Lov om kreditservicevirksomheder og kreditkøbere § 32

De generelle regler om offentligt ansattes tavshedspligt følger af forvaltningslovens § 27, som fastsætter, at offentligt ansatte har tavshedspligt, jf. straffelovens § 152 og §§ 152 c-152 f, med hensyn til enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold og tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold eller lign., for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed, oplysningerne angår, at oplysningerne ikke videregives.

Med lovforslagets § 32 foreslås der fastsat specifikke regler om tavshedspligt for Finanstilsynets ansatte i henhold til denne lov.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynets ansatte er under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e og dermed forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsynsvirksomheden.

Tavshedspligten efter bestemmelsen omfatter også oplysninger, som Finanstilsynet modtager fra udenlandske myndigheder.

Oplysninger, som Finanstilsynet modtager i forbindelse med sin reguleringsvirksomhed og sin informationsvirksomhed, er ikke omfattet af Finanstilsynets tavshedspligt. Fortrolighed i relation til disse dele af Finanstilsynets virksomhed, skal vurderes i forhold til lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven.

Tavshedspligten er i høj grad baseret på et ønske om at beskytte kreditservicevirksomhedens og kreditkøberens kunder samt låntagere, det være sig privatpersoner eller erhvervskunder. Hertil kommer et ønske om af konkurrencemæssige grunde at beskytte virksomhedernes forretningsmæssige forhold. Herudover er Finanstilsynets tavshedspligt en afgørende betingelse for den tilsynsmæssige effektivitet. For at Finanstilsynet kan få alle nødvendige oplysninger i en given sag, må virksomhederne, kunderne og låntagerne kunne nære tillid til, at Finanstilsynet ikke videregiver fortrolige oplysninger. Bestemmelsen er dog ikke til hinder for, at overordnede myndigheder (ministerier) i forskellige lande udveksler oplysninger om koncernforbundne virksomheder som led i en krisestyring.

Ved ”fortrolige oplysninger” forstås oplysninger om virksomhedens forretningsmæssige forhold og kunders forhold samt andre oplysninger, som efter deres karakter er fortrolige. Oplysninger, som efter deres karakter er offentlige, f.eks. regnskaber og fondsbørsmeddelelser, er ikke omfattet af tavshedspligten. Tilsvarende gælder oprindeligt fortrolige oplysninger, som uden om tilsynet er blevet offentliggjort ad andre kanaler i en grad, at det er blevet almindeligt kendt. Ved ”oplysninger, der efter deres karakter er fortrolige” forstås oplysninger, der ikke direkte relaterer sig til enkelte kunders eller virksomheders forhold. Det drejer sig bl.a. om oplysninger om økonomiske eller forretningsmæssige forhold for personer og selskaber, som ikke er kunder i egentlig forstand, men som f.eks. kautionerer for kunder, har ejerandele i virksomhedens kunder eller på anden vis har en personlig, økonomisk eller forretningsmæssig tilknytning til kunder uden selv at være det.

Begrebet ”tilsynsvirksomhed” skal ses i forhold til de pligter, der er pålagt Finanstilsynet efter denne lov. Det vil bl.a. medføre, at sager, der relaterer sig til tilsynsforpligtelsen i lovforslagets kapitel 7, hvorefter Finanstilsynet påser overholdelsen af loven og regler udstedt i medfør heraf, og foretager undersøgelser, er omfattet af tilsynsvirksomheden.

Adgangen til aktindsigt i Finanstilsynets sager efter offentlighedsloven begrænses af Finanstilsynets tavshedspligt, jf. § 14, 1. pkt., og § 35 i lov om offentlighed i forvaltningen. Det er dog udelukkende adgangen til aktindsigt efter offentlighedsloven, der er begrænset. Parters rettigheder, herunder adgang til aktindsigt, skal afgøres efter forvaltningsloven. Afgørelse af, hvem der er part i forhold til Finanstilsynet, træffes efter lovforslagets § 36.

Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at tavshedspligten også gælder personer, der udfører serviceopgaver som led i Finanstilsynets drift, samt eksperter, der handler på Finanstilsynets vegne.

Serviceopgaver som led i driften vil f.eks. være rengøring, vagttjeneste, reparation og vedligeholdelse af elektronisk materiel og kantinedrift.

Det foreslås i stk. 1, 3. pkt., at tavshedspligten også gælder efter ansættelses- eller kontraktforholdets ophør.

Det foreslås i stk. 2, at samtykke fra den, som tavshedspligten tilsigter at beskytte, ikke berettiger de personer, der er nævnt i stk. 1, til at videregive fortrolige oplysninger.

Bestemmelsen vil indebære, at Finanstilsynets tavshedspligt ikke ophæves, selvom den, som tavshedspligten tilsigter at beskytte, giver samtykke til, at Finanstilsynet kan videregive oplysninger.

Finanstilsynets tavshedspligt er i høj grad baseret på et ønske om at beskytte virksomhedernes kunder, det være sig privatpersoner eller erhvervskunder. Hertil kommer et ønske om, af konkurrencemæssige grunde, at beskytte virksomhedernes forretningsmæssige forhold.

Finanstilsynets tavshedspligt er en afgørende betingelse for den tilsynsmæssige effektivitet. For at Finanstilsynet kan få alle nødvendige oplysninger i en given sag, må virksomhederne og kunderne kunne nære tillid til, at Finanstilsynet ikke videregiver fortrolige oplysninger.

Da de fortrolige oplysninger i langt overvejende grad hidrører fra virksomhederne, vil det være mest korrekt og sikrest, at det er den pågældende virksomhed selv, der meddeler oplysningerne til tredjemand. Oplysninger om virksomhedens kunder kan kun videregives med kundernes samtykke.

Det foreslås i stk. 3, at stk. 1 ikke finder anvendelse på oplysninger i sager om god skik, jf. kapitel 5.

Efter bestemmelsen finder stk. 1 ikke anvendelse på oplysninger i sager om god skik. Sager om god skik er sager vedrørende bestemmelser i lovforslagets kapitel 5. Finanstilsynet vil derfor kunne udtale sig til offentligheden om sådanne sager i overensstemmelse med offentlighedslovens regler.

Bestemmelsen afspejler sig i den gældende retstilstand på det finansielle område i øvrigt, hvor der er samme grad af offentlighed om oplysninger, der er kommet frem i forbindelse med tilsynet med forbrugerrettede regler på det finansielle område, som hvis reglerne havde været underlagt Forbrugerombudsmandens tilsyn. Dette er væsentligt, da grænsedragningen mellem Finanstilsynets og Forbrugerombudsmandens virksomhed indebærer, at der er behov for koordination mellem Finanstilsynets og Forbrugerombudsmandens tilsynsvirksomhed.

Når Finanstilsynet ikke er underlagt en særlig tavshedspligt i forhold til oplysninger i sager om god skik, vil Finanstilsynet kunne videregive oplysninger fra sager om god skik, som Forbrugerombudsmanden finder nødvendige for sin tilsynsvirksomhed. Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor Forbrugerombudsmanden har oversendt en sag til Finanstilsynet, fordi sagen henhører under Finanstilsynets regelsæt, men Forbrugerombudsmanden har behov for at kende afgørelsens indhold af hensyn til koordineringen mellem de to regelsæt. Ligeledes vil Finanstilsynet få mulighed for af egen drift at orientere Forbrugerombudsmanden om konkrete sager, som vedrører tilsynet med god skik.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at enhver kan få udleveret oplysninger i sager om god skik dog med de undtagelser, der følger af offentlighedslovens kapitel 4 om undtagelser fra retten til aktindsigt. Dette er en konsekvens af, at den foreslåede bestemmelse foreskriver, at oplysningerne ikke er underlagt Finanstilsynets tavshedspligt efter stk. 1, hvorfor pligten til at meddele oplysninger ikke er begrænset heraf, jf. offentlighedslovens § 35.

Finanstilsynet vil ikke kunne give aktindsigt i oplysninger om enkeltpersoners private forhold og oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold, hvis oplysningerne er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed, oplysningerne angår, jf. offentlighedslovens § 30.

I de tilfælde, hvor Finanstilsynet anmoder virksomheden om en redegørelse, vil Finanstilsynet oplyse om de relevante bestemmelser i den finansielle lovgivning, som er tema for redegørelsen. På baggrund heraf vil virksomheden kunne udlede, om de pågældende oplysninger er omfattet af § 32, stk. 3. Det samme gælder for oplysninger, som udleveres i forbindelse med en inspektion, der vedrører god skik m.v.

Det foreslås i stk. 4, at bestemmelsen i stk. 1 ikke er til hinder for, at Finanstilsynet af egen drift videregiver fortrolige oplysninger i summarisk eller sammenfattende form, når hverken den enkelte virksomhed eller dens kunder kan identificeres.

Det vil indebære, at oplysninger, der er omfattet af tavshedspligten i stk. 1, kan videregives af Finanstilsynet, hvis det ikke er muligt at identificere enkeltvirksomheder eller enkeltkunder blandt oplysningerne. Det afgørende for muligheden for videregivelse efter den foreslåede bestemmelse vil være, at der er foretaget en fuldstændig anonymisering. Det vil således ikke være tilstrækkeligt at fjerne eller overstrege navne m.v., hvis det er muligt ud fra f.eks. oplysningernes kontekst at identificere den pågældende virksomhed eller kunde.

Det foreslås i stk. 5, at fortrolige oplysninger kan videregives under en civil retssag, når en kreditservicevirksomhed er erklæret konkurs eller trådt i likvidation, og såfremt oplysningerne ikke vedrører kundeforhold eller tredjemand, der er eller har været involveret i forsøg på at redde virksomheden.

Fortrolige oplysninger kan videregives under en civil retssag, når en kreditservicevirksomhed er erklæret konkurs eller trådt i likvidation, og såfremt oplysningerne ikke vedrører kundeforhold eller tredjemand, der er eller har været involveret i forsøg på at redde virksomheden.