde, jf. forslagets § 5.
Efter stk. 5 kan Sundhedsstyrelsen efter indhentet udtalelse fra Forbrugerombudsmanden fastsætte nærmere regler for adgangen til markedsføring efter bestemmelserne i loven. Som nævnt oven for forudsættes det, at Sundhedsstyrelsen i forbindelse med lovens ikrafttræden udarbejder nærmere regler, der uddyber mulighederne for markedsføring efter lovforslaget. Det vil i sagens natur ikke være muligt for Sundhedsstyrelsen at foretage en udtømmende opregning af, hvad der i relation til bestemmelserne i forslagets §§ 2 og 3 er tilladt efter loven, men det findes væsentligt, at styrelsen f.eks. i en vejledning til loven i overensstemmelse med det i bemærkningerne til § 2, stk. 1, nævnte uddyber de muligheder for markedsføring, som loven giver mulighed for, navnlig set i relation til de begrænsede muligheder for reklamering, som er indeholdt i lov om reklamering for sundhedsydelser. Det forudsættes således, at styrelsen uddyber opregningen af tilladte angivelser i bemærkningerne til § 2, stk. 1, ligesom styrelsen nærmere redegør for anvendelse af før- og efterbilleder i markedsføring af sundhedsydelser, samt præciserer afgrænsningen af forbudet mod markedsføring i fjernsynet, på film, video eller lignende.
I stk. 6 fastsættes det, at Psykolognævnet fører tilsyn med psykologers markedsføring efter loven, og at Psykolognævnet som led i tilsynet - på linie med Sundhedsstyrelsen kan give udtryk for sin opfattelse af sagen, ligesom nævnet kan søge iværksat sanktioner efter forslagets § 5.
Baggrunden for bestemmelsen er, at det er Psykolognævnet, der i henhold til lov om psykologer lov nr. 494 af 30. juni 1993, der trådte i kraft 1.januar 1994 er såvel autorisations- som tilsynsmyndighed for psykologer, på tilsvarende måde som Sundhedsstyrelsen er dette for de øvrige sundhedspersonalegrupper. Ved loven om reklamering for sundhedsydelser fra 1997 blev Psykolognævnet samtidigt ressortmyndighed for alle spørgsmål vedr. psykologers reklameforhold uanset der er tale om autoriserede psykologer eller ej.
Psykolognævnet får også i medfør af stk. 6 mulighed for efter indhentet udtalelse fra Forbrugerombudsmanden at fastsætte nærmere regler for markedsføring efter loven. Det forudsættes i den forbindelse, at de regler, som såvel Sundhedsstyrelsen som Psykolognævnet fastsætter om markedsføring efter loven, jf. stk. 5 og 6, koordineres i samarbejde med Forbrugerombudsmanden.
Efter stk. 7 kan Sundhedsstyrelsens afgørelser efter loven ikke indbringes for anden administrativ myndighed, dvs. heller ikke for Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Bestemmelsen skal bl.a. ses på baggrund af, at det vil være domstolene, der endeligt tager stilling til, hvorvidt en given markedsføring er i overensstemmelse med loven. Endvidere nødvendiggør generelle ressourcemæssige hensyn en indskrænkning af muligheden for at påklage Sundhedsstyrelsens afgørelser til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Til § 5
Efter stk. 1 straffes overtrædelse af bestemmelserne i § 2, stk. 1- 3 samt stk. 5 og § 3,stk.2 og 3, med bøde. Strafferammen for overtrædelse af de angivne markedsføringsforhold svarer til strafferammen for overtrædelse af reklameringsreglerne i lov om reklamering for sundhedsydelser.
I stk.2 er foretaget en regulering af, hvem der strafferetligt kan påtale overtrædelse af lovens bestemmelse om nedsættende omtale m.v. i § 2. Som hovedregel er der tale om privat påtale, bl.a. fordi den forurettigede bedst selv kan vurdere overtrædelsens karakter. Der er imidlertid indsat en mulighed for offentlig påtale i de tilfælde, hvor dette er påkrævet af såkaldte almene hensyn. Dette forudsættes kun at gøre sig gældende i ganske få tilfælde, f.eks. hvor overtrædelsen er grov og privat påtale ikke er sket, eller hvor den forurettede er en person ansat i eller tilknyttet en offentlig institution.
Efter stk. 3 straffes undladelse af at meddele Sundhedsstyrelsen oplysninger, der afkræves efter § 4, stk. 2, eller som i forhold, der omfattes af loven, meddeler styrelsen urigtige eller vildledende oplysninger med bøde.
I henhold til stk. 4 kan der i forskrifter, der udfærdiges i medfør af loven, fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne. Sundhedsstyrelsen og Psykolognævnet får således adgang til at fastsætte bødestraf i forskrifter, fastsat i medfør af lovforslagets § 4, stk. 5 og 6, idet det forudsættes, at regelfastsættelse på dette område koordineres mellem de nævnte myndigheder.
Stk. 5 angiver, at også selskaber m.v. (juridiske personer) kan pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Til § 6
Da Sundhedsstyrelsen i forbindelse med lovændringen skal udarbejde bekendtgørelse og eventuel vejledning om lovens anvendelsesområde m.v., foreslås ikrafttrædelsesdatoen at være 1. september 2003. Samtidig ophæves lov om reklamering for sundhedsydelser.
Til § 7
Loven gælder ikke for Færøerne eller Grønland, men kan for Færøernes vedkommende sættes i kraft ved kongelig anordning med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Bestemmelsen indeholder de grundlæggende principper, der fremover skal efterleves i forbindelse med markedsføring af sundhedsydelser. Bestemmelsen svarer til principperne i § 2 i lov om markedsføring, jf. de almindelige bemærkninger afsnit 3.2., idet bestemmelsen dog i modsætning til markedsføringsloven tillige omfatter angivelser, der ikke har til hensigt at påvirke efterspørgsel og udbud.
Efter stk. 1 må der ikke i forbindelse med markedsføring af sundhedsydelser efter loven anvendes urigtige, vildledende eller urimeligt mangelfulde angivelser. Anvendelsesområdet i bestemmelsen er bredere end den tilsvarende bestemmelse i § 2, stk. 1, i lov om markedsføring, hvor forbudet mod urigtige, vildledende eller urimeligt mangelfulde angivelser udelukkende relaterer sig til angivelser, der er egnet til at påvirke efterspørgsel eller udbud af ydelser. Der henvises herom til de almindelige bemærkninger afsnit 3.2.
Bestemmelsen indebærer en væsentlig udvidet adgang til markedsføring i forhold til reklamelovens regler i § 3, stk.1 og 2. Det vil således efter lovforslaget ved markedsføring inden for de i § 2 givne rammer fremover være lovligt at anføre bl.a. følgende forhold, som det ikke i dag efter reklameloven er tilladt at anføre/benytte:
billeder og tegninger,
angivelse af særlige arbejds- eller interesseområder som f.eks. børnetandpleje, idrætsskader etc., behandling af rygproblemer, behandling af sportsskader, behandling af muskel- og ledsygdomme, samt i øvrigt behandling af patienter med en given sygdom eller et givet handicap
angivelse af særlige uddannelseskvalifikationer, som ikke er godkendt af offentlige myndigheder
angivelse af udenlandske specialebetegnelser eller af udenlandsk uddannelse
angivelse af udtryk som »exam.«, »lægeexam.« m.v. i forbindelse med angivelse af stilling. Tilsvarende kan anføres »diplom i «, hvor diplomet ikke er godkendt af offentlige myndigheder,
angivelse af hvor den pågældende er uddannet eller af hvem,
beskrivende og anprisende tekst og subjektive tilkendegivelser om den enkelte sundhedsperson, behandlingsstedet eller de enkelte ydelser, f.eks. at man har gode erfaringer med behandling af en given sygdom m.v.
angivelse af teknisk udstyr
godkendelse af en offentlig myndighed (f.eks. Sundhedsstyrelsen) samt
øvrig tekst, der ligger inden for rammerne af lovforslagets § 2 og 3, f.eks. korrekte statistiske oplysninger.
Som det fremgår, vil det efter forslaget også være muligt at anvende subjektive tilkendegivelser om den enkelte sundhedsperson, behandlingsstedet, de enkelte ydelser m.v. inden for lovens rammer.
Det centrale i den foreslåede bestemmelse er forbuddet mod vildledende angivelser. F.eks. kan en isoleret bedømt korrekt oplysning være vildledende på grund af manglende relevans. Herunder kan det således være vildledende at reklamere med konkrete resultater ved en behandling i form af før- og efter billeder, idet samme resultat ikke kan garanteres ved efterfølgende lignende behandlinger, jf. i øvrigt bemærkningerne til § 2, stk. 4. Er angivelserne urimeligt mangelfulde, vil de også være vildledende. Ved vurdering af, hvorvidt der er tale om en vildledende angivelse, vil det indgå i vurderingen, at der for sundhedsydelser er tale om et område, hvor patienter på grund af deres sygdom er særligt modtagelige og påvirkelige i forbindelse med markedsføring.
Sundhedsstyrelsen vil ved lovens ikrafttræden efter indhentet udtalelse fra Forbrugerombudsmanden udarbejde nærmere regler, der i overensstemmelse med ovennævnte uddyber mulighederne for markedsføring efter denne bestemmelse, jf. lovforslaget § 4, stk. 5.
Stk. 2-4 svarer til markedsføringslovens § 2, stk. 2-4.
Efter stk. 2 gælder bestemmelsen i stk. 1 også angivelser, der på grund af deres form, eller fordi de angår uvedkommende forhold, er utilbørlige over for andre, herunder andre sundhedspersoner og forbrugere. Medens overtrædelse af stk. 1 er betinget af, at angivelserne er vildledende, er de i stk. 2 omhandlede angivelser forbudte, også selvom om de er korrekte eller unddrager sig sandhedsprøvelse. Om en angivelse er utilbørlig i form, vil bero på en sundhedsfaglig vurdering og i øvrigt den herskende opfattelse af ytringsfrihedens grænser. For så vidt angår begrebet uvedkommende forhold, vil dette f.eks. være oplysninger om andre sundhedspersoners privatliv, race, religion eller nationalitet eller visse patientgruppers særlige forhold, f.eks. tro, vane eller politisk holdning etc.
Efter stk. 3 må der ikke anvendes vildledende fremgangsmåder eller øvrige fremgangsmåder, såfremt de på grund af deres særlige form, eller fordi de inddrager uvedkommende forhold, er utilbørlige over for andre, herunder sundhedspersoner og forbrugere. Medens § 2, stk. 1 og stk. 2 gælder angivelser, vedrører stk. 3 alene fremgangmåder. Bestemmelsen skal navnlig sikre mod former for salg af sundhedsydelser, som kan give anledning til misbrug over for patienter, som på grund af deres helbredstilstand er let påvirkelige og andre former for salg af sundhedsydelser, hvor uvedkommende forhold inddrages i patienternes overvejelse om at købe en sundhedsydelse.
I henhold til stk. 4 skal rigtigheden af angivelser om faktiske forhold kunne dokumenteres. Bestemmelsen vil navnlig kunne finde anvendelse i forbindelse med salg af sundhedsydelser, hvor der anvendes før- og efterbilleder, f.eks. ved kosmetiske operationer.
Stk. 5
indebærer at det hidtil i reklameloven gældende forbud mod markedsføring i fjernsynet videreføres i denne lov. Enhver form for markedsføring af sundhedsydelser, der er omfattet af § 1, vil være omfattet af det generelle forbud med markedsføring i fjernsynet, herunder tekst-tv, film, video eller lignende, f.eks. Cd-rom, DVD etc. Der findes således fortsat behov for inden for dette område at opretholde et forbud mod markedsføring i fjernsynet, idet fjernsynet i almindelighed er så stærkt et medie, at patienter med et ønske om helbredelse eller afklaring af deres sygdom vil have en tendens til at blive særligt påvirket af markedsføring på fjernsyn. Der gælder i øvrigt et tilsvarende forbud mod at reklamere i fjernsynet for receptpligtige lægemidler som følge af det almindelige forbud i lægemiddelloven mod offentlig reklamering på dette område.
Bestemmelsen svarer til markedsføringslovens § 2 a om sammenlignende reklame, dog således at bestemmelsen i nærværende lovforslag er tilpasset sundhedsområdet.
I stk. 1 er angivet en definition af sammenlignende reklame. For at være omfattet af bestemmelsen skal reklamen henvise direkte eller indirekte til en konkurrent eller til sundhedsydelser, som udbydes af en konkurrent. Der må således som minimum antages at skulle foreligge en konkurrencerelation mellem annoncøren og den sundhedsperson eller virksomhed, som sammenligningen angår.
Stk. 2
angiver i nr.1-6 de betingelser, der skal være opfyldt, for at sammenlignede reklamer er tilladt. Sammenligningen må ikke være vildledende, jf. nr.1, og skal angå sundhedsydelser, der opfylder samme behov eller tjener samme formål, jf. nr. 2. Endvidere skal sammenligningen være objektiv, og sammenligning skal angå en eller flere konkrete og relevante egenskaber, der kan dokumenteres, og som er repræsentative for disse sundhedsydelser, herunder prisen, jf. nr. 3. Sammenligningen må således ikke bygge på subjektive vurderinger og holdningsbaserede udsagn, der ikke kan dokumenteres. Sammenligningen må heller ikke skabe forveksling mellem annoncøren og en konkurrent eller mellem annoncørens og en konkurrents firmanavn, andre karakteristiske kendetegn eller sundhedsydelser, jf. nr. 4. Efter nr. 5 må sammenligningen ikke miskreditere eller nedvurdere en konkurrents firmanavn, andre karakteristiske kendetegn, sundhedsydelser, aktiviteter eller øvrige forhold. I henhold til nr. 6 må sammenligningen ikke drage utilbørlig fordel af den anseelse, der er knyttet til en konkurrents firmanavn eller andre karakteristiske kendetegn.
Efter stk. 3 skal det i enhver sammenlignende reklame, som indeholder særtilbud, klart fremgå, hvornår tilbudet ophører. Et særtilbud inden for området for sundhedsydelser kan f.eks. være prisnedsættelse på en operation eller behandling i forhold til de konkurrenter, der sammenlignes med. Gælder særtilbudet endnu ikke, skal det efter bestemmelsen tillige oplyses, hvornår perioden for den særlige pris eller for andre særlige betingelser begynder.
Bestemmelsen vedrører tilsynet med udøvelsen af markedsføring efter lovforslaget.
Efter stk. 1 fører Sundhedsstyrelsen tilsyn med lovens overholdelse. Sundhedsstyrelsen fører efter lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed, der udøves af personer inden for sundhedsvæsenet, bortset fra den virksomhed, der udøves af psykologer, hvor tilsynet udøves af Psykolognævnet, som er nedsat under Socialministeriet. Via dette tilsyn har Sundhedsstyrelsen den sundhedsfaglige kompetence og indsigt vedrørende de enkelte sundhedspersoners virksomhedsområde, der giver styrelsen de nødvendige faglige forudsætninger for i relation til lovforslaget at vurdere lovligheden af de enkelte sundhedspersoners markedsføringsforanstaltninger. Tilsynet med lov om reklamering af sundhedsydelser er også i dag tillagt Sundhedsstyrelsen. De samme forhold er gældende i forhold til Psykolognævnets tilsyn med psykologer.
Efter stk. 2 kan Sundhedsstyrelsen kræve meddelt alle oplysninger, som skønnes nødvendige til afgørelse af, om et forhold falder ind under lovens bestemmelser. Såfremt der er tale om sammenlignende reklame kan styrelsen kræve dokumentation for rigtigheden af oplysninger inden for kort tid. Bestemmelsen svarer til § 15, stk. 2, i lov om markedsføring. Bestemmelsen er i øvrigt strafsanktioneret i § 5, stk. 3.
I stk. 3 foreslås det, at Sundhedsstyrelsen på eget initiativ eller på baggrund af klager fra andre kan optage sager til behandling. Sundhedsstyrelsen vil ikke være forpligtet til at behandle alle sager, men skal ved vurdering af, hvorvidt en sag skal behandles navnlig lægge vægt på varetagelsen af hensynet til forbrugerne.
Idet der i øvrigt henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.3. om baggrunden for bestemmelsen bemærkes, at såfremt Sundhedsstyrelsen vurderer, at der ikke er grundlag for at behandle en konkret sag, der ikke indeholder aspekter vedrørende varetagelsen af hensynet til forbrugerne, vil den pågældende blive orienteret om muligheden for at anlægge civilt (privat) søgsmål.
Efter stk. 4 kan Sundhedsstyrelsen som led i tilsynet give udtryk for sin opfattelse af sagen.. Bestemmelsen, der stort set er en uændret videreførelse af reklamelovens § 5, stk. 2, indebærer, at Sundhedsstyrelsen ved at udtale sig om konkrete sager får mulighed for at bringe en eventuel ulovlig markedsføring til ophør. I tilfælde af, at en annoncør ikke retter sig efter Sundhedsstyrelsens udtalelse, kan styrelsen søge iværksat sanktioner i form af bøde, jf. forslagets § 5.
Efter stk. 5 kan Sundhedsstyrelsen efter indhentet udtalelse fra Forbrugerombudsmanden fastsætte nærmere regler for adgangen til markedsføring efter bestemmelserne i loven. Som nævnt oven for forudsættes det, at Sundhedsstyrelsen i forbindelse med lovens ikrafttræden udarbejder nærmere regler, der uddyber mulighederne for markedsføring efter lovforslaget. Det vil i sagens natur ikke være muligt for Sundhedsstyrelsen at foretage en udtømmende opregning af, hvad der i relation til bestemmelserne i forslagets §§ 2 og 3 er tilladt efter loven, men det findes væsentligt, at styrelsen f.eks. i en vejledning til loven i overensstemmelse med det i bemærkningerne til § 2, stk. 1, nævnte uddyber de muligheder for markedsføring, som loven giver mulighed for, navnlig set i relation til de begrænsede muligheder for reklamering, som er indeholdt i lov om reklamering for sundhedsydelser. Det forudsættes således, at styrelsen uddyber opregningen af tilladte angivelser i bemærkningerne til § 2, stk. 1, ligesom styrelsen nærmere redegør for anvendelse af før- og efterbilleder i markedsføring af sundhedsydelser, samt præciserer afgrænsningen af forbudet mod markedsføring i fjernsynet, på film, video eller lignende.
I stk. 6 fastsættes det, at Psykolognævnet fører tilsyn med psykologers markedsføring efter loven, og at Psykolognævnet som led i tilsynet - på linie med Sundhedsstyrelsen kan give udtryk for sin opfattelse af sagen, ligesom nævnet kan søge iværksat sanktioner efter forslagets § 5.
Baggrunden for bestemmelsen er, at det er Psykolognævnet, der i henhold til lov om psykologer lov nr. 494 af 30. juni 1993, der trådte i kraft 1.januar 1994 er såvel autorisations- som tilsynsmyndighed for psykologer, på tilsvarende måde som Sundhedsstyrelsen er dette for de øvrige sundhedspersonalegrupper. Ved loven om reklamering for sundhedsydelser fra 1997 blev Psykolognævnet samtidigt ressortmyndighed for alle spørgsmål vedr. psykologers reklameforhold uanset der er tale om autoriserede psykologer eller ej.
Psykolognævnet får også i medfør af stk. 6 mulighed for efter indhentet udtalelse fra Forbrugerombudsmanden at fastsætte nærmere regler for markedsføring efter loven. Det forudsættes i den forbindelse, at de regler, som såvel Sundhedsstyrelsen som Psykolognævnet fastsætter om markedsføring efter loven, jf. stk. 5 og 6, koordineres i samarbejde med Forbrugerombudsmanden.
Efter stk. 7 kan Sundhedsstyrelsens afgørelser efter loven ikke indbringes for anden administrativ myndighed, dvs. heller ikke for Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Bestemmelsen skal bl.a. ses på baggrund af, at det vil være domstolene, der endeligt tager stilling til, hvorvidt en given markedsføring er i overensstemmelse med loven. Endvidere nødvendiggør generelle ressourcemæssige hensyn en indskrænkning af muligheden for at påklage Sundhedsstyrelsens afgørelser til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Efter stk. 1 straffes overtrædelse af bestemmelserne i § 2, stk. 1- 3 samt stk. 5 og § 3,stk.2 og 3, med bøde. Strafferammen for overtrædelse af de angivne markedsføringsforhold svarer til strafferammen for overtrædelse af reklameringsreglerne i lov om reklamering for sundhedsydelser.
I stk.2 er foretaget en regulering af, hvem der strafferetligt kan påtale overtrædelse af lovens bestemmelse om nedsættende omtale m.v. i § 2. Som hovedregel er der tale om privat påtale, bl.a. fordi den forurettigede bedst selv kan vurdere overtrædelsens karakter. Der er imidlertid indsat en mulighed for offentlig påtale i de tilfælde, hvor dette er påkrævet af såkaldte almene hensyn. Dette forudsættes kun at gøre sig gældende i ganske få tilfælde, f.eks. hvor overtrædelsen er grov og privat påtale ikke er sket, eller hvor den forurettede er en person ansat i eller tilknyttet en offentlig institution.
Efter stk. 3 straffes undladelse af at meddele Sundhedsstyrelsen oplysninger, der afkræves efter § 4, stk. 2, eller som i forhold, der omfattes af loven, meddeler styrelsen urigtige eller vildledende oplysninger med bøde.
I henhold til stk. 4 kan der i forskrifter, der udfærdiges i medfør af loven, fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne. Sundhedsstyrelsen og Psykolognævnet får således adgang til at fastsætte bødestraf i forskrifter, fastsat i medfør af lovforslagets § 4, stk. 5 og 6, idet det forudsættes, at regelfastsættelse på dette område koordineres mellem de nævnte myndigheder.
Stk. 5
angiver, at også selskaber m.v. (juridiske personer) kan pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Da Sundhedsstyrelsen i forbindelse med lovændringen skal udarbejde bekendtgørelse og eventuel vejledning om lovens anvendelsesområde m.v., foreslås ikrafttrædelsesdatoen at være 1. september 2003. Samtidig ophæves lov om reklamering for sundhedsydelser.
Loven gælder ikke for Færøerne eller Grønland, men kan for Færøernes vedkommende sættes i kraft ved kongelig anordning med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.